left lapel  
bow tie


Dagens Dikt

Et daglig dikt til glede.


søndag, desember 30, 2007
 
Mandag, 31 desember 2007.

Den siste dagen i 2007 og jeg sender dikt nr. 1267 siden
jeg begynte denne Bloggen for tre år siden.
Dagensdikt.com bloggen var faktisk en av de første Bloggene
og etter hvert har jeg fått en god og trofast lesergruppe.

En spesiell takk til de som har sendt inn dikt til meg.
Dikt er alltid velkomne og kan sendes til gaapaa@ahoo.com
Jeg ønsker alle mine lesere et
GODT NYTT ÅR !

Siden det fremdeles er Rom-Jul i morgen sender jeg
Asgaardsreien. "Helst den færdes ved Juletider" så det
kan passe bra å avslutte året med dette kjempediktet av
Johan Sebastian Welhaven. (1807-1883)

ASGAARDSREIEN.

Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte heste,
I Stormgang drage de vilde Skarer,
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaar over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir - de endse det ei.
Vandreren kaster seg ræd på Veien.
Hør - hvilket gny! Det er Asgaardsreien.

Thor, den stærke, med løftet hammer,
staar høit i sin Karm -- er forrest i Laget;
han slaar på Skjoldet, og røde Flammer
belyse det natlige Tog ved Slaget.
Da klinge Lurer, da er der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi,
da hyler Sværmen, og Folket lytter
med stigende Angst i de dirrende hytter.

Asgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter;
men helst den færdes ved Juletider, - -
da holder den Fæst hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti,
og farer den larmende Bygd forbi, - -
da vogt Dig, Bonde, hold Skikk og Orden !
thi Asgaardsreisen er snart ved Gaarden.

Naar Øllet virker i Bjelkestuen,
og vækker de hedenske Juleskikke,
og ilden kaster sit Skin fra Gruen
paa svingede Knive og vilde Blikke,
da gaar der et Gys gjennem Tumlen tit;
da høres de natlige Skarers Ridt,
da knager Væggen, da danser Kruset, - -
thi Asgaardsreisen slaar Kreds om Huset.

Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
tre hellige Juledage til ende.
Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage,
og Brudgommens ei mellem Ungersvende.
Der stod en Glans i den bonede Hal
af dækkende Borde og dyrt Metal;
der fandtes en Skat, som er kommet for Orde
af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.

Og lystig durede Trommer og Giger,
og Brudgommen traadte sin Dans manhaftigt,
han førte sin Brud mellem Svende og Piger, -
da gik vel Hallingen let og kraftigt!
Til Dandserens vældige kast og Hop
fløi Ternen om som en surrende Top.
Da strømmede Larmen og Spillet sammen,
da drønede Hallen af Liv og Gammen.

Den tredie Kveld, da Øllet var drukket
gjennem al den Helg, af Gamle og Unge,
da var vel Tørsten i Laget slukket,
men Karlene vare drukne og tunge.
Vor Brud havde atter sin Krone paa,
thi nu skulde Skaalen om Bordet gaa, -
og nu tog Kjøgemesteren Ordet,
og krævede Stilhed med Slag i Borget.

Da styrtede ind i det bænkede Gilde
de vidt beryktede Seims-Berserker, -
Øinene rullede mørke og vilde,
paa Panderne havde de Slagsmaals-Mærker.
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv,
ja, det var Brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af Bruden,
kom nu selv-anden, og var ei buden.

De døsige Gjester for op med Bæven,
og havde kun liden Hu til at stride.
Hver ravende Mand, der Knyttede Næven
ble grepen i Bringen og kastet tilside.
Brudgommen satte sit Bæger ned,
steg op paa Bænken, og bad om Fred.
Men Brødrene reve alt Kniv af Belte, -
det var just Brudgommens Liv det gjeldte.

Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
og danned en Vagt om den haardt Betrængte,
bag Borde og Bænke, de laa i en Dynge,
de stode ved Høisætet indestængte.
Den ældste kvinde i deres flok
blottede nu sin graanede Lok,
og gav saa Brudgommen Sønnenavnet,
og tok ham på Skjødet og holdt ham favnet.

Men Brødrene endsed ei Kvindemildhed,
de stormede frem over Borde og Bænke
og splittede Kvinderne Flok med Vildhed, - -
da var der ei Længer paa Fred at tænke.
De greb deres Offer, og slæbte ham hen
til Hallens Dør og ut gjennem den.
Da ble der en rasende Kamp i Gaarden
og Gjæsterne fulgte i vild Uorden.

De styrtede ud med Blus og Brande;
thi over Egnen rugede Mørket.
Da saa de Brudgommen opreist stande;
nu var han af Vinterens Luftning styrket.
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød, -
nu gav han igjen hvad de Andre bød.
De Trende danned et rædsomt Knippe,
og Ingen af dem vilde Taget slippe.

Da tumlede Grim med Et overende,
og blodet strømmed ham bredt af Brystet.
Des haardere brødes de andre Tvende
og holdt hinanden i Rygtak krystet.
Tilsidst blev Brudgommen sat mot Jord,
og Kniven alt mod hans Strube for, - -
men Ulf holdt inde, og stod bedøvet,
og skjelved og bæved som Aspeløvet.

Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et hujende Tog paa fnysende Heste;
det for over Skoven mod Brudehuset,
og vilde det blodige Gilde fjeste.
Da klang der Lurer, da ble der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær - det kom over Heien -
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!!!

Da blev der et Veir mellom Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme,
der hvirvled afsted i voxende Stimmel,
det slog med Vinger, det greb med Arme.
Da var det Ulf blev dragen i Haar
og slynget i Luften og ført af Gaard,
ja ført over Skov, over Fjeldetinde,
han spurgtes ei mer, - - han var ei at finde.

Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laa Grim af Dødskampen sammenkrummet, -
men Brudgommen blev over Sneen ledet
og sattes på Hyndet i Gjestrummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød, -
han svæved en Tid mellem Liv og Død,
men han blev pleiet og vel forbundet.
Om Vaaren havde han Alt forvundet.

Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle;
nu sidder han ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte: "Fortæl! Fortæl!"
Da flammed hans Blig, da saa han tilbage,
da maned han frem sine Bryllupsdage.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :

Og med dette siste diktet i 2007, ha
ET GODT NYTT ÅR !




Home | Archives

Powered By Blogger TM
  right lapel