Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.mandag, desember 31, 2007
æ ø å
GODT NYTT år!
Jeg ønsker alle lesere av Dagensdikt.com er riktig Godt Nytt Ar.
Takk for alle diktene dere har sendt inn i løpet av året.
Jeg setter stor pris på det så forsett å sende diktene til
meg. (E-post: gaapaa@yahoo.com)
Og så ønsker jeg et godt år for dere alle og et godt år
for Norge!
søndag, desember 30, 2007
Mandag, 31 desember 2007.
Den siste dagen i 2007 og jeg sender dikt nr. 1267 siden
jeg begynte denne Bloggen for tre år siden.
Dagensdikt.com bloggen var faktisk en av de første Bloggene
og etter hvert har jeg fått en god og trofast lesergruppe.
En spesiell takk til de som har sendt inn dikt til meg.
Dikt er alltid velkomne og kan sendes til gaapaa@ahoo.com
Jeg ønsker alle mine lesere et
GODT NYTT ÅR !
Siden det fremdeles er Rom-Jul i morgen sender jeg
Asgaardsreien. "Helst den færdes ved Juletider" så det
kan passe bra å avslutte året med dette kjempediktet av
Johan Sebastian Welhaven. (1807-1883)
ASGAARDSREIEN.
Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte heste,
I Stormgang drage de vilde Skarer,
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaar over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir - de endse det ei.
Vandreren kaster seg ræd på Veien.
Hør - hvilket gny! Det er Asgaardsreien.
Thor, den stærke, med løftet hammer,
staar høit i sin Karm -- er forrest i Laget;
han slaar på Skjoldet, og røde Flammer
belyse det natlige Tog ved Slaget.
Da klinge Lurer, da er der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi,
da hyler Sværmen, og Folket lytter
med stigende Angst i de dirrende hytter.
Asgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter;
men helst den færdes ved Juletider, - -
da holder den Fæst hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti,
og farer den larmende Bygd forbi, - -
da vogt Dig, Bonde, hold Skikk og Orden !
thi Asgaardsreisen er snart ved Gaarden.
Naar Øllet virker i Bjelkestuen,
og vækker de hedenske Juleskikke,
og ilden kaster sit Skin fra Gruen
paa svingede Knive og vilde Blikke,
da gaar der et Gys gjennem Tumlen tit;
da høres de natlige Skarers Ridt,
da knager Væggen, da danser Kruset, - -
thi Asgaardsreisen slaar Kreds om Huset.
Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
tre hellige Juledage til ende.
Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage,
og Brudgommens ei mellem Ungersvende.
Der stod en Glans i den bonede Hal
af dækkende Borde og dyrt Metal;
der fandtes en Skat, som er kommet for Orde
af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.
Og lystig durede Trommer og Giger,
og Brudgommen traadte sin Dans manhaftigt,
han førte sin Brud mellem Svende og Piger, -
da gik vel Hallingen let og kraftigt!
Til Dandserens vældige kast og Hop
fløi Ternen om som en surrende Top.
Da strømmede Larmen og Spillet sammen,
da drønede Hallen af Liv og Gammen.
Den tredie Kveld, da Øllet var drukket
gjennem al den Helg, af Gamle og Unge,
da var vel Tørsten i Laget slukket,
men Karlene vare drukne og tunge.
Vor Brud havde atter sin Krone paa,
thi nu skulde Skaalen om Bordet gaa, -
og nu tog Kjøgemesteren Ordet,
og krævede Stilhed med Slag i Borget.
Da styrtede ind i det bænkede Gilde
de vidt beryktede Seims-Berserker, -
Øinene rullede mørke og vilde,
paa Panderne havde de Slagsmaals-Mærker.
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv,
ja, det var Brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af Bruden,
kom nu selv-anden, og var ei buden.
De døsige Gjester for op med Bæven,
og havde kun liden Hu til at stride.
Hver ravende Mand, der Knyttede Næven
ble grepen i Bringen og kastet tilside.
Brudgommen satte sit Bæger ned,
steg op paa Bænken, og bad om Fred.
Men Brødrene reve alt Kniv af Belte, -
det var just Brudgommens Liv det gjeldte.
Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
og danned en Vagt om den haardt Betrængte,
bag Borde og Bænke, de laa i en Dynge,
de stode ved Høisætet indestængte.
Den ældste kvinde i deres flok
blottede nu sin graanede Lok,
og gav saa Brudgommen Sønnenavnet,
og tok ham på Skjødet og holdt ham favnet.
Men Brødrene endsed ei Kvindemildhed,
de stormede frem over Borde og Bænke
og splittede Kvinderne Flok med Vildhed, - -
da var der ei Længer paa Fred at tænke.
De greb deres Offer, og slæbte ham hen
til Hallens Dør og ut gjennem den.
Da ble der en rasende Kamp i Gaarden
og Gjæsterne fulgte i vild Uorden.
De styrtede ud med Blus og Brande;
thi over Egnen rugede Mørket.
Da saa de Brudgommen opreist stande;
nu var han af Vinterens Luftning styrket.
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød, -
nu gav han igjen hvad de Andre bød.
De Trende danned et rædsomt Knippe,
og Ingen af dem vilde Taget slippe.
Da tumlede Grim med Et overende,
og blodet strømmed ham bredt af Brystet.
Des haardere brødes de andre Tvende
og holdt hinanden i Rygtak krystet.
Tilsidst blev Brudgommen sat mot Jord,
og Kniven alt mod hans Strube for, - -
men Ulf holdt inde, og stod bedøvet,
og skjelved og bæved som Aspeløvet.
Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et hujende Tog paa fnysende Heste;
det for over Skoven mod Brudehuset,
og vilde det blodige Gilde fjeste.
Da klang der Lurer, da ble der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær - det kom over Heien -
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!!!
Da blev der et Veir mellom Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme,
der hvirvled afsted i voxende Stimmel,
det slog med Vinger, det greb med Arme.
Da var det Ulf blev dragen i Haar
og slynget i Luften og ført af Gaard,
ja ført over Skov, over Fjeldetinde,
han spurgtes ei mer, - - han var ei at finde.
Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laa Grim af Dødskampen sammenkrummet, -
men Brudgommen blev over Sneen ledet
og sattes på Hyndet i Gjestrummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød, -
han svæved en Tid mellem Liv og Død,
men han blev pleiet og vel forbundet.
Om Vaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle;
nu sidder han ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte: "Fortæl! Fortæl!"
Da flammed hans Blig, da saa han tilbage,
da maned han frem sine Bryllupsdage.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og med dette siste diktet i 2007, ha
ET GODT NYTT ÅR !
torsdag, desember 27, 2007
Ennnu en liten vise for romjulen, selv om jeg allerede
har sendt et dikt for fredagen og weekenden.
Her er Alf Prøysen's
ROMJULSVISE.
En skulde vøri fire år i romjul'n
og kjint ei jinte som var nesten fem,
og begge skulde kledd seg ut med masker
og kømmi julbokk tel et bæssmorhem.
Og klokka skulde vara midt på dagen
og vægen skulde vara lett å gå,
og æille bikkjer skulde vara inne
og æille biler skulde bære stå.
Og hvis en møtte onger etter væga
som lo og sa dom ville vara med
da sku en hatt en bror i femte klassen
som rødde væg så dom fekk gå i fred.
Og bæssmorhuset skulde mæssom såvå
og bak gardina skulde ingen sjå - -
før dom fekk stiltre seg på tå i gangen
og feste maska før dom knakke på.
Så sku dom klampe inn på tunge hæler
og kvinke julbokkmål "Godkvell, godkvell."
Og djupt i stolen sku a bæssmor svara:
"Så kom det julbok åt en stakkar lell!"
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Er det noen av leserne som har gått Julebokk,
eller var det noe en gjorde bare i "gamle - riktig gamle - dager?
Fort satt Gledelig Jul !
GOD FREDAG OG GLEDELIG JUL !
Dagens dikt er tilegnet lille Cassidy som ble født
sist natt. Hun ble det første barnebarnet til
en god venn av meg som er av Irsk avstamning.
Både han og jeg ble litt forskrekket over navnet
Cassidy som foreldrene har valgt. Men så viser det seg at
det er et Irsk navn så det kan kanskje passe likevel.
Likevel - - - Men så er det heller ikke jeg som er
bestefaren, så GOOD LUCK I LIVET lille jente.
Her er Welhaven's vakre dikt som også
har en nydelig melodi av F.A. Reissiger:
ÅNDERS HERRE.
Ånders Herre, du skal råde
for de skatte du meg gav.
O, men vis meg og din nåde,
når min sang er stilnet av;
ti alt mer mitt hjerte banker
i utsigelige tanker
ved den store livets gåte.
La min sangerkrans da slynges
hen i støv på glemsels kyst,
når kun hist hvor alt forynges,
sjelens dyp har lutret røst,
når kun der jeg griper tonen
i det store kvad for tronen
som til himlens harper synges.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND.
onsdag, desember 26, 2007
GOD TREDJE-DAGS JUL !
I dag en litt anderledes "julesang" som kanskje ikke
faller i alles smak. Vi kan vel ta det likevel.
Den er sendt inn av en trofast Dagensdikt leser og
en takk til henne !
Fred på jord.
Så blev det da jul som det gjør hvert år,
og julefest holdtes i hver en gård
så langt som den hellige kristenhet når.
Og ribbe og surkål og øl og dram
man åt og drakk for å ære ham
som fødtes i armod og døde i skam.
Og prestene gjentok de eldgamle ting.
Men noe var nytt. For med radio omkring
blev talene sendt, som på engleving!
I eteren bruste velsignede ord
som den gang da hyrdene hørte et kor
der sang det utrolige: Fred på jord!
Fabrikkherren likte det bibelsted
og tenkte på hvordan slå lønnen ned
og likevel sikre sig arbeidsfred?
Politisjefen syntes det også var godt,
og gudskjelov hadde han nylig slått
et opprør til jord og brakt statsskuten flott.
Rebellene satt nu bak lås og slå
og hadde det fredfullt og ventet på
den dødsdom de alle var viss på å få.
Og forsvarsministeren følte sig vel
som aldri før noen julekveld.
Hans virke for freden var kronet med hell.
For fredsgarantien er væpnet makt.
Og den skulde ingen få ødelagt
med vennskapstraktat eller avrustningspakt!
Og utenriks-statsråden var også glad
at freden var innført så fort og bra
i Samoa og Nicaragua.
De innfødte truet med litt av hvert,
men heldigvis hadde en giftgass-ekspert
til advarsel gitt dem en kraftig snert.
Hver eneste sjel i vår kristenhet
blev løftet på bølger av kjærlighet!
For fred er det beste, som alle vet.
Men alle de drepte på ærens mark
de utstøtte bare et uhørlig hark,
og hemmelig gav de hverandre et spark.
Under Arc de Triomphe lå en ukjent soldat.
Han snudde sig ikke. Han var vel for lat.
Og hadde så ofte hørt lignende prat.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
tirsdag, desember 25, 2007
GOD ANNENDAGS JUL !
En sanger vise i dag etter julematen:
At dagem arter seg trå og vrang,
det kan vel hende en enkelt gang.
Men vil du glemme
så løft dine stemme
og syng en sang.
At du kan kjenne deg lett og glad,
det kan vel hende deg nå og da.
Men gleden øker
en sang å ta.
