Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.onsdag, juli 31, 2013
GOD MORGEN!
Så er vi kommet til August. Det er fremdeles sommer og varme, men
likevel - August - gir meg/oss en forvarsel om at høsten ikke er langt
unna og så kommer mørketiden og vinter. Særlig gruer jeg meg til
November - en måned og tid da Norge er "ubeboelig" før julen og
de tente lys tar over og vi begynner å se frem til LYSET igjen, tidlig Januar.
Men nok om det. Fremdeles sommer og høsten er en fin tid, så hvorfor grue seg. Se hva Einar Skjæraasen skriver om August:
August er det
mykeste myke jeg kjenner,
denne skjelvende streng mellom sommer og høst,
denne dugg av avskjed i mine hender.
Dette hemmelige milde inn over jorden,
denne lyende stilhet:
Tal Herre, tal!
dette lyset som hviler på modningens høyde,
dveler og synker mot visningens dal.
Disse kvelder da trær
er som skygger i skyggen.
Denne etterårsfred over sted og forstand.
Jeg har drømt at jeg seilte mot evigheten,
og en kveld i august var den første
besynderlig duse kjenning av land.
Jeg vet midt i alt det jeg ikke vet:
August er det mykeste myke jeg kjenner,
myk som sorg og som kjærlighet.
denne skjelvende streng mellom sommer og høst,
denne dugg av avskjed i mine hender.
Dette hemmelige milde inn over jorden,
denne lyende stilhet:
Tal Herre, tal!
dette lyset som hviler på modningens høyde,
dveler og synker mot visningens dal.
Disse kvelder da trær
er som skygger i skyggen.
Denne etterårsfred over sted og forstand.
Jeg har drømt at jeg seilte mot evigheten,
og en kveld i august var den første
besynderlig duse kjenning av land.
Jeg vet midt i alt det jeg ikke vet:
August er det mykeste myke jeg kjenner,
myk som sorg og som kjærlighet.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag og en god weekend!!!
Einar Skjæråsen
tirsdag, juli 30, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN!
I dag et dikt av danske Sigfred Pedersen.
En dansk visedikter og sanger, skuespiller og komponist, journalist og theatermann. En virkelig allsidig kunstner. Av visene hans er kanskje
"Katinka, Katinka, luk vinduet op," mest kjendt.
I Nyhavn i Kjøbenhavn ligger "Sigfred Pedersens Plads" .
Her er "Jeg Plukker Fløjlsgræs"
En sommer er kommet så mild og stille
med drømmedufte om mark og vang.
På sølvstreng klimprer den friske kilde,
og fuld af sødme er fuglens sang.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Men blodet brænder i mine årer,
mit lille hjerte har ingen ro.
Jeg synger ikke, jeg danser ikke,
der er så meget, jeg ikke når.
Er jeg bedrøvet? Jeg vet det ikke.
Jeg drømmer bare, og tiden går.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Snart kommer prinsen fra eventyret,
mon da mit hjerte kan finde ro.
Hans silkekappe har gyldne knapper,
kækt gynger fjæren på hans baret.
Og han er mandig og flot og tapper,
og på hans skjold er der ingen plet.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Men hvis han ser mig i pigevrimlen,
mon da mit hjerte kan finde ro.
Lad hjertet hamre, lad blodet strømme,
mens barmen runder sit hvide lin.
Snart kommer helten fra mine drømme,
. . . skjønt ingen vet det, er han dog min.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Dig gi'r jeg alle mit hjertes blomster,
for du har taget mit hjertes ro.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Vakkert, og litt vemodig. - - -
HA EN GOD SISTE JULI DAG
mandag, juli 29, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN - med et SMIL!
Jo eldre vi blir jo mere - og oftere - kommer spørsmålet om døden
opp i tankene. Her er et dikt av Aslaug Vaa (1889-1967) om dette:
EG ER EIN VENTANDE.
Eg er ein ventande
- ventar på timen då eg skal hentast.
Vindane tøygjer armane mot meg
ein dag hev dei tyngdi av all kraft
og lyfter meg, tek meg med.
Ein dag er foten min eit fjom
flyt ut med vindedraget
- tankane mine draumen frå alle tider.
Kor er det riket?
Kva er den tid?
Kvar nott stigar eg upp mot berget
der upp mot timen som renn seg full
av livets elvar.
Kvar dag mæler eg vegen til berget.
