Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.torsdag, mai 30, 2013
GOD FREDAGS MORGEN!
Etter gårsdagens dikt av Henrik Ibsen, avslutter jeg uken
med et annet dikt fra hans hånd:
BYGGEPLANER.
Jeg mindes så grant, som om idag det var hændt,
den kveld jeg så i bladet mit første dikt på prent.
Der sad jeg på min hybel og med dampende drag
jeg røkte og jeg drømte i saligt velbehag.
"Et skyslot vil jeg bygge. Det skal lyse over Nord.
To fløje skal der være; en liten og en stor.
Den store skal huse en udødelig skald;
den lille skal tjene et pigebarn til hal. --"
Mig syntes at i planen var en herlig harmoni;
men siden er der kommet forstyrrelser deri.
Da mester blev fornuftig, ble slottet splittergalt:
storfløyjen blev for liden, den lille fløj forfaldt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ibsen er kaskje litt bitter da han skrev dette diktet.
Ekteskapet hans var en skuffelse. Han skrev et eget
dikt om det, som jeg skal sende senere.
Men livserfaringen i diktet er vel den samme for de fleste
av oss. Drømmer og planer vi kanskje hadde som unge
ble forandret av virkeligheten etter hvert som tiden gikk,
og vi endte opp der vi er nå. For better or worse, som
Engelskmennene sier. Med det:
HA EN GOD DAG OG EN GOD HELG.
onsdag, mai 29, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN!
Det hendeer jeg går litt surr i dagene. Tiden går så fort og
ukene flyr. Snart er det St. Hans igjen og full sommer!
Men i dag er det fremdeles sen-Mai og for dagen i dag
sender jeg et dikt om diktingen, skrevet av
J. S. Welhaven (1807-1873).
Han var professor i filosofi ved Universitetet i Oslo
og en av våre første, fremste dikterne - samtidig med
Henrik Wergeland, som han hadde noen fine krangler
med. Også romantisk involvert med Camilla Collett,
halvsøster av Wergeland. En av hans nieser, Eva
var gift med Fridthjof Nansen. - - -
DIGTETS AAND.
Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog.
Det Uutsigelige,
skal Diktet røbe dog.
Af Sprogets strenge Bygning,
af Tankeformers Baand,
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.
Den boede i Sjælen,
før Strofens Liv ble til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.
Den gjennomtrænger Ordet
lig Duft, der stiger op
av Rosentræets Indre
i den aabnede Knop.
Og skjønt den ei kan præges
i Diktets Tankerad,
den er dog der tilstede
som Duft i Rosenblad.
Glem da den gamle Klage,
at ingen Kunst formaar
at male Tankefunken,
hvoraf et Digt fremstaar.
Thi hvis den kunde bindes,
og sløres af paa Prent,
da var i denne Skranke
dens Liv og Virken endt.
Den vil med Aandens Frihed
svæve paa Ordets Klang;
den har i Digtets Rytmer
en stakket Gjennemgang, - -
en Gjennemgang til Livet
i Læserens Bryst;
der vil den vaagne atter
i Sorrig eller Lyst,
og næres og bevæges
og blive lig den Ild,
der laa i Diktersjælen,
før Strofens Liv ble til.
Kun da bevarer Digtet
sin rette Tryllemakt;
det Uunsigelige
er da i Ordet lagt.
Betragt den stille Lykke,
der gjør en Digter varm,
mens Aanden i hans Sange
svæver fra Barm til Barm.
Lad kun hans Rygte hæves
mod Sky af Døgnets Vind, - -
det er dog ei den sande
kvægelse for hans sind.
Men naar hans Tankebilled,
med eller uden Ry,
finder et lutret Indre
og fødes der paany,
o,bring ham da et Budskap
om dette Aandens Bliv;
thi dermed er der lovet
hans Verk et evigt Liv.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ingen dårlig forklaring på en dikters - og et dikt's - liv.
HA EN GOD DAG.
tirsdag, mai 28, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN.
Da Henrik Ibsen var blitt en berømt dikter med skuespill som ble oppført på scener
rundt om i hele Europa, kom han inn i en periode med tungsinn.
Da skrev han dette diktet, som vel sjelden leses:
BERGMANNEN.
Bergvæg, brist med drøn og brag
for mitt tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.
Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rike skat, -
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.
Og i dybet er der fred, -
fred og ørk fra evighed; -
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!
Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.
Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.
Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfritt sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. -
End har ingen ånd mig lært,
hva mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.
Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhet denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.