Ja, alt som hender i livets gang,
du finner tolket i toneklang.
Vær alltid rede,
la sorg og glede,
bli møtt med sang.
: : : : : : : : : : : : : : : :
Og med det, syng deg glad !
HA EN GOD DAG!
mandag, desember 24, 2007
GOD FØRSTE JULEDAG's MORGEN !
I dag sender jeg min favoritt salme
av Ingemann. Jeg synger den alltid
til jul med glede !
DEILIG ER JORDEN.
Deilig er jorden!
Prektig er Guds himmel!
Skjønnn er sjelens pilgrimsgang!
Gjennom de fagre riker på jorden
går vi til paradis med sang.
Tider skal komme,
tider skal henrulle
slekt skal følge slekters gang
aldri forstummer
tonen fra himlen
i sjelens glade pilgrimssang!
Englene sang den
først for markens hyrder
skjønt fra sjel til sjel det lød:
Fred over jorden !
Menneske fryd deg!
Oss er en evig frelser født!
: : : : : : : : : : : : : : :
Og med det ønsker jeg dere alle en
GLEDELIG JUL !
søndag, desember 23, 2007
GOD JUL TIL DERE ALLE !
Marie Wexelsen's
JEG ER SÅ GLAD HVER JULEKVELD.
Jeg er så glad hver julekveld
for da ble Jesus født,
da lyste stjernen som en sol
og engler sang så søtt.
Det lille barn i Betlehem
han var en konge stor
som kom fra himlens lyse slott
ned til vår arme jord.
Nå bor han høyt i himmerik
han er Guds egen sønn,
men husker alltid på de små
og hører deres bønn.
Jeg er så glad hver julekveld
da synger vi hans pris,
da åpner han for alle små
sitt søte paradis.
Da tenner moder alle lys
så ingen krok er mørk,
hun sier: stjernen lyste så
i hele verdens ørk.
Hun sier at den lyser enn
og slokner aldri ut,
og hvis den skinner på min vei,
da kommer jeg til Gud.
Hun sier at de engler små
de synger og i dag
om fred og fryd på jorderik
og om Guds velbehag.
Å gid jeg kunne synge så
da ble visst Jesus glad,
ti jeg jo også ble Guds barn
engang i dåpens bad.
Jeg holder av vår julekveld
og av den Herre Krist,
og at han elsker meg igjen,
det vet jeg ganske visst.
: : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG HYGGELIG OG FREDFYLT JULAFTEN!
torsdag, desember 20, 2007
GOD FREDAGS MORGEN OG GOD WEEKEND,
En ny og vakker julesang:
Det lyser i stille grender
av tindrande ljos i kveld,
og tusunde barnehender
mot himmelen ljosi held.
Og glade med song dei helsar
sin broder i himmelhall
som kom og vart heimsens frelsar
som barn i ein vesal stall.
Han låg der med høy til pute,
og gret på si ringe seng,
med' englane song der ute
på Betlehems aude eng.
Der song dei for fyrste gongen,
ved natt over Davids by,
den evige himmelsongen
som alltid er ung og ny.
God Jul !
onsdag, desember 19, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
Jeg fortsetter med julesanger. Her er:
DEILIG ER DEN HIMMEL BLÅ.
Deilig er den himmel blå,
lyst det er å se derpå,
hvor de gylne stjerner blinker,
hvor de smiler,
hvor de vinker
oss fra jorden opp til seg,
oss fra jorden opp til seg.
Det var midt i jule-natt
hver en stjerne glimtet matt
da med ett der ble å skue
en så klar på himlens bue
som en liten stjernesol
som en liten stjernesol.
Når den stjerne lys og blid
lot seg se ved midnattstid
var det varslet i Guds rike
at en konge uten like
skulle fødes på vår jord
skulle fødes på vår jord.
Stjernen ledet vise menn
til den Herre Kristus hen
vi har og en ledestjerne
og når vi den følger gjerne
kommer til til Jesus Krist
Kommer vi til Jesus Krist.
Denne stjerne
lys og mild,
som kan aldri lede vill,
er hans guddoms-ord det klare,
som han lot oss åpenbare
til å lyse for vår fot
til å lyse for vår fot.
: : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG i julestria.
tirsdag, desember 18, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN !
Jeg fortsetter med julesanger.
I dag "Å Jul med din glede" skrevet
av Gustava Kielland.
Hun ble født på Kongsberg i 1800. Døde 1889 i Skien.
Hun var gift med presten Gabriel Kirsebom Kielland.
Hun stiftet Norges aller første kvinneforening i Lyngdal.
Å JUL MED DINE GLEDE.
Å jul meddin glede og barnlige lyst,
vi ønsker deg alle velkommen;
vi hilser deg alle med jublende røst
ti tusene ganger velkommen.
Vi klapper i hendene,
vi synger og vi ler
så glad er vi, så glad er vi
vi svinger oss i kretsen og neier og bukker.
I Østerlands vise, de tre stjernemenn,
vi vet jo hvorhen de skal fare
ti vi ville også så gjerne derhen
og eder på reisen ledsage.
Vi klapper i hendene, vi synger og vi ler
så glad er vi, så glad er vi
vi svinger oss i kretsen og neier og bukker.
Så rekker jeg deg nu med glede min hånd,
kom, skynd deg og gi meg den andre.
Så knyter vi kjærlighets hellige bånd
og lover å elske hverandre.
Vi klapper i hendene, vi synger og vi ler,
så glad er vi, så glad er vi,
vi svinger oss i kretsen og neier og bukker.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja det er sikkert, "Å jul med din glede" bringer
tilbake mange gode minner fra barndommen og gange
rundt treet. Også minner om neste generasjon og
ungene i full fart; "Vi klapper i hendene, vi synger
og vi ler - - "
Jeg håper dagens ungdom også får gleden av å oppleve
julen på den måten. Det blir evig gode minner.
HA EN GOD DAG !
mandag, desember 17, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Nå som det lakker og lir mot jul kan det passe
å sende noen av de gamle sangene for
juletrefester - noe vi hadde dengang jeg var ung.
Først:
Jeg gikk meg over sjø og land
da møtte jeg en gammel mann,
han sagde så, han spurte så
"Hvor hører du vel hjemme?"
Jeg hører hjemme i Trampeland, i Trampeland,
i Trampeland og alle de som trampte kan
de hører hjemme i Trampeland.
(Vi gikk rundt juletreet og sang og trampet
lystelig i vei. Etter Trampeland kom
Pekeland og Hinkeland og Hoppeland og Klappeland
til slutt. Du, så morro vi hadde det !
Montro ungdommen i dag har det like fornøyelig?)
Og så:
JEG ER SÅ GLAD HVER JULEKVELD.
av Marie Wexelsen.
Jeg er så glad hver Julekveld
for da ble Jesus født,
da lyste stjernen som en sol,
og engler sang så søtt.
Det lille barn i Betlehem,
han var en konge stor,
som kom fra himlens lyse slott
ned til vår arme jord.
Nå bor han høyt i himmerik,
han er Guds egen sønn,
men husker alltid på de små
og hører deres bønn.
Jeg er så glad hver julekveld
da synger vi hans pris,
da åpner han for alle små
sitt søte paradis.
Da tenner moder alle lys
så ingen krok er mørk
hun sier: "Stjernen lyste så,
i hele verdens ørk."
Hun sier at den lyser enn
og slokner aldri ut,
og hvis den skinner på min vei,
da kommer jeg til Gud.
Hun sier at de engler små
de synger og i dag
om fred og fryd på jorderik
og om Guds velbehag.
Og gid jeg kunne synge å
da ble visst Jesus glad,
ti jeg jo også ble Guds barn
engang i dåpens bad.
Jeg holder av vår julekveld
og av den Herre Krist
og at han elsker meg igjen
det vet jeg ganske visst.
: : : : : : : : : : : : : : :
Vi pleide å synge de første 6 versene
så vidt jeg husker, men vi ungene var
utålmodige og ville ha gangen rundt
juletreet så kort som mulig slik at vi
kunne komme til gavene.Så uskyldige vi var.
Ting var viktigere enn noe annet.
Kanskje vi ble klokere med tiden?
HA EN GOD DAG.
søndag, desember 16, 2007
GOD MANDAGS MORGEN!
I dag skal jeg jobbe igjen for å få opp arkivet
med over 1200 dikt. Irriterende at tjeneren-server
selskapet ikke hjelper mer. So it goes.
I dag et lite dikt av Benny Borg.
EN SPENNENDE DAG
Det var en spennende dag for Josefine,
En dag hun ventet på med glede mang en gang.
Og hun så frem mot en masse nye venner,
Å være sammen med hele dagen lang.
I hånden bar hun sin fine nye veske,
Som skulle romme den første lesebok.
Hun kunne se seg selv sittende med lekser,
For å lære seg å lese, og bli klok.
Med store øyne gikk hun inn gjennom porten,
Så stort et hus hadde hun nok aldri sett.
Og der var barna, som kastet ball og lekte,
Mens noen stilte opp i rekke og sto rett.
Det var en spennende dag for Josefine,
Men fra sin drøm skulle hun snart vekkes opp.
Hun skulle oppleve at noe slikt som glede,
Er noenting som kanskje plutselig sier stopp.
På gården kretset det en ring av barn rundt henne
Og hun så snart at dette ikke var no'n lek.
Men skulle hun nå så tidlig kunne kjenne,
Det kalde pust, fra alle drømmene som svek.
Hun kunne høre de hviske til hverandre,
Og se dem peke på hennes svarte hår.
Da følte hun at hun ikke var som andre -
En vond erfaring i hennes unge år.
Ja, det var en spennende dag for Josefine,
En liten pike - født i et annet land.
Men hennes hud var tilfeldigvis en annen.
Er det en trussel mot alt det som går an?
Hvem er det vel som har ønsket dette skille,
Og hvorfor skapes det usynlige sår?
Det var en spennende dag for Josefine
Den dag hun lærte seg fremtiden blir hård.
Det var en spennende dag for Josefine.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Hvis vi først har latt folk fra andre verdensdeler
komme inn i landet vårt så burde vi gjøre hva vi kan
for å få dem til å trives. men det er ikke greit.
Ikke minst ungene gjør forskjell og ingen kan være så
negative som nettopp barn.
Foreldrene har en oppgave her. - - -
HA EN GOD DAG:
torsdag, desember 13, 2007
GOD FREDAGS MORGEN!
Jeg kjenner ikke Sven Ellingsen og har
faktisk aldri hØrt om ham fØr.
Men jeg syn's han har skrevet en fin salme.
DET ER EN RØST SOM UOPPHØRLIG SØKER
Å NÅ VÅRT REDDE HJERTE MED SITT KALL.
EN UTSTRAKT HÅND FRA EN USYNLIG VERDEN
VIL REISE OSS FRA NEDERLAG OG FALL.
VI SKAL FÅ LEVE I GUDS NÅDES LIVSROM,
HVOR ALT ER TILGITT, SLETTET UT OG GLEMT!
VI SKAL FÅ TRO: DET FINNES INGEN FORTID,
I DETTE NU ER LIVETS GAVE GJEMT.
DET ER DET VALG VI GJØR I DAG SOM TELLER!
GUD SPØR OSS ALDRI OM DEN VEI VI GIKK.
