Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.torsdag, juli 31, 2008
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag en drikkevise for weekenden, sendt inn av
en trofast leser av daens dikt. En takk til O.J.S.
Dedikeres til A. en viss Bergensdame som liker en pilsner i varmen.
KAGGA.
Og kagga lå i kjeller'n,
og kagga den var full.
Så kom ei lita lerke,
og hakka seg et hull.
Og dråpene de triller,
så snart ble det en dam.
Og lerka så sitt snitt
til å ta en liten dram.
Refreng :
En dram sånn dann og vann,
det tar vi alle mann
En skål for lita lerke
som kaggehullet fann'.
Og kagga lå i kjeller'n,
og kagga den var full.
Og lerka gikk til alken,
og hviska om et hull.
Og alken dro på smilet,
og sa: En dram er go',
jeg blir med i kjeller'n,
men jeg tar gjerne to!
Refreng .
Og kagga lå i kjeller'n,
og kagga den var full.
Og alken gikk til grisen,
Jeg vet et lite hull --
bli med meg ned i kjeller'n
og ta en dram du me'.
Ja vel, sa fyllesvinet,
men jeg må minst ha tre.
Refreng.
Og Kagga lå i kjeller'n
og Kagga den var full,
og grisen gikk til bøtta
og vrøvlet om et hull.
Og fyllebøtta gliste,
men sa i parentes:
En fyllebøttes drammer
noters må i snes.
Refreng.
Og Kagga lå i kjeller'n
og var fremdeles full,
og dråpene de rullet
ut av det lille hull,
studenten luktet lunta
og så seg varlig om, --
så lettet han på Kagga
og da ble Kagga tom.
: : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND !
onsdag, juli 30, 2008
GOD TORSDAGS MORGEN.
Hvor dagene går !
August allerede om noen dager !!!
Da jeg var ung var jeg guttesopran og sang solo i
Norge og i Danmark i kirker og forsamlinger og overalt.
Så ble jeg stor og det var det.
Den voksne sangstemmen ble ikke rar.
Men sangergleden beholdt jeg.
I dag et dikt av Rafael Hertzberg som en kommentar
til meg som sanger:
Å om jeg kunne synge
som trost og nattergal,
og som en lerke gynge
i luftens høye sal;
mitt land, jeg sang din ære,
Jeg sang din ære ut!
og dine bønner bære
jeg ville opp til Gud.
Kanskje at da han vendte
mot oss sitt åsyns trøst
og sommer til oss sendte
med en velsignet høst.
Men akk, jeg kan ei synge
som trost og nattergal,
og ei som lerken gynge
i luftens høye sal
Å nei, jeg kvitrer bare
om vinteren så smått,
når skogens sangerskare
mot syd og sol er gått,
og når igjen de kommer
og himelen blir blå
og det er sol og sommer
jeg bare hører på.
Så sånn er nå det!
HA EN GOD DAG
tirsdag, juli 29, 2008
GOD ONSDAGS MORGEN !
Nå er det 22 grader i Mjøsa, hører jeg, og et yrende badeliv.
Sommer i Norge !
Min 100 årige tante er på Bessheim i Jotunheimen på ferie.
Til henne dedikerer jeg dette diktet av Kristofer janson.
Hu hei ! kor er det vel friskt og lett oppå fjellet !
Her leikar vinden i kåte sprett oppå fjellet !
Og foten dansar og auga ler,
og hjarta kveikjande hugnad fær
oppå fjellet !
Oppå fjellet!
I dalen starvar du tungt og heit,
kom på fjellet:
Kor fint her er, ikkje nokon veit,
her på fjellet.
Ditt auga flyg over nut og tind.
Det er som flyg det i himlen inn
Opp frå fjellet
Opp frå fjellet.
Og når no soli til kvile gjeng
attom fjellet,
då reiser skuggane opp si seng
attmed fjellet!
Då gidrar alt i ein strålestraum
og hjarta sveiper seg inn i draum
oppå fjellet
oppå fjellet !
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Oh, jeg skulle så gjerne ta meg en fjelltur.
Det bringer tilbake minnet om den gangen jeg sprang
over Valdreflya før veien var ferdiggjort.
Det tok meg ikke mer enn et par timer i fullt løp fra
Bygdin over til Gjende siden. Det var så lett så lett å løpe
og Valdreflya var som et teppe å løpe på.
Gode minner.
Håper du som leser får deg en fjelltur i sommer.
Det vil du ha godt av !
HA EN GOD DAG!
mandag, juli 28, 2008
GOD TIRSDAGS MORGEN I VARMEN !
I dag sender jeg et virkelig fornøyelig dikt av
Herman Wildenvey:
EPLEBLOM APALSEN:
Jeg hørte et sagn, som i grunnen er trist,
en sang til en kisteglad tone:
En eldgammel, vindtørret misogamist
blev en gang et offer for kvinnelig list,
kort sagt han ble mann til en kone.
Det gikk ikke godt. Hun fortrød dette skritt,
for mannen var vissen og gnaven.
Hun tenkte da snart på å hevne seg litt....
En sommer tok hun og ledte ham blitt
til en henvisnet apal i haven.
Hun bastet og bandt ham til apalens legg, -
der satt han som Samson - - - i blinde !
Hun dekket hans isse - med sukker og egg,
et sommerlig festmål for fluer og klegg . . .
Det kaller jeg kvinnelig kvinne.
Så sa hun som så: "Ja, se der kan du se.
Og slik skal du sitte og bøte.
For slik var jeg bundet til dig gamle fe,
og du var vel endog et tørrere tre...
Nu går jeg min kjærest i møte.
Han satt som et levende fluepapir
mens solskinnet over ham flommet:
Han tenkte - som Samson - på Dalilas svir,
men best som han satt fikk hans panne gevir,
og han visste, hvor vidt hun var kommet.
