Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.tirsdag, juli 31, 2012
GOD ONSDAGS MORGEN!
Noe av det jeg elsker med Dagensdikt.com er undringen over hva
neste dikt jeg finner frem til, vil bringe.
I dag et dikt av vidunderlige danske Piet Hein fra hans diktsamling
"Husk at Leve." - for en fin tittel!
SOMMERVANDRING MED ET BARN.
Vi går den lange sommerdag
imellom sten og strå,
og mærkeligt og mageløst
er alt vi treffer på.
Der gynger græss. Der sejler sol.
Der tordner bølgetrav.
Vi vandrer i et grænseland
av himmel, jord og hav.
Vi møder grønne vingedyr
som ikke var i går.
Vi finder grå fossiler
av ufattelige år.
Vi går hvor lyset leger
i det lave, lunde vand
Vi følger vejrets vandring
over hav og himmelrand.
Vi møder alt som møder os
med samme åbne ånd,
mariehøns og måneny....
Vi vandrer hånd i hånd.
Der kravler kryb. Der flyver fnug.
Der bruser bølgeslag.
Vi går os bort. Vi går i et
med denne dybe dag.
Så ender dagen dog engang.
Et sind er løbet fuldt
av salighed og søvnighed
og sol og salt og sult.
Hvor kort, hvor lang, den stund som steg,
og stod, og brændte ned.
Det søde nære sommernu
som er av evighed.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
mandag, juli 30, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN!
I dag et koselig dikt av Rudolf Nilsen:
EN LITEN SYDFRANSK FISKERBY.
Om natten mørkt som i en sekk.
som kommer brusende og bred
og skyller natten vekk!
— Og hvad man får å se?
En liten vik med vinberg om
og fjerne fjell med sne.
Langs stranden skinner hvite hus
med røde taksten på
og vinduslemmer blå.
Og byens sang
er klokkeklang
og muntert bølgebrus.
For havets lange bølger går
fra himlens rand til strandens grus.
Og utpå nordre pynten står
et gammelt grått, arabisk tårn,
så tungt og trygt og fast iår
som noengang tilforn —
men klokkespillet knirker litt
og angir tiden nokså fritt.
Har byens gater rennesten,
så er det sjelden mer enn én.
I den blir alskens avfall lagt,
så gaten får en selsom prakt!
Og da der ikke fins kloakk,
blir stanken nokså sterk —
skjønt byen har jo, gudskjetakk,
sitt kommunale renholdsverk
av bikkjer, katter, høns med mer,
som sluker alt de ser.
Her lever man så jevnt og bra
og uten hodebry.
Man eter brød og frisk sardin
og drikker vin —
hvad mere vil man ha?
Voilà:
En liten sydfransk fiskerbyl
Og våren er forlengst begynt
engang i januar.
Det grønnes lyst på skrent og pynt.
I vinjene går folk og spar
og klipper druestokken fri
for tørre kvister fra ifjor,
så ikke den skal hindres i
på ny å vokse vid og stor!
Med varsom omhu, kjærlighet,
må vinen pleies, som man vet,
fra stokken står i sten og jord
til flasken gløder på vårt bord!
Men selve byen lever av
det rike Middelhav.
Er været godt, så er man på 'n
om morran klokka fem.
Men ellers snur man litt på skrå 'n
og vender nesa hjem.
Mistralen er en solskinsvind.
men Gud, hvor vilt den styrter
inn fra åpne havet her!
Når sprøiten står om rev og skjær,
da tar man det med ro.
For fisken blir nok der den er
en måned eller to!
Som oftest er man fullt i sving
fra tidlig av på byens strand.
Det går som lek og ingenting
å lage alt i stand.
Og skøitene de tøffer ut
med motordur og bølgesprut
og setter garn for sildestimen
i solgulltimen!
Mens lyset glitrer over hav
går silden i sin massegrav
og henger der og glitrer selv
med sølv i milliarder skjell.
Og byens liv det går sin gang.
Men formiddagen føles lang
for gamle folk. De rusler hen
på moloen og speider ut
og tenker på da de var menn
som stevnet inn for vindspent klut!
Montro hvad fangsten blir idag
for sønnens fiskerlag?
I kimingen det første seil —:
Hun der er sikkert nok "I'Amour"!
Og kikkerten går rundt på tur:
Nei, gamlingen tok ikke feil:
Snart stryker hele flåten inn
i formiddagens pålandsvind.
I vikens gap slås motorn på,
og skøiten styres rett på land,
for stranden er så jevn og skrå
med dyp og florfin sand.
I samme nu er fisken øst
i kurvene og dekket pøst
og båten halt på land
av cirka femten mann!