Nei, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! -
Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Hvis du har lest ett - eller flere - av skuespillene til Ibsen,
forstår du kanskje hva han sikter til? Det ligger alltid en
følelse av tungsind og pesimistisk tone i skuespillene.
Lykkelige er de ikke selv om de er enestående.
Mine personlige valg er skuespillene: Brand og Per Gynt.
HA EN RIKGIT GOD DAG.
mandag, mai 27, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN.
For i dag sender jeg et nydelig danskt dikt, skrevet av J. Ottosen.
Jeg har alltid likt dette diktet som har en dansk folkemelodi
som jeg kan nynne.
Diktet er egentlig 5 enkelt dikt. To av dem er polemiske, rettet
mot tyskernes okkupasjon av Sleswig-Holstein på 1860 tallet eller
deromkring, og ikke av særlig interesse for oss nå, tror jeg.
Så jeg sender de tre viktigste diktene.
JA, DET HAVER SÅ NYLIGEN REGNET.
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vår lund.
Frø af ugræss er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vår mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vår skov,
ak hvor kort, indtil alt er stormens rov.
Det har regnet - men regnet gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde sterk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men enda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kjenner det ord:
Det har slett ingen hast for dem, som tror.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG!
søndag, mai 26, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Jeg er tilbake etter en deilig ferie til San Diego, og Palm Springs i ørkenen i
California I usa.
Godt over 30 grader i ørkenen, men det var tørr varme og deilig!!!!
Feiret 17. mai i San Diego - uten norske flagg!!!!
Ellers var San Diego en fantastisk by.
Leste også i en avisartikkel med statistikk fra OECD, at Norge hadde den største skatteinngangen fra bedrifter i hele Europa. Hele 11.0 % av Brutto Nasjonal Produktet kom fra næringslivet. Det er DOBBELT så høyt som nesten alle andre land. Eksempel: England-5.0 %-USA-2.6%-Tyskland: 1.7 %
Ikke rart at det er nesten umulig å drive en bedrift i Norge.
I dag sender jeg et dikt fra Allsang Boka Nr. 2 fra 1950-
"For skole og Fritid" står det på forsiden.
AMERIKAS OPPDAGELSE.
Kolumbus var en sjømanns navn,
bekjendt i hver en sjø og havn.
Hva var hans jobb, den kjekke mann?
Det var å finne nye land!
En dag han morgenkaffen drakk,
han ropte glad_ Å gudskjetakk!
For Spanias konge tok en trikk
som oppom til Kolumbus gikk.
Kolumbus, sa han, kjære venn,
gjør nå en liten dåd igjen,
til Spanias ry og gloria
fort, oppdag nå Amerika!
Som sagt, så gjort, en mann, et ord
den samme dagen ut han for.
En morgen skrek han:"Alle mann
på dekk! Jeg ser tobakkens land.!"
Og folk på land de stod der stumt
og glodde på Kolumbus dumt.
Han sa:"Er det Amerika?"
Da ropte glad de ville: "JA!"
Og hver en høvding med sin squaw
de skrek: "Vi er oppdaget nå!"
En mohikaner sa med smil:
"Han er Kolumbus-uten tvil."
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Så slik gikk det til at Amerika ble oppdaget, ifølge visen i
Allsangboka for ungene i banreskolen i 1950.
God undervisning for ungene, ja.
HA EN RIKTIG GOD DAG !
mandag, mai 13, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Nå som fuglene begynner å komme tilbake, husker jeg en gang da jeg
bodde nær et fugleholt. Hver tidlig morgen på vårparten var det et overdøvende fuglekvitter der ute. Det begynte tidlig, men likevel var det koselig å halv-våkne opp av all fuglesangen.
Koselig om fuglene skriver Inger Hagerup i dette diktet:
SANGEN OM FUGLENE.
Alle fugler lever etter
eget vett og lune.
Gåsa svømmer, rypa skvetter,
høna går i tunet..
Strutsen står i ørkensand
og storken står på taket.
Gjøken lever uten mann,
og kråke søker make.
Hakkespettem er en stø
iherdig snekkermester.
Meisene er glad i brød
og gule silkevesteer.
Svalen flyr i lykkekast
og skriver brev med vingen.
Skjæra stjeler løst og fast,
og ugla kjenner ingen.
Spurven holder julegilde
mellom hestelorten.
Og lerka klatrer på sin trille
opp til himmelporten.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Så la oss glede oss over alle våre fuglevenner
som nå vender tilbake!
