Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.torsdag, mars 29, 2012
GOD FREDAGS MORGEN!
For i dag blir det ikke noe dikt fordi jeg er på farten til min datter for å feire
80-års dagen min i morgen. Hun steller i stand stor fest og jeg gleder meg!!!
80 år høres mye ut, men så lenge en har rimelig helse - som jeg har - og hodet er i orden - som mitt er - så blir det bare ett rundt år og (håper jeg) en god del år
foran meg.
Dagensdikt.com er vel en av de eldste bloggene i det hele tatt, nå på 11 året.
Da jeg begynte var det få som kjendte til bloggingen. I dag er det millioner.
Da jeg skrev den første "Guide to Advertising on the Internet" i 1993 var
Internettet så og si ukjendt for de fleste. Guiden kostet ca. kr. 10.000 dengangen
og ble solgt i et brukbart opplag. Nå er det en kopi i Internett museet.
Siden 1979, har jeg fulgt med i utviklingen frem til det som ble Internettet.
Til tross for dette forsto ikke jeg, og de fleste andre som var involvert, hvilken revolusjon Internettet ville bli. Men fra starten av var folk nysjerrige og hadde følelsen av at "dette er noe vi må lære oss." Jeg holdt foredrag i Norge og i
USA på en rekke steder. Det var forbausende hvor mange som kom på disse
foredragene - igjen - fordi de ante at her var det noe på farten som kunne bli
viktig. Og det får en si det ble.
En av godene med Internettet er at jeg kunne sende dikt - på hverdagene -
Etter hvert er det blitt bortimot 2300plus dikt og 87.000 som har sett på Dagensdikt.com Jeg håper alle dere som leser Dagensdikt.com setter pris på denne daglige stunden da en leser diktet for dagen.
Så ha en god helg og jeg tar imot gratulasjonene som dere nå sender meg i tankene-uten at jeg vet hvem dere er eller hvor du leser dette fra.
Tilbake på mandag!
onsdag, mars 28, 2012
GOD TORSDAGS MORGEN!
En av mine eldste og beste venner har nå havnet på et pleiehjem.
Han har Altzheimer's sykdommen. Når jeg ringer ham hver mandag
vet jeg aldri om han er "utenfor" eller om vi kan føre en enkel samtale.
Det hele blir mer og mer vanskelig. Men han setter stor pris på at jeg ringer
og tenker på ham. - - - - - -
Diktet i dag, av en ukjendt forfatter, er skrevet for å gi en ide om
hvordan en person med Alzheimer tenker og føler.
Dag og tid blandes sammen. Barndommen mikses inn med
andre tanker. Det blir vanskelig å føre en samtale og forstå
hva den syke tenker på og hvor han/hun går i en samtale.
Alzheimers!
På Hjemmet.
Søster jeg har deg inderlig kjær
hos deg har jeg endelig landet
men jeg er ikke hjemme her
hjemme var noe helt annet
Jeg var lett og rask på foten
stelte fint med barn og mann
Jeg bygde huset her på kvoten
Og var med i krig i Norges land
Livet mitt har vært så herlig
men det nærmer seg en slutt
jeg har vært snill, du tenker nok særlig
det snudde visst nokså akutt
Her er det meste rundt meg rot
da kommer mor til meg
hun holder oppe alt mitt mot
og sender meg på skole – vei
Jeg sover støtt og stadig
Roter meg bort i eget hjem
Alt rundt meg går så radig
Tror De jeg kan huske Dem?
Du kommer inn hver morgen
Jeg spør deg hvem du er
Lov meg ikke ta den sorgen
Når jeg spør hvorfor du er her
Du kom inn og hjalp meg meget
Likevel var jeg hard mot deg
Håper såret ditt har leget
Jeg vet du ville være snill med meg
Søster ta deg ikke nær og la deg såre
Men prøv å forstå og se
Ikke trill for meg en tåre
Jeg mente ikke vondt med det!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
På mange måter beskriver dette diktet veldig godt
hvordan en Alzheimer pasient fungerer -
Med eldrebølgen kommer det til å bli flere og flere av oss
som vil møte denne situasjonen. Det blir ikke lett - men
slik er nå livet.
HA EN GOD DAG.
tirsdag, mars 27, 2012
GOD ONSDAGS MORGEN!
I dag går jeg tilbake til eldre tiders poeter - helt til
Peter Dass som levde på slutten av 1600 tallet. (1647-1707)
Hans still var veldig særpreget og ett av diktene hans som jeg
liker særlig godt er hans
Aften-sukk.
O store Gud, som hjælpe kan,
Hvis Sti er i de store Vand,
Kast ud dit Guddoms Øie
Til alle dem, paa Havet er,
Bevare dem fra Grund og Skjær,
Lad Vejr og Vind dem føie!
Lad dine Engle følge dem
Beholden vel til Hus og Hjem!
Velsigne Landsens Næring,
Giv Fisk og Sild af Havsens Grund,
Giv daglig Brød for hver Mands Mund,
Giv fattig' Folk sin Tæring!
Forlag vor Synd, o Fader god,
For hans Skyld, som paa Korset stod,
Tænk paa dit gamle Rykte!
Lad os i Landet bo med Fred
Og med en god Samvittighed
Dig, Herre Gud, at frygte!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Enig i at Gud bør "tænke på sit gamle Rykte"
Det kan trenges i dag. - - -
HA EN GOD DAG !
mandag, mars 26, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Sverre Knudsen er en moderne forfatter. Enkelte ganger synes det
som om han er full av stoff - av et eller annet slag.
Men mange av diktene hans har en indre spenning som jeg liker.
På en måte minner han meg om Rolf Jacobsen. Men se selv.
Her er:
SOLBRILLER.
Jeg krabba ut av kjelleren min
Var sint, stygg, syk måtte ha medisin
Jeg tråkka tungt opp tretten trapper
Jeg var pakka inn i fire kapper
Men alt ved trapp tre merka jeg noe
Adrenalinet blei pumpa ut i blodet
Det er noe som skjer - jeg vil tilbake
Jeg mangler noe - har mista taket
Solbriller!
Jeg kan ikke se, blir blenda av lyset
Solbriller!
Klart blått lys får meg til å fryse
Solbriller!
Allergisk mot dag - begynner å nyse
Solbriller!
Skapninger i dagslys får meg til å gyse
Men jeg hadde et oppdrag og bøyde nakken
Jeg gjemte hodet innunder frakken
Tett inn mot veggen - jeg kjente ingen
Mens jeg tenkte på denne ene tingen
Solbriller!
Men jeg gjorde det jeg skulle, fikk min Dispril
Krabba tilbake og fikk meg en hvil
Jeg bestemte meg for å bli i min kjeller
Men etter noen dager var ikke dette bra heller
Det er noe som skjer - det trekkfullt og kaldt
Og lyset sniker seg inn overalt
Solbriller!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG !
søndag, mars 25, 2012
GOD MANDAGS MORGEN.
Fra tid til annen dukker jeg ned i nåtidens diktning.
Mye jeg ikke syn's er av kvalitet, men en gang i blandt
finner jeg noe godt. Som i dag - dette diktet av
Snorre Andreassen:
«Når drar'u?» spør Jon.
«Slutten av mån'n,» sier jeg.
Han tar et djupt drag av røyken.
«Mere skole,» blåser han ut - «må passe deg så du ikke blir så smart at det tipper over.»
Jon ser på meg, holder blikket, drar seg i øreringen.
«Hva driver'u egentlig på med for tida?» spør han, kubber aske av på skålen.
Jeg vagger hue fra kant til kant.
«Ser deg nesten aldri, jo,» fortsetter han.
«Har hjelpt til litt nede hos fattern,» sier jeg.
«Jaja, men om kvelda. Sitter'u inne og koper?»
«For det meste,» sier jeg.
(...)
«Åffer er'ukke med lenger?»
«Med lenger?» sier jeg.
«Ja, du er faan ikke med lenger. Holder deg bare for deg sjøl.»
