Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.onsdag, oktober 30, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN!
Kahlil Gibran (1883-1931) var en Lebanesisk dikter,
mest kjendt for boken: The Prophet.
mest kjendt for boken: The Prophet.
Idag sender jeg en side av boken.
Teksten er oversatt av Helge Hagerup.
Teksten er oversatt av Helge Hagerup.
Profeten om Ekteskapet:
Dere var født sammen og skal være sammen for bestandig.
Dere skal være sammen når dødens hvite vinger legger seg over deres dager.
Dere skal til og med være sammen i Guds tause minne.
Men la det være avstand i deres samvær,
Og la himmelens vinder danse mellom dere.
Elsk hverandre, men gjør ikke kjærligheten til et bånd:
La den heller være et bevegelig hav mellom deres sjelers kyster.
Fyll hverandres begre, men drikk ikke av ett beger.
Gi hverandre av deres brød, men spis ikke av det samme brødet.
Syng og dans og vær glade, men la den andre få være alene,
Slik strengene i en lutt er adskilte, selv om de skjelver i den
samme musikken.
Gi deres hjerter, men ikke i den andres varetekt.
For bare Livets hånd kan holde om deres hjerter.
Og stå sammen, men ikke altfor nær hverandre:
For templets pilarer står adskilte,
Og eketreet og sypressen vokser ikke i hverandres skygger.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
: : : : : : : : : : : : : : : :
Virkelig gode råd for ektefolk! Og min kone er enig!!!
tirsdag, oktober 29, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN!
Nils Collett Vogt (1864-1937) skrev dette diktet.
Det minner meg om engang jeg var turist i Stavanger
og satt i en båt på vei til en øy hvor det visstnok lå et
kloster engang i tiden.
Med på turen var en Norsk-Amerikaner i 90-årene.
Han stavret seg frem med to stokker. Han var vhithåret
med lyseblå øyne. Han hadde bodd i USA i alle år. Nå
bar det mot slutten, men han MÅTTE tilbake før han døde.
Hilsen.
Norge, mit land! En hilsen den siste.I lys av skinnende, hvite fjeld
vil jeg, mine øine skal briste.
Du mit land, som jeg engang i trods forlot,
nu strømmer min sjæl dig imot.
Hver nat er jeg hos dig. Paany har du steget
op i sol for mit blik. Og du er mit eget.
Du er mit eget land. I nød og pine
glæder det, at jeg er en av dine.
Hva vilde jeg vel i fremmedland?
Jeg drømmer mig ung, en haapende mand,
og bortover stien følger jegg to,
og den ene sier: Kan du høre det gro?
Høi er natten, dens aande varm,
og saa gaar de videre arm i arm,
mens hun smiler ham til i lykketro.
De har fremtid sammen. Her vil de bo.
-Hver søvnløs nat
strømmer min sjæl nu i savn dig mot,
du mit eget land, som jeg har forlatt,
men hvor jeg har rot.
Dog aldrig var du mig før saa nær
som nu, da dødstanken er blit mig kjær,
og uten stans jeg kretser rundt den,
og jeg vet, at jeg faar ikke se dig igjen.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag!
mandag, oktober 28, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Wilhelm Krag skrev dette diktet da han var en gammel mann.
I dag satt jeg ved siden av en mann som var 97 år gammel.
Han klaget over at konen var gått bort og alle vennene med.
Omkvedet var: “Hvor ble det av ungdommen og alle årene. - - -
Det blir ensomt,” sa han. Jeg kunne bare nikke - - -
Når det er stille sent på høstnatten
Så
jeg hende komme, --
hele verden stansed og så sig stille om,
og det skinned i luften, hvorhen hun kom --
å, ungdom, hvor det bruste da herinde!
Så jeg hende svinde, --
hende fulgte solen og sommerhimlen blå,
og en grånende høstenkvæld omkring mig lå --
å -- ungdom, hvor du bruste i mit minde!
-- -- Snart er natten inde,
livsensgløden slukner i hjertets askeklump,
og evighedens stilhed synker dyb og dump,
men -- å ungdom, hvor du bruser i mit minde!
hele verden stansed og så sig stille om,
og det skinned i luften, hvorhen hun kom --
å, ungdom, hvor det bruste da herinde!
Så jeg hende svinde, --
hende fulgte solen og sommerhimlen blå,
og en grånende høstenkvæld omkring mig lå --
å -- ungdom, hvor du bruste i mit minde!