HA EN GOD DAG.
p.s. I morgen flyr jeg til Palm Springs i California, USA.
Gleder meg stort. Først noen dager i San Diego, og deretter
noen dager i Palm Springs i ørkenen.
Det skal bli godt med litt varme i kroppen.
Kommer tilbake på DagensDikt.com den 24de.
Ha det bra sålenge og ønsk meg: GOD TUR!
søndag, mai 12, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Denne uken, hvor 17. mai talerere i mer eller mindre svulmende toner
berømmer Norge og oss nordmenn og hvor flinke - og rike - vi nå er,
kan det passe å tenke litt på historien også.
Inger Hagerup's dikt:
EN SANG OM LANDET.
Vi ble et folk med ensomhet i sinnet,
fordi vi levde i et ensomt land,
der svarte fjellet lukket synet inn
og stengte bygd fra bygd og mann fra mann.
I fjellets skygge lå den magre bøen
og åkeren - som kanskje gav oss brød.
Men under våre fedres blodslit lød
de tunge, sterke åndedrag fra sjøen.
Slik tok vår skjebne form av disse fjell
som stengte lengselen på alle fronter.
Men sjøen gav et løfte likevel
om åpent hav og frie horisonter.
Det ble de dype bølgeslag som går
i evig rytme gjennom Norges saga.
En underkastelse: Det er så laga.
En trass: Vår fremtid skal engang bli vår.
Vår vei var ikke alltid like klar.
Hvor fins det folk som gjennomskuer tiden?
Men tiden kommer ofte selv med svar
til menneskene som vil leve i den.
Det gjelder ikke lenger kjøp og salg
når man skal velge ufri eller fri.
Søvngjengeraktig sikkert ble vårt valg
bestandig dette: Vi vil være vi.
Vi bandt vår skjebne til et annet rike
som hadde sine egne sterke drag.
To folk - forskjellige og altfor like,
blir bare venner når de skiller lag.
Vi skilte lag. Og siden ble vi venner.
Vi strekker hånden ut i dag mot øst
og føler at vi stadig bedre kjenner
hverandres ansiktsdrag, hverandres røst.
Den store fellesreisen er vi med på.
Og alle folkeslag er med ombord.
I dag kan ingen stå i land og se på.
Hvor seiler du avsted, vår lille jord?
Vi driver farlig over bølgekammen.
Men skal vi komme frelst til neste havn,
da må vi seile ensomme og sammen
i menneskenes vennskaps dyre navn.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
torsdag, mai 09, 2013
GOD FREDAGS MORGEN!
I dag søkte jeg på Internett etter en gammel venninde - og fandt henne!
30 år er gått, men hun lever videre i minnet mitt. Slik er nå det.
Ikke alle dikt trenger å være lang for å være meningsfulle.
Her er Tor Jonsson's dikt:
NÅR DU ER BORTE.
Nærast er du når du er borte.
Noko blir borte når du er nær.
Dette kallar eg kjærleik -
Eg vei ikkje kva det er.
Før var kveldane fylte
av susing frå vind og foss.
No ligg ein bortgjømt tone
og dirrar imellom oss.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Så når jeg tenker tilbake på Anja og den tiden, så
beskriver diktet noe av det som hendte mellom oss.
Det var en tone som lå og dirret mellom oss på slutten, inntil den brast.
Men tonen er fremdels i tankene fra tid til annen.
Og den vil alltid være der.
HA EN GOD DAG OG EN GOD HELG.
onsdag, mai 08, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN!
Jeg har en del dikt som jeg gjerne leser om og om igjen. De fleste er av
tidligere tiders diktere enn skjønt jeg også liker enkelte av nåtidens
poeter. Men i dag vil jeg sende Arne Garborg's skjønne dikt, skrevet
da han led av depresjon og vansker:
TIL DEG, DU HEI OG BLEIKE MYR.
Til deg, du hei og bleike Myr
med Bukkeblad,
der Hegre stig og heilo flyr
eg gjev mitt Kvad.
Til deg, du visne Lyng um Haug,
der Draumar sviv,
eg gjev min Song um Dimd og Draug
og dulde Liv.
Eg kjenner deg, du Trollheim graa,
du Skugge Natt!
Eg rømde rædd; men stundom maa
eg sjaa deg att.
Eg kjenner deg, du Havsenss Marm
med Galdre-Song;
du gauv med Gru i rædde Barm
so mang ein Gong.
Eg kjenner Striden tung og sein
mot Trolldoms Vald.
Gud hjelpe oss for brotne Bein
og Mannefald!
