Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.torsdag, november 29, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag sender jeg resten av Henrik Ibsen's store diktØ
Terje Vigen.
Han sad i ”prisonen” i lange år,
der siges, i fulde fem,
hans nakke bøjet sig, gråt ble hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked,-
det var som hans eneste skat.
så kom attenhundred og fjorten med fred,
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.
Hjemme ved bryggen han steg i land
med kongens patent som lods,
men få kun kjendte den gråsprengte mand,
der reiste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds, hva der blev av
de to , - han derinde erfor:
” da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fikk de til slutning en felles grav
af kommunen i fattigfolks jord.”- -
Årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø,
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø,
men stundom gnistred hans øjne stygt,
når der brød over båer og skær,-
og da mente folk, at han var forykt,
og da ver der få, som uden frygt,
kom Terje Vigen nær.
En måneskinskveld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok,
en engelsk yach drev mot kysten ind
med revnet storsejl og fok.
fra fortoppen sendte det røde flag
et nødskrik foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag
den vandt seg mot uvejret slag for slag
og lodsen sto stout ombord.
Han tyktes så tryg, den gråsprængte man
lig en kæmpe i rattet han greb,
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på sleb.
Lorden, med lady og barn i arm
kom akter, han tog til sin hat
”Jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm”
Men lodsen slap ror og rat.
Han hvidnet om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Inover bar det, og højt på grund
stod lordens præktige yacht.
”Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår sig i splinter, - jeg vet besked –
men indenfor ligger den trygge led
mit kjølspor skal vise jer vej!”
Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod losen, størk og høj
hans øje var vildt og hvast.
han skotted’ i læ mot Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund:
da slap han ror og stagsejl-strop
han svinget en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.
Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt - -
der raste på vraget en strid –
men moderen løfted sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
”Anna, mit barn!” hun skrek i sin ve,
de bævred den gråsprengte mand,
han fattet om skødet, drev roret i læ
og båden var fast some en fugl, at se,
slig for den i brått og brand.
Den tørned, de sank, men havet var smult
derindenfor brændingens kreds,
opover rak sig en langgrund skjult,
der sto de i vand tilknæs.
Da råbte lorden:”Kænd – båens ryg –
den svigter – det er ingen flu!”
Men lodsen smilte:”Nej vær De tryg,
en sunken skægte med tre tønner byg
er båen, som bær os nu.”
Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk-
han kjendte matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen: ”!Alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt - - ”
da var det den engelske stormand stolt,
bøjed knæ for den norske lods.
Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rak som i ungdommens år,
hans øjne brandt med ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
”Du sejled imag på din store korvet,
jeg rode min ringe båd,
jeg trællet for mine til døden træt,
du tog deres brød, og det faldt dig så let
at håne mine bittre gråd.”
Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin,
min hustrus hånd den var grov og hård,
men hun var nu aligevel min,
dit barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst,
min datterr var intet å agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.
Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
det tyktes for mig en skat så stor,
men det vejed for dig så lidt.
Nu er det gengældelsens time slår,
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange år
der bøjde min nakke og blegte mitt hår
og sænkte min lykke på grund.”
Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
”Tilbage, mylord! Et eneste skrit
og det koster dig barn og viv!”
På sprang stod Britten til kamp påny
men armen var veg og mat,
hans ånde brændte, hans øjne var sky
og hans hår – så kendtes ved første gry
ble gråt i den eneste nat.
Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt,
ærbødig løfted han barnet ned,
og kysset dets hænder mildt,
han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jævn:
”nu er Terje Vigen igen sig selv.
indtil nu gik midt blod som en stenet elv,
for jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!”
”De lange år i ”prisonens” kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
bagefter lå jeg som hejens halm
og så i et brådyb stygt.
Men nu er det over, vi to er kvit,
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde – du tok alt mit
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skabte mig slig.”
Da dagningen lyste var hvermand frelst.
Yachten lå længst i havn.
Men nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrskyer grå
fejed en stormnat væk,
og Terje bar atter så rak, som få,
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
iknæ på korvettens dæk.
Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem,
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb
for frelsen fra sjøgang og skjær,
men Terje strøg over barnets sløb:
”nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille der!” - - -
Da yachten drejed for Hesnæs-sund
den hejste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund-
Der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik
han stirred fra hejen ud:
”stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
bedst var det, kan hende, det gik som det gik
og så får du ha’e tak da, Gud!”
Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skemtsomme ord,
han spøkte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
- - - -
Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet
den var ikke skøttet, var sunken og lav,
men bar dog sit sorte bræt.
Der stod ”Thærie Wiighen” med hvitmalt skrift,
samt året, han hvile fandt.
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.
::: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Da jeg som veldig ung for første gang leste dette diktet
gråt jeg. Det gjør jeg fremdeles.Det er vel intet episk
dikt i norsk literatur som er så storslått og følelsesrikt
som nettopp Terje Vigen.
Jeg stoppet en gang Fjære Kirke da jeg var på de kanter.
Kirken ligger i en lund av høye furutrær med et glimt av
havet utenfor. Terje Vigen's grav er nå på den siden av kirken
som vender bort fra havet. Jeg la en bukett av blomster fra
veikanten på graven hans.
HA EN GOD FREDAG OG EN GOD WEEKEND !
