Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.torsdag, oktober 27, 2011
GOD FREDAGS MORGEN.
I dag, et lite bedårende dikt av den danske
dikteren Eva Bøgh.
DA JEG VAR PIGE.
Ja, nu tør man jo sige
og gjøre nærmest hvad man vil;
men dengang jeg var pige,
gik det ei sådan til.
Da var man stræng og ærbar,
å, så ærbar!
Og pigerne især bar
sig ikke ad som nu!
Så snart de skulde svare
en herre, slog de øjet ned,
og rødmede når bare
man nævnte kærlighed.
Og "bryllup" og deslige
'ja.....deslige!
var ord som ingen pige
på tyve år forstod.
Den gang var aldrig talen
om eget valg, for mor og far
bestemte hr. gemalen,
og så var sagen klar.
Så snart de foreslog ham,
--foreslog ham --
så nejed' man og tog ham
og takkede dertil.
Men nu er børn rebelske,
besatte af den slemme ånd,
de vover at forelske
sig rent på egen hånd.
Nei fy -- da må jeg sige,
rent ud sige.....
dengang da jeg var pige,
da var der piger til.
: : : : : : : : : : : : : :
Joda, det er ikke sikkert ekteskapene dengangen
ble så mye dårligere enn de er i dag. Jeg kjenner
flere Indiske par hvor foreldrene arrangerte det hele
og hvor de unge aksepterte det og tilpasset seg
situasjonen. Og det har gått bra. Kanskje
"fritt valg" ikke er det beste i denne sammenhengen?
HVA SYNES DU? Min e-post: GAAPAA@yahoo.com
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND!
onsdag, oktober 26, 2011
GOD TORSDAGS MORGEN!
Her er et dikt av Rolf Jacobsen som kanskje
kan gi deg noe å tenke på.
NORD.
Se oftere mot nord.
Gå mot vinden, du får rødere kinn.
Finn den ulendte stien. Hold den.
Den er kortere.
Nord er best.
Vinterens flammehimmel,
sommer-nattens solmirakel.
Gå mot vinden.
Klyv berg.
Se mot nord.
Oftere.
Det er langt dette landet.
Det meste er nord.
> > > > > > > > > > > > > >
HA EN GOD DAG!
tirsdag, oktober 25, 2011
GOD ONSDAGS MORGEN!
Hei - jeg er i godt humør i dag - av en eller annen grunn.
Kanskje fordi solen skinner - eller fordi jeg nettopp
har spist en nydelig sjokoladekake med god ettersmak.
Hva det nå er, her kommer i hvert fall en lystige visen av Inger hagerup.
LIVETS DANS.
Heia, livet er en lystig dans!
La oss svinge våre unge lemmer!
La oss binde gledens røde krans!
La oss bruke våre glade stemmer!
Dans, o venner, hør musikkens klang.
Lytt til livets glade, unge sang!
Heia, dansen går med fryd og gammen
Over livets røde rosenbed.
Blør din fot? O, dåre ta deg sammen
Plukk en rose for hvert sår som sved.
Le mot livets evigfriske smerte.
Le, med gledens torner i ditt hjerte.
Heia venner, dans til livets slutt.
Dans mot nye sår og nye kvaler.
Når i dansen du blir vingeskutt,
husk at du for livets lek betaler.
Gi ditt hjerteblod som livet krever
For den smertenslykke at du lever.
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG.
mandag, oktober 24, 2011
God Tirsdags morgen!
Ett av de vakreste kjærlighetsdikt jeg vet av er dette
av Arnulf Øverland.
JEG GÅR OMKRING.
Jeg går omkring
og tar på en og annen ting,
som mine hender er fortrolig med-
en gammel snadde og en lysestake,
Og jeg har gjemt et blåmalt øsekar:
det er de eldste tingene jeg har.
De bringer stunder av mitt liv tilbake.
Jeg tar i stolen, der jeg ofte satt
i drøm og grubleri til langt på natt.
Og plutselig fornemmer jeg, at tiden
er det som var, og som er lenge siden.