Da vant han all skinnsykens ildrøde mot
og reiste sig bundet og bastet.
Båndene holdt, men han stemte sin fot
mot marken, så apalen fulgte med rot,
og fluksens av gårde han hastet.
Det gikk som en ungokses jagende skjen
for mehenkeplagen og kleggen.
Han kom til en storgård med huser av sten,
en hund bjeffet opp og hugg fast i hans ben,
den slo han til taushet mot veggen.
Ham hamret sig inn ad en dør - uten smed,
men akk, det var ingen derinne.
Da snudde han sengen med himmelen ned
og apalen sopte han gulvene med.
Men hvor var det troløse kvinne?
Og styrken hans steg til et rasende brus.
Hans krefter var helt vendt tilbake.
Han kjendte han godt kunne velte et hus.
Men apalen tok han til slutt som i rus
og plantet i pipa på taket!
Og huset blev mannen den bitreste torn
i øiet. -- Han grep om dets søyier.
Som Samson, der malte filisternes korn. . .
begrov han sig selv og de hatede horn. . .
Mens kvinne fikk friere tøyler.
Ja kvinnen ble ved med å gantes som før
- - skjønt hun var i en vanskelig knipe.
For storgårdens eier han stengte sin dør
i det nyreiste huset med utsikt mot sør
til en dynge av grus - og en pipe.
Av grusdyngen vokste en villapal fram
som ennu mot himelen peker . . .
Og kvinnfolkets sønn går og handler med kram,
og Epleblom Apalsen kaller de ham
i Sigdal, Modum og Eker.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Håper diktet kaller på smilet ?!
Det minner meg om ihagen på slektsgården vår
i Brøttum, syd for Lillehammer.
Der står et epletre som hver høst produserer de
vakrste, runde epler som er rosenrøde på den ene
siden og gule på den andre. MEN - de smaker
aldeles motbydelig. Vi kaller dem "do-epler" fordi
epletreet står nær den gamle utedoen på gården.
Ikke noe med diktet å gjøre. Bare en anektode.--
HA EN GOD DAG !
søndag, juli 27, 2008
GOD MANDAGS MORGEN !
Nå som det er fullsommer og jeg våkner tidlig
passer det med dette deilige diktet av
INGER HAGERUP.
Å disse fiolette morgentimer
når tiden enna er en våken drøm
og gleden går i store, blanke stimer
igjennom sinnets klare understrøm.
Når jord og himmel er en gjennomsiktig
bekreftelse på det at du er til,
og alt er godt og ingenting er viktig
unntagen noe skinnende du vil
med dette ufødte som hviler i deg
og rolig lengter etter å bli brukt,
som fugleungens vinger bærer i seg
sin sommerhimmel og sin himmelflukt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG !
torsdag, juli 24, 2008
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag et dikt av en de fremste dikterne vi har:
NATTEN
av Sigbjørn Obstfelder
Kommer du heller ikke inat, du, som jeg skal knuge
til mig, mens karlsvognen synker på himlen?
Jeg ligger og kan ikke sove og vil ikke sove; jeg
tør ikke sove alene.
Jeg har ild! Kvinde! Mine arme skal omslutte dig,
i mørket skal mine øine drukne i dine, mit ansigt
drages mod dit, dit legemes nærhed vil jeg føle, - at
der er en anden hos mig.
Du må ikke sove, du må ikke noget øieblik forlade
mig, din nerve skal røre ved min, din hud, alle dine
nerver, al din hud, nei, du må ikke forlade mig, ikke
et øieblik!
Kommer du ikke, kvinde, du den mægtige, du som
kan føde, og slynger dig om mig, med dit legemes
stråler? Nu kommer snart dagen, den vanvittige dag,
og det er for sent. Hørte jeg dine fjed? Eller var det
de fjed, som hver nat danser lydløst i min sjæl? Eller
var det de fjed, som med raslende lænker vandrer
langsomt i min ånds fængsel? Jeg brænder, de glim
tende celler flyver i mine årer, attrår at blive liv, at
blive sjæl mod lyset!
Jeg ligger i is. En grav er mit leie.
Hvorfor kommer du ikke, liv, store, høie kvinde,
og tænder mit legemes tusende blus, mit blods mil
lioner stjerner?
Jeg hører dine skridt derude, - de nærmer sig,
-og, Gud, de bæver, ti snart kommer evighedstimen, da
du ligger ved mine fødder, frygtende, - du famler
ved døren - og - og - jeg er ikke beredt! Er jeg
beredt, o Gud, er jeg beredt? Er der den brusende fos
i mit blod, den ildvarme strøm i mine hjertekamre?
Jeg tør ikke. Dine hænder er sten, din ånde er gift. Jeg
kjender dig ikke, hvem er du? Min sjæl kjender dig
ikke. Min sjæl forstår ikke dine øine i Mørket.
Hvem kommer? Ler i?
De kolde dagstråler kommer listende, hånler af mine
øines bøn,
- den vanvittige dag.
- Hun kommer.
Som mit eget hjertes banken, når natten dør, er
hendes trins lyd.
Der er blot hendes, i den tause gade, hun, som
kommer til mig.
Det var til mig, hun kom.
Hun går ved min side. Jeg slår mit blik ned, ti
rædselen er stor i mig.
Nu synker karlsvognen.
Hun hæver sine øine mod mig. Hun er nonne, og
hun har sorte klæder og hvid kappe.
Hun stanser og rækker sin hånd ud.
Guds moders medlidenhed, jordens uendelige lidel
ses regnbue er der i nonnens øine.
Jordens sydende attrå, higen efter at smelte sam
men og føde, forny sig, skabe vrimler om sig!
Jeg føler arme lægge sig mildt om mig, hoved synkei
nd til mig, læber møde min mund.