-- -- Snart er natten inde,
livsensgløden slukner i hjertets askeklump,
og evighedens stilhed synker dyb og dump,
men -- å ungdom, hvor du bruser i mit minde!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja - jeg glemmer heller aldri - HENNE!
HA EN GOD DAG.
fredag, oktober 25, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Knut Hamsund skrev ikke mange dikt - men de han skrev var gode.
Som dikterkunsten hans forøvrig!
Ikke rart at hans fikk Nobelprisen i literatur. - - - -
Jeg driver i aften og tænker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret båt,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
det ender vel gjerne med gråt.
Men hvi skal jeg være så hårdt beklemt?
Om hundrede år er alting glemt.
Da hopper jeg heller og synger en vise
og holder mit liv for en skjøn roman.
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen rise
og drikker som bare fan.
Men hvi skal jeg fare med al den skjæmt?
Om hundrede år er alting glemt.
Så stanser jeg virkelig heller striden
og ganger til sjøs med min pinte sjæl.
Der finder nok verden mig engang siden
så bitterlig druknet ihjæl.
Men hvi skal jeg ende så altfor slemt?
Om hundrede år er alting glemt.
Å nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en bok til hver kommende jul
og stige tilslut til en versets greve
og dø som en romanens mogul.
Da er det nu dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede år er alting glemt.
> > > > > > > > > > > > > > > > > > > >
Men bøkene hans er ikke blemt og blir det ikke - selv med tiden.
Har du foresten lest den siste boken hans: "På gjenngrodde stier."
Enestående!!!
Ha en god dag og en god uke!
torsdag, oktober 24, 2013
GOD FREDAGS MORGEN!
Jeg er “inne” med Olaf Bull om dagen.
Virkelig en fin dikter.
Her er hans dikt:
Virkelig en fin dikter.
Her er hans dikt:
I forbigaaende
Han stod og ventet, træt i
aftensolen,
ved marmorvernet, paa den Spanske bro —
Med ett saa stod hun dér i sommerkjolen
med parasol og søte lærredssko.
Og hun fortæller, hun kan bare dvæle
en liten stund, men ber ham fæste lid
til, at hun gir ham dét, som hun kan stjæle
af al sin dyrebare, unge tid.
Det blev saa koldt og stille der paa broen.
Han stirret ned i floden, haard og sky —
men da hun prøvet styrke ham i troen,
bekjendte han sit credo uten kny.
Da blev hun rød og aandet op af glæde,
og grep hans kolde hænder, hedt og fort,
men gjorde sig i samme stunden rede
til budt at ta farvel og komme bort.
Men overvældet ved at se ham saaret,
og halvt forvirret ved sin egen hast,
rev hun en deilig rose ut af haaret
og gav ham, med en sløife, som hang fast.
Saa fik hun gaa og svandt bak parkens blade,
Madonna med det blaa Dianabaand.
Og ved den kolde marmorbalustrade
stod han igjen med rosen i sin haand.
O, hørte den hans hjertes syke hunger?
Men rosen laa i haanden uten lyd.
Den taug med alle sine røde tunger,
som ternen tier om sin frues dyd.
— — — — —
Langs blomstrende terrasser og balkoner
fløt floden, flommende med skum og sprut —
til dumpe slag af drønnende gongoner
gaar sydens lyse sommeraften ut.
Og med de sorte silhouetter, skaarne
som af et ædelt, evigt ibenholt,
staar Baptisteriets slanke ringertaarne
i aftenluften, blændende og koldt.
Men der han stod med rosen foran Dômen
i mørke paa den dunkle bueplads,
steg brusende og tonende et omen
ut fra portalen og de grønne glas.
Der inde i de høie helligdommer,
til lyden af en knugende koral,
staar tændt paa høie kjerter troens sommer
for knælende, som brytes med sin kval.
Med bleke, sammenlagte hænder prises
fra alle dunkle altere og kor
en kjærlighet, som ikke kan bevises,
men som er drømt uendelig og stor!
ved marmorvernet, paa den Spanske bro —
Med ett saa stod hun dér i sommerkjolen
med parasol og søte lærredssko.
Og hun fortæller, hun kan bare dvæle
en liten stund, men ber ham fæste lid
til, at hun gir ham dét, som hun kan stjæle
af al sin dyrebare, unge tid.
Det blev saa koldt og stille der paa broen.
Han stirret ned i floden, haard og sky —
men da hun prøvet styrke ham i troen,
bekjendte han sit credo uten kny.
Da blev hun rød og aandet op af glæde,
og grep hans kolde hænder, hedt og fort,
men gjorde sig i samme stunden rede
til budt at ta farvel og komme bort.