Nu er det kveld.
Jeg tar på tingene. Jeg tar farvel.
Jeg ser på henne, og på barna våre.
Det er vel mangt, jeg gjerne ville si.
Jeg får det ikke til. Jeg går forbi,
og sakte stryker jeg dem over håret.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
søndag, oktober 23, 2011
GOD MANDAGS MORGEN !
I Mads Berg's"Skolens Sangbok" fra 1945
fandt jeg et dikt av Ole Vig.
Jeg syntes det gir uttrykk for noe viktig,
og sender der her.
Blandt alle lande i øst og vest
er fedrelandet mitt hjerte nest,
det gamle Norge
med klippeborge
meg huer best.
Fra Vesterhavet til Kjølens rand,
fra Nordishavet til Kristiansand
der har jeg hjemme
og kan istemme
Mitt fedreland !
Jeg elsker eder, I gamle fjell
med høye tinder og dype vell,
med skog om barmen
og jern i armen
til tidens kveld !
Jeg elsker eder, I bekker små,
I stolte fosser, I fjorder blå,
I sjøer blanke,
hvis stille tanke
kan stjerner nå!
Jeg elsker furu- og bjerkelund
med toneklang fra fuglemund;
og meget aner
de dunkle graner
i våren stund.
Jeg elsker bølgen, hvor frihet gror,
de dype daler, hvor freden bor,
de lier fagre
og gylne agre
på odelsjord.
Jeg elsker alt som er ekte norsk,
fra folkelivet til sild og torsk,
som fremad skrider,
om enn det glider
en smule dorsk.
Jeg elsker høylig mitt modersmål,
det klinger kraftig som herdet stål
fra hjertets grunne
i folkemunne
hos Per og Pål.
Dog mest jeg elsker det folkeferd
som har sitt hjem mellom fjell og skjær,
hvor unge hedre
de gamle fedre
som bygde der.
Hvor mange "utenfra" skal vi la komme inn
i landet før det endrer vår folkesjel ?
I dag er 11.4 % innvandrere.
I Oslo er nesten 30 % innvandrere.
Innvandrere kan bringe mye godt med seg -
men det må være en grense for hvor mange vi
kan la flytte inn i landet før de overvelder oss.
Jeg liker ikke utviklingen. - -
HA EN GOD DAG!
torsdag, oktober 20, 2011
GOD FREDAGS MORGEN.
En trofast leser i Trondheim sendte meg dette diktet
for lenge siden. Jeg kjendte ikke til Dagny Tande Lid
dengangen, men har nå lest dikt av henne og synes hun
er en virkelig fin poet. Her er hennes dikt:
Lykken
Min lykke ligner på et lys som brenner,
midt i en skog, en flamme som kan dø.
Jeg verner lyset med to svake hender,
men hvem kan hindre storm og regn og snø.
Jeg eier lykken. Som en skog om våren
er hjertet mitt. Det så en soldag gry.
I nattemørke skoger ble det morgen
og lyse blomster åpnet seg på ny.
I vårens lyse skoger ble det sommer.
En sommerdrøm er jordisk kjærlighet.
Men hva vet jeg om dagene som kommer.
Jeg eier nuet. Det er alt jeg vet.
Og lykken likner på et lys som brenner,
den er en jordisk flamme som kan dø,
den ligger Gud, i dine sterke hender,
du herre over storm og regn og snø.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND UTEN SNØ!!!
Dagny Tande Lid
onsdag, oktober 19, 2011
GOD TORSDAGS MORGEN!
Herman Wildenvey (1886-1959)
var en enestående dikter og så ulik
de fleste av våre diktere som holder seg
til motivene kjærlighet og død!
Wildenvey var en sommerens dikter
med et utrolig fargerikt språk.
Her er ett av favorittdiktene mine.
O, ENNU Å VÆRE…..
O, ennu å synge om midtsommernetter,
og ennu å ånde i kryddersval luft,
ennu å vite, hva blomstene hetter
og nevne dem ved deres farve og duft.
ennu å være en sjel som i drømme
dristig lar evige anelser strømme
utover eter og all fornuft…..