Den lange, bundne længsels, de tugtede, rensede
drifters kys.
: : : : : : : : : : :
Underlig!
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND.
onsdag, juli 23, 2008
GOD ONSDAGS MORGEN !
Herman Wildenvey:
MØTE.
Du skal komme i kveld som du er, lille venn.
Men vær som du var aller først!
O. kom, så begynner vi forfra igjen
med å tørste og slukke vår tørst.
Vi har sagt til hinannen så mangen en stund:
O, gid du var kold elleer varm.
Men vårt hjerte sprang op som en vaktpost i blund,
når en tvil om vår tro slo alarm.
La oss glemme de ganger da intet oss tvang.
La oss komme den første i hu!
Eller sverge at sist, det var siste gang,f
or den første, den første er nu.
: : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG !
tirsdag, juli 22, 2008
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Herman Wildenvey - for et dikternavn !!! -
er jo sommerens dikter fremfor noen annen.
Derfor i dag hans dikt
EN SOMMERNATTSVISE.
Snart sover eng og have så søtt og sommerhullt.
Det blir stille i den store sommers rike.
En munter fugl har øinene bak vingens vifte dulgt,
og en for ikke sove - og fløyter like fullt,
skjønt den fløiter sig på kant med sine like.
Og vindens toner nynner i havedammens siv
og lyder ned til karper og karusser.
De er blitt grå ved gjellene av alt det lange liv,
men ser dog havens herlighet i karpeperspektiv
og lytter, som forstår de alt - og stusser . . . .
Der senkes natt og nynne over havens grønne kratt,
de muntre fugler hviler fra hverandre . . .
Der tasser under løvet med diskrete trin en katt.
En vekter hever røstenm - og dens vakthorn toner bratt
og varsler hvor den slemme monne vandre.
Men alt som allting lytter i det dunkle fredens bo,
så kommer der to mennesker til freden.
De skremme alle skapninger med stor og mektig ro
og takker Gud for natten og den fryd å være to,
og de tror sig visst alene i sitt Eden.
De enser ingen hvisken og protest fra dammens siv.
De føler alt med fryd hinannens arme . . .
De svær hinannen troskap for en sommer av et liv.
Men karpene, som øiner dem i karpeperspektiv,
kan neste ikke styre seg av harme.
Og selv katten, som med skyldbevisste værhår lister bort,
synes også at de to forstyrrer natten.
Den glemmer helt sin hensikt, som var nokså slem og sort,
og vasker sine hender for hvad her blir sagt og gjort
av to gudebarn som ikke er for katten.
Men de tvendes lykke blekner, Det blir dag, naturligvis,
og for dagen kommer nu en krøllet kjole . . .
Og Adam blir fordrevet fra sine Evas paradis
av en fuglesang så heftig i sin morgentakk og pris,
at den minner om en nyss utsloppen skole.
Hver sangermutter mater under sang sin etedolk,
og hanner tolker takken, o, i toner!
Og haven blir en tumleplass for førbemeldte folk,
den styres kun av sangerskarens koner.
Det er sang og det er kvidder og det høres om de ler,
disse elleville fjærkre under løvet . . .
Og de unge order ikke den spottesangen mer
for den minner om en skole i det store frikvarter.
Slikt kan ikke engang anger overdøve.
Da flykter våre gudebarn og natten helt med dem:
"Kom igjen imorgen kveld, du Evas datter . . ."
Men ingen av dem hører hva den annen vil si frem,
for sangerskaren samler sig og synger dem hjem,
så at haven står og ryster som av latter.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Joda, jeg skønner godt Wildenvey og paret.
Engang i ungdommens vår kunne vi to ikke sove
for alt fuglekvidderet som begynt ved 3-4 tiden
da sommerlyset seg inn. Det var bare en løsning på det.
Så det gjorde vi og falt i en dyp og koselig søvn etterpå.
Så synd hun døde av brystkreft - altfor ung!
HA EN GOD DAG !
mandag, juli 21, 2008
GOD TIRSDAGS MORGEN !
I daag sender jeg et dikt tilegnet min bror og
svigerdatter som nettopp er kommet inn til
Värmland på sommertur i Sverige.
VÄRMLANDSVISAN
av A. Fryxell og F.A. Dahlgren.
Ack, Värmeland du sköna, du härliga land,
du krona bland Svearikes länder!
Och komme jag än mitt i det förlovade land,
till Värmeland jag ändock återvänder!
Ja, där vill jag leva, ja, där vill jag dö.
Om engång ifrän Värmland jag tager mig en mö,
så vet jag att aldrig jag mig ångrar.
I Värmeland - ja, där vill jag bygga och bo.
med enklaste lycka fornöjder.
Dess dalar och skog ge mig rystande ro,
och luften är frisk på dess höjder.
Och forsarna sjunga sin ljuvliga sång-
vid den vill jag somna så stilla en gång
och vila i värmländska jorden.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg har en CD med Jussi Bjørling som synger
"Ack, Värmeland du sköna, du härliga land - - "
Nå skal jeg sette CDn på og lytte til den fine
melodien med Bjørling's skjønne stemme.
Det er værre ting å ta seg til enn det.
Så kjære bror og svigerinne: "Kos dere på turen!"
GOD MANDAGS MORGEN !
Vi begynner uken med et morsomt dikt av
Arenljot Eggen.
SKJORA TIL KATTEN.
Hei ho, eg er ute
og flyg med min skratt.
Hører du meg,
du steindumme katt?
Hei hoppsann!
Der var du nære.
Prøv ein gong til.
Eg sit her på gjerdet.
Snik du deg fram
som etter ei mus?
Så høgg du til -
Bom igjen, vesle Pus!
No sit eg på trappa
med vippande stjert,
hakkar i skåla di
berre på ert.