- Når slik eg ventar
fær eg auga te sjå, øyre te høyre
dei fyrste ting.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja - timen skal komme da vi drar bort til det ukjendte.
Alt det vi har opplevd av følelser, opplevelser, kunnskap
og erindringer blir borte - eller blir det det.
En sier: "Om 100 år er allting glemt!"
Glemt, kanskje, av de gjennlevende etter oss, men
kanskje ikke glemt et eller annet sted i det store.
Husk: På noe så enkelt som en datamaskin blir nesten ingen ting borte.
Informasjonen lever videre selv om vi er borte.
Er dette en form for delvis det "Evige liv?"
HA EN RIKTIG GOD DAG.
søndag, juli 28, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
FÆRØYENE - den lille øygruppen nord for Skotland - var jo i
hundrevis av år en norsk utpost. De fleste beboerne der idag
er av norsk herkomst.
Da jeg søkte etter et dikt for idag kom jeg helt tilfeldig over
Nordens nasjonalsanger. Selvfølgelig kjendte jeg "Ja vi elsker" og
det svenske "Du gamla, du fria, du fjellhøga nord" og ikke minst
danske: "Det er et yndigt land." Men at Færøyene også har en nasjonalsang - det visst jeg ikke.
Det er å vente at de fleste som leser Dagensdikt heller ikke kjenner denne
nasjonalsangen, så her kommer:
FÆRØYENE.
Jeg vet et Land hvor Fjelde staar med grønkledt Lid,
Og de er tækkede med Sne mod Vintertid;
Og Elvene som bruser der, de store, smaa
Harr alle travlt, af Sted mot Strandens Blaa
Gud signe mit Fædreland, Færø.
Naar der er Sommertide der og Veiret godt
Og Havet er ved Solnedgang saa blegt og blaat,
Saa spejlblankt stort og dødsens tyst og himmelrent,
Det er et Syn, som de forvist vil glemme sent.
Gud signe mit Fædreland, Færø.
Mit Fedreland, det ønsker jeg av Hjertens Grund;
Maa Lykkeen være Færø huld i hver en Stund,
Saalenge Sol forgylder Fjeld ved Morgentid
Og Skyggen skrider over Dal og ensom Lid!
Gud signe mit Fædreland, Færø.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Færøyene er vel ikke mye av et reisemål. Mesteparten av de 50,000
innbyggerne bor i or rundt "hovedstaden" Torshavn.
Men kanskje øyene er verdt en seiltur?
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE!
torsdag, juli 25, 2013
GOD FREDAGS MORGEN!
I dag et dikt av Jørgen Moe. (1813-1882) Biskop, poet og forfatter.
DET LYSNET I SKOGEN.
Det lysnet i skogen, da ilte jeg frem;
Snart stod jeg hvor bakkestupet skrånet.
Jeg så den vide bygd, jeg så mitt kjære hjem,
Jeg så hvor de fjerne åser blånet.
Jeg så de brede fjorder der skar seg inn i bukt,
Og elven så jeg blinke og krumme seg så smukt -
Jeg lengtes til de sollyse sletter.
Og dog var det atter som den sukkende li
Ville blidelig holde meg tilbake, -
Som om den bak meg hvisket: "Forlater du min sti
For ned i folkevrimmellen å drage?"
Akk, skogen og fjellvannet hadde i mitt sinn
For første gang suset sin vedmodstanke inn, -
Og siden jeg glemmer den vel aldri.
Ti ofte når jeg går i den myldrende by,
I de bonede, skinnende saler,
Den samme hvisken lyder så bønnlig, så bly,
Fjernt henne fra min barndoms grønne daler.
Da griper meg en lengsel til skog og til fjell;
Jeg hører atter bjeller og kulokk ved kveld
og sus gjennom skjeggete graner.
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ;
De fleste av oss, skulle jeg tro, har bilder av hjemsted og natur
"med oss". Selv "reiser" jeg i tankene, hver dag, til sted og natur
som har vokset i meg gjennom årene og som jeg liksom er blitt
en del av. Det fornyer hjertet å gå tilbake til disse stedene i
tankene, når jeg ikke kan reise dit igjen.
Jeg savner det! - - -
HA EN GOD DAG:
onsdag, juli 24, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN!
I dag, Arnulf Øverland's
LOVEN.
Din gjerning skal vidne for dig. Din høyre hånd
skal ikke visne i hansker og gylne bånd!