HANS SPØRSMÅL GJELDER DENNE DAG OG TIME:
HVOR STÅR DU NÅ, I DETTE ØYEBLIKK?
Å, HVILKEN FRIHET VI BLIR KALT TIL, HERRE,
NÅR VI BLIR GREPET AV DITT ORD, DIN HÅND!
LA VÅRE EGNE HÅP OG DRØMMER BRISTE
OG GI OSS LIV OG FREMTID VED DIN ÅND!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND!
onsdag, desember 12, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
Idag et dikt av Halldis M. Vesaas
fra "Lykkelege hender".
VÅR EINSEMD
Einsemd.
Ei klokke tikkar.
Omnen sprakar døyvt,
gløser raudt i skumringa.
Kvelden er aldri kveld som om hausten.
Nyss fòr dei andre ifrå meg,
såg meg stå einsam att.
Dei sa at eg måtte ikkje fryse,
dei spurde om eg kanskje var redd,
redd for å vera aleine,
no når det lid mot natt.
Men eg er aldri einsam eg no,
eg som ber deg.
Kulde kan eg ikkje kjenne eg no,
eg som har ditt varme liv,
dine nye, bankande pulsar i meg.
Mørkret eig inga makt over meg meir,
slepp meg ikkje eingang nær,
all er eg fullt av morgonrauden frå DIN dag,
som snart skal gry.
Å varme løynlege liv som eg ber -
det hender eg gløymer min lengsel etter deg,
det hender eg ønskjer eg ikkje skulle føde deg,
anna eg alltid fekk eige deg,
eige deg slik som eg eig deg no.
Ja, det er eining, endeleg, mi med deg.
Alt mitt går opp i deg,
og du er enno berre som ei kjerne,
ein part av meg.
Snart skal dagslyset skine på deg,
snart skal menneskeauge sjå deg,
snart skal du ha eit namn.
Enno er det berre eg som eig deg,
enno er du berre som eit nytt organ eg har fått,
som verkar i meg slik at eg er usårleg og unåeleg.
Vondskap og pine og alt mørkt og sårt
får ikkje rekke meg over solen.
Så lett trør eg,
eg som trør så tungt no om dagen,
fordi eg ber på deg.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Mødre som leser Dagens Dikt vil kanskje kjenne seg igjen?
HA EN GOD DAG I JULESTRIA.
tirsdag, desember 11, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN !
I dag et virkelig fint dikt av Andre Bjerke:
SYNGENDE JORD.
Og ennu før solen fjern og frådende jog
ut i det blå morgenland,
sang det, sang det
i sjøenes rinnende vann,
i markenes gress
og gjennom den demrende skog:
"Jeg er alt som er til.
Jeg er dagen som gryr
og øder sin hvite ild.
Jeg er det fykende frø
og nettenes jagende dyr.
Alt som eier et jeg,
alt som må dø,
gror og går under i meg -
Du som fikk sjel,
- menneske, blomst eller orm -,
du er en ørliten del
av meg, av mitt hav, av min storm.
Du er en flyktig form.
Du er en kime på vei
mot det som er mer enn deg.
Ja, du skal dø.
Men ikke før du har ydet et frø
av din sjel, av din kropp.
Alt skal bli støv,
kvinne og lilje og løv.
Løvet skal falle, men under det falne løv
skyter en knopp.
Noe skal bli
når denne din ene dag er forbi.
Det du har skapt
av liv, av forandring
går ikke tapt.
Livet går videre uten deg.
Jeg er jorden, og alt i meg
er på vandring -
Jeg er den store jord.
Det er min lov, min tekst:
Du som fikk være i meg
som barnet er i en mor,
vær en del av min vekst!
Vær en røst i mitt kor!
Livets mening er:
Døgnfluens korte jag
ut mellom himmel og trær.
Brenne, bli aske, forsvinne ...
Lilje og løv og kvinne,
lev i dag!"
: : : : : : : : : : : : : :
Så enig, så enig! Lev i nuet og
HA EN GOD DAG !
mandag, desember 10, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN.
I sender jeg et dansk dikt
skrevet at Thomas Laub in 1914.
Syn's det passer bra til situasjonen om dagen.
DET ER HVIDT DERUDE.
Det er hvidt herude
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård, -
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Det er tyst herude
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger -
finken kun på kvisten gynger
ser sig om og vipper lidt.
Det er koldt herude
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.
Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer —
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!
Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!
: : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG.
søndag, desember 09, 2007
GOD MANDAGS MORGEN IGJEN !
Som tiden går. I dag skriver jeg julekort
og hilsener til slekt og venner. Hyggelig
slikt for da tenker jeg på hver enkelt og
hver enkel familie. Og det skjer jo ikke så ofte
i hverdagen.
Før jeg forlater henrik Ibsen's dikt, sender jeg
et litt trist ett om forholdet i hjemme hans.
Han og hans hustru hadde det jo ikke særlig bra,
dessverre. Går ut fra at han dukket ned i
diktningen for å slippe unna.
FRA MIT HUSLIV.
I hust var stille, på gaden dødt.
Jeg sad med skærm over lampen;
stuen var hyllet i skygger blødt, -
ind kom børnene, nikkende sødt
under slør af Havana-dampen.
De kom, mine vingede børn, på rad,
viltre gutter og piger
med kinder blanke, som efter et bad.
Hej, hvor legen gik yr og glad
gennem alle de dejlige riger.
Men just som legen gik allerbedst,
jeg traf til at se mod spejlet.
Derinde stod en adstadig gæst
med blygrå øjne, med lukket vest,
og med filtsko, hvis ej jeg fejled.
Der faldt en vægt på min viltre flok,
en fingren i munnen putter,
en anden står som en klodset blok, - -
i fremmedes nærhed, ved De nok,
forknytes de raskeste gutter. - - -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Vemodig !
MEN EN GOD DAG TIL DERE ALLE !
torsdag, desember 06, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
Henrik Ibsen skrev ikke bare alvorlige dikt.
Han hadde også - en gang i blandt - en lettere
tone som i dette diktet. (En kan lure på hvordan
han kom på å skrive dette diktet !!!)
FORVIKLINGER.
Der sto i en have et æbletræ,
der var dryssende fuldt av blomster-sne.
Der vimsed i haven en liden bi;
en æbleblomst han forelsket seg i.
Så mistet de begge sin hjærtero.
og så forloved de sig, de to.
Bien fløy vidt på sin sommerfart.
Da hjem han vendte, var blomsten kart.
Bien sørget og karten led!
Men det var nu intet å gjøre ved.
Tæt under træet, i murens grus,
leved en fattig men dydig mus.
I løn han sukked: du kart så fin,
min kælder var himlen, hvis du var min!
Den trofaste bi gik atter på flugt.
Da hjem han vendte, var karten frukt.
Bien sørget og frugten led;
men det var nu intet at gjøre ved.
Tæt under tagskægget hang, som en kurv,
et fuglerede; der bodde en spurv.
I løn han sukked: du frukt så fin,
mit rede var himlen, hvis du var min.
Og bien sørget og frugten led,
og musen kæmped og spurven stred.
Men alt gik stilt; der fikk ingen besked;
den ting var jo intet at gøre ved.
Så trilled frugten fra grenen og sprakk.
Og musen faldt død i et halvkvalt ak!
Og spurven faldt ligervis;- i sitt skjul
lå han da kornstangen rejstes til jul.
Da bien var fri, stod nøgen hver hæk,
og alle sommerens blomster var væk.
Så gik han i kuben; der fred han fandt,
og døde omsider som voksfabrikant. -
Se, al den jammer og nød var spart,
var bien bleven mus, da blomsten ble kart.
Og alt kunde endt så godt og smukt,
var musen bleven spurv da karten blev frukt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA-HA-HA! HA en god weekend !
onsdag, desember 05, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
I dag sender jeg et dikt sendt inn av min
trofaste Dagensdikt venninde i Trondheim.
En takk til henne !
Advent. Astrid Krog Halse
Fire kvite ljøs ti kransa, kom så ska oss tend' det føst!
Firi jul er skome dåggå. Kringom kransen vert det ljøst.
Bar og lyng oss fann i skoga, fletta ringen grøn og fin.
Oppi friske grøne baret ett tå ljøsom står og skin.
Klokka tikka sent på vegga, riksar rart kvar gong ho sle.
Kom i hau dokk, kom i hau dokk, snart så stunda' jula te.
Adventskransen, gammelklokka, minner om at dåggån går
og at onnor tid ska' kåmmå, onnor tid åt verd'n vår.
Goillrånd ligg det atta fjella, der oss veit at sola rinn
når dei nye ljøse dåggån over vinterneten vinn.
Fire kvite ljøs ti kransa, kom så ska oss tend' det sest!
Det lyt vårrå fint i stuggun når det kjem så høg ein gjest. . . .
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOOOOD DAG !
tirsdag, desember 04, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Jeg leste litt Herman Wildenvey idag og
fandt dette diktet som jeg likte.
Som en som selv har vært, og kanskje fremdeles er,
en landstryker, kjenner jeg meg litt igjen.
Så jeg sender dette diktet videre til dere.
LANDSTRYKERHILSEN.
Vær hilset, gamle venner i det fjerne og på havet,
vær hilset, alle unge som drog eventyrets vei.
Jeg kjennerr deres sorger, deres gleder midt i kavet
for å leve - for å være
La mig kalle dere kjære,
for jeg kjenner dere bedre enn dere kjenner mig!
Vi har hatt de samme syner, samme gyldne drøm vi drømte,
da vi engang i vår ungdom hver vår fagre li forlot.
Samme skuffelser og håp og samme trøstens kopp vi tømte,
Vi blev smeltet i den samme
sterke uferdstrengsels flamme,
for å herdes til å møte hver vår lodd med lyst og mot.
Jeg har sett, som alle dere, mange hav og mangen havn,
jeg har trampet kontinentet så og si fra øst til vest.
Jeg har nynnet som Walt Whitman på et vers av bare navn.
Jeg har summet somet som en konkta:
Manitoba, Minnetonka,
Mississippi, Minehaha, Sacramento, for en fest.
Jeg vil hilse Kalifornia med byene langs kysten
Å, jeg lenges til en solopgang ved Friscos gylne port.
Vær forvisset, fordums feller, jeg har ikke mistet lysten
til å gjense, et og annet,
skjønt det høres rent forbannet,
at "butikkene" er stengt og ikke åpnes mer så fort.
Hør, du gamle Jakob Jordskjelv, komponist og stratenrøver,
som fikk skyld for San Franciscos store rystelser især!
Går det ennu katastrofer over landet der du øver?
Eller er du mere trygget
og som byen gjenopbygget?
Herre Gud, la seismografen registrere hvor du er!
Kanskje mangen en er vandret av de venner jeg har truffet,
den og den er død og borte, dead and gone, og det er trist!
En og annen har vel skjebnen med de hårde hender skuffet.
Men jeg husker menn og kvinner
som har nådd de høie tinder,
og som ikke derfor glemmer, hvor vi fandt hverandre sist!
Se, jeg sanser som i fjernsyn vestens vide hvetesletter,
jeg ser gamle kjendte steder som en televisjonær!
Ja, jeg ser de gamle farmene og husker hva de hetter,
der hvor Cottonwood'en gynger
og de yre blackbirds synger,
selv om sangen ikke ligner noen måltrosttoner her.
la mig hilse fra vår sommer, fra vår vinter - og fra våren
og fra fugl og folk som synger og i hvert fall fra mig selv!