«Måkke væra så jævlig asosial,» sier Ulf Tore. - «Det er her du har venna dine.»
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Mye godt som ligger under dette, øyensynlig, enkle diktet.
Tenk bare på situasjonen.
Det er spenning her. - - -
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE.
torsdag, mars 22, 2012
GOD FREDAGS MORGEN.
I dag våger jeg meg på et dikt på engelsk.
Diktet handler om en norsk kvinne som bodde på en forblåst,
liten øy utenfor delstaten Maine i USA.På øya ble to norske immigant kvinner
drept mens Karen var på besøk og lå på kjøkkenet over natten. En
mann kom seg inn gjennom et vindu og overfalt de to kvinnene.
Den ene hadde fått en større utbetaling noen dager i forvegen og
motivet var tyveri. Men mannen ble overrasket og drepte de to kvinnene.
Han ble arrestert og hengt.
Dette er litt av bakgrunnen for Celia Thaxter. Hun skrev om hendelsen i en bok og tok med historien om Waldemar. Han var en beiler til Karen, men hun villle
ikke ha ham, vistnok fordi hun lengtet hjem til Norge?!
Her er diktet.
KAREN
By Celia Thaxter
At her low quaint wheel she sits to spin,
Deftly drawing the long, light rolls
Of carded wool through her finders thin,
By the fireside at the Isles of Shoals.
She is not pretty, she is not young,
Poor homesick Karen, who sits and spins,
Humming a song in her tongue,
That falters and stops, and again begins,
While her wheel flies fast, with its drowsy hum,
And she makes a picture of pensive grace
As thoughts of her well-loved Norway come
And deepen the shadows across her face.
Her collar is white as the drifted snow,
And she spun and wove her blue gown fine
With those busy hands. See, a flitting glow
Makes her pale cheek burn and her dark eyes shine!
Left you a lover in that far land,
O Karen sad, that you pine so long?
Would I could unravel and understand
That sorrowful, sweet Norwegian song!
When the spring wind blew, the "America wind,"
As your people call it, that bears away
Their youths and maidens a home to find
In this distant country, could you not stay
And live in that dear Norway still,
And let the emigrant crowd sail West
Without you? Well, you have had your will.
Why would you fly from your sheltering nest?
O homesick Karen, listen to me:
You are not young and you are not fair,
But Waldemar no one else can see,
For he carries your image everywhere.
Is he too boyish a lover for you,
With all his soul in his frank blue eyes?
Feign you unconsciousness? Is it true
You know not his heart in your calm hand lies?
Handsome and gentle and good is he;
Loves you, Karen, better than life;
But do consider him, can't you see
What a happy woman would be his wife?
You won't be merry? You can't be glad?
Still must you mourn for that home afar?
Well, here is an end of a hope I had,
And I am sorry for Waldemar!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag og en god weekend.
onsdag, mars 21, 2012
God torsdags morgen!
I dag er det tett hav-tåke der jeg bor. Jeg hører havet, men ser det ikke.
Farlig for den som er ute uten skikkelig radar og dybdemåler.
Glad jeg holder meg på moder jord selv om jeg alltid søker mot havet.
I dag et nydelig dikt av Bjørnstjerne Bjørnson, nettopp om
HAVET.
. . . . Havet stunder jeg mod, ja havet,
hvor fjærnt det ruller i ro og højhed.
Med vægt af fjældtunge tågebanker
det vandrer evig sig selv imøde.
Skønt himlen daler, og landet kalder,
det har ej hvile, og ej det viger.
I sommernatten, i vinterstormen
det vælter klagende samme længsel.
Mod havet stunder jeg, ja mod havet,
hvor fjærnt det løfter den kolde pande!
Se, verden kaster sin skygge på den
og spejler hviskende ned sin jammer.
Men solen stryger den varm og lysblid
og taler frejdig om livets glæde.
Dog lige iskold, tungsindig rolig
den sænker sorgen og sænker trøsten.
Fuldmånen suger, orkanen løfter,
men taget glipper, og vandet strømmer.
Lavlandet nedhvirvles, berge smuldre,
mens jævnt det skyller mod evigheden.
Hvad hen det drager, må vejen vandre.
Hvad engang synker, det stiger ikke.
Ej bud der kommer, ej skrig der høres;
dets egen tale kan ingen tyde.
Mod havet er det, langt ud mod havet,
som aldrig kenner en stunds forsoning!
For alt, som sukker, det er forløser;
men drager vid're sin egen gåde.
Føl denne sælsomme pagt med døden,
at alt det gir ham, - sig selv kun ikke.
Jeg føres, hav, af dit store tungsind
og slipper ned mine matte planer,
og lader flyve de bange længsler:
din kolde ånde mit bryst skal svale!
Lad døden følge, på byttet lure:
vi skal nok spille en stund om brikken!
Jeg slider timer ifra din rovlyst,
mens frem jeg skær' under vredesbrynet;
du skal kun fylde mit spænte storsejl
med dine susende dødsorkaner;
din bølges rasen mer' skyndsomt bære
mit lille fartøj mod stille vande.
Hvad heller ensomt og mørkt ved roret,
forladt af alle og glemt af døden,
når fremmed sejl fra det fjærne vifter,
og andre stryger forbi i natten,
at mærke strømningens underdønning,
- havhjærtets suk, når det drager ånde - ,
og bølgens smågang mod bjælkelaget,
- det stille tidsfordriv i dets tungsind.
Da skyller længslerne langsomt over
i alnaturens havdybe smerte,
og nattens, vandets forente kulde
min sjæl udruster for dødens rige.
Så kommer dagen! og modet springer
i lange buer mod lys og hvælving,
og skibet snøfter og lægger siden
med vellyst ned i den kolde bølge,
og gutten klavrer med sang mod toppen
at rede sejlet, så det kan svulme,
og tanker jager som trætte fugler
om mast og ræer, men får ej fæste . . .
Ja, ja, mod havet! Did drog jo Vidgar!
Som han at sejle og så at synke
i skibets forstavn hos Olav Trygve'!
Med kølen kløve den kolde tanke,
men fange håb af den mindste luftning!
Med dødens fingre bagefter roret,
men himlens klarhed udover vejen!
Og så engang i den sidste time
at mærke naglerne give efter
og døden trykke på plankelaget,
så vandets frelsende strøm kan komme!
Da lægges ned i de våde klude
og fires did, hvor det evig tier,
mens bølgen ruller mit navn mod stranden
i store måneskinsklare nætter!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG!
tirsdag, mars 20, 2012
GOD ONSDAGS MORGEN!
På Torsdag kommer det en snekker til oss for å legge
nytt gulv i kjellerstuen/hjemmekontoret mitt. Det minnet
meg om dette diktet av Herman Wildenvey
ANEKTODE.
En snekker og nok en snekker
satt på stillaset og spaset.
Da er det en planke knekker
og vipper dem vekk fra stillaset.
Og A hugg seg fast med sin hammer
men B la beslag på hans legge,
og en vill og evindelig jammer
steg opp mot det blå fra dem begge.
Og hvinet ble verre og verre,
og folk fulgte med dem i jammer'n.
Slipp, hylte hammerens herre,
slipp, ellers slår jeg med hammern.
De hang der, Gud bedre, og spaset
for mengdens beundrende blikke.
Men så ble det stilt på stillasset
og plutselig han de der ikke.
Men om det var han som hang fast,
som skal legges til last,
eller han som sa slipp, som slapp,
det blir hipp som happ.
Og dette vil ergre de store,
men enkelte små vil det more.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og deriblandt meg.
Håper diktet kaller på smilet hos deg også?!
HA EN GOD DAG.
mandag, mars 19, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Synd med de som omkom i flyulykken og de andre som ble tatt av sn;skred
nordpå. Det minner meg om siste linje i Johan Hermann Wessel's dikt om
Smeden og Bakeren: "Beredt til døden alltid vær - den kommer når du minst den tenker nær."
