Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.søndag, desember 08, 2013
GOD MANDAGS MORGEN!
Dengang jeg var smågutt og var på besøk til slektsgården vår,
7 km. syd for Lillehammer - den første gården i Hedemark -
tok min mye eldre fetter meg ut på sledefart med spiss slede.
En hest ble sælet opp med dombjeller på bogstykket, og forspent for spiss sleden.
Jeg ble satt oppi med et digert bjørneskinns deksel over meg
mens min fetter satt bakpå i ulveskinnspels.
Så bar det avgårde på bygdeveien. Jeg husker fremdeles godt
bjelleklangen og synet av den store hesten som dro sleden foran
med der jeg satt nedi bjørnefellen, god og varm.
Gode minner.
I dag sender jeg et dikt om Sledefart, skrevet av en dansk forfatter.
Dessverre vet jeg ikke navnet hans.
Slædefart
En aften i den glade
jul
vi skulde ud at kjøre.
Paa himlen seiled som et hjul
den blanke maane, stor og gul,
der var saa deiligt føre.
Mens bedstemor blev pakket ind
fra foden op til haanden,
strøg kulden frit min røde kind,
og ret det frydede mit sind
at se min egen aanden.
Nu kaldte far, og rask jeg svang
mig baglængs op i dumpen. -
Hvor Blakken dansed, da i gang
den maatte gaa, mens bjelden klang,
til vi var over sumpen!
Men nu det lystigt strøg afsted,
saa fort som Blakken vilde.
Og langs den vide flade gled
vor sorte skygge op og ned; -
den vilde med til glide.
I maanens underlige glans,
mens vinden peb om øret,
de var, som gjærdets stør fik sans
og hopped os i luftig dans
forbi, at prøve føret.
Men da vi kom af gaden ned,
vi holdt ved husmandsstuen.
Af piben hvirvled tyk og bred
sig røgen op, og duftig gled
den bort i maaneluen.
De andre slæder kom nu til
langs fannerne ved laaven.
Saa bøied vi med munter il
til trende dombjeldkranses spil
fra sletten ind i skoven.
Der stod de lange furutrær
lig søiler smukt i rader.
Sin grønne krans de strakte hver
mod aftenhimlens straaleskjær -
et hvælv paa kolonnader.
vi skulde ud at kjøre.
Paa himlen seiled som et hjul
den blanke maane, stor og gul,
der var saa deiligt føre.
Mens bedstemor blev pakket ind
fra foden op til haanden,
strøg kulden frit min røde kind,
og ret det frydede mit sind
at se min egen aanden.
Nu kaldte far, og rask jeg svang
mig baglængs op i dumpen. -
Hvor Blakken dansed, da i gang
den maatte gaa, mens bjelden klang,
til vi var over sumpen!
Men nu det lystigt strøg afsted,
saa fort som Blakken vilde.
Og langs den vide flade gled
vor sorte skygge op og ned; -
den vilde med til glide.
I maanens underlige glans,
mens vinden peb om øret,
de var, som gjærdets stør fik sans
og hopped os i luftig dans
forbi, at prøve føret.
Men da vi kom af gaden ned,
vi holdt ved husmandsstuen.
Af piben hvirvled tyk og bred
sig røgen op, og duftig gled
den bort i maaneluen.
De andre slæder kom nu til
langs fannerne ved laaven.
Saa bøied vi med munter il
til trende dombjeldkranses spil
fra sletten ind i skoven.
Der stod de lange furutrær
lig søiler smukt i rader.
Sin grønne krans de strakte hver
mod aftenhimlens straaleskjær -
et hvælv paa kolonnader.
Men da
vi kom lidt længer ind,
og tæt og sort blev skoven,
gav maanen kun et sparsomt skin;
men fantasien i mit sind
blev mer og mer forvoven.
Og hver en busk fik liv og stand,
idet vi fór forbi den.
Til skjegget berserk blev en gran;
den ranke fyr var riddersmand;
hans svend stod tro ved siden.
I skyggen dybt en dødning stod,
stiv i det hvide klæde.
Han udgjød sine brødres blod,
og derfor maa den muldne fod
igjen af graven træde.
og tæt og sort blev skoven,
gav maanen kun et sparsomt skin;
men fantasien i mit sind
blev mer og mer forvoven.
Og hver en busk fik liv og stand,
idet vi fór forbi den.
Til skjegget berserk blev en gran;
den ranke fyr var riddersmand;
hans svend stod tro ved siden.
I skyggen dybt en dødning stod,
stiv i det hvide klæde.
Han udgjød sine brødres blod,
og derfor maa den muldne fod
igjen af graven træde.
Se,
ludende bag stubben gaar
en heks med stav og hætte.
Ho ho! dit væsen jeg forstaar:
Just saadan rokker, naar hun spaar,
paa hodet gamle Mette.
Og flygtigt som vort raske trav
svandt alt bag skovens fletning.
Ved bjeldens muntre klang begrav
sig ridder, dødning, heks med stav
paa flugt i modsat retning.
Men da vi kom af skoven ud
i maanens lyse lue,
da saa de blanke stjerner ud,
som skalv enhver af fryd - min Gud,
det var et deiligt skue!
en heks med stav og hætte.
Ho ho! dit væsen jeg forstaar:
Just saadan rokker, naar hun spaar,
paa hodet gamle Mette.
Og flygtigt som vort raske trav
svandt alt bag skovens fletning.
Ved bjeldens muntre klang begrav
sig ridder, dødning, heks med stav
paa flugt i modsat retning.
Men da vi kom af skoven ud
i maanens lyse lue,
da saa de blanke stjerner ud,
som skalv enhver af fryd - min Gud,
det var et deiligt skue!
Alt
sprang med liv, og hjertet sprang
omkap med hele vrimlen!
Og paa den klare bjeldeklang
det let og freidig op sig svang
til stjernerne paa himlen.
omkap med hele vrimlen!
Og paa den klare bjeldeklang
det let og freidig op sig svang
til stjernerne paa himlen.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Synd at det vel er få barn i dag som får en slik opplevelse.
Synd at det vel er få barn i dag som får en slik opplevelse.
Men hvis mulig, du som leser dette, finn frem til en bondegård
som kanskje kan ordne med en sledefart.
Ungene kommer aldri til å glemme det.
som kanskje kan ordne med en sledefart.
Ungene kommer aldri til å glemme det.
HA EN GOD DAG OG VÆR FORSIKTIG MED JULEBORDENE:
