Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.onsdag, juli 17, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN.
En av de fineste poetene vi har er Olaf Bull.
Han døde i 1933, bare 50 år gammel.
I samtiden var han regnet for å være landets beste og
mest begavede dikter. Ett av hans fineste dikt er dette:
Paa Kirkegaarden.
Kapellet blir luftet, og vildvin-røden
skjælver paa muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mod aftengløden
staar duer af marmor paa rusten stift.
Der drømmer i græsset en ældgammel plade
baardet af visnende straa fra ivaar -
der skumrer et navn: Emerence Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.
Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjængelsens guld over alt:
"Blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun til visse vært kaldt."
Men se, - under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en av opstandelsens trodsige fakler
holdt av en ukjendt, himmelsk haand!
*
Ja vel kan det være, naar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændene himmel for Lillen -
men eftersom hjertene dør - hva saa?
O Lillen, din evighets elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jærn;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
staar ved din haabede evighets værn!
Og ingen kan huske den blonde unge
Emerence Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennem et bly, ædelmodigt navn!
*
Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansiktsdrag,
skulde du stige paany til himlen
op af mit heftige hjertes slag.
Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennnem blaaningen ungt:
mit hjerte er tomt;
ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok - det fornemmes saa tungt.
Men Lillen - du gir meg jo bare det dunkle
under et brusende, gyllent haar,
og gravens bokstaver skal altid funkle
om noget, et menneske aldrig formaar!
*
Emerence Christence, - dit navn være lovet. -
Jeg legger en blomst mellem hver bokstav!
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundreder aar i din daglige grav.
Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
mit minde er død i en kvinde, som lever;
mit navn, som var elsket, blev bare et ord!
Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og søger at synge sit haap i mit bryst -
mit barn Emerence, vi begge to lokkes
af levende stemmer til livets lyst!
For ogsaa til dig er jeg vis paa der kommer
en irisk, som kvidrer i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerence Christence - vaagn -- vaagn - - -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
For et nydelig dikt. Hver gang jeg leser det kommer billede frem
av en 17 år gammel pike jeg kjendte en gang i tiden. Hun var datter
av venner av mine foreldre og led av turbekulose.
Hun døe, men jeg har aldri glemt henne.
___________________________________________
Ha en god dag!