Hvis jeg bare hadde vinger fløi jeg fluks avsted i morgen - -
Men jeg blir og bare sender
ut i verden - ut til venner,
denne enkle lille hilsen og et inderlig "Lev vel"!
Ja, vær hilset gamle venner i det fjerne og på havet.
På mitt verdenskart på veggen kan jeg følge deres vei,
og jeg hilser fra den vidtbereiste ånd som er en gave
til oss alle: Skjønnhetsgløden
som skal følge oss til døden.
For den kjenner dere alle - om de ikke kjenner mig.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
San Francisco og the Golde Gate. Ja jeg kommer til å være
der i slutten av januar på besøk. Gleder meg til å kjøre
Route 1 - den fantastiske kystvegen sydover til Los Angeles
og å få litt varme i kroppen ! Tilværelsen kan være værre
enn det !
HA EN GOD DAG !
mandag, desember 03, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
I dag et lite nydelig dikt av Inger Hagerup
i forbindelse med Advent.
Så tenner vi ett lys i kveld
Vi tenner det for glede
Vi tenner det for oss som er tilstede.
Så tenner vi et lys i kveld.
Vi tenner det for glede.
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG.
søndag, desember 02, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
Håper dere likte å lese Terje Vigen.
For et dikt !!!
Jeg fortsetter litt med Henrik Ibsen og sender
i dag et dikt tilegnet min bror's siste barnebarn
som heter AGNES !
AGNES
(Fra skuespillet Brand.)
Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg levende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!
"Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang mig ikke!"
Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskene flettet;
dig hjælper visst aldri din flagrende flugt,_
snart sitter du fangen i nettet!
"Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke med mine vinger!"
Nei, jeg skal løfte dig varlig på hånd
og lukke dig ind i mitt hjerte;
der kan du lege dit hele liv
den gladeste leg, du lærte!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Er ikke helt sikker på om jeg liker undertonen
i dette diktet - men kanskje fordi jeg har leste
hele skuespillet Brand flere ganger!???
Er det om mannens ønske/behov for å kontrollere kvinnen?
Hva syn's dere? Hører gjerne fra dere til
gaapaa@yahoo.com
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE !
torsdag, november 29, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag sender jeg resten av Henrik Ibsen's store diktØ
Terje Vigen.
Han sad i ”prisonen” i lange år,
der siges, i fulde fem,
hans nakke bøjet sig, gråt ble hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked,-
det var som hans eneste skat.
så kom attenhundred og fjorten med fred,
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.
Hjemme ved bryggen han steg i land
med kongens patent som lods,
men få kun kjendte den gråsprengte mand,
der reiste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds, hva der blev av
de to , - han derinde erfor:
” da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fikk de til slutning en felles grav
af kommunen i fattigfolks jord.”- -
Årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø,
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø,
men stundom gnistred hans øjne stygt,
når der brød over båer og skær,-
og da mente folk, at han var forykt,
og da ver der få, som uden frygt,
kom Terje Vigen nær.
En måneskinskveld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok,
en engelsk yach drev mot kysten ind
med revnet storsejl og fok.
fra fortoppen sendte det røde flag
et nødskrik foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag
den vandt seg mot uvejret slag for slag
og lodsen sto stout ombord.
Han tyktes så tryg, den gråsprængte man
lig en kæmpe i rattet han greb,
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på sleb.
Lorden, med lady og barn i arm
kom akter, han tog til sin hat
”Jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm”
Men lodsen slap ror og rat.
Han hvidnet om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Inover bar det, og højt på grund
stod lordens præktige yacht.
”Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår sig i splinter, - jeg vet besked –
men indenfor ligger den trygge led
mit kjølspor skal vise jer vej!”
Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod losen, størk og høj
hans øje var vildt og hvast.
han skotted’ i læ mot Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund:
da slap han ror og stagsejl-strop
han svinget en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.
Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt - -
der raste på vraget en strid –
men moderen løfted sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
”Anna, mit barn!” hun skrek i sin ve,
de bævred den gråsprengte mand,
han fattet om skødet, drev roret i læ
og båden var fast some en fugl, at se,
slig for den i brått og brand.
Den tørned, de sank, men havet var smult
derindenfor brændingens kreds,
opover rak sig en langgrund skjult,
der sto de i vand tilknæs.
Da råbte lorden:”Kænd – båens ryg –
den svigter – det er ingen flu!”
Men lodsen smilte:”Nej vær De tryg,
en sunken skægte med tre tønner byg
er båen, som bær os nu.”
Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk-
han kjendte matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen: ”!Alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt - - ”
da var det den engelske stormand stolt,
bøjed knæ for den norske lods.
Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rak som i ungdommens år,
hans øjne brandt med ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
”Du sejled imag på din store korvet,
jeg rode min ringe båd,
jeg trællet for mine til døden træt,
du tog deres brød, og det faldt dig så let
at håne mine bittre gråd.”
Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin,
min hustrus hånd den var grov og hård,
men hun var nu aligevel min,
dit barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst,
min datterr var intet å agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.
Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
det tyktes for mig en skat så stor,
men det vejed for dig så lidt.
Nu er det gengældelsens time slår,
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange år
der bøjde min nakke og blegte mitt hår
og sænkte min lykke på grund.”
Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
”Tilbage, mylord! Et eneste skrit
og det koster dig barn og viv!”
På sprang stod Britten til kamp påny
men armen var veg og mat,
hans ånde brændte, hans øjne var sky
og hans hår – så kendtes ved første gry
ble gråt i den eneste nat.
Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt,
ærbødig løfted han barnet ned,
og kysset dets hænder mildt,
han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jævn:
”nu er Terje Vigen igen sig selv.
indtil nu gik midt blod som en stenet elv,
for jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!”
”De lange år i ”prisonens” kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
bagefter lå jeg som hejens halm
og så i et brådyb stygt.
Men nu er det over, vi to er kvit,
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde – du tok alt mit
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skabte mig slig.”
Da dagningen lyste var hvermand frelst.
Yachten lå længst i havn.
Men nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrskyer grå
fejed en stormnat væk,
og Terje bar atter så rak, som få,
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
iknæ på korvettens dæk.
Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem,
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb
for frelsen fra sjøgang og skjær,
men Terje strøg over barnets sløb:
”nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille der!” - - -
Da yachten drejed for Hesnæs-sund
den hejste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund-
Der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik
han stirred fra hejen ud:
”stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
bedst var det, kan hende, det gik som det gik
og så får du ha’e tak da, Gud!”
Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skemtsomme ord,
han spøkte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
- - - -
Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet
den var ikke skøttet, var sunken og lav,
men bar dog sit sorte bræt.
Der stod ”Thærie Wiighen” med hvitmalt skrift,
samt året, han hvile fandt.
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.
::: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Da jeg som veldig ung for første gang leste dette diktet
gråt jeg. Det gjør jeg fremdeles.Det er vel intet episk
dikt i norsk literatur som er så storslått og følelsesrikt
som nettopp Terje Vigen.
Jeg stoppet en gang Fjære Kirke da jeg var på de kanter.
Kirken ligger i en lund av høye furutrær med et glimt av
havet utenfor. Terje Vigen's grav er nå på den siden av kirken
som vender bort fra havet. Jeg la en bukett av blomster fra
veikanten på graven hans.
HA EN GOD FREDAG OG EN GOD WEEKEND !
onsdag, november 28, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN!
Jeg forsetter med Henrik Ibsen's dikt: Terje Vigen.
Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Endnu går sagn om de trængsels-kår,
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.
Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af,
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. -
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd.
"da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!"
Den mindste skægte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå,-
slig tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom lidt på tvers,
det jydske rev var vel svært at gå klar,
men værre var den engelske "Man of war!
med ørneøjne fra mers.
Så gav han sig trøstig lykken ivold
og tog til årerne hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hentet sin dyre last.
Gud vet, hans føring var ikke stor,
tre tønder byg, det var alt,
men Terje kom fra en fattig jord, -
nu havde han livsens frelse ombord,
det var hustru og barn det gjaldt.
Tre nætter og dage til toften bandt
den stærke modige mand,
den fjerde morgen, da solen randt,
han skimtet en tåget rand.
Det var ikke flygtende skyer han så,
det var fjelde med tinder og skar,
men højt over alle åsene lå
Imenæs-sadlen bred og blå.
Da kendte han, hvor han var.
Nær hjemme var han, en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjærte sig løftet i tro og lid,
han var nær ved en bøn til Gud.
Da var det som ordet frøs på hans mund,
han stirred, han tog ikke fejl.-
gennem skodden, som lettet i samme stund,
han så en korvet i Hesnes-sund
at duve for bakkede sejl.
Båden var røbet, der lød et signal,
og det nærmeste løb var lukt,
men solgangsviden blafrede skral,-
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rælingens kant,
han hørte matrosene sang,-
med fødderne stemt mog skægtens spant
han rodde så sjøen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.
Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fot vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glitrer det gult,
selv stilleste havbliksdag:-
men går end dønningen aldri så hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brækkede bølgedrag.
Didind Terje Vigens skægte foer
som en pil mellom brått og brand,
men bag efter ham, i kjølvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gennem brændingens sus
til Gud i sin højeste nød:
"inderst derinde på strandens grus
sidder min viv ved det fattige hus
og venter med barnet på brød."
Dog, højere skreg nok de femten, end han;
som ved Lyngør, så gik det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund,
fra stavnen bød officeren "stop!".
Han hæved en åre med bladet op
og hug den i skægtens bund.
Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos.
På to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog sig gennem de væbnede mænd
og sprang over æsingen ud.-
han dukket og svømmed og dukked igen,
men jollen kom løs, hvor han vendte sig hen
klang sabler og rifleskud.
De fisked ham op, han førtes ombord,
korvetten gav sejerssalut,
agter på hytten, stolt og stor,
stod chefen, en attenårs gut,
hans første battalie galdt Terjes båd,
thi knejste han nu så kæk,
men Terje vidste ej længere råd,
den stærke mand lå med bøn og gråd
iknæ på korvettens dæk.-
Han købte med tårer, de solgte hamn smil
de ågred med spot for bøn.
Det kuled fra øster, tilhavs med il
stod Englands sejrende søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
at noget var ligesom vejret bort
fra hans pandes skyede hvælv.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Resten kommer i morgen !
HA EN GOD DAG:
tirsdag, november 27, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN !
Jeg har lenge hatt lyst til å sende diktet "Terje Vigen"
av Henrik Ibsen.
Det er vel det mest episke diktet noensinne skrevet
i Norge og det kaller på tårer og følelser som få dikt.
Det er 43 vers så jeg må dele litt på det. Så jeg tar
10 vers ad gangen slik at dere kan lese det samlet over
de fire dagene det vil ta. Så her er:
Henrik Ibsen: Terje Vigen.
Der bodde en underlig gråsprængt en
på den yderste, nøgne ø; -
han gjorde visst intet menneske men
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, -
helst mod uroligt vejr, -
og da mente folk, at han var forykt,
og da var det få som uden frygt
kom Terje Vigen nær.
Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
Nå skal jeg fortelle, hva jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulde det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmese kreds,-
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp'i de treds.
Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut,
og kom med "Foreningen", kaptejn Pram;
men hjemme var ingen, som kjendte ham,
der rejste som liden gut.
Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og more,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to, -
men så rystet han sorgen af.
Han fandt ej, med landjordens under sig, ro;
nej, da var det bedre og bygge og bo
på det store bølgende hav.
Et år derefter var Terje gift, -
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt han fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus -
skjønt ruterne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.
Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte dem undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
han kendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst, -
og for bougen en vinter tung.
De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et længselsblikk,
da han stod ved sit stille hus.
Han glytted ind bag den hvide gardin, -
da så han i stuen to, -
hans kone sad stille og hesplet lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.
Det sagdes at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled, og blev aldri træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.
- - - - - - - - - - - - - - - - - -
Fortsettelse i morgen.
HA EN GOD DAG !
GOD ONSDAGS MORGEN !
mandag, november 26, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Håper dere likte det danske smørsbrødsdiktet
jeg sendte for i går. Virkelig fornøyelig og veldig
Danskt.
I dag et dikt av Andre Bjerke.
Jeg liker diktet fordi det på mange måter
summerer opp temaet av en bok jeg skriver og
som jeg håper skal komme ut neste høst.
Den heter VANNDRÅPEN. Vanndråpen fordi den har
vært her evig. Den har vært en del av alt levende
gjennom tidene - mennesker og dyr og planter. Den vil
alltid være der og den ble skapt før jorden ble til.
Tenk litt på det når dere leser dette diktet.
SYNGENDE JORD.
Og ennu før solen fjern og frådende jog
ut i det blå morgenland,
sang det, sang det
i sjøenes rinnende vann,
i markenes gress
og gjennom den demrende skog:
"Jeg er alt som er til.
Jeg er dagen som gryr
og øder sin hvite ild.
Jeg er det fykende frø
og nettenes jagende dyr.
Alt som eier et jeg,
alt som må dø,
gror og går under i meg -
Du som fikk sjel,
- menneske, blomst eller orm -,
du er en ørliten del
av meg, av mitt hav, av min storm.
Du er en flyktig form.
Du er en kime på vei
mot det som er mer enn deg.
Ja, du skal dø.
Men ikke før du har ydet et frø
av din sjel, av din kropp.
Alt skal bli støv,
kvinne og lilje og løv.
Løvet skal falle, men under det falne løv
skyter en knopp.
Noe skal bli
når denne din ene dag er forbi.
Det du har skapt
av liv, av forandring
går ikke tapt.
Livet går videre uten deg.
Jeg er jorden, og alt i meg
er på vandring -
Jeg er den store jord.
Det er min lov, min tekst:
Du som fikk være i meg
som barnet er i en mor,
vær en del av min vekst!
Vær en røst i mitt kor!
Livets mening er:
Døgnfluens korte jag
ut mellom himmel og trær.
Brenne, bli aske, forsvinne ...
Lilje og løv og kvinne,
lev i dag!
: : : : : : : : : : : : : : :
LIVET ER DEILIG. NYD DAGEN !
søndag, november 25, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
Hei, idag har jeg funnet en deilig Dansk vise.
Den gjoer meg helt sulten.
Jeg tror at skribenten har tenkt litt paa
Norge da han skrev den.
EN DANSK VISE.
Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke.
Men gerne med smørrebrødsbjerge i nord
vi dannemænd tage til takke.
Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
men steg med rødbede, det smager os bedst.
Langt kønnere egne vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde.
Men fersk laks med røræg, en snaps eller to,
det er dog et fagert kærminde.
Og dejligst vi finder den røgede ål,
sardiner og sild og en rejefyldt skål.
Langt klogere folk er der sagtens om land,
men vi af vor fedme os roser.
Med ost og radiser nok prale vi kan
såvel som af æg med ansjoser,
samt leverpostej, frikadelle, tomat,
og kyllingelår med agurkesalat.
Langt mere af malmen så hvid og så rød
kan udlandet sikkert præstere.
Hos dansken dog findes det smørreste brød,
med det kan de ej konkurrere.
Hvad enten det så er med smør eller fedt,
får flere for meget, og ingen for lidt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og til det må man si "Skål.!"
HA EN GOD DAG !
torsdag, november 22, 2007
God fredags morgen - allerede.
Jeg har sett en god del på "dikt og poesi" som legges inn på
Nettet. Mesteparten er pubertets skriverier og har lite med
diktning å gjøre - dessverre.
Som et, faktisk bedre, eksempel sender jeg i dag:
Tore Thomassen.
OM NORDLENDINGER OG GRØFTEFYLL .
Sprekker i nordlys
Buldrende kniver de seg frem mot odden
Robuste sjøslag i ansiktet
Rotbløyte i mokasiner
Skogsbær i det fjerne, men det gjelder ikke her
hvor distrikter og fosse-hår er utrivelig.
Er rund mot alkohol
Forbrenning øker underveis
Fukter strupen for en tusenlapp
Det føles bra.
Er her uten grenser, frimerke og øresus
kan kjøpes for penger
Aggresjonen er på gang, køen er for lang
Knytter never mot spraylakkerte menn.
Flisene går, såre knoker og lår
Nordlendinger i grøftekanter
Virrende hoder og selvsikre servitører.
Hammer slår
Er hjemme til vår`n
Føler meg utlært
Storby`n har kneblet meg.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og så fandt jeg også et dikt av en eller annen ungdom'
som nok lider av tungsinn. Syn's det var litt fornøyelig
så jeg sender det også. Med et smil.
LIVET ER EN PLAGE.
At livet er en plage, ja det skal være visst.
Derfor er det bedre å være pessimist.
For det er bedre å bli overrasket,
enn skuffet stadig vekk.
Da er det lettere å tåle livets harde smekk.
For livet er en motbakke med motganger som svir,
og jeg mitt arme vesen en Svithun uten gir.
Jeg sykler frem i livet med sykkelklyper på,
men bakken den er bratt så på pedalene jeg må stå.
Og støtt så glipper taket og jeg får meg et slag,
jeg faller ned på bakken med voldsomt ubehag.
Ja slik kan det beskrives som en slitsom sykkeltur,
for faenskapet ligger alltid ventende på lur.
De kristne vil nok si: "la vår herre lede deg",
men så selvsentrert som han er, han driter nok i meg.
Ja livet er forskrekkelig det har jeg nå erfart,
selv om jeg har familie, så reiser de nok snart.
Mine venner har forlatt meg, min jobb er fryktelig,
min økonomi er i ruiner og snart blir det nok krig.
Jeg er nok pessimistisk, jeg maler allting svart.
Men med alle restriksjoner jeg vil nok rømme snart.
Politi og byråkrater vil styre livet mitt,
som om ikke det allerede var fylt av nok dritt.
Jeg druknes snart i skatter og krav fra alle hold,
jeg føler meg snart tvunget til å benytte vold.
Så til alle som synes livet er så forbanna bra,
dra hodet opp fra sanden, pakk kofferten og dra.
R.V.´99
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
"Pakk kufferten og dra," men selv om det er November så
er det da ikke så gærn't ?
Jo eldre jeg blir jo bedre synes jeg livet er !
HA EN GOD DAG.
onsdag, november 21, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
I dag har jeg en liten godbitt!
Ett ganske uvanlig dikt men med en fin tone og
et fint motiv og skrevet med følelse.
Her er
BRUNKRUKKA
av Hjørdis Renli.
Med dotter mi kan eg prate om mangt
for no tek ho til å bli stor.
Vi drøser om livet, ho syns det er langt,
det synst ikkje eg - som er mor.
men ein dag så sa ho;
eg ynskte at eg kunne leva mitt liv slik som du -.
Eg støkk da ho sa det og sa;
kjære deg,det vil eg da helst ikkje tru!
Du skjøner; eg tenkjer stundom at eg
var tenkt til ei krukke - så fin
at folk skulle stansa i undring ved synet
og spørja om skaparen min!
Kanhende eg og skulle fyldest med blomer
og gledd dei som for frammom meg,
men krukka mi vart berre rifter og skråmer
til sist mått eg gje meg iveg
til pottemakaren, som kan slikt noko vøle,
og tenk deg; han gjorde ei ny!
Ein brun og rund kvardagsfasong kunne høve
til det som vart gjerninga mi -.
Ho såg på meg, dotter mi, så sa ho stille;
eg synst slike brunkrukker er veldig gilde!
Og veit du, ein dag som du trur ho er tom
skal du skråpa ho inni og sjå etter om
det ikkje der nede, på botnen av alt
finst kjærleikens olje og livsens salt.
For noko må det vel være ein stad-
ho trøysta meg slik, ville gjere meg glad
som gjer at borna dine, av deg
fekk veta koss ein til livet finn veg - !
Og blomer og stas treng 'kje brunkrukka di
du veit; ho vert vakrast med røsslyng i!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG !
tirsdag, november 20, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN !
I dag et dikt sendt inn av en trofast leser i Trondheim.
En takk til henne.
Utanum - Jan-Magnus Bruheim
Menneska skyt sine lengsels piler ut i det tome.
Utanum, utanum leitar vi etter grunn å stå på
søkjer vi etter feste
ein stad i det ukjende romet.
Søkjer vi fredlause
utover, utover
mot ei stjerne.
Allting er fåfengt som jag etter skuggar.
Utanom oss sjølve
finst ingi kjerne.
Ingen ting finn du i rømdene
anna enn tomleik,
dersom du ikkje sjøl er fyllt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag !
mandag, november 19, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Ja i dag sender jeg et ganske anderledes dikt,
men også litt underfundig.
Her er Aril Nyquist's dikt
LANGT INNE I SKOGEN.
Hallo, langt inne i skogen?
Er du der, langt inne i skogen?
Er du der, langt inne i skogen?
Gjemmer du deg, langt, langt inne i skogen og ikke vil komme ut.
Jeg vil så gjerne hilse på deg, også kan du hilse på meg, og
snakke med meg, og bli kjent med meg du også.
Jeg synes det er dumt at du gjemmer deg der langt inne i skogen
og ikke kan se meg, og at jeg står her ute på vegen og ikke kan se
deg, for hvis vi ikke kan se hverandre og snakke med hverandre
tenker vi kanskje stygge ting om hverandre.
- Du tror at jeg er en tyv, og jeg tror at du er en tyv
og du tror at jeg er stor og stygg og sterk og vil slå deg,
og jeg tror at du er stor og stygg og sterk og vil slå meg,
og slik står vi langt langt fra hverandre og tenker dumme stygge
tanker om hverandre og derfor roper jeg på deg nå, jeg roper så
høyt jeg bare kan:
KOM UT AV SKOGEN DA, KOM UT OG HILS PÅ MEG DA!
Vil du ikke sier du?
Tør du ikke sier du?
Vil du at jeg skal komme til deg i stedet?
Ja, da kommer jeg da.
Nå kommer jeg!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Men samme hva - HA EN GOD DAG !
søndag, november 18, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
Er ikke sikker på om jeg har sendt dette diktet tidligere.
(Jobber fremdeles med å få opp arkivet!!!)
I alle tilfelle er det et fint dikt så det gjør ikke så mye,
syn's jeg, om jeg sender det om igjen.
Astrid Krog Halse
VEL MEG EN VEI.
Vel meg en vei som i svartaste natt
gjer meg trygg, sjøl der villmarka rår.
Vel meg en vei der som slektin´ ha´gått
gjønnom daggå og tider og år.
