Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.tirsdag, august 31, 2010
GOD ONSDAGS MORGEN !
I dag Arnulf Øverland's
SOMMERNATT.
Der skrider en stjerne langsomt hen over
himmelens bunn,
og søvnen skygger mitt hode som trær i en
hellig lund.
En jekt har lagt sig for anker og firer de
slakke seil.
Døende ånder dagen ut over havets
bristende speil.
En trost er våknet i hagen - all natten holder
den på
og fyller med evige toner hele den himmel blå.
Igjennem det åpne vindu går sakte åndedrag:
Syrenene - å hvor de dufter i drømmens
bleke dag!
Der skrider en stjerne langsomt - langsomt
skrider den hen,
og denne velsignede time skal aldri komme igjen.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Håper solen er kommet ut der du bor !
HA EN GOD DAG!
mandag, august 30, 2010
Ja jeg hørte fra folk i dag at
diktet for mandagen ikke var der.
Vel - jeg sendte det men Gud vet hvor
det er blitt av i data eteren.
Så jeg får sende det omigjen for Tirsdagen:
SÅ GOD TIRSDAGS MORGEN !
Diktet er skrevet av en Oskal Loerke. (1884-1941)
Han var av Preusisk-Tysk avstamning og anti-Hitler
så i 30-årene fikk han harde tider og isolerte seg
og viet seg til sitt forfatterskap.
Dette diktet er oversatt av Olav H. hauge.
ATTUM SYNSRANDI.
Skipet mitt sig seint, tungt av alder;
skjeljar, mose og tang
og saur frå havet har grott fast til kjølen.
Ei brokut øy, det stend mest stilt.
Skal eg sigla lenger? Eg vil ikkje sigla heretter.
Men alle ting kjem -
sjå, lasta kontinent
syn som framande skip imot meg.
Kvorvne er menneskja sine faste strender,
som tora um vinteren;
i skyene yver oss stend
det profetiske fuglefloget att.
Ubrigdeleg bilete på folk i stiging og fall!
So mykje blod, så mykje sorg!
Og det som er viktig der,
skjer likvel i einsemdi.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG !
torsdag, august 26, 2010
GOD FREDAGS MORGEN.
Jeg liker André Bjerke.
Her er hans dikt:
Du skal være tro:
Du skal være tro.
Men ikke mot noe menneske
som i gold grådighet
henger ved dine hender.
Ikke mot noe ideal
som svulmer i store bokstaver
uten å røre ved ditt hjerte.
Ikke mot noe bud
som gjør deg til en utlending
i ditt eget legeme.
Ikke mot noen drøm
du ikke selv har drømt…
Når var du tro?
Var du tro
når du knelte i skyggen
av andres avgudsbilder?
Var du tro
når din handling overdøvet
lyden av ditt hjerteslag?
Var du tro
når du ikke bedrog
den du ikke elsket?
Var du tro
når din feighet forkledde seg
og kalte seg samvittighet?
Nei.
Men når det som rørte ved deg
gav tone.
Når din egen puls
gav rytme til handling.
Når du var ett med det
som sitret i deg
da var du tro!
: : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag og en god helg !
onsdag, august 25, 2010
GOD TORSDAGS MORGEN !
For i dag sender jeg igjen Jakob Sande's
fornøyelige vise:
ETTER EIN RANGEL.
I morgon vil eg byrje på et nytt og betre liv,
- trur eg.
Eg skal aldri gå på fylla meir og skjære folk med kniv,
- trur eg.
Eg skal aldri skråle viser meir i ladevinsrus,
men syngje åndelege songar på Zions bedehus,
- trur eg.
Alle kvinfolk som eg møter skal eg sky som berre fan,
- trur eg.
Og gå vyrdelig forbi dei som ein nybakt kapellan,
- trur eg.
Eg skal sitje som ein munk i ein misjonskonering
og drikke kaffi medan drøset går om åndelege ting,
- trur eg.
Det skal ingen meir få sjå meg når det lir til høgste natt,
- trur eg.
komme ruslande på heimveg utan stivety og hatt,
- trur eg.
Eg skal leggje meg når grisen går til kvile i sitt bol,
og stå opp når hanen flaksar og gjel i morgonsol,
- trur eg.
Ja, i morgon skal eg byrje på den gode veg som sagt,
- trur eg.
Take striden opp mot kjøte og den heile develsmakt,
- trur eg.
Men i dag lyt det få vere, for eg er so spøkje tyrst
at eg mest må få eit ølkrus til å leske meg på fyrst,
- trur eg.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jo - visa kaller på smilet. For meg kommer en viss
glassmester opp i minnet. Han var ofte full og gær'n
når han gikk rundt i småbyen, men sette inn vinduer -
det kunne han med et uvanlig godt håndlag.
HA EN GOD DAG.
tirsdag, august 24, 2010
GOD ONSDAGS MORGEN !
Knut Hamsun skrev ikke så mange dikt, men
de få han skrev hører hjemme blandt de
ypperste i norsk lyrikk.
Her er hans
SKJÆRGAARDSØ.
Nu glider Baaten
mot Skjærgaardsøen,
en Ø i Havet
med grønne Strande.