Så stimler byens koner til,
og snart er hele kjerring—hurven
forsamlet rundt om fiskekurven —
og skyllet, veid og lagt i is
blir dagens fine, blanke sild
kjørt bort i vogner kassevis.
Og alt er sang og spøk og spill!
Selv stedets gamle, trinne pater
går smilende omkring og prater
med. sine flinke sognebørn,
som varmer sig i solens ild
på stranden efter dagens tørn.
Et sydens fiske: næsten lek —
med latter. skrik og mye prek.
Så er den også lett og fin —
en munter liten lekkerbisk
og ingen alvorsfisk
den lille sølvsardin!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Det er nesten som jeg får lyst til å ta meg en tur dit.
Kanskje til høsten når det blir kaldt igjen?
HA EN GOD DAG.
torsdag, juli 26, 2012
GOD FREDAGS MORGEN !
Adam Oehlenschlager's store dikt ble skrevet kort tid etter at de berømte gullhornene fra oldtiden ble stjålet og smeltet om omkring 1802.
Dette diktet er regnet som ett av de fineste av dansk poesi.
Nyd det.
Guldhornene
De higer og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket,stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
"I, gamle, gamle
"Hensvundene Dage,
"Da det straalte i Norden,
"Da Himlen var paa Jorden.
"Giv et Glimt tilbage!"
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Roser sig lukker,
De øvre Regioner
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie,
Kampfarvede, røde,
Med Stierneglands i Øie.
"I, som raver i blinde,
"Skal finde
"Et ældgammelt Minde,
"Der skal komme, og svinde.
"Dets gyldne Sider
"Skal Præget bære,
"Af de ældste Tider.
"Af det kan I lære.
"Med andagtsfuld Ære,
"I vor Gave belønne!
"Det skiønneste Skiønne,
"En Mø
"Skal Helligdommen finde."
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe.
Hrymfaxe, den sorte,
Puster, og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
Duggperler bade
Blomsterblade
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Mø hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder.
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind,
Med muntert Sind.
Hun svæver, og smiler;
Og som hun iler,
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler,
Og stirrer, og skuer
Gyldne Luer,
Og rødmer, og bæver,
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld
Med sneehvide Haand
Det røde Guld.
En sagte Torden
Dundrer.
Hele Norden
Undrer.
Og hen de stimle
I store Vrimle,
og grave og søge,
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget;
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.
Et Sekel svinder.
Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
"For de sieldne Faae
"Som vor Gave forstaae;
"Som ei Jordlænker binde,
"Men hvis Siæle sig hæve
"Til det Eviges Tinde;
"Som ane det Høie,
"I Naturens Øie;
"Som tilbedende bæve
"For Guddommens Straaler,
"I Sole, i Violer,
"I det Mindste, i det Største;
"Som brændende tørste
"Efter Livets Liv;
"Som – o, store Aand
"For de svunde Tider!
"See dit Guddomsblik
"Paa Helligdommens Sider:
"For dem lyder atter vort Bliv.
"Naturens Søn,
"Ukiendt i Løn,
"Men som sine Fædre
"Kraftig og stor,
"Dyrkende sin Jord,
"Ham vil vi hædre:
"Han skal atter finde."
Saa synge de, og svinde.
Hrymfaxe den sorte,
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.
Ved lune Skov
Øxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.
Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskarer
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.
Da klinger i Muld
Det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden!
Men I see kun Guldets Lue,
Ikke det ærværdigt Høie;
Sætte dem som Pragt til Skue
For et mat nysgierrigt Øie.
Himlen sortner, Storme brage;
Visse Time! du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Oehlenschlager var rasende, som hele Danmark og mange utenom landet var det, over at to så enestående ting fra oldtiden som de to gullhornene kunne
bli smeltet om og solgt. Men forbrytere er oftest enkle sjeler hvis utdannelse og
forståelse sjelden går utover det mest primitive nivå. Det eneste gode fra
denne hendelsen var at tegn og symboler på gullhornene var blitt tegnet av før de ble borte.
Håper du likte diktet, og
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND.
onsdag, juli 25, 2012
GOD TORSDAGS MORGEN.
Jeg er tilbake etter tannlegen og med magen full av smertestillende piller.
So it goes!
I dag har jeg funnet frem til et dikt av Sigbjørn Obstfelder, en merkelig dikter.
Nyd diktet:
Sigbjørn Obstfelder
TRÆET
Hvor er mine blade, mine knopper?
Mine grene er borte, mine kviste brudte.
Jeg spredte alle mine blomster ud over verden.
Sommer vilde jeg skabe.
Jeg spredte alle mine blomster ud.
Jeg har ingen tilbage selv.