Hold ordet hellig, ti vit at ordet er ånd!
Vi reiser tomhendt en dag. Du skal også avsted.
Berike ditt hjerte, så du kan ha noget med!
Vær tro mot din ungdom, så du kan gå bort i fred!
Noget er større enn dig. Der er bjerge med sne.
Der er dyrere ting enn ditt liv. Du skal kjempe for det!
Men du skal ikke trampe på den som er sunket i kne!
Du eier ikke din bror.
Du skal ikke eie din nabo's hjem og jord!
Du skal dele med nogen, når du har dekket ditt bord!
Du skal ikke elske alle, det volder besvær,
men tenke så langt du rekker på dem du står nær.
Og for din egen skyld skal du holde en annen kjær!
Hedre din mor og ditt barn, at det hedrer sig selv,
så ikke ditt barn blir en feig og forsiktig trell,og han ikke må leve altfor lenge og vel!
Du skal ikke stille dig op ved den rikes grind!
Han åpner sin kjøkkendør. Du skal ikke gå inn!
Du skal ikke selge sannhet. Den er ikke din!
Du skal ikke dømme den som er sunket i slam!
Du skal si til ditt hjerte: Denne gang var det ham.
Og så skal du bøye ditt hode i sorg og skam.
Du skal ikke bære sverd under hvite klær!
Du skal ikke si: Jeg er skyldfri! Si hvem du er!
Klædt eller naken røber du ditt begjær!
Du skal ikke selge for penger din nestes brød!
Du skal ikke forråde ditt hjerte og ikke din elskedes skjød!
Du skal dø, når du volder død!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Noe fra "De Ti Bud" og noe fra Øverland selv, og alt i alt: God livsvisdom!
HA EN GOD DAG!
tirsdag, juli 23, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN!
I dag et litt vedmodig, men også uvanlig vakkert og følsomt dikt av
Arnuld Øverland, på sine eldre dager.
JEG GÅR OMKRING.
Jeg går omkring
og tar på en og annen ting,
som mine hender er fortrolig med -
en gammel snadde og en lysestake.
Og jeg har gjemt et blåmalt øsekar;
det er de eldste tingene jeg har.
De bringer stunder av mitt liv tilbake.
Jeg tar i stolen, der jeg ofte satt
i drøm og grubleri til langt på natt.
Og plutselig fornemmer jeg, at tiden
er det som var, og som er lenge siden.
Nu er det kveld.
Jeg tar på tingene. Jeg tar farvel.
Jeg ser på henne og på barna våre.
Det er vel mangt, jeg gjerne vilde si.
Jeg får det ikke til. Jeg går forbi,
og sakte stryker jeg dem over håret.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
----"og sakte stryker jeg dem over håret."
Tenk litt på det mens dere har en god dag!
mandag, juli 22, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN!
Ja, så har de fått en kongsarving i England. Halveis kongelig og halveis
borgerlig. Mens vi i Norge har en kronprins som er halvveis borgelig og
ei jente som er hel-borgelig. Med andre ord - hvem-som-helst kan passe som
leieboere idet kongelige slott. Ikke mye å skryte av, etter min mening.
Så som dere kan forstå er jeg ikke tilhenger av kongehuset vårt. Ikke særlig god bakgrunn av disse folkene. Den siste "gode" var kong Olav.
Men Kong Haakon var viktig for landet og det norske folk under WW II.
Dette gir gammel-sosialisten Arnulf Øverland et godt uttrykk for i diktet:
TIL KONGEN.
Ditt løfte: Alt for Norge,
det har du trofast holdt.
Om vi stod frem på torget
og ropte på revolt,
om våre ord falt krasse, dig ledet ingen vill!
Du hørte ingen klasse,
men hele folket til!
Slik skal vår konge være,
så rolig og så rank!
Du er vår egen ære,
ulastelig og blank!
Selv på den tunge dagen
da skjold og verge brast,
og da vår hær var slagen,
stod du fremdeles fast!
Mot usseldommen, sviket,
mot niddings leiesvenn,
står samlet hele riket:
vi venter dig igjen!
Om våpenløse, svake
vi holder ennu stand.
Vi venter dig tilbake;
her er ditt folk, ditt land!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : :
La oss håpe at vi ikke kommer til å oppleve krig
og svik i fremtiden. Men hvis vi gjør, vil vi da ha
en statsleder - en konge - som kan være sterk og
ulstelig og blank?