***
Eg kjenner deg - eg kjenner deg,
som ikkje vann!
Eg saag din Strid, eg veit din Veg
i Skugge-Land.
Eg røynde sjølv den Striden stygg
i mange Aar,
med ville Mod, med bøygde Rygg,
med svære Saar.
Du um meg sviv, du hjaa meg sit,
du arme Aand!
I meg du enno riv og slit
i dine Baand.
Eg veit deet vel: dei sterke Troll,
den Vilje rik;
ein Baat i Foss, eit Kval i Moll,
sløkt i eit Skrik. - -
***
Men Lerka stig fraa gløymde Grav
med Sigers Ljod;
og Vinden stryker inn av Hav
so frisk og god.
Og um me kjenner Graat og Gru
og Saknad saar,
so maa me Lerkesongen tru,
som lovar Vaar.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
En av mine gode venner's kone led at sterk depresjon
og tok til slutt livet av seg. Jeg husker legen som var
i begravelsen si:"Huff, depresjon er en farlig sykdom."
Det var en sykdom ja! Ikke noe annet, og en sykdom kan
oftest kureres. Hvis den syke klarer å sette viljen til.
HA EN GOD DAG !
tirsdag, mai 07, 2013
GOD ONSDAGS MORGEN!
Olaf Bull (1883-1933) skrev ikke mange dikt, men de
han skrev var av høyeste kvalitet.
Emnene var oftest: kjærlighet og død.
I dag sender jeg hans
FORÅR.
Der gives ei ude i all denne blånende himmel
et eneste åndedræt fra hennes bryst!
Den luft, som engang med sine milde strømme
svulmet og sank i brystets bøining,
den bølger forgjeves henover jordens lyst -!
Se, svalerne stiger i dans, i dans de daler -
og mine tanker til hine tider gaa,
da hun var med om at kalde svalerne svaler,
og lykkelig gjerne kaldte luften blå!
Hør, foråret brusende henover verdens høie!
Markerne grønnes af kraft, mod hva, mod hva?
Spirernes jubel når ikke hendes øie,
som ingen skal møde mer, hvor lenge han leder, -
de selvsamme birker suser de deilige steder, -
der hun, deres evige charme, forundret sat -
Intet er ændret. Fjernt og sårt fra fabrikker
høres der flittige slag i den enkle dag -
skjønt ikke en ting i verden er mer sikker,
end det, at hun smuldrer i muld bag kistens tag!
Men markerne grønnes, og himlene bruser og blåner,
som vilde de bruse og blåne dig frem af din grav -
som vilde all vårens duft gjennom gravene trænge -
duft som strømmer fra tusinde skinnende blade,
syriner bag gjærder langs forårets promenade -
ude, langt ude glitrer ditt elskede hav!
Idag var en dag for dig, du kjære deroppe,
hvor stillheten står i tungsindige roser og trær!
Å hvor du elskede storm i din haves toppe
og stormsvalers vingede glim gjennom vaarens veir!
Å om jeg kunde, kunde jeg bare glemme -
og drive mig selv til at gå så gal en gang
de trapper op. og spørge, om du var hjemme -
med tro på det selv, og med glad og bevæget stemme -
Fra frelserens gravlund toner der søndagsklang. - - -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
mandag, mai 06, 2013
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Min förste kone döde av brystkreft, 56 år gammel.
Jeg tenker alltid på henne med glede fordi jeg elsket henne!
Til hennes minne sender jeg i dag Birger Sjöberg's dikt:
DEN FÖRSTA GÅNG JAG SÅG DIG!
Den första gång jag så dig, det var en sommardag,
på förmiddan, då solen lyste klar,
och ängens alla blommor av månge hundra slag,
de stodo bugande i par vid par.
Och vinden drog så saktelig och nere invid stranden,
där smög en bölja kärleksfull til snäckan uti sanden.
Den första gång jag så dig, det var en sommardag,
den första gång jag tog dig uti handen.
Den första gång jg såg dig, då glänste sommarskyn
så bländande som svanen i sin skrud.
Då kom det ifrån skogen, från skogens gröna bryn
liksom ett jubel utav fåglars ljud.
Då ljöd en sång från himmelen - så skön som inga flera,
det var den lille lärkan grå, så svår att observera.
Den förste gång jag så dig, då glenste sommarskyn
så blendande och grann som aldri mera.
Och derför när jag ser dig - om och i vinterns dag,
då drivan ligger glitrande och kall,
nog hör jag sommarns vindar och lärkans friska slag
och vågens frus i alla fulla fall.