Vel meg en vei som stig opp åt ei høgd
der eg ut i mot havet kan sjå.
Og der føggelen søng over kveldsroa bøgdi
timin da sol atta fjellrånda glå.
Vel meg en vei som er kransa tå lyng
og der villblomster angar og gror.
Vel meg en vei som går bort frå et rom
der angest og sørj sit med bord.
Vel meg en vei, og eg veit at den finst
åt ein stad der som freden fær bu.
Vel meg en vei der ei stjerne gje løs
te glede, te von og te tru.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Et godt dikt å begynne uken med.
HA EN GOD DAG !
torsdag, november 15, 2007
GOD FREAGS MORGEN !
En sjelden gang er jeg bortreist og i en situasjon hvor
jeg ikke har adgang til en datamaskin. Slik var det i går
og derfor intet dikt for idag, Torsdag.
Jeg beklager !!!
I dag sender jeg til gjengjeld to dikt.
Jeg har begynt å spille fiolin igjen etter mange års
opphold. Da jeg var ca. 10 til 14 år gammel spilte jeg
med en lærer og ble en ganske brukelig bra fiolinspiller.
Så gikk det mange år uten at jeg tok opp en fiolin.
Nå har jeg tatt det opp igjen og faktisk sitter det i
fingrene fremdeles. (I hvert fall en god del av det.)
Fiolinen minnet meg om et dikt av Arnulf Øverland:
DE HUNDREDE FIOLINER.
En vår skal endog det fattigste hjerte eie.
En stjerne skal våke over de mørkeste veie.
En drøm skal senke sig over det usleste leie.
Der venter oss alle bak øde år
en time av nådig smerte,
O, hvad vi hører og ser og forstår
ved cellens ensomme kjerte,
når engelen Sorg over jorden går!
Og engang kommer den hellige natt,
da evighetens sordiner
forvandler den bitreste kval, du har hatt,
til hundrede fioliner.
Øverland's
EN HUSTAVLE.
Det er en lykke i livet
som ikke vendes til lede:
Det at du gleder en annen,
det er den eneste glede.
Det er en sorg i verden
som ingen tårer kan lette:
Den at det var for sent
da du skjønte dette.
Ingen kan resten av tiden
stå ved en grav og klage.
Døgnet hqr mange timer.
Året har mange dage.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD WEEKEND !
tirsdag, november 13, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN,
men egentlig er det ikke det.
Mulla Krekar har nettopp uttalt til Australsk TV
at det er helt i orden å drepe journalister og at
det er helt i orden med selvmordere som drepe soldater.
To unge karer fra Mjøsområdet ble drept av slike
for noen dager siden. Og så lar vi en slik massemorder få opphold i Norge
mens han fremdeles har direkte kontakt med en organisasjon
i Iraq som er spesialister på snikskytere. Folk hvis mål er å
ligge i bakhold og myrde unge karer med en kule i hodet.
Er vi blitt spenna gærne?
Og dette er det våre dom-snille liberalere beskytter.
Og den stakkars Khan som drepte tre av søstrene sine med
øks fordi de hadde tilpasset seg Norske forhold og visstnok hadde Norske
mannlige venner. Han, stakkar, kan ikke forklare seg i retten fordi det er
for mange tilskuere der. Virkelig synd på ham. Så får han 20 år's fengsel
som vi skattebetalere dekker. Så kommer han ut og fordi han ikke kan
få noen jobb, eller helst at han ikke ønsker å få noen jobb fordi han kan
fortsette å snylte på samfundet vårt og så blir han her.
SEND HAM HJEM. Der vet de hva de skal gjøre med en slik slakter.
Men nei da. Igjen, er vi blitt spenna gærne?
Jeg sender et lite dikt for å roe meg ned.
Olaf Bull
HØST.
Der er høst i dine øine,
høst, som blaaner imod kulde -
Stjerneskudd! Og se, et snefnugg - - -
Det er hændt, som hænde skulde!
Lille, alt skal trodse døden,
gro sig frem for anden gang. - -
Dine kysses røde roser
overvintrer i min sang.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Tenk på det jeg har skrevet og vel deretter !
HA EN GOD DAG HVIS DU KAN.
mandag, november 12, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
EIN DRAUM.
Astrid Krog Halse
Eg gjømmer ein draum i mitt hjarte.
Ja, i hjarte mitt draumen bur.
Den er som ei lysande kjerte.
Kanskje noko eg vonar og trur.
Eg veit ikkje kor han kom frå.
Eg veit ikkje kva han vil.
Men dåggån er ljøse og gode
så lenge draumen er til.
Han ber meg på kvite vengjer.
Han ber meg til framande land.
Og eg strekjer ut mine hender
og grip i ei ukjend hand!
: : : : : : : : : : : : : : : :
Dette diktet må tilegnes ukjendte Marit i Oslo
men også til AB i Trondheim som har sendt inn
diktet. Tusen takk !
Tar gjerne imot flere dikt fra dere andre som
leser Dagensdikt. (gaapaa@yahoo.com)
HA EN GOD DAG !
søndag, november 11, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
I dag et dikt av Inger hagerup.
DETALJ AV USYNLIG NOVEMBER LANDSKAP.
Midt i det skoddeland som heter jeg
står det et gammel veiskilt uten vei.
Det står og peker med sin morkne pil
mot skoddemyrer og mot skoddemil.
Jeg leter fåfengt etter navn og tegn.
Alt alt er visket ut av sludd og regn.
Der stod engang det sted jeg skulle til.
Når ble det borte og når for jeg vill_
Jeg famler som en blind mot dette ord
som skulle vist meg veien dit jeg bor.
Midt i det skoddeland som heter jeg
står det et veiløst skilt og skremmer meg.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Javist - novemberstemning i dette diktet.
Men jeg ser ikke tirst november. Ute skinner
solne og et tre der jeg bor har fremdeles bladene
igjen. Det skinner som gull bak dem.
Så livet er godt og hus - om 6-7 uker snur det igjen
mot lysere tider !!!!
SÅ GLED DEG MED DAGEN !
fredag, november 09, 2007
Hei igjen,
Som jeg fortalte i Dagens Dikt for i morges ville jeg komme
tilbake senere med et annet dikt for weekenden.
Her er Rainer Maria Rilke's dikt, i gjendiktning av
Andre Bjerke.
EN KVINNESKJEBNE.
Slik kongen under jakten drikker vann
av et tilfeldig glass - som siden vil
bli oppbevart, som om det ikke mer var til,
slik løftet kanskje skjebnen undertiden
et liv mot munnens tørst og drakk av kruset,
et lite liv som fryktet for å knuse
klenodiet hun oppbevarte siden
og aldri brukte mer, og som ble gjemt
blandt hennes kostbarheter, (det vil si:
blant ting som regnes for å ha verdi).
Men som en fremmed gjenstand, lånt og glemt,
stod tingen der og falmet under elden,
ble aldri kostbar og ble aldri sjelden.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Noe å tenke på her.
HA EN GOD WEEKEND !
torsdag, november 08, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag sender jeg noe - ganske - anderledes enn de
dikt jeg vanligvis serverer.
Her er en fornøyelig vise til bruk i førjulstiden hvis dere blir
servert lutefisk. Visen er hentet fra"The last word on Lutefisk"
av Gery Legwold i Minnesota. Den er skrevet av
Red Stangland, (delvis med Norsk-Amerikansk uttale.)
O Lutefisk.
(Melodi: O Tannenbaum.)
O Lutefisk ... O Lutefisk ..... how fragrant your aroma
O Lutefisk ... O Lutefisk... You put me in a coma.
You smell so strong ... you look like glue
You taste youst like an overshoe
But Lutefisk ... come Saturday
I think I'll eat you anyway.
O Lutefisk... O Lutefisk .... I put you by the door way
I wanted you to ripen up ... yust like they do in Norway
A dog came by and sprinkled you ...
I hit him with an army shoe
O Lutefisk ... now I suppose
I'll eat you as I hold my nose.
O Lutefisk.... O Lutefisk ... how well I do remember
On Christmas Eve how we'd receive ..
Our big treat of December.
It wasn't turkey or fried ham...
It wasn't even pickled spam
My mudder knew dere var no risk...
In serving buttered lutefisk
O Lutefisk.... O Lutefisk ... now everyone discovers
Dat lutefisk and lefse makes...
Norwegian better lovers!
Now all da vorld can have a ball...
you're better dan da Yeritol
O Lutefisk ... vid brennevin
You make me feel like Errol Flynn.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG. JEG SENDER ET DIKT SENERE I DAG.
onsdag, november 07, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
Det hender jeg går surr i dagene. Tiden går
fort når man har mye å gjøre og liker det man
driver på med. Som jeg gjør.
I morgen, allerede Torsdag, og snart en nye uke
gått. Hvor bliver tiden av ??? Dertil er det
November.
Som dere som leser Dagens Dikt vet, liker jeg
Inger Hagerup. I dag hennes dikt:
NOVEMBER.
November er en gammel kvinne
som ikke håper lenger.
Da solen, den veldige elsker, forlot henne,
trakk hun en grå kjole over sine magre skuldrer,
og hennes ansikt ble strengt av ensomhet.
November er en gammel kvinne
som angrer.
Hylende rev hun høstens siste blomster av håret,
så bøyde hun sine visne knær
for stormens salmesang.
November er en gammel kvinne
som ingen vil gi husrom.
Høsten stengte sin dør for henne med en isnøkkel,
og nå banker hun forgjeves med skjelvende fingrer
på vinterens lukkede port.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Riktignok er November en jævlig måned men så galt
som dette kan den da ikke være. Stakkars kone.
Men for dere - og meg - la oss ha
EN GOD DAG !
tirsdag, november 06, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN.
I dag fandt jeg et dikt som opprinnelig var en Dansk
folkevise - oversatt til Norsk av I. Bøhn.
Det var den første linjen som fanget min oppmerksomhet.
"Nyst munde det regna så såre,-"
For en fin, poetisk linje!!!
Her er resten av diktet.
Nyst munde det regna så såre,
og det drypper av tre og av runn;
vind og stein, furegrein har deg rivi,
dei har sliti di kåpe i sund.
Om det regner og snor
om det stormar av Nord,
uti hugen så lleikar dine ord.
Eg kan sjå det på augo så klåre
at du nyst gjekk og tårene gret;
regn og vind, sorg i sinn, gråt i auga
du som har no den hugen så lett!
Kvar den tåra som fall
og så fagnaden all
det har du då åleine uti vald.
Kvar du går, på din veg vil eg breia
kvar ein blom, kvart angande blad,
fugl på grein, kvar og ein vil eg beda--
om å kveda og kvitra deg glad.
Lat dei anga for vind
lat dei syngja i lind
visst dei ikkje kan svæva i mitt sinn.
Men i morgon, når sola ho stiger,
føre moder di bøna eg ber,
og eg bed henne blidt, som det høver:
Får eg vera deg sonen så kjær?
Sjå det ljosnar i li,
vinden leikar så blid,
du skal vera min ven i allan tid.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :: : : : : :
Nyst munde det regna - - Ja fra i dag
morges regnet det men nå utpå ettermiddagen
er solen kommet frem. Snakket med Trondheim
i dag og hørte at der kom de første snøflakene.
Vinteren er ikke langt unna nå.