O, ennu å være den samme, den samme
flakkende sanger og seer som før,
et billed av Gud uten glass og ramme,
en blomst mellom sommerens fagre
millefleurs!
ennu å hvile blant kløver og vikker
og høre at himmelens stueur tikker
inne bak skyenes regnbueslør.
O, ennu å være for intet å regne,
uten i menneskeøyne en skam,
være en drømmer som verden vil steine,
være en bror på hvem brødre har ram!
Ennu å tro, tross filistrenes kverner,
at solen og månen og elleve stjerner
hilser en drømmer og bukker for ham.
O, ennu å dvele til dagen er omme
ute i ensom og edel natur.
Ennu å vente den elskedes komme
lokkende søtt på skalmeie og lur.
Ennu å sette en plett på sitt rykte
uten å være en Josef of flykte
fra frue i borg eller jomfru i bur!
O, ennu å være enfoldig som duen
og listig som slangen engang iblant!
Ennu å hilse på himlen med luen
og takke for tider og timer som rant!
Ennu å sitte med øynene våte
og spørre seg selv: skal man le eller gråte
eftersom livet er løgn eller sant?
O, ennu å spørre: er sjelen og sansen
en gnist fra en ildgud, hvis flamme er hel?
Og derpå å svare: at Gud er substansen,
hvorav dette levende liv er en del!
Ennu å føle seg ett med det hele
og øyne en guddom i alle dets dele
og spørre: har dyret og blomstene sjel?
O, ennu å tumle med skapermotivet
Og senke seg ned i mysteriers dyp.
Ennu å grunne seg grå over livet
og levet det ut som et lykkelig kryp!
Ennu å sitte betraktende rolig
og gjette seg til hvordan livet gok bolig
i mammut og mygg, mastodont og polyp!
O, ennu å se alle arter og former
av livet som skisser og utkast til oss.
Ennu å tro, at i sjelsdypet dormer
evner og allmakt med kraft i en foss.,
Ennu å mene, vi ligner en skaper
Mere enn nokså fornuftige aper,--
og det så vel dumhet som visdom til tross!
O, ennu å føle og leve og ånde
utenfor dagens og dumhetens kiv.
Ennu å høre og se allehånde
og være det evige infinitiv.
Ennu å synge om midtsommernetter,
til døden en stopper for sangene setter,
det takker jeg gudene for med mitt liv…
HA EN GOD DAG!
(Vil du foreslå dikt eller sende meg en email er
adressen: gaapaa@yahoo.com)
tirsdag, oktober 18, 2011
GOD TORSDAGS MORGEN.
Jeg fortsetter med et nytt dikt av Ivar Aasen.
LIVET
Heimen er baade vond og god
det skifter med sut og gaman.
Hæv er den, som med same mod
kan taka mot alt tilsaman.
Vegen ligger so ymist til
med staup og store krokar.
Ein kjemer der, som ein ikkje vil,
og fram i mange flokar.
Sveinen stemner i vegen radt
med store voner i barmen;
men vegen vert honom titt for bratt,
og voni møtest ned harmen.
Um ei stund han fær ein stur,
det heve sitt gamle gjenge:
Gleda gløymest, fyrr du trur,
men sorgerne sitja lenge.
Kjem han sturen i verdi ut,
so fær han liten fagnad;
ho snur seg burt ifraa all sut;
so klagar han paa sin lagnad.
Ho vil, at mannen skal stræva hardt
og ikkje fraa verket vika
og aldri missa sitt mod for snart,
um endaa vonerne svika.
Strenge dagar maa koma paa,
men etter koma dei milde.
Den største hugnad me stundom faa,
der minst me vona vilde.
Lauvet fell um hausten av
um vaaren atter det spretter.
Dauden herjar um land og hav,
men livet kjem alltid etter.
Stormen sopar i skogen hardt,
so tre og kvister brotna;
men grøne kvister vil renna snart
av rotom til deim, som rotna.