Her lever Blomster
for ingens Øine,
de staar saa fremmed
og ser mig lande.
Mit Hjærte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster
som Øen eier,
De taler sammen
og hvisker sælsomt
som Børn de møtes
og ler og neier.
Her var jeg kanskje
i Tidens Morgen
som hvit Spiræa
engang at finde.
Jeg kjenner Duften
igjen fra fordum,
jeg skjælver midt i
et gammelt Minde.
Mit Øie lukkes,
en fjærn Erindring
har lagt mit Hode
ned til min Skulder.
Saa tætner Natten
ind over Øen
og Havet buldrer
Nirvanas Bulder.
: : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG!
mandag, august 23, 2010
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Sist jeg kjørte fra Hamar og nordover langs Riksvegen,
straks etter Rudshøgda kom jeg til stedet der Prøysen
plassen ligger. På jordet nedover mot vegen er det ei
steinrøys. Ikke bare ei vanlig steinrøys nei, men
DEN steinrøysa som Alf Prøysen skrev om i visa.
STEINRØYSA NERI BAKKEN.
Og økta var slutt og kveldsola bræinn
rundt steinrøysa neri bakken.
Og nyprosa blømte noen hår stann
rundt steinrøysa neri bakken.
Je blistre og sang og så mot det blå,
og så fekk jeg sjå en jintunge stå
så gæinnbygd og spe i blommer og strå,
ved steinrøysa neri bakken.
Je stæinse og sa:"Å gjør du nå her,
ved steinrøysa neri bakken?"
Hu svara:"Jeg skulle plukke litt bær
rundt steinrøysa neri bakken . . ."
Da sa jeg:"Je æ nok vaksin og svær,
men var itte redd meg, kom berre her!
Je kjem nå full hau hen bærtuven' er,
rundt steinrøysa neri bakken.
Så plukke je bær i hæinda mi opp,
ved steinrøysa neri bakken,
og tømte dom i en rosete kopp
i steinrøysa neri bakken.
Je ba hu på spøk bli kjærringa mi,
da sa hu:"Du ska på dæinsen på Li?
Hår eneste lordag går du forbi
steinrøysa neri bakken.
"Foresten så driv du bære med tull"
sa jinta og bøyde nakken.
"Hår eneste lordag drekk du deg full"
- hu sopte en maur ta stakken.
Je skrasle og lo og svinge min hatt
og dæinse og drakk den langande natt!
Og da jeg vart edru vakne je att
i steinrøysa neri bakken . . .
: : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja, steinrøysa ligger der og hver gang
jeg kjører forbi, tenker jeg på Prøysen
og visa hans. Men nå er det ingen ved
steinrøysa lenger.
HA EN GOD DAG !
lørdag, august 21, 2010
GOD MANDAGS MORGEN.
Som ukene går. Snart er det September!!!!
I dag, Bjørnstjerne Bjørnson's kjærlighetsdikt til
kone og familie, som han (og vi alle) alltid bærer med
oss i tankene. - - -
JEG KJØRER FREM GJENNOM STRÅLEFRYD:
Jeg kjører frem gjennom strålefryd
i søndags stillhet med klokkelyd
Og folk forbi meg til kirke kjøre,
snart stiger salmen for åpne døre.
Godt mot! du hilste på fler enn meg,
skjønt du i skyndingen så det ei.
Jeg har det herligste reisefølge,
skjønt det seg stundom kan listig dølge;
men når du så meg så søndagsglad,
var det fordi vi flere sad,
og når du hørte meg dempet synge,
de sad i tonen som i en gynge.
Godt mot! Du hilser osv.
Meg følger een med en sjel så stor,
for meg hun ofrede alt på jord:
ja, hun som lo når min båd ble krenget,
og ble ei blek under uværshenget,
ja, hun imellom hvis hvite arme
jeg kjendte livets og troens varme.
Godt mot! Du hilser osv.
Se deri er jeg av sneglearten,
at huset bærer jeg med på farten,
og den som tror det er tungvint bør,
han skulle vite hvor godt det gjør
å krype inn under taket atter,
hvor hun står lys mellom barnelatter.
Godt mot! Du hilser osv.
Hvem ei har kjærlighet i det små,
han kan ei mengdens, ei minnets få:
hvem ei kan bygge sitt eget hus,
hva stort han bygger, går og i grus.
Med seir fra Moskva til Cartagena
han dør dog ensom på St. helena.
Godt mot! Du hilser osv.
Et enkelt hjem bar så titt et land,
når ut det sendte dets frelsermann,
og mange tusen av hjem det var
som landet frelst ifra slaget bar.
Og det som bærer det gjennom freden,
er hjemmets pulsslag i travelheden.
Godt mot! Du hilser osv.
Tross alt det fine i fremmed duft,
helt ren alene er hjemmets luft.
Der møter bare det barnesanne,
og synden kysses ifra din panne,
til hjemmet hist står der åpne døre,
ti derfra kom det, og dit det føre!
Godt mot! Du hilser osv.
Godt mot, du vandrer på kirkevei;
du ber for dine, for mine jeg:
ti bønnen bærer et stykke frem
på veien mellom de tvenne hjem.
