Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.tirsdag, november 27, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN !
Jeg har lenge hatt lyst til å sende diktet "Terje Vigen"
av Henrik Ibsen.
Det er vel det mest episke diktet noensinne skrevet
i Norge og det kaller på tårer og følelser som få dikt.
Det er 43 vers så jeg må dele litt på det. Så jeg tar
10 vers ad gangen slik at dere kan lese det samlet over
de fire dagene det vil ta. Så her er:
Henrik Ibsen: Terje Vigen.
Der bodde en underlig gråsprængt en
på den yderste, nøgne ø; -
han gjorde visst intet menneske men
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, -
helst mod uroligt vejr, -
og da mente folk, at han var forykt,
og da var det få som uden frygt
kom Terje Vigen nær.
Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
Nå skal jeg fortelle, hva jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulde det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmese kreds,-
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp'i de treds.
Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut,
og kom med "Foreningen", kaptejn Pram;
men hjemme var ingen, som kjendte ham,
der rejste som liden gut.
Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og more,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to, -
men så rystet han sorgen af.
Han fandt ej, med landjordens under sig, ro;
nej, da var det bedre og bygge og bo
på det store bølgende hav.
Et år derefter var Terje gift, -
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt han fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus -
skjønt ruterne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.
Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte dem undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
han kendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst, -
og for bougen en vinter tung.
De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et længselsblikk,
da han stod ved sit stille hus.
Han glytted ind bag den hvide gardin, -
da så han i stuen to, -
hans kone sad stille og hesplet lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.
Det sagdes at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled, og blev aldri træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.
- - - - - - - - - - - - - - - - - -
Fortsettelse i morgen.
HA EN GOD DAG !