Kjært er livet med all sin harm;
det klaarnar, alt som det gjenger.
Men endaa treng eg ei von i barm
um eit, som varer lenger.
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
Mye god livsvisdom i Ivar Aasen's dikt av igår
og Dagensdikt.
En attpå kommentar. Når jeg leser moderne lyrikk så
synes det meg som om det alt overveiende er selv-fokusert.
Navlebeskuelse kan være interessant - men oftest er det det ikke.
HA EN GOD DAG.
mandag, oktober 17, 2011
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Ivar Aasen - "Gamle Noreg, nørst i dalom, er vårt eiga ættarland."
Ja han mente nok det da han var med å skape nynorsken.
Han skrev noen fine dikt. jeg har alltid husket dette diktet hans:
ETTERSTEV.
Til lags aat alle kan ingen gjera,
det no gamalt og vil so vera.
Eg tykkjer stødt, at det høver best
aa hjelpa den, som det trenger mest.
Og kor du bryggjar, og kor du bakar,
d'er alltid ein, som det ikkje smakar,
og naar den eine daa gjerer rop,
so ropar sidan den heile hop.
D'er mange nok,som vil domar vera
og læ aat alt, som dei andre gjera.
Og lyte finna dei rundt i kring,
og sjølve gjera dei ingen ting.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _
D'er brotne kvister i alle skogar,
det henger mold under alle plogar,
paa alle leider det lyte fints,
og mykjet der, som ein ventar minst.
Men naar me høyra um gamle tider,
so hadde folket vel verre rider.
Med all den trældom, som no me sjaa,
so er det mildare naa enn daa.
Og dermed vilja med endaa vona,
at lange tider maa mykjet sona,
at eingong sanning skal vinna lett,
at eingong folket skal faa sin rett.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja, "til lags aat alle kan ingen gjera,
det no gamalt og vil so vera."
Det er helt sikkert.
Så gjør det du har lyst til og gi blaffen
i kritikerne.
HA EN GOD DAG.
søndag, oktober 16, 2011
GOD MANDAGS MORGEN.
Jeg traff en gammel venn i dag og vi snakket om
en pike vi begge var forelsket i - dengang vi var VELDIG unge.
Vi lurte på hvor hun nå var i verden og hvor spennende - kanskje -
det ville være å treffe henne igjen. Men så fandt jeg diktet av
Andre Bjerke og nå er jeg ikke så sikker lenger.
GJENSYNETS PROSA.
En pike du elsket som 18-års gutt
i skjønne, avmektige stunder,
kan sides besørge fortryllelsen brutt
på mindre enn tredve sekunder.
Du tenkte jo dengang at grensen var nådd
for hva man kan tåle og lide,
fordi du var dypt ned i støvet forsmådd,
som bare en ygnling kan bli det !
For den som er yngling av år og av sinn,
er avstand en diktningens kilde:
All jordlivets deilighet diktet du inn
i hennes utopiske bilde.
Så møter du drømmen på vei til kontor
en morgen i Pilestredet.
"Nei morn' du!" "Nei, morn!" Og gjensidig og stor
er partenes gjensyns-lede.
Å GUD - var det h e n n e , hvis hender du strøk
og sønderrev dine klær for ?
Hvis fortrinn du så som en skarpøyet høk,
og hvis feil du var blind some en stær for ?
Dessverre: "Erindringen er en poet,"
med gjensynet er prosaisten!
Som drøm var hun elsket. Som virkelighet
legges hun hermed i kisten....
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja - den slanke ungpiken var blitt en bomsete eldre kvinne.
Slik er livets gang!!!
HA EN GOD DAG !
torsdag, oktober 13, 2011
GOD FREDAGS MORGEN !
Snøen er kommet oppe i liene og i fjellet. Det er senhøstes men ennu
håper jeg vi har fine høstdager igjen før vinteren og kulda endelig setter inn.
Gunnar Reiss-Andersen's dikt kan passe på det som snart kommer:
UNDER SNE.