Engang sived der saft i mine stængler,
der stod en stor krone om min stamme,
den bøied sig i vinden,
dens blade skjalv for hvert drivende pust,
og varm sne titted ud fra det grønne.
Å, hvorfor dryssed jeg sneen ned?
Kanske har jeg ikke drysset sommer i et eneste hjerte.
Nu er alt nøgent.
Det er vinter.
Der er blot min tørre stamme og det kolde blådyb.
- Dog, hvad er det?
Der bøier sig noget ud her høit oppe.
Det er som om hele jorden dirrer.
Forunderligt. Jeg føler en ny kvist springer ud.
Den er sterk som sten.
Jeg vet ikke hvorhen den peger.
Jeg vet ikke om det er op mod det høie.
eller om det er ind mod det dybe.
Der er millioner stjerner omkring.
Er det sneen jeg fordum spredte?
Mine knopper, mine blade, mine stængler er borte.
Jeg eier kun en eneste stenhård kvist.
Engang sived der saft i min stamme.
Malm, malm hører jeg klinge i min kvist.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
tirsdag, juli 24, 2012
God onsdags morgen
selv om et ikke er noen god morgen for meg.
Jeg hadde en tannoperasjon i går ettermiddag og
fikk trukket en jeksel - lengst inne i kjeven.
Så nå føler jeg meg elendig og er ikke lysten på poesi.
Men jeg kommer tilbake i morgen.
Nå skal jeg ta en liten hvit pille igjen mot "vondten."
Ha det sålenge.
mandag, juli 23, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN!
I dag sender jeg en gammel vise, forfattet av Claus Frimann (1746-1829)
Han var prest og dikter, født i Selje i Nordfjord.
Ved Haand-arbeidet.
Saa knytter jeg traad,
saa øver sig haanden
i quindelig daad;
ved haanden ar henge man bliver saa trær,
ved haanden at røre gaaer tiden saa let,
jeg knytteer ei silke,
jeg knytter ei guld,
min traad er af uld,
min traad er af uld.
Min uldene traad,
naar vinteren bruser, skal varme min fod;
men intet paa stikke, med intet paa teen,
saa mangen maae skjælve paa iislagte steen;
Gud see til de usle som nøgne og blaa
i snee-vandet gaae!
Jeg knytter kun traad,
jeg knytter ei baand af ugudelig raad;
viig langt fra mit hierte, du mørkhedens aand,
som lærer at binde bestrikkende baand!
skal menneskee knytte for mennekets barn
et fangende garn?
MIn knyttede traad
mig minner om livet; mit liv er en traad,
hver maskeklæd stikke er fuldendte dag,
hver maske, hver knude et pulsaareslag. - -
naar livet er endet, o Gud, i din haand
annam da min aand!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Når jeg ser på maskene i en strikkegenser og tenker på alle de dager
bak meg som hver maske representerer - så hender det at jeg tenker:
"Hvor er de gått, alle disse dagene, og hva har jeg gjort av verdi for andre?"
Ikke alltid greit å gi svar på det.
HA EN GOD DAG.
søndag, juli 22, 2012
GOD MANDAGS MORGEN, IGJEN.
Ja ikke vet jeg hvor ukene blir av. Snart er det August!!!!
Men avhengig av hvor i landet en er, så er det slåttånn flere steder
der høyet blir slått og tørket før det bringes inn på loven (elller gjemt bort i
de forfærdelige hvite plastikk rullene en ser langs mange jorder rundt om.)
Inger Hagerup skrev betagelig om høyet.
"Så deilig dovent gresset er
- et grønt sakmodig sus
som nynner litt for bien og
gir sommerfuglen hus.
Til vindens muntre føytespill
det vifter dagen lang
og bøyer seg for alle ting
med solskinn i sitt fang.
Trer duggens perlebånd hver natt
og pynter seg med det,
så ingen hertuginne
er stoltere å se.
Selv når det dør, dør det i duft,
så himmelsk ren og fin
- som ydmykt krydder i sin boks,
som nardus i sitt skrin.
og så - i låvens trygge borg
la tiden gå i stå.
Så deilig dovent gresset er
Å, om jeg var et strå!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg husker godt eimen av høy på låven på
slektsgården vår da jeg var smågutt.
Den ligger på solsiden, syv km. syd for Lillehammer
og grenser ned mot Mjøsa.
Gamleloven var av stort tømmer og oppdelt
i flere rom som ble fyllt fra høyvognene som kom
inn på lovebrua inne i låven og tømte høyet ned i rommene.
Derfra kun de ta ut høy for fjøset og hestestallen som lå
under rommene med høy.
Enkelt og "greit" hvis en ikke tenker på alt arbeidet som lå bak.