Jeg tviler. - - - - LEVE REPUBLIKKEN!!!
søndag, juli 21, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Jeg begynner uken med et dikt av Arnulf Øverland:
De Hundrede Fioliner.
En vår skal endog det fattigste hjerte eie.
En stjerne skal våke over de mørkeste veie.
En drøm skal senke seg over det usleste leie.
Der venter oss alle bak øde år
en time av nødig smerte.
O, hvad vi hører og ser og forstår
ved cellens ensomme kjerte,
når engelen Sorg over jorden går!
Og engang kommer den hellige natt,
da evighetens sordiner
forvandler den bitreste kval, du har hatt,
til hundrede fioliner.
: : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag og en fin-fin uke!
torsdag, juli 18, 2013
GOD FREDAGS MORGEN!
Nordahl Grieg's sommerdikt:
Det Tredje Fottrin.
Det glitrer sol over blå, blå bølger,
det gnistrer gult i et glohett svaberg,
det ler av sprøit om en pikekropp.
En arm som legger sig inn til taren,
et lys som løfter sig imot lyset,
slik står hun op.
Så går hun bortover nakne berget.
Det første merke av hennes fotblad
er klart og fast etter sjøens væte.
Det andre merker er fem små tær,
som flykter lett lik et pust mot steinen.
Det tredje merke er ikke noget,
er bare svaberg og sol og hete,
er bare godvær og lys og lykke,
er bare sommerens eget merke, -
det tredje fotrin, som ikke er!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg kan se billedet for meg av den unge piken
på svaberget. En spenstig, ung krop, brun av
sommersolen og hvor tankene hennes, dovent, tenker på ingenting.
Bare Sommer!!!!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Kos dere på svaberget i dag og til helgen og nyt sommeren.
Den går så altfor fort.
HA EN GOD DAG.
onsdag, juli 17, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN.
En av de fineste poetene vi har er Olaf Bull.
Han døde i 1933, bare 50 år gammel.
I samtiden var han regnet for å være landets beste og
mest begavede dikter. Ett av hans fineste dikt er dette:
Paa Kirkegaarden.
Kapellet blir luftet, og vildvin-røden
skjælver paa muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mod aftengløden
staar duer af marmor paa rusten stift.
Der drømmer i græsset en ældgammel plade
baardet af visnende straa fra ivaar -
der skumrer et navn: Emerence Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.
Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjængelsens guld over alt:
"Blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun til visse vært kaldt."
Men se, - under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en av opstandelsens trodsige fakler
holdt av en ukjendt, himmelsk haand!
*
Ja vel kan det være, naar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændene himmel for Lillen -
men eftersom hjertene dør - hva saa?
O Lillen, din evighets elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jærn;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
staar ved din haabede evighets værn!
Og ingen kan huske den blonde unge
Emerence Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennem et bly, ædelmodigt navn!
*
Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansiktsdrag,
skulde du stige paany til himlen
op af mit heftige hjertes slag.
Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennnem blaaningen ungt:
mit hjerte er tomt;
ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok - det fornemmes saa tungt.
Men Lillen - du gir meg jo bare det dunkle
under et brusende, gyllent haar,
og gravens bokstaver skal altid funkle
om noget, et menneske aldrig formaar!
*
Emerence Christence, - dit navn være lovet. -
Jeg legger en blomst mellem hver bokstav!
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundreder aar i din daglige grav.
Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
mit minde er død i en kvinde, som lever;
mit navn, som var elsket, blev bare et ord!
Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og søger at synge sit haap i mit bryst -
mit barn Emerence, vi begge to lokkes
af levende stemmer til livets lyst!
For ogsaa til dig er jeg vis paa der kommer
en irisk, som kvidrer i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerence Christence - vaagn -- vaagn - - -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
For et nydelig dikt. Hver gang jeg leser det kommer billede frem
av en 17 år gammel pike jeg kjendte en gang i tiden. Hun var datter
av venner av mine foreldre og led av turbekulose.
Hun døe, men jeg har aldri glemt henne.
___________________________________________
Ha en god dag!
tirsdag, juli 16, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN!
Nå som det er sommertid og godt og varmt i været
er det badetemperatur i sjøen mange steder.
I hvert fall på Sørlandet.