Lett som en drøm om en drøm
ligger et dundyp av nysne
tett over jorder og trær.
Alt er forvandlet av måne og sne
Underlig er det å stå her og se
det nære blir slukt av det fjerne
og intet få bli hva det er.
Alt står i andres drømmer,
vinterens, - kloders lysdrøm.
Polkuldens hjemløse luner
har formet all verden om,
har drysset den ned og pustet den glatt
for å få dikte den hvite natt,-
diktet i lysets og skyggenes
selsomme runer.
Bare mitt svarte syrintre
borte ved havegjerdet
som bad så lenge og fåfengt
til barfrostens hårde himmel
blir bønnhørt av denne natt
og står som et tre i blomster
klart over sneens synflod
på vårsdrømmens Ararat.
Der under snesyrinen
må også mit håp få knele.
Lengslene fanger seg også
blomster av sne og måne.
Hjertets fortidlige blomster,
du hvite, ventende tre,
drysser jeg inn blandt dine.
Bedre å få dem å se
som del av ditt fjerne under
enn la dem forgå som mine,
enn la dem smelte av heten
i hjertet og atter bli snefnugg
ute i frostevigheten.
Lengsler som ville til een
ung og ren
som dine hvite klaser
kysset av måneden i mai,
hvite, innvigde tre, du frostforklarte,
henger jeg på dine grener i natt
urørt for alltid, uendelig utvilsvarte.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jo-jo, det er vel slik skjønt jeg følger ikke helt med
i tankene hans. - - - Men sånn er nå det.
I alle tilfelle, ha en god weekend og ta deg en snartur på ski hvis
løypene er klare der du bor.
onsdag, oktober 12, 2011
GOD TORSDAGS MORGEN.
VENNSKAP.
Vennskap er som et lite frø.
Hvis det ikke pleies vil det isne og dø.
Vennskap trenger varme, hvis det skal gro.
Det vokser i fred, gjensidig tillit og tro.
Først kommer små spirer, vær varsom, gi akt.
Det har så lett for å knekkes ved misbruk og makt.
Harde ord kan knuse så lett.
Vennskap må pleies med omhu og vett.
Så kommer blader, de vokser litt etter litt.
Vann godt, med kjærlighet fra hjertet ditt.
Gjødsle med forståelsee og milde ord.
Da vil vennskapet vokse seg sterkt og stort.
Samhold og omsorg, en veldig sterk makt.
En kamp der du ensom ville ha tapt.
Men med venner du vinner en seier så stor.
Smerten den lindres med venners ord.
Men skal du få venner, må du selv være venn.
du må elske for å bli elsket igjen.
Du må forstå at venner vinnes med varme ord.
For ingen vennskap kan vokse der kuldens ego bor.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Gode ord.
Jeg vet ikke hvem dikteren er. Hvis du vet, vennligst
send navnet til meg: gaapaa@yahoo.com
HA EN GOD DAG.
tirsdag, oktober 11, 2011
GOD ONSDAGS MORGEN!
Igjen, sender jeg et dikt av Herman Wildenvey.
Synd i grunnen at han ikke leses så mye mere.
DEN ELSKEDE.
Den elskede døde. Og elskeren stod
ved graven blandt sørgende venner.
Han gråt ikkun tårer. Det var ikke blod.
Men kanskje han vred sine hender?
Den elskedes moder var også med.
Hun gråt sine modige tårer.
Og presten han talte om evig fred
her som ved andre bårer.
Og elsker og moder og følge og prest
sang i det sørgende kor.
Så begrov de den elskedes jordiske rest
i langt mere blomster enn jord.
De snehvite roser og floret så sort
gjorde vel sorgen blott større…..
Men elsker og moder og følge drog bort
i gråt --- og med sitt på det tørre.
Men jeg som kun kjendte den døde litt,
jeg dvelte ved graven og tenkte:
ihvoran det er,---det var noe av mitt
man nyss ned til ormene senkte.
Jeg hadde den glede å se henne gro
Som en løfterik vekst i en vår.