HA EN GOD DAG.
mandag, november 05, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Det er enkelte diktere jeg alltid kommer tilbake til.
Tor Johnsson er en av dem.
Her er hans dikt
KJÆRLEIKSBREV.
Takk for dei gode tankar
du sende meg no i kveld.
Var ikkje du,
ville eg søkke attende
inn i meg sjøl.
Var ikkje du, da fekk eg aldri sleppe inn
--- inn i vår uroverd ---
dette som bed og bankar utanfor alt,
kjærleiken.
Aldri skal eg få vera eit tre,
liksom du,
berre ein stuv etter stormbroten bjørk.
Men linnea og blåbjøller veks ikring meg
for det eg elskar dei,
for det eg gjev dei næring av all mi sorg.
Bøygd deg over meg,
sjå alt det vene som veks av mi sorg,
for det eg aldri fekk vera eit tre
liksom du.
Stundom ser eg deg frå andre stader
enn der eg er i kveld.
Din barm og di mjuke line,
det dulde draget av mor,
håret og himlen i augo dine - - -
dette som skal bli jord.
Men dette er ikkje du.
Du er nærare.
Du er den løynde røyndom i meg,
dette som vera ikkje vil kjennast ved,
dette som bed meg å bera min kross,'
som bed meg å tole alt,
tilgje alt,
som bed meg å vera der du er,
om nattmørke miler ligg tungt imellom oss.
Helt frå det første møtet,
auga mot auga,
var det noko utanfrå som tala
om vegane vi skulle gå
dit vi kan fullføre vår del av skaparverket.
No er vi skilde.
Men når tusental år
har gløymt våre einslege far,
lever ordet, det einaste evige:
Kjære - - -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Dagens dikt er tilegnet Ma.
Håper du har det bra.
HA EN GOD DAG!
søndag, november 04, 2007
GOD MANDAG MORGEN !
I dag et dikt sendt inn av en god venn.
En takk til O J S.
Emil Boyson:
Skumringsstjernen
Hvad skal jeg si dig nu, mens det mørkner i Rummet
efter en dag som har tatt ifra oss Alt ?
Kjenn, skumring langsomt gror i det lydløse tomme;
dugg over sjelens avsvidde marker falt.
Vi, som har tapt vor strid, som led hvad vi kunde lide -
drømmer vi dypere Dyp bak den ve som forgikk?
Midt gjennom avdagsglansens størknede kvide
sitrer Din Stjerne sig inn i et sluknet blikk.
Lover den oss, som ikke har mer at miste,
åndernes under, fornyelsens sakrament.....
kan ikke gleden dø? kan ingen sorg bli den siste?
Hjertet kan aldri tømmes; drømmen er aldri endt -?
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag !
torsdag, november 01, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
I går ryddet jeg i kjelleren og har nå 5 digre plastikkposer
klare for søppelhaugen.
Så dette diktet av Piet Hein passer bra.
TINGENES TYRANNI.
Jeg går og gør orden i 10.000 ting,
som jeg mente tilhørte mig. - -
Midt i mit slid, ved et tankespring,
sættes et dystert problem i sving:
E j e r j e g d e m e l l e r e j?
--Sandheden ligger vel deromkring
at ejer du mere en 8 ting,
så ejer tingene dig!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jo eldre jeg blir jo mere passer dette diktet.
Jeg trenger nesten ingen ting lenger - bortsett da
fra en god flaske vin med venner!!!
HA EN GOD DAG.
onsdag, oktober 31, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
En av fordelene med å sende Dagens Dikt er at jeg daglig
får anledning til å se i forskjellige diktsamlinger og lese
dikt. Så finner jeg ett som jeg syn's passer og sender det.
Så i dag med et dikt som farvel til Oktober.
Inger Hagerup:
ET DIKT OM HØSTEN:
Mange dager av purpur og gull har oktober gitt oss
under en himmel som daglig blåner seg mere blå.
Ennå er frosten bare et disig varsel bak åsen,
men langsomt, langsomt begynner året å gå i stå.
Aldri er sinnet så åpent som slike høstklare dager,
når luften smaker både av blomster og kjølig jern,
og noe svever forbi deg, et minne du ikke husker,
en drøm, som bestandig er like udrømt og like fjern.
Kanskje er det skyggen av Han som sitter og venter
bortenfor alle blåner av det du aner og vet,
der hvor tiden går under, og høst og vinter og sommer
drukner i stumhet og mørke og susende evighet.
Langt der ute i mørket har vi en fred i vente.
Men i menneskehjertet banker den samme drift
som får døgnfluen til å spille ut sine vinger
og får stjernene til å skrive sin himmelskrift.
Aldri kan mennesket løse den siste gåten om livet.
Men vi følger likevel budet fra livet selv
når vi erobrer et år, en dag eller bare en time
fra Den Stumme som bor bak det ytterste stjernehvelv.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG !
PS. Jeg jobber og jobber for å få arkivet opp igjen.
Har fremdeles problemer men driver på med det.
Så gi tål.
tirsdag, oktober 30, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
For idag fant jeg en vise som bringer tilbake minner
fra dengang jeg var ung.
Kanskje den bringer tilbake minner for dere som leser
det også? (Forfatter: M. B. Landstad)
VAR DET EN DRØM?
Husker du dengang i måneskinn
at bladene skjelvende drysset?
Rødmende strøk de dit lubne kinn!
Var det av angst kun for skogens vind,
eller fordi at jeg tok deg inn
varmt og ditt øyepar kysset?
Tåreblankt smilte du mot meg øm.
Var det da bare en drøm?
Jeg vet det ikke mere,
du dåret helt mit sinn!
Men hjertet bever ennu
hver kveld i måneskinn.
Husker du alt hva du den gang sa
med leben så ømt til mitt øre?
Måneskinnshvisk, ja, hvor kom du fra?
Var det ei hjertet som talte da,
fikk jeg ei heller ditt eget ja, - -
kunne så feil jeg da høre?
Rødmende sto du i løvets dryss,
møttes vi ikke i kyss?
Jeg vet det ikke mere,
du dåret helt mit sinn!
Men hjertet bever ennu
hver kveld i måneskinn.
Husker du ikke ditt hjertets slag,
er dine minner da fløyne?
Hvirvlet de bort alt den neste dag,
likesom bladhengest viltre jag,
bare der blæste et høstlig drag?
Var det kun måneskinnsløgne?
Lo dine leber av fryd på skrømt,
har jeg så grusomt da drømt?
Jeg vet det ikke mere,
du dåret helt mit sinn!
Men hjertet bever ennu
hver kveld i måneskinn.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Å ja, den deilige ungdomstid !
Kunne den bare komme tilbake - - -
HA EN GOD DAG!
mandag, oktober 29, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Leser en bok som heter "While Europe slept." skrevet av en amerikansk journalist
med norsk kone. Undertittelen er" How radical Islam is destroying the West from within."
Han forteller han om en Kheir Sajer, en Muslim i Oslo som beskrev Islamism som en kreftbyll innen omkretsen hans fordi en Oslo Imam preker at kristne under deres sharia regler må betale en "jizya" som er beskyttelsespenger som kreves av alle som ikke tror på Islam. Siden kristne i Norge ikke betaler slike beskyttelsespenger så har Muslimene rett til å stjele fra nordmenn. Hvis en Moslem går rett inn i en forretning og stjeler så er det en rettferdig handling."
Etter at Kheir Sajer skrev om dette mobiliserte lokale Moslemer en propaganda campanje mot ham, truet vennene hans og at han måtte straffes "fordi han hadde forhånet Allah og profeten Muhammad." De anklaget ham for å bruke narkotika og og være homoseksuell - noe som betyr dødsstraff for Moslemer. Da Sajer ble klar over at han ble omtalt i moskeen gikk han der. En mann snudde seg mot ham og sa anklagende at "her kommer den vantro som forakter Islam og Muslimene. Han er agent for Nordmennene og gjør det for penger. Han må straffes." Den som uttalte dette var lege ved et av Oslo sykehusene.
Moskeen er finansiert av Norske skattebetalere!!!!!
Vi er for godtroende i Norge og mener at "bare vi kan snakke med dem så kommer alt til å bli så bra." Folk glemmer at de radikale moslemene tror og mener er at de er i krig med oss kristne.
Vi er vanntro og de har rett til å gjøre hva som helst for å få oss til å bli moslemer. Hvis ikke, har de rett etter Koranen til å drepe oss. Og det gjør de også. PottitNorge.
Arne Garborg skrev mye fint. I dag passer det med
dette diktet, syn's jeg.
Veslemøy ved Rokken.
D'er Haust. Det ruskar ute
med Regn og kalde Vind.
Småfuglen fllyg mot rute
og vilde gjerne inn.
Men under Omnen god
der ligg paa Sekkje-Pute
han gamle Mons i Ro.
Der ligg han trygt og drøymer
og blinkar stilt og smaatt
Og alt i Verdi gløymer
Og hev det varmt og godt.
Og segjer ingin Ting,
men liksom inn seg gøymer
med Rova sveipt i Kring.
han ligg i mjuke Skinn
Med Svevn i kvar den Mine
og alle kløar inn.
Og glyrer likesæl
med kloke Augo sine
Og murrar smaatt og meel.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Det er mange værs, men jeg sender bare disse tre
som liksom passer til været der ute. Jeg kan så godt
se katten for meg og kjenne den gode varmen som
kommer fra en vedfyrt own. Det er noe spesielt med det.
HA EN GOD DAG OG TENK !
Jeg leste nettopp en melding
søndag, oktober 28, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
Plenen er dekket av gule blad og trærne står bare.
Senhøstes !
Hausten.
Astrid Krog Halse
Hausten er hardhendt og gje ikkje fred.
Riv blada tå treom, bryt blomane ned.
Nakje vart treet då haustlauvet for
men blada vart goill før dei la seg te jord.
Under det lauvet som legg seg kring tre,
ligg knoppan i draum te et under skal skje,
at våren på ny, med si solrike hand
ska vekkje te liv att et isfrose land.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Kan ikke si at jeg ser frem til snø og is,
men på den annen side så kommer julen
med levende lys overalt og så blir det
Januar og snart kommer lyset tilbake.
Vet dere at den værste dødsfallsmåneden
i året er Desember da det er mørkest.
Når lyset kommer tilbake levner folk opp
igjen !
Ha en god dag og en god uke !
torsdag, oktober 25, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
En god venn skriver: "Fant et fint dikt fra&om Lom. "
av Tor Jonsson fra Lom i Gudbransdalen.
Det er dei same fjell som før,
Det er den same sol som blør
På tind og nut.
Og dei eg vende odd imot
Er runne av den same rot,
Med same sut.
Den same nakne kvasse egg
Me ørnereir i bergevegg
Høgg skyer sund.
Og same skymning sveiper inn
Ei sumarnatt når dalen min
Sig stilt i blund.
Det bevar sol i blanke sva,
Det susar vind i tusen blad
Med stråleblenk.
Og sola gyller tind og glar, -
Ho seglar fram att i eit skar
Med siste skjenk.
Sjå elvestilla fær sin eld
Av soleglad imellom fjell.
Den gråe grend ligg glødd
som tind i morgongry
Av strålestriling gjennom sky.
Og hjarta brenn -.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg skrev tidligere i uken at Tor Johnsson døde av
tuberkulose, bare noen og tredve år gammel.