Nå er den tiden over. I dag går alt med maskiner og plastikk-baller.
Gamleloven er revet ned. Nyloven er gjort om til maskingarasje.
Ingen dyr lenger på gården. Ikke engang en katt!
Og mesteparten av folkene er borte. Gården er død og kommer
aldri tilbake. Synd på mange måter, men dette er vel fremskritt???
HA EN GOD DAG!
torsdag, juli 19, 2012
GOD FREDAGS MORGEN!
For noen dageer siden sendte jeg visen: Dansen på Uvår.
Jeg visste ikke hvor Uvår var og ba om at noen måtte gi meg en
pekepinn om hvor det er.
K.A. sendte en epost til meg - gaapaa@yahoo.com - og fortalte at
"Uvår er ei øygruppe helt ytterst i Søgne skjærgård mellom Mandal og Kristiansand." Takk skal du ha K.A. Neste gang jeg er på de kanter
skal jeg se om jeg kan få meg en tur dit.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Arne Garborg er en fin dikter som dessverre er "gått av moten."
I hvert fall er det skjelden en leser dikt av ham.
For i dag og helgen - og særlig hvis dere er til fjells -
sender jeg dette lille diktet fra hans hånd.
"Å stakkars vesle hare, så fin og silkekledd,
Gud veit kor du hev fare, med di du er så redd?
Du spretter og du skvetter så hovudlaus i kring.
Kva er du renner etter og snøgg i hol deg sting,
arme ting!
Her er så god ein sumar med hus i kvar ein busk
og lauv i friske kumar åt slik ein liten trusk.
No skal meg vera kvate i slik ein solskinnsstund
no skal me vera late og taka oss i lund - lette blund.
Du er så brun og lekker i somarkjolen din;
de'r berre du for klekk er te vera guten min.
Men vil du glad meg gjera så hoppa her i li,
og vener skal me vera og vener skal me bli
all vår tid.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
tirsdag, juli 17, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN.
I dag et dikt av sommeren's og blomstene's dikter
Herman Wildenvey.
Han var en enestående dikter - så forskjellig fra våre
andre poeter gjennom tidene. Ikke de litt tunge, alvorlige diktene,
og slett ikke som dagens unge diktere som hovedsakelig betrakter
sin egen navle og klager over tapt kjærlighet og dagens samfund osv.
De er alle om "meg-meg-meg."
Wildenvey var en dikter med optimisme, glede over sommer og
sol og blomster, kvinner og natur.
Han var en Gudsbenåded sommeren's og blomstenes poet.
Her er hans dikt:
SOMMERNATT I SKOGEN.
Sommerkveldens sang og kvitter
slutter i den grønne lund.
Rundt på grønne grener sitter
fugl som sang sig selv i blund.
Vannet blått og gyllenstjernet
speiler dagens ansikt matt:
Stjerner pryder dypt i tjernet
strandens endevendte kratt.
Under denne høie himmel
og i dette klare dyp,
hviler dagens dyrevrimmel,
våker nattens rare kryp.
Livet spiller ingen triller
mer i skogens dansesal.
Drømmens blide grenser skiller
søvnens land og dødens dal.
Men mens løv i vinden hvisker
alt om natten går sin gang,
sniker seg en ensom fisker
langs med strangens med sin stang.
Mennesket, den klare, kolde
massemorder tar nu fatt:
Livet spiller ingen rolle,
livet det blir gitt og tatt.
Ørret som i vannet våkner
efter mygg og annen mat,
blir i morgen lekre saker
på en morders fiskefat.
Men når morgenduggen faller
over liljer, lyng og siv,
står en gud i øst og kaller
livet frem til mere liv,
Ja, når morgenduggen faller
over liljer, løv og lyng,
står en gud av ild og gjaller:
"Alle fugler, opp og syng."
Og til mig, som folk fornekter,
og som er så ille likt,
roper skogens morgenvekter:
gamle dikter! Opp og dikt !
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Er det noen av dere som husker Wildenvey's radio foredrag fra
lang tilbake. Med han's monotone men faksierende beretninger fra hans unge dager.
Jeg håper radio'n sender det igjen.
HA EN GOD DAG!
mandag, juli 16, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN!
Ja, så regner det litt igjen. (Men der jeg sitter for øyeblikket, i Bristol, Rhode Island, USA,
er det spådd 36 grader i morgen!!!! Ikke noe for en nordmann selv om alt er aircondition her.
Du kommer utenfra, god og varm med svette på øyebrynet og så går du inn i et hus hvor temperaturen er 20 grader kaldere. Dette kan da ikke være bra, skulle jeg tro? Men badevannet her i havet er deilig. Ca. 22-23 grader!!!
