left lapel  
bow tie


Dagens Dikt

Et daglig dikt til glede.


tirsdag, oktober 15, 2013
 
GOD ONSDAGS MORGEN!

I dag, ett av de vakreste diktene jeg kjenner.
Olaf Bull (1883-1933)

FRA KIRKEGAARDEN.

Kapellet blir luftet, og vildvin-røden
skjælver paa muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mod aftengløden
staa duer af marmor paa rusten stift.

Der drømmer i græsset en ældgammel plade
baardet af visnende straa fra ivaar - -
der skumrer et navn: Emerenze Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.

Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
senker forgjengelsens guld over alt;
"Blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun tilvisse vært kaldt."

Men se - under efteraarsgylne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en af opstandelsens trodsige fakler
holdt af en ukjendt, himmelsk haand!

                        (((()))))

Ja vel kan det være, nar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blendene himmel for Lillen - - ;
men eftersom hjerterne dør - hvad saa - - ?

O Lillen, din evighets elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jern;
kun mindebokstaverne, rustne og røde
staar om din haabede evighed værn!

Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennom et bly, ædelmodigt navn!

Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigsdrag,
skulde du stige paany til himlen
op af mit heftige hjertets slag!

Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennem blaaningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok - det fornemmes saa tungt.

Men Lillen - du gir meg jo bare det dunkle
under et brusende, gyllent haar,
og gravens bogstaver skal altid funkle
om noget, et menneske aldrig formaar!

                     ((((())))))

Emerenze Christence - dit navn være lovet - !
jeg lægger en blomst mellem hvert bogstav!
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundreder aar i din daglige grav.

Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
min minde er død i en kvinde, som lever
mit navn, som var elsket, blev bare et ord!

Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og søger at synge sit haab i mit bryst -
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
af lævende stemmer til livets lyst!

For ogsaa til deg er jeg vis paa det kommer
en irisk, som kvidrer i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence - vaagn, vaagn -  -  -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :

HA EN RIKTIG GOD DAG!








Home | Archives

Powered By Blogger TM
  right lapel