I dag sender jeg Wilhelm Krag's dikt:
O, SØRLAND, DU MIN MODER JORD.
O, Sørland du min moderjord,
jeg synger ei med stolte ord
din ære og din hæder.
Du havgraa land, jeg kalder mitt,
hos dig gror græsset haardt og stridt,
og skodden lav sig breder.
Den bæk, som rinder over hei,
den brød sig fra ditt hjerte vei,
og derfor stilt den græder.
Du bæk, som rinder over hei,
fra samme dunkle dyp som dig
er og mitt væsen rundet.
Hvorhen paa jord jeg gik og stod,
du strømmed i mit hjerteblod -
mod dig jeg altid stunded.
Den triste myr, den golde ur,
den melankolske havnature,
den havde sjælen bundet..
Nu staar jeg atter i mitt hjem,
og fra min barndom stiger frem
de gammelkjendte klange.
Snart lystige som dans ved vaar,
snart som en graad saa hjertesaar
i høstens nætter lange.
Og for dit folk - for smaa som stor -
med dine egne simple ord
jeg synger dine sange. -
O fædreland, o moderjord.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG.
mandag, juli 15, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN.
I dag tenkte jeg på situasjonene i Egypt og Syria og andre steder hvor
det er uro, krig og okkupasjon.
Det brakte tankene over til Norge under okkupasjonen av tyskerne
fra 1940 til 1945. Gestapo, norske nazister, hundrede av tusen tyske
soldater i Norge. Konsentrasjonsleire på Grini og Ulven ved Bergen og
konsentrasjonsleirene i Tyskland hvor norske Jøder ble gasset ihjel
og mange norske patrioter ble drept.
Arnulf Øverland skrev noen av sine fineste dikt i forbindelse med
verdenskrigen 1939-1945. Kanskje vi burde bedre huske på moralen
av det han skrev, som i diktet: "Du må ikke sove!"
En skal "aldrig si aldrig" - situasjoner kan gjenta seg og vi må
alltid være på vakt.
VI OVERLEVER ALT.
Vi eide ikke sverd!
Vi trodde mer på freden,
fornuften, arbeidsgleden,
på selve livets verd!
Vi trodde ikke drap og brand
i lengden gavnet noe land.
Vi trodde på en seier
på rettsind og forstand.
Vi hadde ikke skjold.
Vi kjente ingen fare;
vi hadde venner bare.
Da blev vi tatt med vold!
Det hendte plutselig en natt,
vi våknet og vårt land var tatt.
Vi hadde bare venner,
nu stod vi helt forlatt!
Små, spredte flokker stred
mot panserdivisjoner,
mot luftens legioner,
til de blev valset ned.
Hver bonde og hver arbeidsgutt,
han vet at blir hans vilje brutt,
har livet ingen mening.
Da er det hele slutt!
Til frihet er vi vandt!
En mann kan bære lenker;
det han i taushet tenker,
blir ikke mindre sant!
Det har vi heller aldri sett
at urett plutselig blir rett,
og politi forbyr oss
å bruke folkevett!
Vårt folk gir aldri tapt!
I nød blir hjertet prøvet,
og navnløs dåd blir øvet.
På ny blir samhold skapt.
I bygd og by, på øy og grend,
er hver mann nabo, frende, venn;
de gir hverandre hånden:
Vi se's snart igjen
Om mange av oss falt,
og flere følger efter,
så har vi indre krefter;
Vi overlever alt!
Vi har en hellig seierstro,
den gir oss tålsomhet og ro:
Vi vet at ånd er evig,
og liv vil alltid gro!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg vil føye til første strofer av et annet dikt
av en annen forfatter:
"Kjemp - for alt hva du har kjært,
dø om så det gjelder.
Da er livet ei så svært,
døden ikke heller."
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
søndag, juli 14, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Hvis du kjenner melodien til dette nydelige diktet av
danske Jeppe Aakjær, så syng med:
HAVREN.
Jeg er Havren, jeg har Bjælder paa,
mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
Bonden kalder dem for mine Fold.
Gud velsigne ham, den Bondeknold!
Jeg ble saaet, mens glade Lærker sang
over grønne Banker Dagen lang;
Humlen brumled dybt sin Melodi,
og et Rylefløyt gled ind deri.
Mens i Dug jeg groede Fod for Fod,
groede Sangen sammen med min Rod.
Den, som ydmyg lægger Øret til,
hører Lærkens Triller i mit Spil.