- - - I bøyer inn; jeg må vidr'e kjøre
mens salmen følger fra åne døre
-Godt mot! Du hilste på fler enn meg,
skjønt du i skyndingen så det ei.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Hvor mange av oss føler - og tenker over -
hvor mye godt vi bærer med oss gjennom
livet av kjærlighet og godhet.
I vårt hektiske liv: Stop og tenk litt på det.
HA EN GOD DAG.
torsdag, august 19, 2010
GOD FREDAGS MORGEN !
Herman Wildenvey var noe for seg selv.
I de 74 årene han levde ga han ut 17 diktsamlinger og
26 småskrift. Det var ikke sjelden at diktsamlingene
hans ble solgt ut i 10,000 eksemplarer.
"Vanlige" diktsamlinger ble solgt i kanskje 1.000 eksemplarer.
Wildenvey var enormt populær. Han reiste land og strand rundt og
leste egne dikt og disse arrangementene trakk alltid fulle hus.
Han hadde også radio kåserier. De av oss som er gamle nok
husker sikkert han monotone og egenartige stemme da han
fortalte om sine minner fra yngre dager. Igjen, et veldig
populært programm.
Han var veldig kvinnekjær og skrev ofte om kvinner - og kjærlighet.
Han skrev også dette diktet:
Kvinner og atter kvinner,
det er meg all livets musikk.
Og tusen og ett er de minner
om kvinner og atter kvinner,
jeg fikk, eller ikke fikk.
Nu vel, men slik sang om kvinner
den ender så ofte i moll.
Og fjerne og få blir de minner
om kvinner og atter kvinner,
som alle er fanivold.
Da han ga ut sin første store diktsamling i 1907,
22 år gammel - presenterte han det første diktet i
diktsamlingen "Nyinger" - til sjefsredaktør Skavland
i Dagbladet. (Jeg tror han het Skavland?!)
Han satt på Theatercafeen i Oslo da Wildenvey kom inn og
ga ham diktet. Sjefsredaktøren leste det og utbrøt:
"Jeg mener vi har en dikter her!" Det var utvilsomt og
her sender jeg diktet.
DISSE VERS.
Disse vers er ville vekster i en sommer drysset hen,
hver gang gleden over livet var mig sterk og nær og ny.
De er skrevet av en hedning, som vil leve av sin penn,
Og som kun er den og den.
Og som om og om igjen
spiddet pennen hen i veggen. Men tok veldig fatt på ny.
Jeg har laget manuskripter for min merkelige ovn,
jeg har skrevet litt til brensel i hver sorgløs liten stund.
Men, se ovnen var jo hverken pedagog eller klovn,
og konseptene blev røk,
det der sto, og det jeg strøk,
mens en bifallsflamme slikket om dens skånselsløse munn.
Da jeg slynget mine skrifter inn i ildens flammeman,
kom en stor og farlig tanke: Om hvert ord dog kunde lue!
Om de også kunde tende, stifte brann som bare fan'
så det tørre trosset veg
der, hvor flammebruset steg,
mens nasjonen sto og så det som et stort og festlig skue!
Og nu tender jeg i farten disse flammelette bluss,
ti en sommer svires op i disse tider.
Jeg vil vinke litt med luer om så mangen morken stuss.
Solen jog mig til å kvede,
mens jeg irret om her nede,
og kun merker mig hva dagene og leveltiden lider!
Der min nyings flamme stiger, skal en stille offerrød
sikkert røpe at jeg kneler ved et alter for det skjønne!
At mitt liv har lyse stunder er aldeles ingen spøk!
kall det salme eller vise,
jeg har evig nok å prise. Jeg har sol og gode guder, som jeg nu med sang vil lønne.
Ja mot mig har selve skjebnen vært vidunderlig så mild,
når jeg undtar at den knuste mine planer.
Jeg forlangte aldri skånsel av dens lunefulle spill.
Og jeg synger nå som før
at jeg lever til jeg dør,
skjønt det går mig kanskje verre enn selv store ånder aner.
Jeg vil bøie meg ærbødig for den hverdagssunde sans
og for alle slike evner, som kan veksler og bli penger. - -
Der er frihet, fjell og fosser, der er fremtid hertillands!
La så være, la så være!
Men jeg lever for å lære,
hvad der klinger skjønt og skjønnest over livets stemte strenger.
Jeg er fanden ingen dikter, skjønt jeg ønsket at jeg var!
Jeg er skyllet inn i verden av en solflom, det er ordet!
Jeg vil ingenlunde prale med et pund jeg ikke har.
Og jeg tvinger mig og tier
til min sjel av lengsel svier - -
men da blander jeg, Gud trøste mig, min vrinsken inn i koret.
Og ennu må jeg sitte her og skamme meg ihjel
og skue mine feil og atter feil.
Men det onde og det skjønne skal gå holmgang i min sjel.
Og det onde får sin bane,mens det skjønnes skjønne fane
viser leder hvor jeg stevner, - og hvor jeg vender mine seil.
Og jeg vet at mine viser er av kjærligheten født;
Under spruveham kan stundom også sangfuglhjerter klemte.