I dag et dikt avJohan Sebastian Welhaven (1807-1873)
|LOKKENDE TONER.
Der fløi en Fug over Granehei
som synger forglemte Sange;
den lokked kig bort fra slagen Vei
og ind paa skyggende Gange.
Jeg kom til skjulte Kilder og Tjern
hvor Elgene Tørsten slukke;
men Fuglesangen lød endnu fjern
somNyn mellem Vindens Sukke:
Tirill Tove,
langt, langt bort i Skove.
Jeg stod i Birkenes høie Sal,
mens Midsommerdagen helded;
der tindrede Dug i dyben Dal,
det skinned som Guld af Fjeldet.
Da bæved Lunden, da lød det nær
som af en susende Vinge,
og grant jeg hørte fra Fjeld og Trær,
de lokkende Toner klinge:
Tirilill Tove,
Langt, langt bort i Skove!
Der fører en Sti saa langt af Led
til Lien, hvor Fuglen bygger;
der stemmer den op hver Sang, den ved,
i dunkleste Graneskygger.
Men om jeg aldrig kan vinde did,
jeg kjenner dog Lokkesangen,
hvor sødt den kalder ved Sommertid,
naar Kvelden har dugget Vangen:
Tirill Tove,
Langt. langt bort i Skove!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
For godt over 100 år siden skrev Welhaven dette diktet,
og fremdeles føler jeg poesien i diktet.
Jeg håper du som leser diktet føler det samme.
God poesi har evig liv!
HA EN GOD DAG.
søndag, juli 15, 2012
GOD MANDAGS MORGEN!
I helgen satt jeg stille ved en elv og så på landskapet.
Strukturen på trær som var nærmest meg.
Fargene og løvet som raslet i vinden.
Åssiden, sommergrønn med mørkere grønnfarge
fra grantrærne ser de stod inniblandt løvskogen
med lysere grønnfarger. Jeg tenkte: "Hvor heldig jeg
er som sitter her akkurat nå og føler naturens under
og er ett med det - men samtidig utenfor på en måte."
Var jeg et tre.
Arnulf Øverland
Var jeg et tre,
hadde jeg stille gleder.
De vilde komme til mig fra fjerne steder,
bare jeg lot det skje.
Fuglene bodde hos mig og bygget reder,
-
jeg
kunde stå ved en vei:
trette
menneskebarn skulde trygge
søke min skygge;
alt vilde komme til mig!
Blest vilde bruse i mig,
bier bære mitt støv,
dagene drive forbi mig,
nettene dugge mitt løv!
Hen over jorden skrider årets tider
De skulde gjennemstrømme mig, alle.
Frukt skulde tynge mig
og mine blader falle,
våren atter forynge mig!
Under de stumme stjernene
skulde jeg sove min søvn i sne,
var jeg et tre!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG OG EN GOD UKE!
torsdag, juli 12, 2012
GOD FREDAGS MORGEN!
Nå som bøndene krangler som værst om hvor stor støtte de
skal få fra "den offentlige kaka" kan det passe med dette diktet av Nils Økland.
BONDEYRKET.
På eigen gard eg går så trygg
og rydjar, bryt og vender.
Eg spenner arm og tøyer rygg
og slit så sveiten renner.
Eg køyrer mold og styrer plog
og bryt vekk stein og brake.
Ein vårdag fin eg plantar skog
på fjellet grått og nake.
Og i den glade sumarstid
når eg på ljåen bryner,
då tendrast det i sjela mi
vel tusen solskins-syner.
Og er det kaldt og tungt om haust
og i den vinter mørke,
eg har ei stove tett og traust
og mang eit inne-yrke.
Eg har så god og gjev ein heim,
en heim som min eg kallar,
og aldri trår eg ut til deim
som bur i høge haller;
her er eg lett og glad og fri
og full av mot og styrke,
og derfor finn eg adel i
mitt friske bondeyrke.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Det er ikke mye stas med bondeyrket lenger.
Jeg vet av tre storgårder rundt Mjøsa som ble solgt
fordi arvingene ikke ville ta over og drive jordbruket.
Ja - tiden forandrer seg og slik vil de alltid være.
Litt trist, syn's jeg, som husker bondegårder der det
var folk og dyr og liv og røre. Nå er det ikke engang
ei bikkje på garden - bare noen maskiner som driver
jordene og høster skogen. Stusslig!
HA EN GOD DAG.
onsdag, juli 11, 2012
GOD TORSDAGS MORGEN!
Selv om regnet strømmer ned nå om dagen, kan det være
litt hyggelig med dette oppløftende diktet av A. Aabel.
SE NORGES BLOMSTERDAL.