Eit tigersprang gjer du
med sprikande klør - -
men snøgt er eg oppe
i lufta som før!
Da går du brått inn
som vil du ha sagt:
Ei filleskjor - pøh !
er kje verdig mi jakt.
Eg veit det nok betre
enn du, stakkars venn:
I morgon den dag
vil du prøve igjen.
No flyg eg til reiret
og skrattar litt meir,
for der har eg ungar - -
så snart blir vi fleir!!!
: : : : : : : : : : : : : : : : :
I flere år hadde jeg et skjærepar i ei bjørk nær
der jeg bodde. Ofte våknet jeg av at
skjærene satt på taket og skrattet da naboens
katt lusket rundt buskene. Som i diktet.
Men en gang i blandt syntes jeg nok at det ble
litt mye leven. Da dunket jeg i veggen og de
fløy over til naboen !!!
Siden det var naboen's katt de skrattet på syntes
jeg det passet bra.
HA EN GOD DAG!
fredag, juli 18, 2008
GOD FREDAGS ETTERMIDDAG.
Siden jeg er for sent ut i dag med DAGENSDIKT på morgensiden
så sender jeg til gjengjeld et par små "barne"dikt for dere til å kose dere med.
Jan Magnus Bruheim.
VASSING I GRAS.
Eg kunne vel vere 3-4 år
då eg vassa i graset på Oppigardsgård.
Blomane strauk med kring hals og kinn
og duva i solvarm sommarvind.
Dei kitla meg slik at eg skratta høgt,
men brått vart eg ståande, reint forstøkt.
Imot meg kom det eit digert troll,
eg tykte det huska i haug og koll.
Det huja og ropte og sa som sant:
"Du trakkar ned graset, din rakkarfant!"
Eg stod på spranget og ville snu,
men spurte skjelvande: "Gjer ikkje du?"
Då såg det på sine breie sko,
snudde og gjekk, eg trur mest at det lo.
: : : : : : : : : : : :
Arilnd Nyquist.
I SKUFFEN TIL FAR.
BAKERST i skuffen
bakerst i skuffen
i skapet i skuffen til far.
Der vet jeg det ligger
der vet jeg det ligger
noe godt og klisset han har.
Det kiler i magen
det kiler i magen
jeg åpner forsiktig og ser.
Der ligger det fire
der ligger det fjorten
og kanskje enda noen fler!
Jeg putter i munnen
jeg putter i munnen
hver eneste en han har.
Så er det ikke flere
så er det ikke flere
lakris i skuffen til far !
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og jeg husker godt da jeg var en veldig liten smågutt tok en seddel
fra far's åpne lommebok en dag og gikk ned på
Fremstadhjørnet for å kjøpe sjokolade.
Jøjje mei som det ble bråk da han fandt ut!!!
Husker det fremdeles så litt ris ser ut til å hjelpe - i
hvert fall i mitt tilfelle. Det skjedde aldri senere - - -
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND!
onsdag, juli 16, 2008
GOD TORSDAGS MORGEN.
I dag et dikt sendt inn av en trofast dame fra
Trondheim. Tusen takk A.B.
Ukjendt dikter:
Den siste rosen sto i kveldens blå
da hun den siste sommerfuglen så.
Og rosen sa: Nu er vår sommer slutt
og mine kronblad strøs for stormen ut.
Bli her hos meg du vakre sommerfugl,
når høsten raser hviler du i skjul.
Men sommerfuglen enset ikke det,
han løftet vingene og fløy avsted
Han fløy og fløy, da nattens mørke kom
han angerfull til rosen vendte om.
Han ville be om hva han vraket nyss,
en seng av purpur og et dronningkyss.
For sent, for sent, for nå var rosen død,
og kun en tistel ham til hvile bød.
Slik hendte det, da sol i østen rant,
at man en sommerfugl blant tistler fant.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
tirsdag, juli 15, 2008
GOD ONSDAGS MORGEN .
I denne sommertiden kan det passe bra å sende
Jørgen Moe's dikt om
BLOMSTER-OLE.
Jeg mindes grant fra min barndoms aar
en tigger, der kom
ret ofte op til min faders gaard,
naar han vandred om.
Han var dem alle til spe og spot,
det stakkels fjog!
Istedenfor svar han topluen blot
over ørene drog.
Hans melpose laa i den venstre arm
kun skjødesløst;
den høyre trykkede tro og varm
hans hele trøst:
en dusk af blomster, som mark og skov
ham kjærlig bød,
som hos rige folk med tryglet forlov
han i haven brød.
Hans mine var slap, med et tosset smil,
og øiet mat;
men traff det hans dusk, en kraftig ild
det klarede brat.
Da vugget han hovedet som i drøm -
da saa han ud
som elskeren, naar han stirrer øm
paa sin unge brud.
Næst jordens blomster han elsked alt,
hva ham tyktes skjønt.
En pragtfuld villa, der hvilte svalt
bag alleens grønt,
ham vinkende drog, som det gyldne slot
et barnsligt sind, -
han tryglet saa længe, saa tyndt og smaat
til han kom derind.
Der tigged han aldrig om mel eller mad,
kun om at faa se.
Hver glinsende sal og hvert rødmende blad
de maatte ham te.
Og hvad han saa i de riges bo
af praktfuldt og smukt,
forvarede han i erindringens tro
som laaset og lukt.
Han yndede mig. Sine syner tog
han mig stundom frem;
han brugte et eget, halvt østerlands sprog
til at male dem.
Af blomsternes farver og liv og skik
han tok sine træk. -
Hvor funklende billedet for mit blik
i det brogede blæk!
Men vilde man tvinge hans tanker ind
i begreb og dom,
da sammenflød alt, da ligned hans sind
et taaget rum.