Men selv barnelyse sjeler kan bli pisket, pokka nødt,
til å trosse hat og hån
i et liv på løgn og lån,
og til blødende å segne under svøpen og dog skjemte!
Hva det videre vil hende mig av gledelig og trist,
det må onde eller gode guder råde!
Jeg har hitinntil vært heldig i mitt fag som fatalist;
Når jeg kun så død for øine,
drev jeg vekk på vrak og løgne.
Livet tendte sine blinkfyr, når jeg riktig trengte nåde!
Og på store skjønne dager regnet gylne flammer ned,
og der tendtes mangen nying i min tankes tause skoger!
Og det tonet mere skjønt enn noen sjel på jorden vet
fra et land som mig mig blånet,
men når natten om mig grånet
gikk jeg hjem igjen til hyttene - og gammet mig med snoger.
I mitt sind en ø sig hever, hvor min tanke gyldent bor,
men jeg tender stadig nyinger, - å måtte noen se det!
Skjønt det samme kan det være, for min ø er all vår jord,
og min egen drømmeånd
er en ensom Robinson
og en vingehest på gress, - det er for tiden all min glede.
Og om foten bølger jorden - om mitt hode himlen skjønn!
Jord og himmel har jeg hilset, - snart betatt og snart forloren.
Og jeg lovte der jeg gikk
under tusen stjerners blikk,
at for jorden vil jeg vende mig mot himlen i bønn,
men for himlen vil jeg falle på mitt ansikt til jorden!
* * * * * * *
Og mot jorden går min tanke, mot dens gleder og dens skrekk
hver gang solen sitt gullsegl på dens store panne stempler.
Og livet herjer hyttene i sjelens lande vekk.
Og det brennes ned, det små,
og mot stolte himles blå
skal de reise sig de store og strålende templer.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jeg kan ikke tenke meg, i dagens Norge, at noen vil
dikte lange og vakre dikt som dette. (Vel det lengste diktet
jeg har sendt på Dagensdikt.com bortsett kanskje fra Ibsen's
Terje Viigen?) Stort sett er ny dikting fokusert på skribentenes
egen navle slik som dette "moderne" diktet.
Hun møter berøringer
med et mykt blikk som
krysser blått med grønt
og lar meg krype inn,
for å sende luftbobler opp
mot huden hennes
I natt er Verden en rekke
av billys som viker til siden,
og det skriker i bremser,
lukter svidd gummi
og elektrisitet
hver gang jeg kysser henne.
: : : : : : : : : : : : : :
Make til evnemangel !!!!
Men - ha en god weekend !
(Du vil kanskje trenge hele helgen til å
lese alt dette. Men håper det faller i smak!)
onsdag, august 18, 2010
GOD TORSDDAGS MORGEN!
Mellom Skogstad og Nystuen - skyss-stasjoner
på den gamle Kongeveien over Fillefjell -
er det noen lange og bratte bakker opp mot fjellet.
Når en er kommet opp bakkene - der er Kvilsteinen
utenfor saeterbua. Dette diktet forteller litt
om hvordan det var i gamle dager da folk fra Valdres
bar sildetønner på ryggen over Kongeveien fra Laerdalsøyri
og til gårder og husmannsplasser nede i Valdres. For et slit.
Einar Skjæraasen.
VED KVILSTEIN.
Her er Kvilsten'
dem kalte.
Her har de gamle sett ned børa
og rette på ryggen
som snarest.
Her gikk dem og bar
tel tun og frå tun
- bar sitt.
Bar sine
inn i verda
ut tur verda
-stille
Alt sku beras.
E stønn laut them stans ved Kvilsten'
sleppe seg nedpå
og sputte ut slitet.
Skogen veit
hå dom tenkte
og drømte om da.
Skogen har gjømt sjela deres.
Sterke steg dem opp att etter kvilstønna
og bar - år ut og år inn
all si tid,
te tråkket låg der som et lengsels-far
etter dem.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG!
tirsdag, august 17, 2010
GOD ONSDAGS MORGEN !
Jeg er i godt humør i dag så jeg sender
en glad vise av Einar Skjæraasen:
MAZURKA.
Festen er over.
Rommet står grått.
Jenten' er borte,
og spellmann' har gått.
Inni meg smyg en gjengangerslått:
Mazurka.
Gla har jeg vøri
fresk er je født.
Jenter på armen
hadde je støtt,
danse med surt
og danse med søtt:
Mazurka.
E var så varm som
e midtsommar-sol.
E var så kald som
vintern i fjor.
Rundt med dem! Rundt
te hanan han gol:
Mazurka.
Guten blir gubbe.
Gubben blir grå.
Nord går det da,
og ned går det så.
Dansen je danse
gjømer je på:
Mazurka.
: : : : : : : : : : :
Da jeg var ungutt danset vi Mazurka og
og tango og foxtrott og vals.
Og vi holdt om damene.
Jeg syn's synd på dagens ungdom som vrikker
på rompene og sveiver med armene på dansegulvet,
alene, uten direkte kontakt med det annet kjønn,
og til vræle-musikk. Det er vel en del av
fremmedgjøringen i dagens samfunn hvor ungdommen
"snakker" med hverandre via Twitter og andre elektroniske
media, igjen uten den direkte menneskelige kontakten.