Se Norges blomsterdal!
Farvel, du kvalme fangekrok;
den ville graneskog
er nu så deilig sval!
Trala-la-la-la-la
Ja, lystelig det er i Nord
blant fjell og li og skog!
Hør fjellets stolte foss:
Nyss brøt den vintrens bånd og tvang;
nå går den fritt sin gang
og brummer bass til oss.
Tyss! Gjøk fra bjerkekvist
sitt "ku-ku" slå av hjertets grunn:
litt klosset er hans munn.
Han mener "takk for sist."
På friske grønne eng
står blomster, røde, gule, blå
og reder alver små
en yndig blomsterseng.
Så blå som himlens hvelv,
fra hyttens dør så skjelmsk på klem
to øyne titter frem
og ler som Frøya selv.|
Og får vi enn en skur -
litt regn gjør bondens aker godt,
vi skydde aldri "vått"
det er mot vår natur.
Når hjem til dont og by
vi vende må fra landets lyst
med "glemmmegei" ved bryst,
vi synger høyt mot sky:Tralalala
Ja, lenge blomstre gamle Nord
med fjell og li og fjord,
med fjell og li og fjord!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Denne gamle sangen går vanligvis med en tysk folketone.
Hvis du kjenner melodien - syng med!
Ha en god dag!!!
tirsdag, juli 10, 2012
GOD ONSDAGS MORGEN!
Som lovet for et par dager siden da jeg sendte et stemningsfullt
svensk dikt - "Lugn hviler sjøen" - så sender jeg i dag et danskt
dikt med samme stemning. Diktet er skrevet av F. J. Hansen.
EN SALME.
Det spredes mer og mer det dunkle grå,
mildt aften solen ser på grönne strande,
havflaten samler opp det smukke blå,
som svömmet himlen på de stille vanne.
Det er så rolig over land og hav;
men gresset gror i lönn, og blomster vorde;
han som gav blomsten vekst, ej röst den gav
for å fortelle verden hva han gjorde.
Hvor deilig skinne vesten over muld!
det er som himlen hist i aftenstille
oppsamlet i sitt skjöd alt jordens gull,
at ei det skulle brödres hjerter skille.
Fred mellom mennesker, Guds fred på jord,
hans dugg på hver uskyldig blomst her nede!
Du gylne sol, som daler mild og stor,
o, dal ei over broders vrede.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
"Dal ei over broders vrede" - var det bare slik her i verden,
med uro over alt. Det er VARG-TIDER, som de sa i gamle dager.
(Varg=ulv) Men, hold motet oppe og ha en god dag.
mandag, juli 09, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN!
I dag et dikt av Bjørnstjerne Bjørnson:
ARBEIDERMARSJ.
Takt, takt, pass på takten,
den er mer enn halve makten!
Den gjør en av mange, mange,
den gjør modig små og bange,
den gjør lett det lengste lange,
den gjør målet tyve gange
til så muntert og så sikkert
som vi hadde det i kikkert.
Takt, takt, pass på takten,
den er mer enn halve makten!
Får vi tak i noen hundre,
enda ingen vil det undre
får vi takt i noen tusen
en og annen låner øre;
får vi takt i hundre tusen,
jo, den brusen vil de høre!
Takt, takt, pass på takten,
den er mer enn halve makten!
Kom vi alle først i slik en
takt fra Vardø og til Viken,
Vinger opp til Bergens-trakten,
kom vi alle opp i takten, -
da ble rett på ett og annet,
som er rangt ennå i landet.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja dette diktet passet kanskje i 1892 da Bjørnson skrev dette diktet.
Mye er endret siden gangen og det er ikke mye igjen av marsjering i
det norske folket. Nå er det mer bekvemt å sitte hjemme og se på TV.
Kanskje er det ikke så mye å marsjere om/for heller.
Men i de Moslemske landene marsjeres det og store
endringer er på gang. Om det blir til det bedre eller ikke -
ja se det vil fremtiden vise. Jeg er ikke optimistisk.
Men ha en riktig god dag og ny sommeren!
søndag, juli 08, 2012
GOD MANDAGS MORGEN !
Först er det glovarmt en stund og så regner det en stund og like
galt er det enten en har det ene eller det andre.
Men väret kan man ikke gjöre noe med. - - -
I dag et svensk dikt som passer til en sval sommerkveld.
LUGN VILAR SJÖN.
Lugn vilar sjön.
Kring berg och dalar,
nu breder natten mildt sin arm,
och fogelns röst ej mere talar,
han slumrat in vid skogens barm,
han slumrat in vid skogens barm.
Lugn vilar sjön. Re'n aftonvinden
till ro sig lägger ned vid ön.