I mangen et Herrens aar han gik
til bygdens prest,
de ti bud-ord han dog aldrig fik
igjennemlæst.
Han blev en hedning. Guds hellige ord
ei lys ham gav,
imens han tigged sig frem over jord
mot den sorte grav.
Han kaldte ei klokken fra høie luft
til nadvær og daap: -
men glødende roser ham præked med duft
og taarer hans haab.
_ _ _ _
Det var en deilig sepemberdag
saa mat og rød
stod solen og drømte, mens lette lag
af taager flød.
Jeg gik til præsten at læse latin
min vante gang.
Da bar man en kiste til kirken ind
uden klokkeklang.
Knapt høvlet var kisten, kun strøgen slet
og kløtrert gjort,
og armodslig kun de stakler klædt,
som bar den bort.
Men foran den gik i snehvidt lin
seks unge møer;
af florvundne kurve med fingren fin
de blomster strør.
I kisten laa han. Den bane var haard,
som bragte ham ro.
Henkommen ensteds til en staseling gaard
trak han af sine sko.
Dem stilled paa trappens øverste trin
han hen efter skik
hos pose og stav, imens han ind
i kjøkkenet gik.
Der spigred af kaadhed dem drengene fast.
Da han kom igjen
og rett skulde rokke ned med hans,
han tumlede han.
Hans hoved traf en kantet sten
og farved den rød -
Hva var det saa mer? Det var ingen til men,
at en tigger var død.
Der laa hans legem i kisten trang,
stivt, strakt og dødt -
nu skulde han ogsaa bæres engang
ret varlig og blødt. -
Den fryd, man den levende negted tid
eller gnavent gav,
henkasted de venlige piger blidt
paa den dødes grav.
Det rørte og harmed min unge sjæl.
Med taarer i løn
jeg bad ved graven som til farvel
en hjertelig bøn:
"Min Gud! Vel kunde han ei forstaa
dine ti-bud ord;
dog elskte han dig i blomsterne smaa
og hvert skjønheds spor.
Her maatte han lide. Giv nu ham ly
bag palmen og fred!
Men reisen er mørk; send en rosenrød sky
at hente ham med!"
Saa tog jeg min bogrem igjen i arm
og vandret afsted;
men alt som jeg gik, for vemod og harm
mine taarer gled.
Da faldt den tanke mig ind paa engang:
Naar du først blir stor,
skal du riktig skrive den stakkel en sang
med deilige ord.
I graven hviler den fattigmand
alt længe nu - -
Jeg dikter hans vise, saa godt jeg kan,
med trofast hu.
:: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
De av dere lesere av Dagens dikt som er fra
Gjøvik traktene husker kanskje "Bjarne Brusvee"?
Blomster-Ole minner meg om ham og jeg husker ham med glede.
HA EN GOD DAG !
mandag, juli 14, 2008
GOD TIRSDAGS MORGEN !
En gang i blandt liker jeg å finne frem dikt av
forfattere som kanskje ikke er så kjendte.
I dag sender jeg et dikt av Østerdølen Sven Moren,
far til Haldis Moren Vesaas.
EG TRASKAR I SKOG.
Eg traskar i skog og tråkkar i myr
og kliv oppi brattfjell og urder.
Dei seier eg er ein underleg fyr
Åja, det er sant!
En tenkjer so mangt
og saknar og lengtar og ser so langt.
Sjå åsane ligg og blånar og skin,
og vårsola vermer og lyser.
Og dalen er stor og fager og fin,
men ikkje eit menneske hyser.
Å fanst her ein kar,
so vardt her ein gard
med odel og arv ifrå mor og far.
Sjå myrane ligg i skogane blå,
og kaldvatne voksteren kjøver.
Og molda er rik - her kunde dei så;
so vaks her den finaste kløver.
Her kunde vi bu'med hest og med ku
og ha det så trivelig, eg og du.
Men molda ligg daud. Og myra er grå.
Og her må eg rusle åleine.
Her finns ikkje folk så langt eg kan sjå,
og timane raklar så seine.
Å. var her no menn,
så låg her ei grend,
so slap du å rusle åleine, Sven.
Eg ruslar og sig her modlaus og arm
i gråmyr og ulendte skogar.
Eg tenkjer so sårt i saknad og harm;
Å, gjev her var fem tusen plogar,
og fem tusen grev,
og fem tusen brev
på jorda som løner med gull alt strev.
So minka kvar myr, so friskna kvar skog,
og liene grønka som hagar.
So vart vi eit folk so friskt og so fritt,
so slapp vi dei ævlege klagar
for skatter og toll
og farkar og troll;
for jorda - hei hop, ho gav hundra foll!
Men skogane døyr. Og myra er rå.
Og ungdommen fer over have.
Og gamal og grå
og grimut og blå
går gubben åleine med have.
Eg glei og eg datt.
Eg miste min hatt.
Eg tykte at verda var bakvendt radt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og der ligger myrene den dag i dag fordi hvis noen
ville dyurke dem opp så måtte de få godkjennelse
av Kommunens jordstyre og så Fylkeslandbrukskontoret
og så Naturvernskontoret og så Skattekontoret og så
Vannforsyningskontoret og Reinsdriftskontoret siden
dette diktet refererer til Østerdalen. Så må dette inn til
Jordbruksdepartementet og Naturvernsdepartementet og
Justisdepartementet og ditten-og-datten departementet
før det - kanskje - ble av slag på søknaden fordi det ikke
hadde blitt behandlet riktig i Komunens jordstyre eller
Fylkeslandbrukskontoret eller Naturvernskontoret osv.osv.
Det er ikke noe rart at når det gjelder å sette i gang ny virksomhet
av folk med tiltak så ligger Norge på bunnen av Vest-Europas land
som det vanskeligste landet å begynne ny virksomhet i.