Søndenvinden - O! han har mig kær,
derfor kan han aldri la' mig vær',
smyger sig med Hvisken til mig ind,
nu ved højre, nu ved venstre Kind.
Naar han puster paa min gule Top,
maa jeg vugge med ham ned og op,
indtil alle mine Bjælder gaar,
som naar gyldne Hamre sammen slaar.
Juniregnen gjorde myg min muld.
Junisolen gav mig af sit Guld;
Sundhed risler mig i Top og Skaft.
Det er derfra Plagen har sin Kraft.
Jeg er Ven med Dug og Grødevejr,
Ven med Landets lyse Bøgetræer,
Ven med al den danske Sæd, som gror
Øst for Hav som Vest for Sund og Fjord.
Jeg faar Solens sidste lange Blink,
før den dukker ned bag gullig Brink,
og naar Aftenklokken ringer Fred,
staar jeg paa min Taa og ringler med.
Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,
ringle Taagen op af Sump og Eng,
ringle Freden over Hjemmet ind,
ringle Bønnen frem i fromme Sind.
Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar
over lyse Vange Aar for Aar,
ringler om, hvor Sang og Kjærve gror
herligt sammen paa den danske Jord.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
En hyldest til Danmark - og jeg slutter meg til.
HA EN FIN DAG OG EN GOD UKE!
torsdag, juli 11, 2013
GOD FREDAGS MORGEN.
Rolf Jacobsen
LANDSKAP MED GRAVEMASKINER.
De spiser av skogene mine.
Seks gravemaskiner kom og spiste av
skogene mine.
Gud hjelpe mig for en skapning på dem.
Hoder
uten øyne og øynene i baken.
De svinger med kjeftene på lange skaft
og har løvetann i munnvikene.
De eter og spytter ut, spytter ut og eter,
for de har ingen strupe mer, bare en diger
kjeft og en rumlende mave.
Er dette er slags helvete?
De har blindede øyner og lenker om føttene
De skal arbeide i århundrer og tygge
blåklokkene
om til asfalt. Dekke dem med skyer av
fet ekshaust
og kald sol fra prosjektører.
Uten struper, uten stemmebånd og uten
klage.
> > > > > > > > > > > > > > > > > > >
"Huff a mei" så gærn't er det vel ikke, skjønt han
setter fingeren riktig på faren med ukontrollert
"modernisering." Jeg lurer på hvor mange mål
av god jord er blitt dekket med asfalt?
Tenk litt på budskapet her - og ha en god dag!
onsdag, juli 10, 2013
God torsdags morgen!
I dag et viktig dikt av Nils Collett Vogt (1864-1946)
Han skrev en rekke klassiske dikt.
Her er ett av dem:
VORT SPROG.
Det sprog, som vi i arv har tatt
fra far og mor,
glem aldrig, at det er en skatt
vi har på jord.
Det hvisket i vor første bøn,
da vi var små
og klager i det siste støn,
når vi skal gå.
På store ånders seierstog
så vidt det fløi,
og det var vort, det unge sprog,
med flukt så høy.
Vi elsker det, fordi det er
malm av oss selv,
den dype tone, vi har kjær
av skog og fjeld.
Å, du, vort sprog så norsk av klang,
vort eget sprog,
dig baner de som pest og tvang
og fremmedåg!
Hva svarer vi? Vi svarer kort,
at her bor vi,
at dette sprog er hjemmet vort
og skal så bli.
Brus ut vort sprog i stjerneskrift
av sjæl og ånd
og reis dig stolt til ny bedrift
på væbnet hånd!
Kun i din luft, ren, klar og sund
vi puster fritt.
Hvert sprog sin rett! På rettens grund
jeg kræver mitt.
Det står sig nok. Hvem glemte vel
et sprog, han skrev,
da han sin Elskte gav en kveld
sit første brev?
Så tæt omkring min hjerterot
det slynget er,
og hvor jeg vandrer på min fot,
blir det mig nær.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Vi tenker vel ikke så mye over språket vårt og
vor vakkert det er enten det er "bokmål" eller
bygdamålet. Selv setter jeg pris på mange dialekter så
som Lærdals dialekten og ikke minst Gudbrandsdalen.
Det er tone i språket!!!
HA EN GOD DAG.
mandag, juli 08, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Det er som jeg alltid har sagt. Det er BARE oss nordmenn som vet hva troll er!!!