Nog tycker jag, ur dunig bädd sig gröna växter draga
med blåklint och med klöverblad, som älskande behaga,
att sommarsolen skiner på dina anletsdrag,
som rodna och som stråla och betaga.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
søndag, mai 05, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Som dere som har lest Dagensdikt i mange år, vet at Arnuld Øverland
er en av dikterne jeg setter høyest.
I dag sender jeg hans dikt:
EN HUSTAVLE.
Det er en lykke i livet
som ikke vendes til lede:
Det at du gleder en annen,
det er den eneste glede.
Det er en sorg i verden
som ingen tårer kan lette:
Den at det var for sent
da du skjønte dette.
Ingen kan resten av tiden
stå ved en grav og klage.
Døgnet har mange timer.
Året har mange dage.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja, tenk litt på dette i din egen situasjon.
Ta initiativ - gjør noe som vil glede din neste.
Og har du gjort det, vil du ha
EN GOD DAG.
torsdag, mai 02, 2013
GOD FREDAGS MORGEN!
Jeg leser Herman Wildenvey om dagen og sender igjen
ett av hans dikt om våren. Wildenvey var jo et selvlaget navn.
Familienavnet han var: Portaas. Jeg må jo innrømme at
Herman Portaas ikke høres så romantisk og "dikteriskt" ut
som Wildenvey - "den ville veien? Kanskje?"
I alle fall var det det navnet hans selv laget og tok.
I daag, Herr Wildenvey's dikt:
MAISTROFE.
Der klinger slik gyllen sang herinn
ute fra solens land.
Og blomsterduft driver i vær og vind,
og dagene ender,
mens undrene hender,
som hjertene tender
i festlig brand . . . .
Kastanjene blomstrer, og hegg og syren
og hvite står tusen trær.
Men villvin er kommet - i murveggens sten
bokstavelig talt - på den grønne gren -,
et lysegrønt håp for enhver!
Det risler en tone som spilt med sordin,
en sølvklang fra springvannets skål,
en omlyd så var fra syren til surin,
en sølvblank nyanse så hørbar og fin
i mainattens løvtungemål.
Og over det bristende våreventyr
går solen sin gylne gang:
Når solen mot slutten av maintatten gryr
da stiger fra struper og strenger en yr
og gulltoneglitrende sang.
Og all denne gylne sang herinn
ute fra solens land,
den går som et bølgevilt hav i mitt sinn,
mens dagene ender
og undrene hender,
som hjertenes tender
i festlig brand!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja, vårfornemmelser kan noen hver av oss få. - -
Jeg husker en gang - for lenge siden en vårdag i Frognerparken!
Undrer meg på hvor det ble av henne? Vi flyttet til
forskjellige steder for studier og det er vanskelig å elske
på avstand. Jeg har hørt hun er trebarns mor et sted.
Men for meg - jeg glemmer aldri de blå øynene og det blonde,
småkrøllete håret.
Nei - som hun var nydelig!!!
HA EN GOD DAG OG EN GOD HELG.
onsdag, mai 01, 2013
GOD TORSDAGS MORGEN!
Herman Wildenvey -
våren, sommeren og blomstene's dikter er her igjen.
Vi hilser ham velkommen!
I dag
MAISORGER.
Og lille Kathinka kysser
de første små blomster i år,
mens maikveldens duggregn drysser
ned i et utslått hår.
Ellers blandt andre jenter
bruker hun flette og kam.
I kveld er det en hun venter,
i kveld er hun pen for ham!
Hun kan ikke tro han sviker,
det ville da være en tort.
For elsker han andre piker,
så er det en skjendig sport.
Da kommer en lystig fetter
hun slett ikke ventet å se;
og sannelig tar han og setter
Kathinka så mt på sitt kne!
Og hun som har stevnemøte,
men bare ikke med ham,
hun hører på ord så søte . . .
Kathinka, å fy for en skam!
Fetteren fordrer stilig;
kyss meg og ikke tøv! -
"Akk, de begynner tidlig,"
si'r konen og raker løv.
Hun raker og rasler i løvet-
- løvet som falt i fjor -
og mumler så stilt bedrøvet
milde formaningsord.
"Pass dine egne saker,"
si'r han i munter tross.
"Det er jo parken du raker
og pokker'n ikke oss."
Og lille Kathinka kysser
den morsomme fetter i år,
mens maikveldens duggregn drysser
ned i en dikters hår . . . . .
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