Men overvældet ved at se ham saaret,
og halvt forvirret ved sin egen hast,
rev hun en deilig rose ut af haaret
og gav ham, med en sløife, som hang fast.
Saa fik hun gaa og svandt bak parkens blade,
Madonna med det blaa Dianabaand.
Og ved den kolde marmorbalustrade
stod han igjen med rosen i sin haand.
O, hørte den hans hjertes syke hunger?
Men rosen laa i haanden uten lyd.
Den taug med alle sine røde tunger,
som ternen tier om sin frues dyd.
— — — — —
Langs blomstrende terrasser og balkoner
fløt floden, flommende med skum og sprut —
til dumpe slag af drønnende gongoner
gaar sydens lyse sommeraften ut.
Og med de sorte silhouetter, skaarne
som af et ædelt, evigt ibenholt,
staar Baptisteriets slanke ringertaarne
i aftenluften, blændende og koldt.
Men der han stod med rosen foran Dômen
i mørke paa den dunkle bueplads,
steg brusende og tonende et omen
ut fra portalen og de grønne glas.
Der inde i de høie helligdommer,
til lyden af en knugende koral,
staar tændt paa høie kjerter troens sommer
for knælende, som brytes med sin kval.
Med bleke, sammenlagte hænder prises
fra alle dunkle altere og kor
en kjærlighet, som ikke kan bevises,
men som er drømt uendelig og stor!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Virkelig en "unorsk" dikter, syn's jeg.
"Unorsk" i den beste betydning.
En ener i Norsk dikterkunst.
HA EN GOD DAG OG EN GOD HELG!
onsdag, oktober 23, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN.
Atter et fint dikt av Olaf Bull
Drøm
Der stod mat i min
stue
en kvindeskikkelse, klar.
Hun bar det ansigt tilskue,
som før en eneste bar.
Paa pande og mund, den søte,
laa hjertens fred og ro.
Det var hendes sidste møte,
til fred for os begge to.
Og livets smerter var stilnet
i hendes ansigtsdrag,
aarenes sorg var mildnet
og øiet rent for nag.
Jeg saa med forunderlig andagt
de pikedage igjen,
før hun til længselens storme
skjænket sit væsen hen.
Det var ikke smerte, jeg følte,
ti nye længslers brand
eiet med magt mit hjerte,
mit blod og min forstand.
Men selve tidens skjønhet
strøk som et flygtigt flor,
en fold af en ilende engel
henover mindets spor.
en kvindeskikkelse, klar.
Hun bar det ansigt tilskue,
som før en eneste bar.
Paa pande og mund, den søte,
laa hjertens fred og ro.
Det var hendes sidste møte,
til fred for os begge to.
Og livets smerter var stilnet
i hendes ansigtsdrag,
aarenes sorg var mildnet
og øiet rent for nag.
Jeg saa med forunderlig andagt
de pikedage igjen,
før hun til længselens storme
skjænket sit væsen hen.
Det var ikke smerte, jeg følte,
ti nye længslers brand
eiet med magt mit hjerte,
mit blod og min forstand.
Men selve tidens skjønhet
strøk som et flygtigt flor,
en fold af en ilende engel
henover mindets spor.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
tirsdag, oktober 22, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN!
Ragnvald Skrede (1904-1983) var Vågåværing, lærer, forfatter og
journalist. Siden han var født og oppvokst på Vågå var det ikke
langt til fjells opp til Øvre Sjodalsvann og derfra tilfjells for å gå
Besseggen. Her er hans dikt:
BESSEGGEN.
Livet er som å gå Besseggen;
Syner som blankaste barndomsdagar
og kveldsfreden god etter fullførd vandring
eller avgrunns djup
ventar deg etter som alt er laga.
Livet er som å gå mange Bessegger
for livet er ein draum
livet er ei rekkje draumar:
Du kan ferdast i lavande paradislundar
og vakne i gru på det ytste skjer.
Du kan segle i svartnande vitlausfart
mot kimande krasande undergangen
og vakne i skogsus på Fredens øy.
Gong på gong.
Livet er blodig og sælt
sigrar og tap og nye planar
nye Bessegger nye Bessegger.
Alle dine voner
kneggjar som hestar mot Jorsalsferd
kvar gong kvar gong.
Det er livet å gå Besseggen.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Mye godt i dette diktet.
Rent praktisk har jeg gått Besseggen og syntes ikke det var særlig ille
å vandre ned. Jeg gjør det gjerne igjen.