I dag et dikt av Sigbjørn Obstfelder:
FOLKEVISE.
"Hillemænd" Er det ikke hun Anne Marie som er ude! råbte butikksvenden.
Dy lyver, sa de andre, du lyver. Anne Marie kommer ikke på gaden mer.
Og de kom til vinduet, alle mand.
- Hun er som en røskat, så fin i lendene, sa en.
Hun er den fineste jenten i byen, sa en anden.
Men Anne Marie gikk tyst nedover, smal
som en vidjevånd, lys i håret som lyst guld.
Hun så lige frem foran sig og vidste om ingenting.
Der lå noget tungt i hennes lomme.
Hun vilde løfte som ellers sit unge, smækre bryst,
men det tynget så, det som lå i hennes lomme,
det tynged så.
Hillemænd ! Er det ikke hun Anne Marie som er ude! råbte de i kor,
de som stod ved vinduerne nedover gaden.
-Anne Marie er ude!
Men Anne Marie gik tyst videre, med bøiet hode. Til moloen gik hun. Der stod hun stille
og så utover sjøen.
Så famlet hun i lommen, tok det op, det
lille papir, så på det, lod det falde.
Det blev vådt. Det løste sig og flød. Men
den gikk tilbunds. Ned blandt marulkerne.
Hun kastet sit hode stolt tilbage. Hun
vendte sig og gik hjem igjen.
Men den gik tilbunds.
Ringen.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg kan så godt se for meg Anne Marie der hun sakte gikk
nedover gaten i sin Sørlandsby.
Med "hele" byen nysjerrige i vinduene.
Og ut på kaien.
Hva iall verden tenkte hun på?
Gå på sjøen?
Men så var det bare for å kaste fra seg en byrde.
Ja-ja- slik elskov er vanskelig når man er ung!
HA EN RIKTIG GOD DAG!
lørdag, mars 17, 2012
GOD MANDAGS MORGEN.
Ja, ennu ingen ny blog programmvare på Dagensdikt.com
Ikke helt enkelt å få sidene opp slik jeg ønsker det, så inntil
videre blir det denne samme, gamle siden som kommer opp.
Men jeg jobber med det.
I dag et dikt sendt inn av en god venninde som har lest Dagensdikt i
mange-mange år.
Hun besøkte nettopp Røros og sendte meg Rørossangen.
En takk til ABB!
Rørossangen Thorvald Kristian Sunde
Fjellet lå i tider lange tyst og øde natt og dag,
men i skjulte kobbergange våknet drønn av hammerslag.
Ødets stillhet måtte flykte, lytt lød livets glade kvad,
og med kobberverkets hytte vokste fram vår egen stad.
Vilt kan vinterstormen fare, fokk og snødrev virvle tett,
men den stille, høye, klare vinterdag, hvor frisk og lett.
Vidder hvite, rene klede, sol på fjelle rad i rad,
skinnende i vinterglede er du skjønn vår egen stad.
Når de milde sommervinde vugger gjennom eng og kratt,
er det tomt på gaten inne, alt står øde og forlatt.
På de gamle kjente stier under bjerkens lyse blad,
i de grønne seterlier ferdes nå den hele stad.
Hånd i hånd vår beste tanke vi vil vie til ditt vel,
og for deg skal hjertet banke til vi når vår siste kveld.
År for år som tiden skrider, sangen toner sterk og glad.
Hell og heder alle tider følge deg vår kjære stad.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG TA EN TUR TIL RØROS!
onsdag, mars 14, 2012
GOD TORSDAGS MORGEN!
Endelig har jeg fått satt opp den nye dagensdikt.com bloggen min
men det vil ta 24 timer før alt er i orden.
Jeg kommer derfor tilbake fra mandag av og håper dere vil like
forandringen. Men jeg må også nevne det negative med dette.
Jeg mister et arkiv på ca. 2400 dikt!!!!
Samtidig med statistikken som forteller at gjennom disse 9 årene
har 83,886 vært innom for å lese dagens dikt.
Diktene er selvfølgelig ikke "mistet." De lever videre i diktsamlinger osv.
Likevel - ikke å ha adgang til et såpass stor database av dikt samlet
sammen gjennom 9 år er deprimerende.
Men - jeg er en glad gutt - så livet går videre. Så også med DAGENSDIKT.COM
Jeg sier-"Velkommen igjen."
vennlig hilsen,
Stein Erik.
mandag, mars 12, 2012
God tirsdags morgen!
Jeg jobber med ny programmvare slik at Dagens dikt kommer opp riktig.
Venter at det blir i orden fra i morgen.
vennlig hilsen,
meg.
søndag, mars 11, 2012
Hei, Denne nye programmvaren roter sammen tekstene til diktene. Jeg skal finne frem til bedre programmvare. Det vil vel ta noen dager, men jeg kommer tilbake senere i uken. Beklager. S. Erik.
GOD MANDAGS MORGEN ! bow tie Dagens Dikt Et daglig dikt til glede. onsdag, mars 21, 2007 GOD TORSDAGS MORGEN ! Dagens visdomsord. Denne gang fra Setesdal: "Er det 'kji synd, so e' d'ikkje gama (moro". Når jeg daglig ser igjennom en eller annen diktsamling så hender det jeg finner frem til et dikt som jeg synes er virkelig fint. Her er ett av Bjørnstjerne Bjørnson og Agathe Backer-Grøndahl satte toner til det. Aftenen er stille, timerne trille lydløse ned i det evige vell. Kun mine tanker lyttende vanker vil hun ei komme i kveld? Vinteren drømmer, stjernene svømmer gjennom dens florlette syner og ler, navnene kommer, elskov og blommer tør hun ei møte meg mer? Havet mot pannen islagt mot stranden sukker i lengsel og reisesyk ro. Skibe for anker seilfylte tanker o' vi må finnes vi to. Sneet har dalet, tumlet og malet eventyrlett i den skogdunkle hei; dyrene lister, slagskygger frister var det ditt fottrinn? o nei! Motet du savner, rimfrosten favner lengselens grener fortryllet du står. Men jeg tør sprenge dekket, og trenge inn hvor i drømme du går. * * * * * * * * * * * * * * Vakkert - vakkert og poetisk. HA EN GOD DAG!