Riktig at han led av tuberkulose, men han tok
selv sitt eget liv.
En takk til OJS for det fine diktet.
Vennligst send forslag til dikt til gaapaa@yahoo.com - og
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND !
onsdag, oktober 24, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
Som dere vet har jeg i det siste sendt en del dikt fra Sjømannsmisjonen's
Sanghefte. Stort sett dikt som er forskjellige fra de jeg vanligvis sender.
Fra dette sangheftet sender jeg for første gang en salme.
En salme som var min mor's favoritt salme og som ble sunget i
hennes begravelse. Den er skrevet av H. F. Lyte.
O BLI HOS MEG!
O bli hos mig! Nå er det aftentid
og mørket stiger, dvel, o Herre blid!
Når annen hjelp blir støv og duger ei,
Du hjelpesløses hjelper, bli hos meg!
Snart svinner livets dag, det kveldes fort,
og jordens lys alt mørkner og går bort;
Forandrings skygge følger tro min vei
--O du som ei forandres, bli hos meg!
Hver time trenger jeg din sterke vakt,
Kun for din nåde viker mørkets makt;
Hvor skal jeg vandre trygt foruten deg?
I mulm og solskinn, Herre, bli hos meg!
Når du velsigner, ei av frykt jeg vet,
sår gjør ei ondt, gråt har ei bitterhet;
Hvor er din brodd, du siste fiende?
Nei - ved deg jeg seirer: Herre, bli hos meg.
O la meg se ditt kors i dødens gys.
Driv mørket bort og vær meg livets lys.
Da skinner morgenrøden på min vei!
I liv og død, o Herre, bli hos meg!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Virkelig en nydelig salme!
HA EN GOD DAG !
tirsdag, oktober 23, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Tor Jonsson fra Vågå var en usedvanlig fin
dikter. Han døde ung av tuberkulose men
det han skrev i sitt unge liv er like levende
i dag som da han skrev diktene sine.
HAUSTKVELD.
Det vi har sett saman, kjære,
skal ingen annan sjå:
Guds gravferdsskrud,
utsyn forutan grense,
vegen vi skulle gå - -
Mørkret kom og fann oss.
Du fann stjernene.
Alle plukka du ned og gav meg,
du gav meg ei onnor verd - -
Så stod vi og lydde på susen
frå Guds veldige rike
og allting som ikkje er.
Eg hugsar armen din kring meg --
og drøymer om makter
attanfor alt som laut skje - -
Slik drøymer kanhende steinen
som kjenner dei mjuke røtter
til høge, susande tre. - -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG:
mandag, oktober 22, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Herman Wildenvey,, (for et flott navn for en poet
og sommerens dikter! Unektelig bedre enn
Herman Portås -)
Som sagt, han var kjendt først og fremst som
sommerens dikter. Men han skrev da om
andre årstider også. Her er
HØSTSYN
Farvene flammer og skinner
i sommerens brandlidte haver,
hvor senhøsten går som en gammel prest
arm i arm med en graver.
Og skogen står gul og forgremmet.
Mot hiet er skapningen krøpen.
Himlen den høiner sig blå og glad,
men solen er blodunderløpen.
Alt er så kirkelig stille,
ikke en lydbølge svinger.
Presten og graveren røkter sin dont,
uten at kirkene ringer.
Der vandrer en underskjønn kvinne
henad de høstslagne stier.
Hennes øie har glans som en solnedgang,
og graveren er hennes frier.
Han er en forfengelig herre,
som stedse sitt ansikt speiler
i stillhetens glans. Han lar kvinnen gå.
Han vet sig så sikker som beiler.
Og kvinnen er knipsk til det siste.
Hun har ham slett ikke fornøden.
Frieren stanser og flir sitt fjes.
Det har ingen hast med døden.
Men presten står frem og bemelder,
at nu vil han messe dem sammen.
Da synker den solfalls-skjønne mot jord,
og svøpes i sensommer-flammen.
Og graveren gråner til tåke,
og presten han tordner til orde:
Det er ikke døden med jål og ljå,
men nei, det er døden den store.. .
Og tåken og tordene trekker
mot andre dødsdømte egne.
Og rødner i vrede og gulner i gru
sommerens vide vegne.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jøss - hva var dette diktet om?
Enkelte ganger har jeg følelsen av at
Herman Wildenvey var mer en rimesmed
enn en skikkelig poet.
Men - i hvert fall:
HA EN GOD DAG !
søndag, oktober 21, 2007
GOD MANDAGS MORGEN.
Begynner uken med et nytt "nasjonal" dikt sendt inn av en god venn,
OJS. En takk ktil ham.
Anders Hovden
I mellom brim og brot du stig
Så knausehard av sjø,
Og hav og storm dei fører krig
Imot din litle bø.
Men husa ligg i hugsam livd
Innpå den grøne øy;
Der fer den trauste guten trivd,
Der veks den vene møy.
Og fisken sym i havet ditt
Og fuglen på din fjord,
Og guten han må ferdas vidt,
han sigler og han ror,
Han kliv i berg, han driv i båt
Og har si vinne hard;
Men endå kvik han er og kåt,
Han er så djerv ein kar.
Her såg han Sigmund fyrst sin dag
Imellom desse berg
Og fekk sitt trugne hjartelag
Og all sin manndoms merg.
Ja slik ein gjæving vant du finn,
Om du vil leita vidt,
Han legg ein fager minnering
Om fedrelandet sitt,
Du Sverre prest åt Noreg ol
Og gav hans vilje stål.
På Noregs gamle kongestol
Han heldt Hårfagers mål.
Til hei`r han vekte Noregs menn ,
Til fridoms dåd og dug.
Andvakeluren ljomar enn
I Noregs ungdomshug.
Å heil og sæl, vår eigen bror!
Me knyter hjartepakt,
Me har den same, gamle mor,
Og hjarto slær i takt.
Vårt brødreverk no lyser klårt
Som sol om bergetram:
Den gamle arv i måler vårt
Me saman elskar fram!
Den kan synges på "Dei gamle fjell i syningom" og skrevet
av slik den står i Sven Morens songbok for skular og ungdomslag.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD UKE,
og hvis dere ønsker å sende inn dikt (eller kommentarer=,
så er e-post adressen: gaapaa@yahoo.com
torsdag, oktober 18, 2007
GOD FREDAGS MORGEN!
I Sjømannsmisjonens sanghefte fant jeg
et nytt "nasjonaldikt" skrevet av presten
Anders Hovden Her er det.
Fagert er landet du oss gav,
Herre, vår Gud og vår Fader!
Fagert det stig av blåe hav
soli ho sprett og ho glader,
signar vårt land i nord og sud
såleis di åsyn lyser, Gud,
over vårt Norge i nåde.
Likjest vårt folk i mager jord,
skjelvande blomen på bøen,
står uten livd i vind frå nord
tett innved kanten av snøen.
Herre, du ser med miskunn ned,
folket vårt giv du livd og fred,
er oss så kjærlig ein fader.
Her ned i grunnen sveiten rann
trufast åt federne våre.
Her dei sin heim og hugnad fann,
dogga med smil og med tåre.
Her har det flødt ei såkornflod
varm av vårt beste hjarteblod
her har me grorbotn å veksa.
Tidi ho renn som elv mot os,
fort skifter sumar med vetter.
Fader ver alltid Noregs los
radt til dei seinaste ætter;
Herre, vår Gud ,vårt Noregs Gud
varda vårt land frå fjell til flud
lær oss å gå dine vegar.
Signa då, Gud, vårt folk og land
signa vårt strev og vår møda.
Signa kvar ærleg arbeidshand,
signa vår åker med grøda!
Gud utan deg den vesle urt
veiknar og visnar, bleiknar burt
Ver du oss ljoset og livet!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Dette er vel den siste "nasjonalsangen"
som jeg kommer til å sende. Vet ikke av
andre, men hvis noen kjenner flere, vennligst
send det til meg: epost: gaapaa@yahoo.com
Dette er også det nest siste diktet fra Sjømanns-
misjonens sangbok. Resten er salmer som jeg ikke
er så glad i, halv-hedning som jeg er.
Men det er en nydelig salme jeg vil sende til uken.
En salme min mor alltid likte så godt og som ble
sunget for henne engang.
HA EN GOD WEEKEND!
onsdag, oktober 17, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
I dag sender jeg dikt nr. 1202 !!!
Jøjje mei!!!
Jobber fortsatt med å få tilbake arkivet,
men det viser seg ikke å være så enkelt.
Men - jeg jobber med det.
I Afghanistan og i Irak driver selvmordsbomberne
sin grimme virksomhet. Nylig ble det rapportert
om en medisinsk undersøkelse av disse folkene.
Det viser seg at alt overveiende var det unge menn,
som led av en eller annen fysisk skavank
som gjorde at de fandt det vanskelig å passe inn i
lokalsamfunnet. De var blitt gjort narr av under
oppveksten, kanskje fordi de var halte eller hadde
harekløft eller var misformet på andre måter.
Man mener nå at ved å velge å bli selvmordskandidater
ville de ikke bare få prestisje for dem selv men også
for familiene. Dertil kom kontantbetalingen til familien.
Ved det siste selvmordsattentatet i Afghanistan ble det betalt
utfra AlQaida $ 3.600 til familien. En formue i det samfunnet.
Kan andre enn Moslemene også velge å gi livet sitt for
noe de kanskje har kjært? Les diktet nedenfor så seer det nesten
slik ut. Og sett inn Allah for Gud og Koranen for Fadervåret så
blir det nesten som en oppfordring til disse galningene.
ALLTID freidig når du går.
Veier Gud tør kjenne,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!
Aldri redd for mørkets makt!
Stjernene vil lyse,
med et Fadervår i pakt
skal du aldri gyse.
Kjemp for alt hva du har kjært,
dø om så det gjelder!
Da er livet ei så svært,
døden ikke heller.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Noe til ettertanke kanskje ?
HA EN GOD DAG.
tirsdag, oktober 16, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN!
I dag sender jeg litt lettere kost.
Vi nordmenn har lett for å være litt morose.
Danskene derimot har humøret og vet å
kose seg selv om de av en eller annen grunn
har en av verdens høyeste selvmords rater.
Det må være "dagen derpå" som virker - kanskje?
Her er en gammel dansk vise:
FRU GRETE VAR ANSTÆNDIG.
Fru Grete var anstændig men tillige lidt koket,
og hendes mand var meget sjælden hjemme.
En sommerdag til ankers lå på fjorden en korvet,
til bal ombord hun inviteret blev af en kadet,
det kan fru Grete aldrig siden glemme.
Hun dansede den hele nat indtil den lyse dag,
imens hun flittigt kyssed' med kadetten:
da hun kom hjem, lod hun sin kammerpike klæ'e sig a'
"Nå, fruen har nok været på korvetten?"
Forbavset satte fruen sig på sin pygmalion
og sa:" Hvor ku' du vide det, Gertrude?"
"Det kunde jeg da sagtens, for da nys med nænsom hånd
jeg prøved' på at løse fruens mest intime bånd,
så -- var det bundet med en sømannsknude."
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og "hipp hurra" for det !
Som vi alle vet:
"Den norske sjømann er
en gjennombarket folkeferd,
hvor fartøy flyte kann
der er han førstemann."
Kanskje han var i Danmark på flåtebesøk?
HA EN GOD DAG!!!!