Lite morsomt.
Men smil - og ha en GOD DAG.
mandag, august 16, 2010
GOD TIRSDAGS MORGEN !
I dag en av de vakrest middelaldersvisene vi har.
Visen er dokumentert hovedsakelig i Telemark.
I 1698 skrev amtmann Lillienskiold opp en versjon av visa
som var knyttet til Kjølnes i Finnmark. Dette er den nest eldste
dokumentasjon av en norsk balladetekst
(Den eldste er Friarferdi til Gjøtland fra 1612 ).
BENDIK OG ÅROLILJA.
Bendik rid åt Sølondo
vilde han skoda møy.
Han var ikkje laga til atterkoma,
og difor so laut han døy.
Årolilja, kvi søv'e du so lenge?
Han var ikkje i kongens gard
meire enn måna'r tvo,
Han la seg i med kongens dotter
i so stor elskhug.
Årolilja, kvi søv'e du so lenge?
Kongen byggjer gullbrautene
både bratte og håge.
"Den som dei løynda trør
han skal livet låte."
Årolilja, kvi søv'e du så lenge?
Til svara unge Bendik,
han stod ikkje langt ifrå:
"Eg torer gullbrautene trøda
forutan kongens råd."
Um dagen rid Bendik i skogen ut
og veider den ville rå.
Um natti søv'e han hjå jomfrua,
det gjeld'e han livet på.
"Eg tykkjer so vent um dit gule hår
som epli dei dryp på kviste.
Sæl er den som deg må få,
Gud betre den som skal missa!"
"Eg tykkjer so når eg sit hjå deg,
som eg sat uti solskin bjarte.
Når eg og du me skiljast åt,
då rivnar bå' hug og hjarta.
Eg tykkjer so når deg sit hjå deg,
som eg sat uti solskin bjarte.
Når eg og du me finnast att,
då gledast bå' hug og hjarta.
Inn kjem kongens liten smådreng,
seier han tidend ifrå:
"Bendik trør gullbrautene
forutan kongens råd."
Det var kongens av Sølondo,
han slær sin neve i bord:
"Bendik skal ikkje livet njota
um eg vann all verdens jord.
Lunde kyrkja i Skåne
ho er tekt'e med gull:
Bendik skal ikkje livet njota,
un ho var tri gonger full"
Dei bad for han unge Bendik
alt det som hadde liv,
trei uti ville skogen
og bloman' i fagre lid.
Inn kom ho Årolilja,
fall for sin fader på kne.
"Høyrer du det, min sæle fader:
Fangen so gje'e du meg!"
"Gakk burt ifrå meg, Årolilja!
Eg vil deg ikkje høyra.
Det sømer so ille mitt gode sverd
å rjodast i kvendedrøyre."
Sunnan fyre kyrkja
der let han Bendik liv.
Og uppi høgeloftet
brast hjarta på vene viv.
So la dei Bendik nordan kyrkja,
og Årolilja sunnan.
Der voks upp av deira grefter
tvo fagre liljerunnar.
Der voks opp av deira grefter
dei fagre tvo liljeblomar.
Dei krøktes i hop over kyrkjesvali,
der stend dei kongen til domar.
Årolilja, kvi søv'e dy so lenge?
: : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG.
lørdag, august 14, 2010
GOD MANDAGS MORGEN !
A. O. Vinje var ikke særlig glad i Oslo,
noen han gir uttrykk for i dette diktet.
Er du enig?
FERDAMINNE.
Frå byen det berer.
Eg lyfter på hatt.
Gud veit no den dagen
når dit eg kjem att.
Far vel, hovudstaden!
i deg var det best:
der fann eg dei beste,
der lærde eg mest.
Lat sjå du som alltid
på folk helder styr!
for du er den karen
som temja kan dyr.
Men ufrisk i varmen
eg alltid deg fann.
Du er liksom tanken,
du elder din mann.
Og derfor til fjells
vil eg draga som døl,
og kjenningar finna
og gløyme meg sjølv.
: : : : : : : : : : : :
Ja, Vine dro til fjells - No ser eg atter slike fjøll og dalar - - -
Og det "halshuggede" groteske granitt hodet hans er også til fjells.
Det står på vollen ved Eidsbygarden.
HA EN GOD DAG OG EN GOD FJELLTUR.
August burde være fin i fjellet. - -
torsdag, august 12, 2010
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag et dikt av den svenske poeten Stagnelius, som døde i 1823
– ikke engang 30 år gammel.
Ikke helt lett å forstå det gammel-svenske språket
for en nordmann, kanskje. Men jeg synes det er et vakkert
dikt til ettertanke. Derfor sender jeg det.
Näcken (Nökken)
Kvällens gullmoln fästet kransa.
Älvorna på ängen dansa,
och den bladbekrönta näcken
gigan rör i silverbäcken.
Liten pilt bland strandens pilar
i violens ånga vilar,
klangen hör från källans vatten,
ropar i den stilla natten:
“Arma gubbe! Varför spela?
Kan det smärtorna fördela?
Fritt du skog och mark må liva,
skall Guds barn dock aldrig bliva!