GOD MANDAGS MORGEN! Sigbjørn Obstfeldervar en merkelig dikter. Her er hans fantasi frittløpende dengang han var i PARIS. DEN UBEKJENDTE Jeg sad på en bænk. Hun kom gående ud fra det grønne. Jeg fulgte hendes fødder med øinene. Det var mig som netop hun måtte gå sådan, hun jeg ikke tør tænke mig. Hun var ikke anderledes end andre, hun jeg så komme ud fra det grønne. Hun havde en slet brun kjole, et slag over skulderen og en sammenfoldet pa- raply ved siden. Hun forsvandt. Der var en trappegang et stykke foran bænken, hvor jeg sad. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulde reise mig, det var jo dog et mig fuldstændig ligegyldigt menneske, og der var ikke det fjerneste fnug af noget usædvanligt ved hende. Men jeg reiste mig. Jeg syntes jeg burde vide, hvilken retning hun tog, om hun gik ind i haven, forbi roserne, eller om hun gik forbi fontænen og ud på gaden, ud i byen. Jeg reiste mig. Jeg gik til gelænderet. Jeg så hende ikke. Jo, derborte var hun. Der gik hun. Hun gik imellem træet og plænen, hun gik ikke i selve alléen. Og med engang syntes det mig, at jeg måtte, jeg måtte høre hende tale, jeg måtte løbe efter hende, jeg måtte invitere hende til at spise sammen med mig, jeg måtte se hende spise kirsebær, og det måtte være på den tid, da man endnu ikke tænder lamperne i restau- ranterne, og da man ikke ser andet end tænderne og øinene. Umoralsk vilde det være af mig, om jeg den efter- middag gik og spiste alene, umoralsk. For jeg var netop til i verden for at jeg nu iaften skulde være sammen med hende, og høre hendes kniv og gaffel klinge og ikke bare min egen, og se hendes hænder og hendes læber og hendes pande, hun som jeg nu blot så ryggen af. Der gik hun. Silhouetten var blit så vakker. Jeg syntes, jeg havde kjendt den længe, den slette kjolen, slaget, paraplyen, som hang ned tæt indtil siden. Der var noget ved det, som ikke ligned noget andet i ver- den. Og det sled og rev i mig, ti sekunderne randt, randt uophørlig, og jeg gik ikke, jeg løb ikke, jeg løb ikke efter hende. Jeg stod og så, at hun blev dunklere og dunklere, indtil hun var helt ud på gaden, til hun var blit en blandt strømmen, ikke at kjende fra alle de andre. Men som hun gled længer og længer væk, blev byen mere og mere forvandlet. Alle disse gaderne, som havde været lige allesammen, og disse husvæggene som stod og svetted, og disse folkene som for og myl- red og pusted, som om der var noget påfærde, - det var ikke fuldt så vanvittigt længer. For nu gik hun der. Nu gik hun der med paraplyen ved siden og vugged på vristen og så ind på hattene og ostene og sløiferne og vinflaskerne. Og nu sad hun deroppe på sporvognstaget og kjørte slik som jeg også havde kjørt, og gav kusken en franc og fik l7, sytten, sous igjen, som hun la ned i den lille tasken. Den lille tasken, ja! Den lille søte tasken! - som hun tog så fint og forsigtig omkring - med de små fingre - og pilled så nydelig francen ud af de to tre sølvmynter hun havde, og tog så yndefuldt ko- misk på de store kobberdanker og stapped, stapped dem ind i det bagerste rum. Der sad hun oppe på taget, og hendes sporvogn rul- led igjennem den store by, og det var ikke længer bare denne idiotiske labyrint af gader, og det var ingen vild flok af frakker og skjørter bare, for efterhvert som hendes øine gled over den ene efter den anden, så så jeg dem, hver med sit arbeide, hver med sin sorg. Ja, før aften måtte jeg træffe hende. Absolut. Vi måtte stå hånd i hånd og se på magasinvinduerne, på silketøierne, når det elektriske lys var tændt, og de sorte mennesker bølged forbi os. Jeg vilde gå til den anden ende af den uendelige by. For der var hun. Jeg kunde ikke ta feil i det. Jeg følte det. Det var umuligt, at man ikke skulde kunne føle en sådan ting. I en ganske anden kant af byen end den jeg beboed, var det at hun leved, i en gade hvor jeg aldrig havde væ- ret, i et kvarter hvor der var en masse krogede, be- synderlige stræder og Cul-de-sac'er. Jeg vilde sidde ved en vognmandsplads, og når hun kom i nærheden af hvor jeg sat, så vilde hun føle en strøm. Hun vilde stanse, hun vilde se sig forundret om. Men jeg vilde fluks gå hen og ta hende i hånden, jeg vilde lede hende til vognen, en åben vogn. Hun vilde intet spørge om, og jeg vilde bare rope til kusken disse ord: Kjør hvor De vil, kjør i tre timer. Vi vilde kjøre alle ga- derne igjennem, i den åbne vogn, - forbi alle vindu- erne, forbi alle de sorte menneskene. Før aften måtte jeg ha truffet hende. Ellers vilde jeg ikke få sove, og natten vilde bli mig en forfærdelig pine. Hele natten måtte hun og jeg være sammen. Vi måtte stå med hænderne sammenflettede og se på ar- beiderne og arbeiderskerne, når de gik til fabrikerne, og vi vilde se ned mod der hvor morgenen kommer, der hvor husene endelig åbner sig, og man kan se en liden lysning og en smule himmel, fordi der er en åben plads. Hvordan skulde jeg ellers - hvis jeg ikke fandt hende - kunne sove, kunne puste i dette umådelige virvar, hvor to sekunder ikke er lige, - Paris! - Jeg satte mig atter på bænken. Men jeg kunde ikke sidde stille. Jeg opdaged så mange nye ting. Blad- hanget var blit så vidunderlig lyst og så dirrende grønt. Der sad kvinder omkring også, blandt bladene og blomsterne, de havde fuldt af dansende drømme i de sortlokkede hoder, de havde i de deilige, hvælvede bryst hjerter dirrende som det grønne, hvert med sit eventyr. Jeg husked, at jeg aldrig havde set roserne nærved. Jeg kjendte ingen enkelt af dem. Der var ikke en eller to eller tre, jeg havde fåt kjær. Jeg gik hen- imod dem. Der stod mod mig en uendelig duft. Var det da såden, at rosers duft var? Der havde altså hun gåt forbi, hun, hvis skridt var som de måtte være, de som jeg aldrig tør tænke mig. Der var noget i denne have jeg ikke før havde set, ikke kjendt, ikke følt, - i denne have, hvor hun havde gåt - Luxembourg. Jeg glemte det naturligvis straks. Jeg skjændte på mig for mit evige hang til mysticisme og loved mig selv aldrig at fantasere mer. Der begyndte forresten også en helt forskjellig tid. Jeg kom meget ud. Jeg var i selskaber. Jeg var på baller. Det var herlige kvinder. Og der var fuldt af musik omkring dem. Og der var lysekroner over os. De var i kjoler som solens morgenskyer. De havde perler og diamanter som morgenens dråber. Vi talte sammen. De forstod mine ord, de forstod mine sorger. Jeg kunde finde tonerne for hvad de selv gik og arbeided med, jeg kunde sige det under det stemmens slør hvorunder man kan sige alt, hvor- under hjerte taler til hjerte. Det var herlige kvinder. Vi dansed sammen. Under det hvide flor lå deres bryst i mine arme. Hvorfor blev jeg så alligevel undertiden rasende? De forstod mig jo. Også de havde jo havt sådanne sor- ger som jeg havde havt, sådanne ønsker. Jeg tror om jeg havde begjæret det, så havde de kysset mig. Jeg begjærede det ikke. Jeg ønsked mig mange gange langt, langt bort. Vi havde talt om de hemmeligste ting hos os selv. Vi skulde kjende til hinanden ud og ind. Og det var dog undertiden, som jeg ikke kjendte den mindste tøddel af deres væsen, ikke den mindste fiber af deres hænder som jeg havde trykket. Det var engang jeg stod ved mit vindu, som er i anden etage og vender til gaden. Jeg var ikke alene. Der stod en kvinde bag i værelset. Jeg var i et besynderligt humør. Der var en ting jeg stod og famled og famled efter, det var en pine, men jeg kunde ikke bli klar over, hvor den sat eller hvori den bestod. Så er det jeg ser en i en brun kjole på den modsatte side af gaden dernede, et slag over skulderen, et ansigt med en enkel, alvorlig profil. Uden at sanse noget andet styrted jeg nedad trap- perne. Det skreg i mig: du må have fat på hende, du må vide alt om hende, og du må klage, klage over dig selv for hende. Du må ha hende at dele din skam med. Du og hun må sidde sammen hele eftermidda- gen. Du må sidde i tusmørket og holde hendes hånd. Og da vil du se klart ind i hele Paris, ud over hele verden. Hun var ikke langt borte. Om jeg løb, kunde jeg ta hende igjen. Det rev og sled i mig. Sekunderne randt og randt. Længer og længer bort gik hun. Jeg synes, at Luxembourg mer end nogen anden have og meget mer end naturen er som et menneske- sind, der veksler humør. Intetsteds, synes jeg, er som i Luxembourghaven det grønne snart næsten sort, snart lyst og skinnende, som skåret ud af safirstene. Der er morgener, da jeg har fåt følelsen af, at den vet mer end morgenaviserne, den haven, at den står der og vet om, hvad der er foregået i Paris inat. Og der er dage, da det grønne sænker sig så tæt over sto- lene, som om det vilde holde noget ude. Sommetider er det, som var der ikke andet end smil og roser og deilige lyse statyer og funklende vanddråber og lekende småbørn og fine pigevrister til i Paris. Og så er der andre tider, at man ikke engang ser de lyse statyer, at de er svøbt ind i en tung luft, og at det ligesom klager sagte rundt om i haven. Og det er ikke billedbøger de har, de som sidder på bæn- kene, men triste, triste romaner om noget en ikke skulde tænke sig gaves i dette deilige Paris. Det var en morgen jeg kom derind. Det vil sige jeg måtte gå derind, jeg droges. Det var tidligt. Arbeiderne og arbeiderskerne gik til fabrikerne. Der var intet at se i haven. Pludselig faldt det mig ind: Den gråter. Den gråter. Og aldrig har jeg været så glad i Luxembourgha- ven. Det syntes mig at den var ikke alene som et men- neskesind, men som et af de fine menneskesind, et af dem der gråter, når ingen er tilstede, før alle andre har nået at ryste lagnerne af sig. Jeg fordybed mig ind i den. Den blev mig så uende- lig stor. Den var en urskog, som opslugte hele Paris. Paris blev til nogle husrækker blot. Så kommer jeg til den bænk, hvor jeg havde siddet dengang. Den var ikke tom. Der lå en og sov. På jorden lå der en sammenfoldet paraply. Men hos hun som lå der fortalte ansigtet mig noget. Der var stille på gaderne, der var blot en og anden sen arbeiderske. I haven var der ingen andre end os. Jeg stod og så på den sovende. Jeg stod og tænkte på, at der dog kanske er et og andet i livet, som ikke er så ligetil, et og andet som ordner sig i tråde så fine, at vi taber dem af sigte. Jeg havde ladet hende gå, ubeskyttet mod dette grusomme livet er. Og alle de kostbare timer var hen- rundne, de der var bestemte for os to. Andre havde jeg viet mange af dem, andre som ikke vedkom mig. Hun havde jeg ladet gå der alene. Jeg bøied mig ned over hende, jeg så længe på hende, jeg så at det var første gang. Jeg kom til at streife hende. Hendes øielåg bevæ- ged sig. Jeg holdt pusten. Havde jeg vækket hende? Nei. Hun sov fremdeles. Jeg gik. : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE.