Ikke Danskene - som har gjort penger av det ved å lage små, flire figurer av
såkalte "troll" med røde bustehuer - alt for turistene og turist-inntektene!!!!.
Men vi som har vært i skaugen i høstmørket eller på fjellet når grantrærne står
som digre troll nedtynget av snø og minner oss om det vi - kanskje - ser utpå kvelden
på vidde og på vang VET HVA TROLL ER.
I dag sender jeg dette diktet til Irene som jeg er sikker på vet hva TROLL er -
på så mange måter!!!!
Johan Sebastian Welhaven (1807-1873) skrev i dikt hvordan det var å møte virkelige TROLL.
DYRE VAA.
Den gjeveste Bonde i Vinje Gjeld
var Dyre fra Vaa at nævne.
Han var saa sikker og stø som et Fjeld
og eiede tolv mans ævne.
Hans Grander sagde så stort et Ord:
"Du turde vel prøve en leg som Tor
med Trold og med Bjerguhyre."
"Ja, om det var mørkt", sagde Dyre
Saa skulde det hende at Dyre Vaa
sad lunt i Julekveldsgilde.
Mens Øllet gik rundt og Natten faldt paa,
de drukke saameget de vilde.
Med et blev der tyst i det lystige Lag;
der hørtes fra Fjeldet et grueligt Brag
og et Brøl som af hundrede Tyre,
"Nu er det vel mørkt," sagde Dyre.
Og Dyre gik flux til Totak-Vand
og løste sin Baad behændigt;
men da han kom nær til den anden Strand
det raabte ham an ubændigt:
"Hvem er det som pusler i Tjærnet nu!""
"Det er nok Dyre fra Vaa, - end du,
der rusler i Urer og Myre,
saa mørkt som det er," spurte Dyre.
"Jeg er fra Aashoug og skal afsted
til Glomshouge-Møerne mine.
Læg hid til Stranden og tag mig med,
og brug saa Kræfterne dine!"
"Ja let dig først," gav Dyre til Svar,
"for prammen er klein og jeg tænker du har
en Krop som de sværeste Fyre,
og husk det er mørkt," agde Dyre.
Saa skrumpede Trolden sig dyktig ind
og sad som en Dværg paa Tilie;
men da fik Dyre et andet Sind
og meldte paa Stand sin Villie:
"Aa, syn mig nu hvad Rise du er!"
Men Trolden brummede studs og tvær:
"Nei stop, den Lyst faar du styre!"
"Ja, mørkt er det og," sagde Dyre.
Men Trolden gjorde sig blid om Lidt
og sagde ved Fartens Ende:
"Jeg lægger et Mærke i Truget dit,
hvoraf du mit Maal kan kjende.
Se vel under Toften naar det er Dag,
og tag hvad du finder for din Umag."
"For nu er det mørkt," sagde Dyre.
Det var en Vantefinger af Uld,
der laae under Dyres Tofte.
Med fire Skjepper den maaltes fuld,
og Dyre har maalt den ofte.
Da blev det for Alvor et stadigt Ord,
at Dyre var Karl for at gaae med Thor
mod Trold og mod Bjerguhyre.
"Helst naar det er mørkt." tænkte Dyre.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG.
søndag, juli 07, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Endelig er det blitt ordentlig sommer.
Noen av slekten er I Sogn, andre er i Hellas en tur og den
tredje er på landstedet på Sørlandet, mens svigerinnen
koser seg på Hamar.
Og fordi det er sommer og sol og varme passer
det kanskje med dette diktet av Jens Gundersen.
PÅ TRAMMEN.
Når kvelden kommer sigandes
og allting blir så stilt
syns jeg det er berigandes
og koselig og gildt
å sitte litt på trammen
den lange sommernatt
og nippe til den drammen
jeg ikke skulle tatt.
Langt borti sundet dunker det
av båder som skal hjem.
Det dovne fyret blunker med
sitt øie halvt på klem.
Over havet stiger
de hvite stjerner frem,
mens månen, gul og diger,
siger op til dem.
Sønnavinden pusler sitt
ved sundets gamle bru.
Og jeg går rundt og rusler litt
på brygge og i bu,
synger kanskje lite
mens jeg beslår min båd.
For en kan aldri vite
om natta skal bli våd.
E' løkt som er blitt osende
må slukkes der den står.