Nu blomman blygt sitt huvud sänker
hon beder fromt sin aftonbön
hon beder fromt sin aftonbön.
Lugn vilar sjön. Så fridsamt vinka
de ljusa stjernor från det blå.
Var tyst, var still, o männskohjärta
snart ävan du skal friden få
Snart even du skal friden få.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg liker den fölsomme tonen i dette diktet.
Så også du?
I morgen et dansk dikt i samme tone.
HA EN GOD DAG.
torsdag, juli 05, 2012
GOD FREDAGS MORGEN !
Et litt vemodig dikt i dag.
Det er skrevet av J. L. Heiberg.
Lette Bølge.
Lette bølge! Når du blåner
gjennomsiktig lys og klar,
himlens farveskjær du låner,
selv du ingen farge har;
Himlen ei, kun himlens billed
hviler i din dype favn.
Aldri er din lengsel stillet;
den er evig som ditt savn,
den er evig som ditt savn.
Bølge! hvor du klarest rinner
speiles himlen i ditt bad.
Akk! din lengsel hjertet minner
om hva skjebnen skiller ad.
Hjerte! Du bør ikke klage!
Selv naturen føler savn.
Trøst deg hvis du har tilbake
kun et billed og et navn
kun et billed og et navn.
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja, hva blir igjen når barn og barnebarn også er borte?
Kanskje bare et bilde og navnet.
I slekttavlen vår er det et navn - på 1600-tallet fikk han en bot
for slagsmål i sin bror's bryllup. Det er alt vi vet om ham.
Trist i grunnen. - - -
MEN NU ER VI HER - så nyd dagen!
onsdag, juli 04, 2012
GOD TORSDAGS MORGEN!
Slik været er om dagen kan det passe med denne lille
historien om været og en pike.
Etter en svensk vise:
PIGEN OG PARAPLYEN.
Ei vise vil jeg synge som er aldeles ny.
Den handler om en pige og en oppslått paraply.
Hun var fra Haparanda og hadde fått en venn,
hans navn var Kalle Lander ifra Eskilstuna len.
A-de-li-tan-a-ladali-di-o-dei
a-de-lit-tan-a-a-da-li-dei
En dag som sola skinte og det itte fans ei sky,
hun gikk med lilla vennen og oppslått paraply.
At Herren straffer sådant, det kan I jo forstå,
og nå skal De får høre hur gæli det kan gå.
En hvirvelvind kom farand' alt ifra himlen ned.
Den grep i paraplyen så pigen fulgte med.
Det var et syn at skåda, langt værre enn De tror,
slik som hu for tel himmerik i strømper og i skor.
Så for hu da tel himmelen ifra sin lilla venn,
som sto der ned' og ropa "Soffi, kom ned igjen,"
Men alt han skreik og hoia og sjøng o hi o hei,
så var det kul i Klampenborg at a kunne sleppa seg.
Ved Haparanda kirke der skulle stå på ei grav
"Her hviler skjønn Soffi" i forgyllande bokstav.
Men grava står der ubrukt, for under himlens sky
der skrangler det et beinskjellet i en rosa paraply.
A-de-li-tan-a-ladali-di-o-dei
a-de-lit-tan-a-a-da-li-dei
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja slik kan det gå.
Moralen er: Ikke bruk en oppslått paraply når det er
hvirvelvind i nærheten!!!!!
HA EN GOD DAG - OG SMIL!!!!
tirsdag, juli 03, 2012
GOD ONSDAGS MORGEN!
I dag, Arne Paasche Aasen' vise:
DET GÅR SÅ GO' EN VEI.
Så er det gyllen sommerkveld,
hver fugl har falt til ro,
da går de stille hand i hand
på bygdevei, de to.
De går og tier lykkelig,
to hjerter slår i takt
og ingen trenger si de ord som er så ofte sagt.
Det går så god en vei
blant kløver, timotei
Sing du-de-li på engen, sing du-de-li-o-dei.
Han trykker hennes myke hand,
hun trykker hans igjen.
Og ikke går de vill i kveld,
de vet hvor de skal hen.
Der borte bakom knausene,
bak akerteig og eng
har sommerkvelden skjenket dem
en himmelsk brudeseng.
Det går så god en vei
blant kløver, timotei
Sing du-de-li på engen, sing du-de-li-o-dei.
Når morgensolen strør sitt gull
på myr og mark og mo,
har ingen her i verden det
så travelt som de to.
For han skal stelle hestene,
og hun skal melke ku.
Men se hvor de er lykklige
å du, å du, å du.
Det går så god en vei
blant kløver, timotei
Sing du-de-li på engen, sing du-de-li-o-dei.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ingen stor diktning dette, men en hyggelig vise i sommervarmen.