Men det er slik sosialistene vil ha det selv om vi alle vet at
statlig drift betyr dårlig og uøkonomisk drift - sier jeg som sosialøkonom.
HA EN GOD DAG !
søndag, juli 13, 2008
GOD MANDAGS MORGEN.
En leser kommenterer:
"Hvorfor er vi så fokusert på alder i Norge?"
Ja, hvorfor?
(Send dine kommentarer til gaapaa@yahho.com)
I dag et dikt i den forbindelsen:
Barnet spør
av Rudolf Nilsen.
Du skal ikke gå til de gamle, barn,
og spørre hvad livet er!
De gamle kan huske sin egen vår,
men glemme den kan de især.
Nei, gå til de unge, men ta det med ro
om svaret blir litt brutalt.
For det er dog bedre enn milde ord
som livet har kjøpt og betalt ?
Om jeg kunde si det ? - Javisst er jeg ung...
men sånn som du graver og spør!
En dag vil du ønske du intet visste
om alt det vi mennesker gjør.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG !
torsdag, juli 10, 2008
GOD FREDAGS MORGEN.
Jeg liker Olaf Bull.
Her er hans vakre dikt:
Morgen
Mit kammer er nærmest morgnen
av alle de rum, jeg ved
-der spiller saa tidlige sole
paa væggenes blaa tapét;
hér er det, de første sjøer
av sol over østens strand
sætter et stænk paa væggen
med glødende, gyldent vand - -!
Og taget over mit hode
vaier paa vinger baaret,
og rundtom en kartlagt klode
ser jeg figurer av aaret
-aarstider øiner jeg vandre
med duer og stolt fasan -;
dér bider av bly guirlandre
den ømme pelikan!
Men nu blir det liv paa puden,
for du stikker ud en taa -
vil bare ta syn fra ruden,
hvor syden vel er blaa!
Jeg ved jo, hvor godt det smager
at træ med de bare ben
hen over solrøde flaker
paa gulvets tætte sten!
Saa hopper du ud i solen
i nattens silkeskrud,
solgul i englekjolen
som lige foran Gud - -
Du svam som en engel i natten
op til en morgen sval,
et skinnende himmerig, hegnet
av glødende hanegal!
Og snart staar jeg stille indvéd
din blændende skulders rund;
vi sér gjennem solens vindve
og ind imot himmelens bund!
Aa hør, hvor de sølverblaa byer
vasker mod himmelens lande
ind mod forgyldte byer
paa kimingens æter-strande!
Men elskede, denne morgen,
som lyser i trærnes vaar,
den er - ja den er som taaren,
der hænger i øiets haar!
Og førend du sødt kan spørre,
hvad graad ved natten har,
-er morgenens øine tørre
og dagen nær og klar!
Min elskte, en anden morgen
som hæver sit lys i det fjerne
-en morgen, som bruser og lyser
himmerigshøit og trær'ne!
Duerne venter og trodser
fortryllede tidernes gang -
sagn-pelikanerne fraader
i evighetsløvets hang!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND !
onsdag, juli 09, 2008
GOD TORSDAGS MORGEN !
Hvert år sender jeg Gabriel Scott's fine Fiskevise, og denne gang
er visen dedikert til Kristin, min Guddater, som ferierer i Portør
sammen med sin familie.
FISKEVISEN.
Torsken er grå og hvillingen hvid
og enes godt i en gryde.
Og makrellen vandrer fra evid tid
om våren mod land for å gyde.
Men laksen er far og laksen er kar,
han omsvømmer verdens ende,
mens rognkjeksen ikkun forblir hvor hun var,
slig er det indrettet for hende.
Og langen er lang og lyren bred
og flyndren flad som en brikke.
Og silden er både blank og fed,
men rødsnegen tørr som en stikke.
Og bergnebben lever i splid med hverand
og stjeler til alle tider - -
i sjøen så er det just som på land
at skabningen kives og strider.
Men helleflyndren er nummer en
og basen i sjøen at nevne.
Han er at dra som en stabbesten,
og tit er han mest over evne.
Han spradder og slår som en voksen mand
og fiskeren sidder i feber - -
men så find's det ikke en fisk som han
at steges i pande med peber.
Og koljen er kjent for sin svarte flek
og for hun er god at skrabe,
men best som hun er der så er hun vekk,
og så kan en sidde og gabe.
Det sam'er tilfelde med pigen på jord,
kun at hun har flekken for inden:
En mand er en man og et ord er et ord,
men pigen omskifter som vinden.
Fornemmelig har dog fiskeren kjær
og ynder med slugen at dorge
den blinkende sei med sit grønlige skjær
som stimer på grunden langs Norge.
For gjelder det smagen, merk det vel,
står seien for få til skamme - -
om det så er stiftsamtmanden sjel
så søns han presis det samme.
Berggylten er heller ikke spøg
om end udsat for kvindfolkets klandring.
En steger han helst med et lidet grand løg
eller spiser han sprengt til forandring.
Som suppefisk er han særdeles fin,
og hodet smager som sylte - -
ja, var det ikke for kvindfolkets grin,
så åd en mere berggylte.
Blegen ei heller forglemmes må
som hopper med plask ind på kilen,
mens fiskeren ligger ved sjøen den blå
og vugger i kvelden for ilen.
Han er som en herremand, riktig en spret,
en pryd i vandet hos sine,
og dertil så er han en herremandsret
og yndes især av de fine.
Horngjelen er også av god bonitet
især med det første han kommer.
Han ligner på ålen rent utvortes set
og varsler altider sommer.
Blåstålen er derimod kunst til pynt
og har så vært alle dage,
han skinner nok fint, men ter seg tyndt
når en skal til at smage.
Katfisken har det seg omvendt med,
om synet just ikke forlokker,
det samme kan siges at finde sted
med knurren og flere slags rokker.