Og jeg må se til rosene
jeg plantet her i vår.
Jeg si'r godnatt til Bjarne,
min nabo og min venn,
klarerer fiskegarnet
og setter meg igjen.
Jeg syns vel att jeg trengte så
livsalig til en dram.
Og det er mangt å tenke på
aleine på en tram.
For kanskje går en kule
fra skyttergrav et sted,
mens hav og skjær blir gule
og månen lyser fred.
Og tankene går springende.
Jeg tenker kanske at,
for pokker og for svingende,
det er da som besatt
med menneskenes dumhet
og hatefulle vei.
---Jeg ser min flaskes tomhet
og går og legger meg.
Håper dette diktet lokket smilet og
gjenkjennelsen frem.
HA EN GOD DAG.
onsdag, juli 03, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN!
Jeg må be om unnskyldning for at det ikke kom noe DAGENSDIKT.com
i går. Jeg var bortreist og hadde ikke adgang til verken dikt eller datamaskin, så derfor - - -
I dag fant jeg merkelig nok "OSLOSANGEN." Ante ikke at det var slik en
sang og har heller ikke hørt eller lest om den tidligere til tross for en god
del år i Oslo. Men her er den i hvert fall:
Sangen er skrevet av N. C. Vogt.
OSLO.
Det er vår egen by!
Så fast og trygt du hviler i dine åsers ly.
Snart høyt og blått, snart tåkegrått.
Og det er Storting, det er slott
og gamle Akershus
i fjordens bølgebrus.
Hvor så vil slik en vår!
Det er som isen smelter i sang om lyse kår.
Hvor så vi slikt et strålevær!
Det risler her, det blinker der. . . .
Og var min fiende du, så har jeg glemt det nu.
Fra vår til senest høst,
Fra sommer frem til vinter støtt samme livets røst:
Her er den slagplass hvor vi strir.
Her er vårt hjem, og hjemmet gir
Med virkelysten hånd vi av vår kraft, vår ånd!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Vel, jeg er nærmest flau over noe så banalt og dårlig
skrevet som denne Oslo-sangen.
Det må da finnes noe bedre enn dette?
Hvis du kjenner til det, vennligst send meg en epost til:
gaapaa@yahoo.com
OG - HA EN GOD DAG!
mandag, juli 01, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN!
I dag, et litt ukonvensjonelt dikt av
Sigbjørn Obstfelder som ble født i 1866
og døde år 1900 - bare 34 år gammel.
I
de blå anemoners måned,
da skal du række mig din hånd,
dit bryst, din mund.
da skal du række mig din hånd,
dit bryst, din mund.
Da vil jeg føle dit legemes ånde
i vårgræsset,
dit legemes livsalige, varme ånde
mod min pande.
Og jeg vil begrave din deilige barm
i søde, blå anemoner,
og jeg vil blæse dem bort for dig igjen,
jeg og zephyr.
Og vi går i den lyse forunderlige skov -
da er det sommer!
Og vi plukker de svulmende blåbær,
og vi farver vore tænder blå,
og vore tunger blå
hva?
Og jeg plukker vældige rognbærklaser,
- de hænger som blus i skovmørket, -
og jeg træder et perlebånd af rognbærrubiner
til dig, min skovviv!
Og under de majestætiske furuer
står de tendre linnæa og drømmer,
dem damerne elsker.
Og jeg fletter dig en duftende talisman.
Den skal nok skytte dig mod spøgelser.
En grøn moskåbe laver jeg dig,
- for det er koldt i skoven om kvelden.
Og når du får den prægtige kåbe,
kommer du til at kysse mig vistnok.
Og når det blir skumring blandt buskene,
du min skovviv,
da vil du række mig dit bryst, din mund,
din hånd.
Da vil ditt legemes hede ånde
blande sig med skovens kjølende ånde
- og med min ånde,
hva?
Og mens du sover i min favn, du kjære,
vil jeg synge elvenes sange,
og hviske trækronernes hvisken,
og nynne skovstjernernes elskov
ind i dit øre.
Natten, som synker i skov,
månens runer på sø,
sukke fra min husbonds søvn
skal skjærme mig, mens jeg våger.
Dråber af din skovvivs blod,
din vågende vivs ve,
dråber af min barms blod
skal skjærme dig, mens du sover.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Virkelig romantisk - eller hva?
HA EN GOD DAG!