Paradisets månskensnätter,
Edens blomsterkrönta slätter,
ljusets änglar i det höga -
aldrig skådar dem ditt öga.”
Tårar gubbens anlet skölja
ned han dyker i sin bölja.
Gigan tystnar. Aldrig näcken
spelar mer i silverbäcken.
: : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEK-END.
onsdag, august 11, 2010
GOD TORSDAGS MORGEN.
I går sendte jeg en vise av og ba dere
synge med hvis dere kjendte melodien.
I dag sender jeg en dansk vise - en av mine favoritter.
Jeg kjenner i hvert fall melodien og nynner med mens
jeg skriver.
KATINKA, KATINKA
av Sigfred Pedersen.
Melodien er av Niels Clemmensen.
Katinka, Katinka, luk vinduet op,
nu vil jeg spendere en vise.
Et forår har kærtegnet pigernes kropp,
og nu er du li' til at spise.
Men først skal vi ha' os en sang eller to,
og så skal Katinka og Søren til ro.
Katinka, Katinka, luk vinduet op
og hør min harmonika vise.
Jeg mindes den aften jeg mødte dig først,
jeg sad i "Cap Horn" med en bajer.
Jeg var s'gu så glad for min sel' og min tørst
og Brøndums de små akkelejer.
Men så kom du ind med et kedeligt drys,
og han fikk en skalle og du fik et kys.
Og så, ja og så ble' du et med min tørst
og moled min eneste bajer.
Men skidt med en bajer, blot pigen er glad,
for janterne, de skal jo trille.
Og hvergang vi savner lidt flydende mad,
har jeg mit talent for at spille.
Så gi'r jeg en sang i en gjaldende gård,
mens slanter og sølvtøj i stenbroen slår.
Så slå'r vi til Søren, til Søren bli'r flad,
Ja, så ska' vi sør'me ha' gilde.
En vinter sled sålen af strømper og sko,
men foråret lapper det hele.
Lad tærne toppes og trærne gro,
med dig vil min rigdom jeg dele.
Nu genlyder Nyhavn af sang og af spil,
jeg presser sitronen, så tit du det vil.
Jeg vet, du er varm, og jeg tror, du er tro,
og så'er det en smal sag å dele.
Katinka, Katinka, smæk vinduet i,
og spar dine små bommelommer.
Gør stuen lidt pæn, mens jeg teller til ti,
og ærbart ad gangdøren kommer.
Du gi'r mig din seng, og jeg gi'r dig min sang,
så fejrer vi foråret endnu en gang.
Katinka, Katinka, luk øjnene i,
for nu er det Søren der kommer.
: : : : : : : : : : :: : : : : :
Visen setter meg i godt humør.
Kanskje Nyhavn til våren igjen ?!!!
HA EN GOD DAG.
Etiketter: i
tirsdag, august 10, 2010
GOD ONSDAGS MORGEN.
I dag Einar Skjæraasen's fine Vandringsvise.
Syng med hvis du husker melodien.
VANDRINGSVISE.
Og jeg har ingen bondegård
med hest og hund og dreng;
Nei, jorden er min eiendom,
og skogen er min seng.
Og våren er min fiolin
med dans på hver en streng.
Med dans på hver en streng.
Og jeg har ingen penger, men
min fattigdom er god.
Den rike har sitt levebrød,
den fromme har sin tro;
men jeg har høysang i hver li
og kirke på hver mo.
Og kirke på hver mo.
Og jeg vil ikke gifte meg,
men jeg er ikke kald,
for møter jeg en pike-lill,
går livet som det skal.
Da rødmer hun og rekker meg
en krans av hvit konvall.
En krans av hvit konvall.
Og jeg har ingen almanakk
og ingen klokke - nei,
jeg har naturens vandresans
som varsler tid og vei.
Og dag og natt og vår og høst
er vandrinsmenn som jeg.
Er vandringsmen som jeg.
Når kvelden stenger for min fot,
da tar jeg hatten av.
Og mørket faller i mitt fang
og skjuler sti og stav.
- og sol går opp og sol går ned
ved vogge og ved grav.
Ved vogge og ved grav.
Men før jeg nynner visen ut
vil jeg - en jordens sønn -
få takke for de åpne smil,
for marken som var grønn,
for strå og blomst og sang og alt
som lever uten lønn.
Som lever uten lønn.
: : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN RIKTIG GOD DAG !
mandag, august 09, 2010
GOD TIRSDAGS MORGEN !
I dag er det 8.9.10 på den Amerikanske
måten å regne datoen på. Först måneden, så
dag og så året. Derfor 8.9.10
August, og kveldene blir tidligere dunkle mens
temperaturen fremdeles er brukbar slik at det
kan passe bra å ta seg en kveldstur og se på
stjernene. Som svenske Jeremias i Trostlösa skriver
i visen:
EN BORDE INTE SOFVA.
Man borde inte sofva,
när natten faller på.
Ty tänk, då tindra stjärnorna högt uppe i det blå.
Det är så tyst och stilla, att sofva vare illa!
Jag vandrar mina vägar öfver äng och genom skog,
och stjärnorna de följa mig, så sällskap har jag nog.