Av ålen og ulken, de to overet,
så vinder den første prisen,
den gir en helt ud sagt ypperlig ret,
mens den andre kan koges til grisen.
Herav uddrages en lære det kan,
som alle bør legge på mindet;
I sjøen så er det just som på land,
sku ikke fisken på skindet.
En skal bestandiger se sig om
hva en gjør og lar være.
Forhast dig ikke med noenslags dom -
det er en ypperlig lære.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja kjære Krisitin. Ta med ungene ut i båten for å
fiske litt og se om de kjenner navnet på fiskene
dere får - og så hva de kan lære av dette diktet.
TIL ALLE - HA EN GOD DAG !
tirsdag, juli 08, 2008
GOD ONSDAGS MORGEN !
Jeg var så heldig å treffe Evert Taube engang i baren
på Kastrup flyplassen i Kjöbenhavn.
Vi kom i prat over et ölglass og skiltes med et "God tur hjem."
Han var godt kjendt med Norge, husker jeg.
Idag sender jeg hans fine "Calle Schewens Vals."
Det er som jeg ennu kan höre hans rustne stemme
når han sang visen.
CALLE SCHEWENS VALS.
I Roslagens famn på den blommande ö,
där vågorna klucka mot strand
och vassarna vagga och nyslkaget hö
det dofter emot mig i bland,
där sitter jag uti bersån på en bänk
og tittar på tärnor och mås,
som störta mot fjärden i glitter och stänk
på jakt efter födan gunås.
Själv blandar jag fredligt mitt kaffe med kron
til angenäm styrka och smak
och lyssnar till dragspelets lockande ton
som hörs från mitt stuggu gemak.
Jag är som en pojke, fast farfar jag är,
ja rospigen spritter i mig!
Det blir bara värre med åren det där
med dans och med jäntornas blig.
Se, måsen med löjan i näbb han fick sitt!
Men jag fick en arm om min hals!
O. eviga ungdom, mitt hhjärta är ditt,
spel opp, jag vill dansa en vals!
Det doftar,d et sjungerfrån skog och från sjö,
i natt skal du vara min gäst!
Här danser Calle Schewen med Roslagens mö
och solen går ned i nordväst.
Då vilar min blommande ö vid din barm,
du dunkelblå, vindstilla fjärd,
och juninatts skymningen smyger sig varm
til sovande buskar och träd.
Min älva, du dansar så lyssnande tyst
och tänker, att karlar är troll
den skävler, din barnsliga hand, som jag kysst,
och valsen förklingar i moll.
Men hei, alla venner, som gästa min ö!
Jag är både nykter och klok!
När morgonen gryr, skall jag vålma mitt hö
och vittja två hundrade krok.
Fördöme dig skymning, och drag nu din kos!
Det brinner i martalens topp!
Här dansar Calle Schewen med Roslagens ros
han dansar till solen går opp !
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Å ja - selv om vi er eldre - la oss danse i sommernatten
til solen går opp. (I hvert fall en gang i blandt!!!)
HA EN RIKTIG GOD ONSDAG.
mandag, juli 07, 2008
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Jeg fortsetter med drikkeviser.
Denne gang en Svensk vise av
Bellmann:
DIKTAD MIDT I VECKAN.
Fader Bergström, stäm up och klinga,
Öpna kråset för bröst och bringa,
Vi ska dansa och vi ska svinga,
I ditt glada hus.
Låt oss ge våra små Mamseller
Vin och Sviskon och Carameller;
Pimpinella Mor Maja häller
Uti glas och krus.
Vi är vana at jämt tractera,
Och med glaset i hand orera
Fader Bergström nu qvintilera,
Under sus och dus.
Se där dansar Flickan,
I sin rosenröda Koft och Kiol;
Hvar är nu den brickan,
Som hon bar i fjol?
Korgen med Citroner
Tynger intet mera hännes arm;
Nu ibland Baroner
Dansar hon sig varm.
Med Solfjädren hon bröstet fläktar,
Niger djupt, och med armen fäktar,
Såckrar Våflor, ock dricker Nectar,
Under Pukors larm.
* * *
Fader Bergström, ren månan glimmar,
Nyckelharpan i rummet stimmar,
Och Mor Maja vid skänken primmar
Med sin sneda trut,
Gladt på Djurgåln kring alla backar,
Skymta kjortlar och hvita klackar;
Första Nymph som på dörren knackar
Inom dörren skjut.
Långt til Måndan, J raska Bröder,
Liksa långt som från Norr til Söder;
Morgondagen blott oro föder
Hela året ut.
Väljom Nattens sköte,
Under Afton-stjernans klara brand,
Til vårt glada möte,
Med Pocaln i hand;
Och i mörkrets dvala,
Res Cupidos Altar där du spör,
Bacchi Källar-svala,
Drufvans ångor strör.
Låt den dumma i oket tråka,
Och den sluga sin hjerna bråka;
Win och Flickor och Fredmans Stråka
Natten ljuflig gjör.
>: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Det Svenske er litt anderledes enn det vi er vandt til,
men kos dere med visen likevel.
HA EN GOD DAG!
søndag, juli 06, 2008
GOD MANDAGS MORGEN !
I dag en koselig vise fra 1700-tallet av en ukjendt forfatter.
EN SANG.
Den, Skaberen skiænkte en oplyst Forstand,
Han elsker og drikker, imedens han kan;
Thi naar man først Foden hos Charon har sat,
Saa siges al Elskov og Viinen god Nat.
Lad Viin da og Elskov opvarme dit Bryst;
Snart røver dig Døden al sværmende Lyst.
Og blev du end gammel, saa bliver du dog,
Hvad endnu er værre, saa bliver du klog.
Lyksalighed, Maalet for Jordiskes Fliid,
Lær den ej af Viise, du spilder din Tid;
Kun Saften af pressede Druer, min Ven!