torsdag, mars 08, 2012
GOD FREDAGS MORGEN! Det er få dikt jeg kjenner til som gir sånn fred i sjelen som dette diket av Arne Garborg. MOT SOLEGLAD Det stig av Hav eit Alveland med Tind og Mo; det kviler klaart mot Himmelrand i kveldsblaa Ro. Eg saag det tidt som sveipt i Eim bak Havdis graa; det er ein huld, ein heilag Heim, me ei kan naa. Ho søv, den fine Tinderad i Draume-bann; men so ei Stund ved Soleglad ho kjem i Brand. Når dagen sig som Eld og Blod i Blaae-Myr, det logar opp med Glim og Glo og Æventyr. Det brenn i Brè og skjelv og skin med Gullan-Bragd, og Lufti glø’r i Glans av Vin, Sylv og Smaragd. Men av han døyr, den bleike Brand, som slokna Glo, og klaart som før ligg Alveland i kveldsblaa Ro. Eg lengta tidt på trøytte Veg der ut til Fred; men Lande fyrst kan syne seg når Sol gjeng ned. : : : : : : : : : : : : : : : : HA EN GOD DAG OG EN GOOD HELG.
onsdag, mars 07, 2012
GOD TORSDAGS MORGEN. Enkelte ganger går jeg surr i dagene, særlig når jeg har mye å gjøre. Den ene dagen løper over til den neste - og ukene går. - - - For i dag ville jeg gjerne sendt et spesielt dikt om SORG, rettet til en gammel fetter som døde for noen dager siden. Han begraves på fredag. Jeg klarte ikke å finne et brukbart "sorg" dikt, men sender dette av Aasmund Olavson Vinje. Det gir et godt billede av min fetter. Han var et fint menneske og en leder i sitt miljø. Um store Menn dei falla fraa, som Gras um Vaar me nye faa. Den eine Mann er tidt ein Tolk, men Tanken eig' det heile Folk. Er Tanken god, han liver daa, for det um Mannen døyr ifraa. Og kjem for det han burt eit Bil, han betre atter koma vil. Som Verdi gjekk, fyrr me kom til, so etter os ho ganga vil. Den største Mann, det stolte Syn, mot Folkets Sol er som eit Lyn; naar der er myrkt, det lyser bjart, men blinkar burt, og alt er −svart : : : : : : : : : : : : : : : : : : : Jeg lyser fred over Erik's minne og ønsker dere alle en God Dag.
tirsdag, mars 06, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN! I dag, igjen et forunderlig dikt av Herman Wildenvey. Sommeren og blomstenes dikter. JEG SA JA TIL MITT HJERTE. Jeg sa JA til mitt hjerte: Prøv glede og kval! Men det var som min sjel måtte rope: All sorg er forgjeves, all latter er gal. Forfengeligheter til hope! Jeg prøvde å være naturen tro, jeg ville all dårskap dyrke og se om det onde er godt for no' og om svakheten kan være styrke. Jeg tenkte: Når visdommen leder hvert trinn gjennem dårska - da lærer jeg meget. Dette var også å trå efter vind av forfengeligheter beveget. . . . Så gjorde jeg gjerninger, store og små, bygget hus, plantet herlige haver og lystlunder med, hvor enhver kunne gå og drømme og falle i staver. Jeg samlet mig land, og jeg bygget min park viden om kongepalasset. Jeg øste en rikdom i skog og mark, som treller og trellkvinner passer. Jeg brukte min rikdom til lyst, til kunst, til dans og sangerinner. Jeg eiet de skjønneste kvinners gunst og nådde til lykkens tinder. Jeg nektet mig intet, jeg hadde jo alt, og alt begjæret mitt øye; Å nyte den frukt som i fanget falt, var ofte min eneste møie. Slik ble jeg den store og mektige mann, større enn andre - og bedre enn noen i hele mitt vide land, og visere enn mine fedre. Men stanset jeg så og betraktet min id, hver gjerning jeg gjorde ad åre, da sa jeg mig selv: Du har spilt din tid, og hvor er din visdom, dåre! : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : Ja, kanskje noen hver av oss vil ha godt av å stoppe opp en gang i blandt å se hvor vi går her i livet. TENK LITT PÅ DET, OG HA EN GOD DAG.
mandag, mars 05, 2012
GOD TIRSDAGS MORGEN. Jeg har ikke kjendt mange Jøder i mitt liv. Det er jo forståelig. De fleste Jødene ble dessverre myrdet av tyskerne under den annen verdenskrig. Men jeg har truffet Jøder i USA gjennom årene og har funnet dem interessante, fordomsfrie, gavmilde men også med en innstilling som sier: "Alt for Israel." Det er vel forståelig. Kong Haakon VII's motto var jo også:"Alt for Norge." Og enhver er seg selv - og sine egne - nærmest. Henrik Wergeland var en sterk forkjemper for Jødenes rettigheter i Norge. Det mest berømte diktet hans var: "Den gamle Jøde." Et nydelig dikt som jeg skal sende en annen gang. Men for i dag sender jeg dette diktet om MØDRENE: Henrik Wergeland MØDRENE ILDEBRANDEN Byen ifra alle Ender midt om Vinternatten brænder. Kirketaarnet alt er raset glødende fra Høiden ned, knusende hvad det ei tænder; Herrens Huus lægger Menneskens i Gruus. Men som størst Elendighed løbe Stormene Kompasset under vilde Hyl omkring, som om det var dem befalt hastigt at forvandle Alt til en Askedynge, formet rund aldeles som en Ring, taarnhøi, skjøndt isammenstormet. O en Dommedags-Forvirring i de trange Stræder, hvor Røg og Flamme stænge for! O Vanvittighedens Irring paa den aabne Plads, hvorhen alle Reddede sig samle, Syge, Kvinder, Børn og Gamle, som iblandt hverandre famle forat finde Slægt igjen. Men det ikke længe varer førend Ildebrandens Farer trænge kysende derhen, — før, som af en Esses Mund, som af Blæsebælgens Strube, eller Helveds egen Grube, Flammen liig en Tunge skyder, strygende langs Pladsens Grund, ud af en af hine Gyder. Til den usle Stadens Rest, som endnu i Mørke laae paa den anden Pladsens Side, Alle, som de kunne bedst, derfor skyndsomst flygte maae, uden Skjulested at vide: Børn, som skrige efter Moer, saa hver Moder kaldt sig troer; Mødre, raabende paa Navne, som de nu med Rædsel savne; Krøblinge, som i den dybe Sne maa over Pladsen krybe; unge Koner, hvis Gebærder vise, at med Gru de tænke sig den Nat Enhver en Enke; Sønner, som paa stærke Hærder, vindende Æneas' Ære, sine gamle Fædre bære — kort i Trængsel vild og tæt, uden Skaansel eller Ret, hvor Enhver kun træder ned hvad der kommer ham til Hindring, og hvor selve Kjærlighed synker ned til Selv-Erindring, Pladsen blev af Mængden rømmet, som mod Byens Forstad strømmed. Men i Trængslen i Entreen til det snevre mørke Stræde tvende Mødre ængstligt lede efter sine Børn i Sneen. Arm den Ene og Jødinde, men den Anden en Grevinde. Ifra deres Bryst bortrevne vare deres Spæde blevne, og nu famlede de Tvende om i Vinternattens Blinde paa et Lykketræfs Kanhænde for de Tabte at gjenfinde. Men i Tumlen taber sig for hinanden deres Skrig; og om Stjernerne faldt ned eller Solen vendte om, røres ei en Moder, som søger om sit Barn, derved. Derfor hændte det, at Begge skreg paa engang høit af Fryd, uden at de kunde lægge Mærke til hinandens Lyd. Thi i samme Øjeblik Hver sit Diebarn i Svøb mellem sine Hænder fik. Adelsfruen strax tilbage, did hvor Ilden lyste, løb at hun Feil ei skulde tage. Men da Barnets Svøb hun hæver, skreg hun: "Fy! Saasandt jeg lever, er det Jødeunges Træk!" løb og slængte Barnet væk. Men Jødinden, som alt sad paa en Trappe sjeleglad og den fundne Spæde died, hører, nu da Larmen tied, ikke fjernt et Barneskrig. "Mon paa Pladsen glemt igjen?" tænker hun og skynder sig med det fundne Barn derhen. Og hun mumled mens hun gik — "Herren aabnet har mit Blik, saa mit Barn, min Spæde, jeg fundet har paa Mørkets Vei. Skulde Jeg da Hjertet lukke for den Moderløses Sukke?" Barnet paa den stærktbelyste Plads var snart og let at finde; men af hvilke Rædsler gyste den barmhjertige Jødinde, da hun i den frosne Blee fik sit eget Barn at see! Flux med Begge ved sit Bryst knælte hun i Bøn den Fromme, priste Gud af Hjertenslyst, bøjede sig for hans Domme, at Hans Viisdom, som maa kjende Hjertets Styrke, havde hende To for Een i Naade sendt. "Skulde Du, du stakkels Fremmed — sagde hun, med Blikket vendt imod Gjæsten blidelig — Du, som alt har diet mig, atter miste Moderhjemmet, som Du alt med Arme smaa holder fast og ængstlig paa? Nei! Guds Engel var du mig, Israels Gud har skikket dig; mens jeg dig til Brystet førte, se da hørte jeg min egen Lilles Skrig. Havde jeg ei maattet sætte ned mig der, for dig at mætte, fra mit eget Kjød og Blod flyttet havde jeg min Fod. Og desuden har den gode Skaber jo i de tvende Bryster buden Plads i Nødsfald her for To?" Strax Jødinden (Judith Navnet og hun var en Kræmmers Enke) begge sine Spæde favned; stod en Stund at overtænke, hvilken Vej hun skulde gaae; ilte udad Landet saa, som om pludselig belivet af en Tanke gudindgivet — ak kun af et Haab, saa svagt i sig selv, som Bregnens Kviste, men fordi det var det sidste, stjernevist, af Undermagt. Langsad Vejen mange Mile gik det uden anden Hvile, end naar hun sig gav lidt Ro for at die sine To. Hun erindred, at der boede (men for mange Aar tilbage) i en Landsby gammel Frænde, ikkun engang seet før. Didhen, skjøndt hun neppe troede ham ilive, vil hun drage, sætte sig med sine Tvende som en Betler ved hans Dør. Frænden levte, og hvad mere, i hans Bryst et Hjerte levte fuldt af Kjærlighed til Næsten — moden Frugt for Himmelen. Simon ei — som andre Flere i et sligt Tilfælde skulde, — satte Ansigt op ad Gjæsten, som de Tvende mod ham hævte, uden anden Tale, end sine Øjne taarefulde. Alting Judith fandt paa Stedet forud som af Gud beredet. "Jehova har sendt dig, Frænke, — sagde venligen den Gamle — Jeg blier svag, maa snarlig tænke paa til Graven frem at famle. Derfor være al min Eje Dig anhørig. Du, som er saa rask og rørig heller kan den Gamle pleje og vil røgte Alting bedre. Du har Hjerte for de Smaa; derfor og for gamle Graa, som et Barn nu blive skal. Og naar jeg, paa Guds Befal, vandrer hjem til mine Fædre Dit det Hele være skal." SAMMENTRÆFFET Hen en Tid af sytten Aar var i stille Lykke gleden, Gamlingen forlængst var heden, Judith svag, med hvide Haar. Men det Par af raske Drenge, som hun havde fostret op, hende ikke meer tillod med Arbeide sig at mænge. Men for hendes gamle Krop Lænestol ved Arnen stod, redet ud med bløden Gjænge, aabne Arme, Skammelfod. Som hun i sit Sæde rokked stundom Taarerne sig flokked, og da tænkte hun: idag kommer vist min Rudolfs Moder. Josef mister da sin Broder, og jeg faaer et Hjerteslag. Paa det fundne Barn opdaget først hun havde Navnet stiklet paa det Svøb, hvormed det var i hiin Rædselsnat omviklet, men desuden, at det bar om sin Hals et Kors af Guld, og hun havde retfærdsfuld det i christen Tro opdraget, redelig sig selv forsaget, at, om Moderen hun fandt, ingen Smertesgraad iblandt Glædens søde honningfulde heed og giftig dryppe skulde. Og hvor nødig hun end vilde Plejesønnen Selv forspilde, havde hun ham dog befalt, at han skulde overalt Korset grant tilskue bære, saa det kunde Ledning være for det Moderøje, som endnu speidede kanhænde over hele Verden om, for det tabte Barn at kjende. Rudolf da for Alles Blik med sit Kors om Halsen gik, saa at Navnet "Rudolf Ridder" snart ham fast i Ryggen sidder. Da en Dag — just i sin Stol gamle Judith tog et Bad i den varme Sommersol, mens hun saae hvor Josef mejed Græsset ned i Rad paa Rad paa den lille Eng, hun ejed — da fra Posthuset kom Bud: kommen var der en Grevinde i en Vogn til tvende Spand; men det saae kun ilde ud med at kunne efter Ordre hende videre befordre, thi i Byen var ei Mand nogensteds i Huus at finde til at være Postillon til den nærmeste Station. De, som kunde det maaskee, vare væk med Sigd og Lee for at høste sine Enge; men om en af Judiths Drenge vilde være nu saa god, Alt til Tjeneste da stod. — — "Gaa min Gut! — var Judiths Svar — Det er Ære for din Moder, at du agtes for en Karl. Gaa og viis dig rask! De Straa, som du levner, vil din Broder, naar han kommer, gjerne slaae." I en prægtig Offenbacher sad en Dame og en Dreng; Hun tilaars, men endnu vakker, skjøndt af Miner stolt og streng; Drengen, sygelig og spinkel, i Karethens anden Vinkel var i Puder som begravet, Mama havde om ham lavet. "Nu! — han peeb — De To Gallop, mens de Andre holde Travet, til jeg engang siger Stop!" Som befalt af Drengen, jog Josef bort med Firespandet, saa at Huse, Træer, Landet, i Forvirring sammenblandet, dem forbi som Skygger drog. Neppe Tid nok Josef fik til at hilse med et Nik, nogle Hundred Skridt fra Byen, Rudolf, som sig skyndte hjem, neppe synlig gjennem Skyen, hvori Vognen rulled frem. Men uagtet Støv og Fart havde Damen seet klart. "Holdt! — hun skreg og saae tilbage — Han er borte . . Holdt! Omkring! Ynglingen, vi foer forbi, ham jeg strax maa fritte ud; Alt indtil den mindste Ting, nøje spørgende ransage . . O, min Gud! o hør min Bøn! med mit Øjes Gjækkeri, ideligen feil at tage, straf mig længer ei fordi Jødebarnet jeg forstødte, og lad Ynglingen jeg mødte være min fortabte Søn!" "Nu, Mama, hvad er der hændt?" — spurgte Drengen, som forskrækket — "Er kanskee en Axe brækket, siden Vognen alt er vendt?" "Otto, ganske vist jeg troer, at jeg saae din ældste Broer, min fortabte Førstefødte, i den Yngling, som vi mødte. Han et Kors om Halsen bar, som jeg selv ham gav i Daaben . ." "Ah, Mama! maaskee en Nar, der vil peges ud af Hoben. Rudolf — hedte han ei saa? — om hans Døbekors er fundet, er vist død, ei blot forsvundet. Mama troer jo selv derpaa. Og desuden, sæt, Mama, at han endnu skulde leve — som en Bonde kanskee da — blev jeg Intet, han en Greve, Majoratet gik mig fra . ." Hulkende den smukke Pode stak i Puden saa sit Ho'de. "Stakkels Otto!" sagde Damen, mens hun Kjærtegn paa ham ødte, som han næsten fra sig stødte; men derpaa til Josef vendt: "Du med Ynglingen vi mødte, syntes meget vel bekjendt." "Han og jeg er fostret sammen, og han er min Plejebroder. Han, som jeg, blev af min Moder frelst fra Flammen eller Gaden ved den store Brand i Staden for en sytten Aar kanskee." "Du er Jøde kan jeg see." "Ja. Det vare mine Fædre." "O hvor Gud mig vil fornedre! Her er Barnet, som jeg kasted fra mig i den dybe Sne, da jeg udaf Byen hasted. Du er Jøde, sagde Du? Da hans Plejemoer Jødinde? O hvad Ængstelse og Gru, som kan gjøre mig vanvittig, om jeg nu skal Rudolf finde som en Jøde." . . "Nei, min Frue! Ængst Dem ikke! Rudolf flittig har fra Liden frekventert Byens kristne Skolestue. Han forlængst er konfirmert." "Saa tilbage! Stille Dreng!" — sagde Damen barsk og streng til sin Søn, som endnu trodsed efter Titelen og Godset, begge Dele for hans Øine som to fangne Fugle fløine — "Sidste Skygge er forsvunden af al Tvivlen og Betænkning. Tvivl om hvad jeg har at gjøre nu min ældste Søn er funden, vilde være Djævles Mening hvisket stridig i mit Øre, paa min Sjel et Mulms Nedsænkning, Moderhjertet i Forstening. Kudsk kjør til! Gesvindt! Kun frem! Til din ædle Moders Hjem! Det er kun et ringe Tegn paa min Tak for hvad jeg skylder, at jeg hende Skjødet fylder med Dukaters Gyldenregn." Knøsen svarte ei med andet end et let og haanligt Smiil, og saa lod han Firespandet flyve som en udskudt Piil. TAKNEMMELIGHED Snart en Time udenfore Judiths Hytte stod den store prægtige Kalesche alt, rundt beglo'd af Byens Piger, hvoraf Fleer end Een sig piner til at gjøre gode Miner, indtil pludselig man sniger bort sig, næsten taarekvalt. Thi det var dem alt bekjendt hvad der er med Rudolf hændt: at ei "Ridder" meer forslaaer, men at Byens Yndling, Alles Kammerad maa Greve kaldes, og at han som himmelsendt fast et Kongerige faaer. Haab, i Hjerter længe fredet, eller blygsomt nys begyndt i en vakker Barm at leve, blev en Myg, som Ild har svedet, Fnug, som er henblæst af Vinden; og de vidste, at Grevinden havde paa den unge Greve skyndt, for at faae ham med paastedet. Alt forholdt sig som de sagde. Josef nemlig Bud paa Bud til den skjønne Esther bragde, og hun sladdrede da ud. "Tænk! o tænk! Saalænge Gud lader gamle Judith leve, vil ei Rudolf være Greve!" Sandt det var. Hvad Rudolf mælte blidt og sønligt mens han knælte, Moderen i Hjertet skar; men den Stolte fandt, med disse Smertens Gløder paa sin Isse, til hans Tale intet Svar. "Skulde Jeg for Hvadsomhelst vel forlade nogensinde Hende der, den ædle Kvinde? Hende, som mit Liv har frelst op fra Gaden, ud af Flammen? ladet Bryst mig dele sammen med sit Barn, som ejed det forud heelt med Eneret? — som mig har, retfærdig, from, i min Moders Tro opdraget, skjøndt jeg under Hjemmetaget, uanseet Sæd og Skikke, lærte bedst min Christendom? — Hende, som saa længe nært har mig i sit Ansigts Sved, saa jeg Moderløse ikke nogensinde har undvært ømmest Moderkjærlighed? — Hende skulde jeg forlade nu, da hun er træt og svag, og kan trænge til min Spade og til mine Armes Tag? nu da kanske jeg formaaer ved min Ømhed at forskylde lidt af Gjældens store Fylde, hvori jeg, og, Moder, Du til den gode Judith staaer? — Hende skulde jeg forlade nu i disse sidste Aar, Gud, miskundelig i Hu, vil den Dydige forunde, ligesom han Træet skjænker Tid at fælde sine Blade, før han Vintrens Død nedsænker? Nei, min Moder! Da Du kunde blot mig see med Skam og Smerte. Thi da manglede mit Hjerte hvad min Broders Dogge ejer i velsignet Overflod: den Taknemlighed, som vejer Godhed op med Liv og Blod. Og om Sjelen Tak ei har for hvad Godt er oppebaaret, men i Glemsel det begraver, ligner den kun et Kadaver af hvis Bringes hule Kar hele Hjertet ud er skaaret." Otto havde før sig holdt i et Hjørne, suur og stolt, af og til af Josef plaget med en Mængde Spørgsmaal om hvortil vel den Ejendom, som gik fløiten, an var slaget? om hvad Værd, der stak vel i Landskyld, Fæste, Hoveri? om til hvilken Hartkorns Tyngde sig beløb den hele Jord? om fra Øst til Vest, fra Nord og til Syd ei Bjerg og Floder Ejendommen gjennemslyngde, saa det hele Majorat, nu behersket af hans Broder, godt fortjente Navn af Stat? Men nu sprang ved Rudolfs Ord Otto som begeistret frem, Armene omkring ham slyngde, raabende: "o Bravo, Broder! Ve, det Hjerte, som ei Hjem er for øm Taknemlighed!" til et Blik ifra hans Moder af hans Tales Blomster bed. Og med skummel Bleghed hørte Han derpaa — den hykkelsk Rørte — Rudolf blive saadan ved: "Men naar Gud min gamle fromme Plejemoder kalder hen til det Sted i Himmelen, hvor de bedste Sjele komme uden Katechesexamen — Moder! o da skal jeg haste, til dit Hjerte mig at kaste; og i kjærligt Levnet sammen aldrig mere dig bedrøve. Men ifra min Fosterbroder, Tvillingbror ved Moderbrystet, aldrig jeg adskilles kan, — Det var som et Træ at kløve hvoraf friskt man end kan løve — Derfor, skal jeg blive trøstet, mig til Godset følge Han! Ikke sandt, min kjære Moder?" "O, Mama! betænk! en Jøde! — hvisked' Otto — "over ham ville alle vore gamle Ahners Billeder jo gløde op til Tindingen af Skam, eller ned af Væggen ramle, eller vende sig af Skam, i den tunge Gyldenramme. Men han tabte Sands og Mæle, da han saae sin stolte stramme Moder for Jødinden knæle. Stenen for den Hjertekule, hvori hun sin Grumhed mod Judiths arme Dieblod havde stedse haabt og tænkt indtil Dødens Stund at skjule, havde Rudolfs Tale sprængt. Da hun af hans sidste Ord om Jødindens Søn fornam med hvad trofast Kjærlighed hendes egen hang ved ham, brast den tunge Taushedsgjord, som hun havde lagt om Brystet, og den Stolte gjennemrystet sank for gamle Judith ned. "Ve mig, Judith! Samme Nat, Du blev Moder for mit Barn, havde jeg din Spæde fat, greben op blandt Folkes Been; men, af Fordoms fæle Aand og Fortvivlelse besat, hev jeg Barnet, som en Steen, ned igjen i Sne og Skarn. Lad mig nu da i din Haand med et Kys den dyre Eed ydmygt angrende nedlægge, at jeg skal imellem Begge dele samme Kjærlighed!" "Mod min Søn? mod Jøden?" sagte Judith over Læben bragte. "Judith! ja, imod din Søn! Ringe er din Ømheds Løn. Lidet er hvad jeg nu loved mod den Kjærlighed, dit Liv offrer sig alt til dets Ende. Blot tilgiv, og paa mit Hoved, som mig Gløderne forbrænde, læg din Haand og mig tilgiv!" Judith først paa Josef saae, saa paa Rudolf, saa paa Hende, med et Blik de ikke kjende, men hvori der Straaler laae, som om allerede Aanden paa sin Himmelflugt sig voved, men dog standsede som svimmel ved at see en maalløs Himmel. Derpaa famled hun med Haanden til hun fandt Grevindens Hoved, hvorpaa den neddalte blidt. Munden mumled endnu lidt, men ei Haanden vil tilbage sig fra Damens Hoved drage. Og paa eengang med et Skrig begge Vennerne opdage, at den Gamle er et Liig. Angst og Smerte for at blive fra sin Plejesøn adskilt, Glæde over, at de To, Josef Jøde, Rudolf Greve, skulde stedse sammen leve, uanseet Blod og Tro, Saligheden at tilgive hjerteligen, fromt og mildt, havde altfor stærkt og længe paa de svage Livsensstrenge i den sidste Time spilt. : : : : : : : : : : : : : : : HA EN GOD DAG. Hvis dette diktet kommer igjennom bare som linjer, beklager jeg det. Jeg skal finne et Blog program som gjør det mulig for meg å sende diktene nøyaktig slik dikterne selv forfattet dem.
søndag, mars 04, 2012
GOD MANDAGS MORGEN ! Ja - så er det MARS og selv om det ennå er mye snø og også kulde mange steder rundt om, lysner det fin dag for dag og våren er på vei. For i dag sender jeg et dikt at Olav Aukrust. Jeg kan så levende se ham ligge der på lasset med løv til kyrne og drømme mens hesten lunter avgårde. NYD diktet! VÅRBLÅ HIMIL I MARS I stekkja, nedsnøa fjellskog gøymde, var kjervi utrivne, lasset lesst. Eg låg på lauvlasset, dorma, drøymde, og morgonstjerna stod bleik i vest. Og hesten lunka, og bjølla singla, det song so vakkert i massing-dingla: A linge-ling, linge-linge-lan - tobak og pipe, so går det an! Eg låg på ryggen og såg på røyken vart blåe risar og rare dyr. Og heid og himil og eg og øyken og alt ikring oss vart eventyr. Kva er so gufsande friskt og godt som - og mildt og drivkvitt og reint og blått som - å linge-ling, linge-linge-lei - ein vårblå himil og mars på heid! Det skein og blenkte so hål ein blåne, der slede-meian' på vegen rann. Og uthengd var det so blank ein måne, og alt var vakkert og vel i stand. Det var so inderleg mjukt og mildt, at det rann so lett, og det var so stilt, at - å linge-ling, linge-linge-lo - all skog og vigge som fjetra stod. Og grønt var lasset, og kvit var skogen, og raud var himil'n i aust å sjå. Og mi var stundi, og vårleg hugen, og vakker ho som eg tenkte på ... Ho Guri Jukule, vakker-gjenta, kven var det, tru, som ho gjekk og venta? Ja linge-ling, linge-linge-lan - de'm ein fynge ho, ljote alt gå an! : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : HA EN RIKTIG GOD DAG !
torsdag, mars 01, 2012
GOD FREDAGS MORGEN! For helgen et vakkert dikt som jeg venter vil bringe mange til å minne sin mor. Diktet er også tilegnet min fetter, Erik, som døde i går 86 år gammel. Diktet er skrevet av Asbjørn Dørumsgard. SKYTILEN HENNES MOR. Han er blank og hard og slitin etter den lange ferda gjennom veven, dag etter dag og stundom om natta. For ho mor hadde mange å veva til. Seks guter og to jenter sku ha ty til kleer på dei store kroppa sine. Seks viltre guter som sleit klea sine sund og kom him med rivne bukselår. Verken og vømmøl sku dei ha og hvitt ty til serk og skjurte. Hår stund måtte ho nytte frå sola stod opp til ho seig attom åsa i vest. Det er lang dag å stå opp i solgryen og bare legge seg nerpå ei lita stund i den siste seine natteskuggen. Han vart blank og hard og slitin, den vesle skytil'n hennes mor. Det var to rom fulle med senger. Alle sku dei ha hvite laken. Og dyner og puter sku ha var i brone og blå og raude færjer. Sterke var til alle dei beina som spente i sengstokken. Han vart blank og hard og slitin etter den lange ferda gjennom veven den vesle skytil'n hennes mor. Stua var lita og trong der hime, men lell sku gølve vera tekt med filleryer som lyste i rødt og svart og hvitt og gult. For det var så longt i penstua av den freske færja som lyste opp og la helg og høgtid over rome. Hn viler seg nå, den vesle skytil'n hennes mor. Ho sjøl gikk til ro i grava si. Der skal ho hvile til den store mårrån sender himmellys inn i gravnatta og over ås og elv innved skøgslia, der ho nå ligger og sover med hopknepne hender. Å. sæle hvile! Å, stille ro! Ho var trøtt og fekk blunde etter slite og streve i det rike og varme jordlande. Men skytil'n hennes mor vil jeg gjømme. Han ligger her på skåpe mitt i storstua. Han er blank og hard og slitin etter den lange ferda gjennom veven, men han er brukendes enda. Ho vesle Kari, dotter mi, skal få bruke han, når ho blir vaksin jente og fullgardskjering. Ho mor skal stå oppatt i den unge ætta, og skytil'n hennes skal vera bumerke på garden i ætt etter ætt framover. Men ennå ligger han på skåpe. Han er blank og hard og slitin etter den lange ferda gjennom veven. Han ligger der oppe og skiner mot meg, og jeg snur aua mine attover, me'n jeg fletter denne minnekransen, og tåra blenker i aua. Jeg går fram til skåpe, je tar han vart i venstre handa og stryker han med den høgre og signar dei hender som eingong i jordlande førde han dei tusen mil gjennom veven. : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : HA EN GOD DAG OG EN GOD HELG.