Det sägs de äro tusen mil och ändå mer från oss.
Än brinna de med stadigt sken, än flamma de som bloss.
Som silfver och kristaller
nu deras skimmer faller.
Och en och annan flammar till, när hon har brunnit ut.
Så faller hon, då är det som en strimma räk til slut.
Man kan väl aldrig drömma så skönt och underbart.
Som sjelfva natten ter sig, när de sjärnor lysa klart.
Det är som om det hördes,et silfverspel som rördes.
Man borde inte sofva, när natten faller på!
Man borde se på stjärnorna, man borde vara två.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
"Man borde vara två" - helt enig!
HA EN GOD DAG !
lørdag, august 07, 2010
GOD MANDAGS MORGEN !
Det er enkelte dikt jeg er særlig glad i, og som jeg
har sendt om igjen flere ganger i de 7 årene jeg har
sendt dagensdikt.com.
Her er ett av dem av Astrid Hjertenæs Andersen.
Hestene står i regnet
Når mitt sinn er fylt av drømmer,
mere dunkle, mere fjerne
mere ville, mere hete
enn mitt hjerte kan forstå,
vil jeg bare stå i regnet
slik som hester står i regnet
på en bred og saftig slette
mellom tunge fjell, som her.
Stå og kjenne kroppen suge
dette svale, sterke, våte,
som i strie strømmer siler
over ansikt, hår og hender.
Likne skogen der den suger,
som et barn, av himlens bryster.
Likne sletten, full av sødme,
sitrende av fromt begjær.
Slik som hester står i regnet,
lutende, med våte flanker,
og lar duft av muld og væte
drive sterkt og søtt i sinnet,
vil jeg stå og bare være
og la himmel-yret falle,
inntil tanken fri for feber
følger drømmene til klarhet
i en steil og stille ro.
: : : : : : : : : : : : : : :
For et nydelig språkbruk og for et
poetisk dikt! NYDELIG.
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE !
torsdag, august 05, 2010
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag et dikt av Andrè Bjerke.
Du skal være tro.
Men ikke mot noe menneske
som i gold grådighet
henger ved dine hender.
Ikke mot noe ideal
som svulmer i store bokstaver
uten å røre ved ditt hjerte.
Ikke mot noe bud
som gjør deg til utlending
i ditt eget legeme.
Ikke mot noen drøm
du ikke selv har drømt…
Når var du tro?
Var du tro
når du knelte i skyggen
av andres avgudsbilder?
Var du tro
når din handling overdøvet
lyden av ditt eget hjerteslag?
Var du tro når du ikke bedrog
den du ikke elsket?
Var du tro
når din feighet forkledde seg
og kalte seg samvittighet?
Nei
Men når det som rørte ved deg
gav tone.
Når din egen puls
gav rytme til handling.
Når du var ett med det
som sitret i deg
da var du tro!
: : : : : : : : : : : : : :
Som alle gode dikt - noe å tenke på.
HA EN GOD DAG OG EN GOD WEEKEND.
onsdag, august 04, 2010
GOD TORSDAGS MORGEN !
Dagens dikt tilegnes min niese og hennes familie som
er nede på Nøtterø-kanten på ferie.
PÅ NØTTERØ.
På Nøtterø,
ned ved strand og sjø,
der fødtes jeg engang,
hvor stormen natten lang
var min vuggevise sang.
Blandt åletiner, not og liner
lekte jeg med mor.
Jeg fiskerhytta aldri bytta bort med no' på jord.
Og ned på Nøtterø fins
det verdens herligste kvinns.
Jeg har en liten tull,
som er mig tro som gull
og hele øya er full.
Og når jeg tar meg en vals
med pikens arm om min hals,
da har det ingen nø'
da sku' jeg gjerne dø
hos min mø på Nøtterø.
På Nøtterø, ned ved strand og sjø,
der liker jeg meg best
i ruskevær og blest
og kuling fra sydvest.
Når sjøen topper
snekka hopper
gjennom brått og brann.
Vi silda stenger,
tjener penger,
nok til alle mann.
Refreng: Og ned på Nøtterø finns osv.
På Nøtterø ned ved strand og sjø,
hvor hun og jeg skal bo,
det blir nok fler enn to,
hvis lykka den er go',
og jeg skal streve,
vi skal leve,
ha det riktig kos.
Og når en sommer,
tiden kommer,
får jeg jobb som los.
Refreng: Og ned på Nøtterø finns
: : : : : : : : : : : : : : : : :
Ja, jeg skulle gjerne vært på Nøtterø på ferie
nå når været har bedret seg.
HA EN GOD DAG !
tirsdag, august 03, 2010
GOD ONSDAGS MORGEN.
Selv om det bare er onsdag, sender jeg denne hyggelige danske visen:
DET ER SOMMER, DET ER SOL OG DET ER SØNDAG.
Tekst: Erik Leth - Melodi: Sven Gyldmark.)
Det er en prægtig dag.
Det er en mægtig dag,
sindet jubler,
ingen skrupler,
hvorfor sku' man ha' et? Nej.
Det er en herlig dag.
Slet ingen særlig dag,
men den er der,
alle hjerter
jubler rent privat.