Og Pigernes Kysse kan give dig den.
Hos Viinen og Elskov boer Lærdom og Vid,
Jeg kiender ej Stierner, jeg veed dog min Tid,
Thi naar jeg ej Piger og Viinen har kiær,
Saa ved jeg tilvisse, min Ende er nær.
I strænge Theologi! hindrer mig ej
At vandre bekrandset den lystige Vey,
Jeg frygter kun lidet at blive fortabt
Af den,som har Piger og Vindruer skabt.
Al Skabningens Herre er naadig og god;
Til Trøst for de skabte hans Viisdom tillod
I Druen at finde en Lindring mod Harm
Og Forsmag paa Himlen i Pigernes Arm.
Mit høyeste Gode skal ønskes min Ven:
At drikke og elske og elskes igien;
Naar Døden da Ende paa Vellyster giør,
Saa har du dog levet, forinden du døer!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
VELDIG enig. SKAAL !-
Ha en god dag og en god uke!
torsdag, juli 03, 2008
GOD FREDAGS MORGEN !
Vindhella og Galdane i Borgund i Laerdal er evig med meg.
(Les boken min: Kongeveien over Fillefjell. Biblioteket har den.
Dette diktet minner meg om veiens historie:
VANDRERSTAVEN.
Av en ung, ukjendt poet.
Ei rusten kaffekanne
gammel aske i ei grop
steiner omkranser gropa
man kan enda kjenne
kaffen som blei kokt
av en ensom vandrer
ute på gamle, gjengrodde
stier som tiden har glemt.
Stier som var nyere
åpnere og tydeligere
den gangen han tråkka dem
den gangen han gikk sine turer
med en vandrerstav
spikka av ei ungbjerk
Den bar han med seg som en evig følgesvenn
en usvikelig kamerat
selv om han vandra aleine.
Men nå er vandreren borte
stiene har forlengst forsvunnet
skjebnen har tatt dem og bare
vandrerstaven står igjen
på ukjent sted over ukjent grav.
Hvem som gravla vandreren
er det kun tida som veit.
Imens så sørger vinden
blåser over gress og mose
regnet drypper sakte
et ensomt gråværs-rekviem
der solen aldri vil skinne igjen
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEK-END.
onsdag, juli 02, 2008
GOD TORSDAGS MORGEN.
Igjen et fint, lite dikt av Herman Wildenvey:
MØTE.
Du skal komme i kveld som du er, lille venn.
Men vær som du var aller først!
O. kom, så begynner vi forfra igjen
med å tørste og slukke vår tørst.
Vi har sagt til hinannen så mangen en stund:
O, gid du var kold elleer varm.
Men vårt hjerte sprang op som en vaktpost i blund,
når en tvil om vår tro slo alarm.
La oss glemme de ganger da intet oss tvang.
La oss komme den første i hu!
Eller sverge at sist, det var siste gang,
for den første, den første er nu.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Diktet bringer frem minner om dengang - dengang !!!
Hva for deg?
HA EN GOD DAG!
tirsdag, juli 01, 2008
GOD ONSDAGS MORGEN !
Nå er det Juli og full sommer selv om det er kaldt i fjellet.
Men "sommerens dikter" Herman Wildenvey, som holdt
til i sitt deilige "Sørlandshus" mellom Larvik og Stavern,
omgitt av blomster og med utsikt over fjorden, følte ikke
frost og kulde der han bodde. Han skrev ofte om de nære
ting, som her i sitt fine dikt:
SOMMERREGN.
Hør nu suser sommerregnet
inn mot alle stengte ruter.
Nære ved og allevegne
står den våte skog og luter.
Om mitt vindu villvin slynges
grønn og groende og våt.
Havens rosenleire tynges
under aftenhimlens gråt.
Jeg fornemmer, regnet pisker
duft av rosene og løvet,
hele hagen sig forfrisker
salig efter blomsterstøvet.
Blomster bøier sig og takker
under vætens milde vold.
Disse bøyde blomsterenakker
finner aldri verden kold.
Skulde jeg da merke kulden
når det regner kolde gloser,
jeg som gror så godt i mulden
og som villig bærer roser?
Nei, la regnets våte nåler
drive susende her inn;
ved de første solens stråler
smiler haver i mitt sind.
La det regne, regnet gagner
selv mitt stakkars navn og rykte.
Onde ord er støv og agner
som for regn og blåst må flykte.
Men min sang får nye toner
efter både regn og frost.
Der er sus i mine kroner,
sus i regn og sang i blåst.
Hvor i verden, hvor i våren,
hvor i livets rike have,
finnes mere gudebåren
blomst enn sangens skjønne gave!
Men den blomst skal aldri lenges
efter annen lov og lønn
enn å kveges når det trenges
for å stråle frisk og skjønn.
Mig er denne gave givet.
Og jeg lønnes vel og verdig;
Ingen står mig efter livet,
selv om noen spår meg ferdig.
Ingen galge, ingen strikke,
ingen bøddel, ingen blokk.
Og jeg sulter nesten ikke.
Det er lønn og lykke nok.
Hør, jeg synger min sanger
sorgløst skjemtende med været.
Og jeg må mig mange ganger
selv med munter spott beære.
Den som tar sig selv alvorlig
er for mig alvorlig - dum.
De som finner dette dårlig
det er dårlig publikum.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja det var ikke alltid greit for en dikter i
Norge's magre jord. Men mens kritikerne
hans forlengst er døde og glemt, lever diktene
hans videre.
Til slutt: Det er lenge siden nå at jeg har bedt
leserne sende beskjed til sine e-post venner
om Dagensdikt.com
Forhåpentlig vil mange nye like å lese et dikt
hver morgen når dagen begynner?