Ellers synes jeg det er ganske forfærdelig at Helseministeren kan
tillate at friske og velskapte guttebarn skal under kniven og få skåret
bort en del av penisen - fordi noen Islamske mullaer har foreskrevet det.
Snart vil SHARIA lov dominere i Norge - og vi er domsnille nok til å
la det skje!!!!!!
HA EN GOD DAG OG VÆR PÅ VAKT!!!!!!!!!
mandag, juli 02, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN!
For noen dager siden sendte jeg svenske "Värmeland" visen og nevnte at
det eneste "tilsvarende" dikt jeg kjendte for Norge var dette:
Av Elias Blix
Aa eg veit meg eit land
langt der uppe mot nord,
med ei lysande strand
millom høgfjell og fjord.
Der eg gjerne er gjest,
der mitt hjarta er fest
med dei finaste band.
Aa eg minnest, eg minnest
so vel dette land!
Aa eg veit meg eit land
langt der uppe mot nord,
med ei lysande strand
millom høgfjell og fjord.
Der eg gjerne er gjest,
der mitt hjarta er fest
med dei finaste band.
Aa eg minnest, eg minnest
so vel dette land!
Der eit fjell stig mot sky
med si kruna av snø,
og i lauvklædnad ny
det seg speglar i sjø,
og det smiler mot strand
med si bringa i brand
i den sol-klaare kveld:
Aa eg minnest, eg minnest
so vel dette fjell!
Ja eg kjenner den stad
der eg stima som gut,
der eg kaua og kvad
so det svara fraa nut,
der eg leika og log
i den lauvklædde skog
millom blomar og blad:
Aa eg minnest, eg minnest
so vel denne stad!
Og naar vinden var spak,
fór um fjorden eg rundt,
der eg rodde og rak
som ein fiskande glunt.
Der eg leikande laag
og meg vogga paa vaag
i den nattsol der nord:
Aa eg minnest, eg minnest
so vel denne fjord!
Men der daarande hav,
som no drøymer so stilt
vert ei glupande grav
naar det reiser seg vilt.
Snart det lokkar og lær,
snart det yver deg slær
og dreg baaten i kav.
Aa eg minnest, eg minnest
so vel dette hav!
I min heim var eg sæl,
av di Gud var attved,
og eg kjende so vel
kor det anda Guds fred,
naar til kyrkja me fór,
naar me heime heldt kor,
og med moder eg bad.
Aa eg minnest, eg minnest
so vel denne stad!
Denne heim er meg kjær
som den beste paa jord.
Han mitt hjarta er nær,
denne fjetrande fjord,
og det maalande fjell
og den straalande kveld,
hugen leikar paa deim:
Aa eg minnest, eg minnest
so vel denne heim!
Og eg lengtar so tidt
dette landet aa sjaa,
og det dreg meg so blidt,
naar eg langt er ifraa.
Med den vaknande vaar
vert min saknad so saar,
so mest graata eg kann.
Aa eg minnest, eg minnest
so vel dette land!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg har besøkt Nordland et par ganger, og også Lofoten,
Jeg må si det er et enestående landskap som har gitt
varige minner om hvite strender, skarpe fjell og lyset -
lyset som det synes meg er sterker og klarere der enn
andre steder i Norge. Jeg kommer nok tilbake dit igjen.
HA EN GOD DAG.
søndag, juli 01, 2012
GOD MANDAGS MORGEN!
Nordahl Grieg skrev noen veldig fine dikt i krigsårene før han ble drept.
Ett nydelig dikt som ikke var et "krigsdikt" er dette:
CYKKELSTYRET.
Det glitrer blankt i et cykkelstyre.
Nu er det juni og heggeduft.
Og unge jenter har tynne tøier
i mellom sig og den lyse luft.
De går på veien med hver sin cykkel.
I taushet vandrer de to og to.
Men bak dem driver de unge gutter
i søndagsblådress og brune sko.
Og de blir modige. Lå med cykkelen!
Det får de lov til, de unge mænd.
Blådresser suser langs hvite hegger,
så får hun cykkelen sin igjen.
Men nu går gutten ved hendes side,
hans djerve plan er blitt kront med held:
han holder taket i cykkelstyret.
Og rundt omkring er det junikveld.
Og hendes hånd er på andre siden,
den gjør et kjærtegn, en liten sving:
Vi går og holder i noget sammen!
Og begge later som ingenting.
De går på veiene ganske tause,
med hjertet fyldt av hva begge vet,
mens næven knuger det blanke nikkel.
O cykkelstyre. O kjærlighet.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD OG SOMMERLIG UKE.