Det er sommer, det er sol og det er sønda'.
Alle hjerter er så glade og fri.
Smilet frem - det bli'r dit ansigt jo så kønt a'.
Alle fugle kan en glad melodi.
De lyse sider skal du se (dem skal du se).
Jeg kan da hurtigt nævne tre (de tre du ved).
Det er sommer, det er sol og det er sønda'.
Smil og vær i solskins- og søndagshumør.
Du bli'r i godt humør.
Du får en flot kulør,
glemt er skat
og dit og dat,
og hvad der piner jer. Ja.
Bort fra kontorets støv.
Ud i det grønne løv, glem butikken
og fabrikken -
nyd hvad livet er -
Det er sommer ...
Tit føles ugen lang,
tit føler man en trang.
Det kan være svært at få
en søndag til at gå.
Seks dage træller vi,
med glæde tæller vi
mandag, tirsdag,
onsdag, torsdag,
fredag, lørdag - åh.
Det er sommer ...
Grønne er alle træ'r.
Vi mødes alle her,
friske drenge - smarte pi'r
og der er 'Far til fir".
Smilende kommer de,
hvert smil med sommer i,
alle glade
øjne gi'r et
ekstra smut, der si'r:
Det er sommer, det er sol og det er sønda'.
Alle hjerter er så glade og fri.
Smilet frem - det bli'r dit ansigt jo så kønt a'.
Alle fugle kan en glad melodi.
De lyse sider skal du se (dem skal du se).
Jeg kan da hurtigt nævne tre (de tre du ved).
Det er sommer, det er sol og det er sønda'.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Så smil - og syng med hvis du kan melodien.
HA EN GOD DAG !
mandag, august 02, 2010
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Dengang jeg var ung og "spretten," leide mine foreldre
et sommersted nedenfor Heggenhougen på Nes - på
østsiden av Mjøsa. Jeg var ikke særlig begeistret
for det. Jeg ville helst være sammen med kammerater
på "Fastland" på Gjøvik - Likevel ble det mange
fine sommerkvelder der, på "østsi'a" av Mjøsa.
Jeg syklet fra tid til annen opp til en gård eid av
familien Koller, en klassekammerat.
Der sparket vi fotball på en fin gress-slette.
En av de som kom dit var en "eldre" kar i 30-årene som alltid kom på sykkel.
og med tennis sko på. Vi viste at han var ungkar og "spellemann!"
så når jeg leste denne visa av Alf Prøyssen - husket jeg på ham.
Derfor er "Dagensdikt.com" tilegnet ham - selv om han nå vel er død- - -
UNGKARS-SALME.
Når groværet kjem seg og kvelda blir lange,
og jinten går kjippskodd og helse så blidt,
je sitt for meg sjøl med en gitar i fange
og gjømme meg unna og tenkje på mitt.
Og dersom du itte ska ut på no særlig,
så ska jeg fortælle deg åpent og ærlig
om æilt som en stakkars har lidt.
Je hadde ei jinte som je var så gla i,
vi brukte å møtes på vegom iblæint,
og hadde jeg blund på et aue i mai,
så sku du få klokke og lombok i pæint.
Jeg stolte på jinta som presten på blåna,
og hadde hu sagt det var folk uppå måna,
so hadde jeg trudd det var sæint.
Så var det en vårkveld vi gikk der og tala,
og jinta var rolig og jeg var så glad.
Da kom det en fleipete kar ifrå Dala
med blanklakkert sykkel, som stæinse og sa:
"Så sleng deg på stånga og bli me' på festen"
Det var som om hjerte' mitt sprakk under vesten,
da jente klauv opp og sa: "Ja!"
Je tenkte på mangt der je sto att og gapte
Je bau fram et hjerte så heitt som ei glo.-
- Hæin bau fram en sykkel, og hjerte mitt tapte.
- Je sture og fekk itte levandes ro.
Je tenkte så hardt at jeg hørte det knaka,
je åt itte mat og vart tynn som en staka,
men plutselig kom jeg på no.
Je sa at meg sjøl: "Det er du som har skylda,
du går der og græt så du snart itte ser!"
Så kjøpte je sykkel og slo meg på fylla
og dæinse og drakk som en storkavaler.,
For kvinnfolk er kvinnfolk og kæin itte tenkje,
dom ligner på skjøra og tæk det som blenkje
og har itte tanke for mer.
Så var det en kveld je fekk sjå dom i svinga,
og hæin hadde punktert,og jinta var kjei.
Men je hadde sykkel med luft nok i ringa,
og navbrems og bjelle og hatten på snei.
"Så sleng deg på stånga," sa jeg " skal vi aka!"
Det var som om hjerte mitt fraus og vart klaka,
da jinta såg ned og sa: "Nei!"
Og nå vil jeg slutte, det var ittno mere,
det kjæm ut på ett om'n tenkje hell ei.
Det nytter deg æiller å filosofere
på håffer et kvinnfolk tæk andre enn deg.
Men er du litt hælvrar og går der og hangle
og fremdeles trur de'er en sykkel som mangle,
så kæinn du få kjøpt en ta meg.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
My sant i denne visa.
HA EN GOD DAG !