HA EN GOD DAG!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
mandag, oktober 21, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN!
Elgjakten er forbi, håper jeg.
Hvorfor?
Les diktet til Tore Ørjasæter's (1886-1968)
ELGEN.
Spør eg og undrast,
Kvifor er eg so stygg og storbeint
ulik og ymse voren;
Krokute bein med bøygd og langkrugg,
Sterk som eit skogsdyr skoren,
Flerror på kinn og størren skjeggstubb,
Grov i hamlet og grå?
Du er so fin og liljefager,
Litor og lett og mjå.
Langt hår og lufse,
Herdbreid og sterk i kvardagshamen
Er eg or skogom komen;
Du er so fin og liljefager,
Ven og veik liksom blomen.
Ljosdæmd og rein med smil i åsyn
kjem du i hugen min:
hugen vert rein, og håmen ljosleitt;
d’er som eg skifter sinn.
Langt hår og ljosgult
fell deg um herd so fint og herleg;
- - mitt er så stridt og floke. - -
kvirfor er du so skjerr og skotvar;
eg er so god å råke,
liksom ein elg i skog med store
skotvidd um breide bring.
Du, lik ein hind som fljot og lettfløygd
smøygjer seg fram og spring.
Breidlagd og langbeint
liksom ein elg i aude villmark
follom og før i stegom,
skogkongen stolt i store einsemd,
einsam på alle vegom,
luntar og spring so smått og loar
gjenom den djupe skog
burtetter myr og aude moar,
langhærd um hals og bog.
Grannlagd og gonglett
Er du ei hind som skjott og sjåleg
munde i morkom springe.
Elgen andar i dine fotspor,
breilagd um bog og bringe,
- - Går seg i skog ein elgeskyttar,
svintar på foten snøgt;
øygnar han skimt av elg, og glyttar
siktar og skyt så gløgt.
Blodsprøyt og blodspor!
Skogkongen sterk med bråe byks
spring upp, men
sig å gruve,
kviler so tungt sitt stolte hovud
over den lyng-grå tuve.
Andar so tungt i
morgonstilla,
bringa hans er so
breid.
andar inn dåmen din i dauden,
hind, du som spring på heid.
Godt gjort, du skyttar!
Hoggande meint, igjennom hjarta
bivrar det stilt og bløder;
livet er seigt: ein tunglynd ljoske
enno i augom gløder
mot deg, du hind, som sprang so
lettfløygd.
Fagert det lyser fram
no i ein blenk frå nåtungt auga
Sjeli av dyrehåm.
Breid skimt av dagsrand
ljosnar so smått um heid og åsdrag,
skimrar som sylvbleik strime
burtetter tjørn med bragd av blod-let;
tunt denne morgontime
andar ein dåm av dødsens tungsinn;
solroden skin som blod.
Ljosken av liv frå elge-augom
døyr ut mot dagsens glod.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
torsdag, oktober 17, 2013
GOD FREDAGS MORGEN!
Fopr idag og for helgen, et dikt av en ukjendt forfatter.
DU FORSVANT.
Du forsvant i tårene
Som viste mine følelser som regn
Trodde du dro nordover
Men du reiste i motsatt retning
Og jeg så deg aldri igjen
Og ringen du bærer var aldri fra meg
Selv om jeg skulle ønske det
Skriver et usynlig brev i mine tanker
Lurer på hvordan du har det
Om du har fått et nytt hjem
Og unnsluppet han som var deg så slem
Men jeg får aldri noe svar
Siden du aldri mottar det
For jeg har ikke motet til å få sende det
Men stjernene blinker i den lyse kveld
Og om du ser på månen til samme tid
Vil vi være nærere hverandre enn aldri
For det vanskeligste ordet å holde er bestandig alltid
Siste gang jeg så deg
Var du pyntet i ditt aller vakreste
Og du glitret i sølv
Men for meg var din hud som gull
I det du la ditt kinn mot mitt
Før du dro ut i regnet
Og forlot meg hjerteskadet
Allerede nå har sorgen dratt fra meg
Og smerten sluttet å briste
Men det er bare jeg som gjør meg sterk
Og skjuler lengselen langt inne i sinnet
Jeg har ikke kraft nok til hverken å gjemme
Eller forglemme
Noe som helst om ditt vakre minne
Men stjernene blinker i den lyse kveld
Og om du ser på månen til samme tid
Vil vi være nærere hverandre enn aldri
For det vanskeligste ordet å holde er bestandig alltid.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag og en god weekend!