Det var mig en fryd, når hun levde og lo,
og en sorg, når hun gråt i sitt hår.
Jeg så henne bleknende, blomstrende rød
møte en venn med sitt blikk.
Det var mig en glede….Men da hun var død,
det var som en vår forgikk.
Jeg sørget vel ikke på urett grav
fordi jeg idag gikk med.
Jeg sørget da sol som den elskede gav,
så nådeløst bratt gikk ned.
En sorg over levende skjønnhet som dør
vil blivende bo i min barm,
mens andre vil sørge ved hjelp av et slør,
og en strimmel av sort om sin arm….
O, kunde jeg tegne, nei kjærtegne frem
det gode jeg mener med dette,
så gav jeg det billed til ham og til dem
som sørger av plikt og med rette.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG!
HA EN GOD DAG !
søndag, oktober 09, 2011
GOD MANDAGS MORGEN!
Hyggelige nyheter:
- - -Voldtekter i Oslo,
- - -Mens jeg skriver dette, Moslemer i fullt angrep på kristne i Kairo,
Kristne kirker blir brent.
- - - Mange av demonstrantene i Wall Street "okkupasjonen" viser seg å være
betalt av dollarmiliardæren Soros.
- - - Jeg noterte meg at en som la inn en kommentar på en Aftenposten artikkel
i forrige uke, skrev: "Dere må gå over til Islam.Islam vil ta over verden.
Derfor er det best for dere å omfavne Islam nå!!!
Han skrev på norsk, men nordmann var han nok ikke selv om han kanskje bor her. - - -
Med all denne uroen, så deilig å få ro i sjelen med dette diktet av
Alf Larsen (1885-1967.)
DØINGBUKTEN.
Her suser sjø, her bruser vind
og lange dragsug går ut og ind.
Og dage kommer og dage går
mens sprøitet høit over odden står.
Det bryter dypt og det bryter grundt
og indi bukten går vandet rundt
og maler stenene bittesmå.
Fra evighet holdt de sådan på!
Mot stranden kryper en lund av trær,
forslidt og klippet av alslags vær.
I den står vinden og rusker støtt
og stundom falder en fattig nøtt.
Omkring en stenrøs har lyngen lagt
sin brune krans og en brisk står vakt.
De sies her fandt en ukjendt fred,
han drev i land just på dette sted.
Og her begravet de så hans ben
og dækket stedet med rullesten.
Jeg tror det snarere er en drøm,
en saga diktet av vind og strøm.
Her er så hellig, her er så skjønt
og brisken skinner så eviggrønt
at tanken undte fra evighet
en sjel at bo i slik herlighet!
Jeg sitter her på den glemte grav
og stirrer ut over kyst og hav
og tænker: Er jeg den døde mon
og disse klipper, er de av ånd?
Så klare synes mig brottets sprøit,
så overjordiske trostens fløit
som nu fra dværgtræets krumme top
i sommerstillheten stiger op!
Det er umulig at disse ting
til større klarhet kan stige ind;
det er utænkelig denne bris
mer let kan lufte i paradis.
Ja, jeg kan kjende jeg vågner nu,
jeg vågner helt og jeg ser at du,
min morgendrøm, er den klare dag
med evigt liv i hvert bølgeslag.
Jeg ser mit rike, jeg ser igjen
det samme hav under himlens spænd
jeg sisste gang i et lysglimt så
da jeg med hodet i tangen lå.
Og måken skriker i øret ind
den samme hilsen fra sjø og vind
jeg hørte sisste gang som i drøm
før jeg ble broder til vind og strøm.
O brødre, søstre i luft og hav,
kom følg mig nu til min gråstensgrav
og slå om stedet en kjærlig vakt
mens jeg går bort og får order sagt,
det ord jeg kom med til denne jord,
at ingen salighet er så stor
som den: beruset av søndevind
til evig havsus at sovne ind.
Og så, når sjelen igjen står op,
at høre trosten i rognens top
og se det glitre på skjær og flu
i evigheten - som nu, som nu!
: : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE - og vær på vakt!!
torsdag, oktober 06, 2011
GOD FREDAGS MORGEN!
I DAG SENDER JEG ETT AV MINE FAVORITTDIKT.
Vår enestående, men relativt ukjendte
dikter, Olaf Bull (1883-1933) skrev en
rekke skjønne dikt. Et av mine favoritt dikt
er dette.
PÅ KIRKEGÅRDEN
Kapellet blir luftet, og vilvin-røden
skjælver på muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mod aftengløden
står duer av marmor på rusten stift.
Der drømmer i græsset en ældgammel plade
båret av visnende strå fra ivår-
der skumrer et navn: Emerenze Christence,-
og tallene klamrer om seksten år.
Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjængelsens guld over alt;
“blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun tilvisse vært kaldt.”
Men se – under efterårsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags ånd
en av opstandelsens trodsige fakler
holdt av en ukjendt, himmelsk hånd!
Ja vel kan det være, når levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blå
bævende, blændende himmel for Lillen--;
men eftersom hjertene dør – hva så --?
O Lillen, din evighets elskere døde,
og selv ble de støv bak det strenge jern;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
står om din håbede evighet vern !
Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennom et bly, edelmodigt navn !
Men kunde det strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigtsdrag,
skulde du stige påny til himlen
op av mit heftige hjertes slag !
Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennom blåningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok – det fornemmes så tungt.
Men Lillen – du gir mig jo bare det dunkle
under et brusende, gyldent hår,
og gravens bogstaver skal altid funkle
om noget, et menneske aldri formår !
Emerenze Christence – dit navn være lovet--!
jeg lægger en blomst mellem hvert bogstav !
jeg kan ikke nå dig; i fred har du sovet
hundrer år i din daglige grav.
Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
mit minde er død i en kvinde, som lever;
mit navn, som var elsket, blev bare et ord !
Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og søker at synge sit håb i mit bryst—
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
av levende stemmer til livets lyst !
For også til dig er jeg viss på der kommer
en irisk, som kvidrere i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence – vågn, vågn-----
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD HELG!!
onsdag, oktober 05, 2011
GOD TORSDAGS MORGEN.
Jeg må si jeg ble passe forbannet da jeg leste at en
dansk jeger hadde skutt den eneste hvite -albino - elgen
i Norge, som til og med var spesielt fredet!!!!
Han "visste ikke" om fredningen. Hvorfor ikke?
Burde ikke skogeieren som leiet ut jaktmarken sin
ha sagt fra? Jeg håper skogeieren og jegeren begge
får klekkelige multer. Det fortjenester drittsekkene.
I boken min:"Kongeveien over Fillefjell,"
gjengir jeg et dikt av Theodor Caspari:
"Gamleveien."
Caspari var nært knyttet til Fillefjell og vandret
nok de gamle veiene.
Han levde fra 1853 til 1948 og var virkelig
forutseende med hensyn til naturværn.
Idag som tungtrafikken dundrer over Fillefjell
og ned Lærdal eller mot Østlandet, kan det passe bra å
gjengi hans dikt:
STÅ VAKT OM NATUREN.
Stå vakt om naturen! Slå angrepet ned!
Dem opp mot de hissige hjerner!--
La fjellvidda hvile i soldagens fred--
i dryss av de evige stjerner!--
Slå døgnets urolige røster med bann!
Lys fred på de tagale lier!
Gi Norge et lysende "Ingemannsland,"
hvor skapningens herre tier!--
Et rike, hvor rypa kan duke sin disk
i fred for den lurende snare,
hvor rugda kan tiske med vier og brisk
og orre fortro seg til hare.--
Hvor sneppa kan rede sin lønnlige seng
når avskjedens time er nære,
og heilo kan stemme sin sorgfulle streng
og te ham den siste ære.--
Hvor fjellsjøen drømmer i glitter og glans,
og gjøken kan lyse sin messe,
hvor tranen kan trede sin selsomme dans,
og elgen kan fredelig gresse--
Og slipp så den ærlige bamse til fjells
og ens ikke bondens besværing!
Og liver han opp med sin gråbrune pels,
så gi ham en sau til fortæring.
Det kommer en dag da den syke kultur
vil fylle all verden med vånde,
en dag da maskinenes dunster og dur
vil døyve og kvele din ånde.--
Den dag vil du hilse det lukkede land
og signe de fredede flyer
med rykende storm over ensomme vann
og sol gjennom drivende skyer.--
Stå vakt om naturen! Slå angrepet ned!
Dem opp mot de hissige hjerner!
La fjellvidda hvile i soldagens fred-
i dryss av de evige stjerner!--
Da fanger du stillhetens lydhøre sinn
og drømmer med alt som lever
da hører du Guds, den allmektiges trinn
så tyst over vidden han svever.--
Tenk - dette skrev han kanskje for snart hundre år siden.
Han kunne vel ikke i sin villeste fantasi ha tenkt seg
hvordan naturen der han vandret, nå er blitt invadert av
biltog og busser.
Ellers er jeg i ferd med å opprette en ny websideØ Firstroads.com
Tittelen forteller om emnet.
Vi vil begynne om et patr-tre uker og Vindhella vil bli det første
fotografiet.
HA EN GOD DAG.
tirsdag, oktober 04, 2011
GOD ONSDAGS MORGEN!
Selv om det stunder mot senhøst og mørke, kan det likevel
passe med dette fine diktet av Einar Skjæraasen.
FRED.
No stilner bruset i skogen vid
og på vatten vare.
To venger blir tel et lite hem
inni rypesnaret.
No stanser strevet. En båt glir inn.
Frå e nedlagt åre
dryp siste dråpån. En slitar sovner
med Fader-våret.
Alt liv vil leve. Et bån sett truten
mot livsens kjelde,
de'r godt å finne en barm å bikke
se' mot - og kvelde.
E bløme knepper se' stilt og blunder.
Så sitrer dogga.
Så kviler dal'n, men et hjarte slår
over sommar-vogga.
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
søndag, oktober 02, 2011
GOD MANDAGS MORGEN!
Lyset og sommerens dikter
Herman Wildenvey (1886-1959)
hadde selvfølgelig også sine mer
ettertenksomme dikt. Her er
DE ENSOMME TING.
De ensomme ting mellom tingene her
kommer og kaller på meg.
Ingen kan tydelig si hva de er,
de er bare ting – på vei !
De har ingen plass blant håp og tro,
de har ingen kjærlighet.
De bare forsøker å finne en bro
til alle de ting vi vet.
Det er fra en egen og ukjendt kant
ensomme ting seg tér.
De banker på hjertets dør iblant,
og det er som de går og ber.
Ensomme ting har ingen form
for øyne og ører og munn.
De kan ikke innta et sinn med storm,
de rydder seg langsomt grunn.
Mens uttalte toner og farve og duft
har sanser til live vakt,
kan ensomme ting så lett bli luft,
de savner vårt sinns kontakt.
De ensomme ting har intet navn,
ingen forbitret stand,
og tårer de feller blir stein av savn,
blir ringer i tungt vann.
De er ikke store og ikke små,
men måles på kryss og tvers.
De er ikke mange og ikke få.
-et fjernt og nært univers.
Jeg søkes av ensomme ting, som helst
vil stå ved min stengte grind.
Jeg kjenner jeg gjerne vil ha dem frelst
inn i mitt ensomme sinn.
Så kunne de være meg evig nær,
og jeg kunne nærme meg dem,
og jeg kunne se hva de innebær,
og de kunne ha et hjem.
Da kunne jeg kanskje engang bli klok,
og kanskje det ville bli rift
om plassen for dem i livets bok,
den eneste hellige skrift.
Menneskeskrift om de ensomme ting
er vel langt på nær klar:
De bor i en bølge, de spres omkring,
der aldri vår tanke var.
Og dog har de ensomme tingene her
til meg et forunderlig bud:
De ensomme ting er fjernt eller nær
i slekt med en ensom gud…
: : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE !
