Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.torsdag, november 29, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag sender jeg resten av Henrik Ibsen's store diktØ
Terje Vigen.
Han sad i ”prisonen” i lange år,
der siges, i fulde fem,
hans nakke bøjet sig, gråt ble hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked,-
det var som hans eneste skat.
så kom attenhundred og fjorten med fred,
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.
Hjemme ved bryggen han steg i land
med kongens patent som lods,
men få kun kjendte den gråsprengte mand,
der reiste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds, hva der blev av
de to , - han derinde erfor:
” da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fikk de til slutning en felles grav
af kommunen i fattigfolks jord.”- -
Årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø,
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø,
men stundom gnistred hans øjne stygt,
når der brød over båer og skær,-
og da mente folk, at han var forykt,
og da ver der få, som uden frygt,
kom Terje Vigen nær.
En måneskinskveld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok,
en engelsk yach drev mot kysten ind
med revnet storsejl og fok.
fra fortoppen sendte det røde flag
et nødskrik foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag
den vandt seg mot uvejret slag for slag
og lodsen sto stout ombord.
Han tyktes så tryg, den gråsprængte man
lig en kæmpe i rattet han greb,
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på sleb.
Lorden, med lady og barn i arm
kom akter, han tog til sin hat
”Jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm”
Men lodsen slap ror og rat.
Han hvidnet om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Inover bar det, og højt på grund
stod lordens præktige yacht.
”Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår sig i splinter, - jeg vet besked –
men indenfor ligger den trygge led
mit kjølspor skal vise jer vej!”
Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod losen, størk og høj
hans øje var vildt og hvast.
han skotted’ i læ mot Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund:
da slap han ror og stagsejl-strop
han svinget en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.
Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt - -
der raste på vraget en strid –
men moderen løfted sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
”Anna, mit barn!” hun skrek i sin ve,
de bævred den gråsprengte mand,
han fattet om skødet, drev roret i læ
og båden var fast some en fugl, at se,
slig for den i brått og brand.
Den tørned, de sank, men havet var smult
derindenfor brændingens kreds,
opover rak sig en langgrund skjult,
der sto de i vand tilknæs.
Da råbte lorden:”Kænd – båens ryg –
den svigter – det er ingen flu!”
Men lodsen smilte:”Nej vær De tryg,
en sunken skægte med tre tønner byg
er båen, som bær os nu.”
Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk-
han kjendte matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen: ”!Alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt - - ”
da var det den engelske stormand stolt,
bøjed knæ for den norske lods.
Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rak som i ungdommens år,
hans øjne brandt med ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
”Du sejled imag på din store korvet,
jeg rode min ringe båd,
jeg trællet for mine til døden træt,
du tog deres brød, og det faldt dig så let
at håne mine bittre gråd.”
Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin,
min hustrus hånd den var grov og hård,
men hun var nu aligevel min,
dit barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst,
min datterr var intet å agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.
Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
det tyktes for mig en skat så stor,
men det vejed for dig så lidt.
Nu er det gengældelsens time slår,
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange år
der bøjde min nakke og blegte mitt hår
og sænkte min lykke på grund.”
Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
”Tilbage, mylord! Et eneste skrit
og det koster dig barn og viv!”
På sprang stod Britten til kamp påny
men armen var veg og mat,
hans ånde brændte, hans øjne var sky
og hans hår – så kendtes ved første gry
ble gråt i den eneste nat.
Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt,
ærbødig løfted han barnet ned,
og kysset dets hænder mildt,
han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jævn:
”nu er Terje Vigen igen sig selv.
indtil nu gik midt blod som en stenet elv,
for jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!”
”De lange år i ”prisonens” kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
bagefter lå jeg som hejens halm
og så i et brådyb stygt.
Men nu er det over, vi to er kvit,
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde – du tok alt mit
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skabte mig slig.”
Da dagningen lyste var hvermand frelst.
Yachten lå længst i havn.
Men nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrskyer grå
fejed en stormnat væk,
og Terje bar atter så rak, som få,
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
iknæ på korvettens dæk.
Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem,
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb
for frelsen fra sjøgang og skjær,
men Terje strøg over barnets sløb:
”nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille der!” - - -
Da yachten drejed for Hesnæs-sund
den hejste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund-
Der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik
han stirred fra hejen ud:
”stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
bedst var det, kan hende, det gik som det gik
og så får du ha’e tak da, Gud!”
Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skemtsomme ord,
han spøkte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
- - - -
Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet
den var ikke skøttet, var sunken og lav,
men bar dog sit sorte bræt.
Der stod ”Thærie Wiighen” med hvitmalt skrift,
samt året, han hvile fandt.
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.
::: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Da jeg som veldig ung for første gang leste dette diktet
gråt jeg. Det gjør jeg fremdeles.Det er vel intet episk
dikt i norsk literatur som er så storslått og følelsesrikt
som nettopp Terje Vigen.
Jeg stoppet en gang Fjære Kirke da jeg var på de kanter.
Kirken ligger i en lund av høye furutrær med et glimt av
havet utenfor. Terje Vigen's grav er nå på den siden av kirken
som vender bort fra havet. Jeg la en bukett av blomster fra
veikanten på graven hans.
HA EN GOD FREDAG OG EN GOD WEEKEND !
onsdag, november 28, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN!
Jeg forsetter med Henrik Ibsen's dikt: Terje Vigen.
Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Endnu går sagn om de trængsels-kår,
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.
Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af,
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. -
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd.
"da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!"
Den mindste skægte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå,-
slig tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom lidt på tvers,
det jydske rev var vel svært at gå klar,
men værre var den engelske "Man of war!
med ørneøjne fra mers.
Så gav han sig trøstig lykken ivold
og tog til årerne hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hentet sin dyre last.
Gud vet, hans føring var ikke stor,
tre tønder byg, det var alt,
men Terje kom fra en fattig jord, -
nu havde han livsens frelse ombord,
det var hustru og barn det gjaldt.
Tre nætter og dage til toften bandt
den stærke modige mand,
den fjerde morgen, da solen randt,
han skimtet en tåget rand.
Det var ikke flygtende skyer han så,
det var fjelde med tinder og skar,
men højt over alle åsene lå
Imenæs-sadlen bred og blå.
Da kendte han, hvor han var.
Nær hjemme var han, en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjærte sig løftet i tro og lid,
han var nær ved en bøn til Gud.
Da var det som ordet frøs på hans mund,
han stirred, han tog ikke fejl.-
gennem skodden, som lettet i samme stund,
han så en korvet i Hesnes-sund
at duve for bakkede sejl.
Båden var røbet, der lød et signal,
og det nærmeste løb var lukt,
men solgangsviden blafrede skral,-
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rælingens kant,
han hørte matrosene sang,-
med fødderne stemt mog skægtens spant
han rodde så sjøen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.
Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fot vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glitrer det gult,
selv stilleste havbliksdag:-
men går end dønningen aldri så hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brækkede bølgedrag.
Didind Terje Vigens skægte foer
som en pil mellom brått og brand,
men bag efter ham, i kjølvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gennem brændingens sus
til Gud i sin højeste nød:
"inderst derinde på strandens grus
sidder min viv ved det fattige hus
og venter med barnet på brød."
Dog, højere skreg nok de femten, end han;
som ved Lyngør, så gik det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund,
fra stavnen bød officeren "stop!".
Han hæved en åre med bladet op
og hug den i skægtens bund.
Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos.
På to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog sig gennem de væbnede mænd
og sprang over æsingen ud.-
han dukket og svømmed og dukked igen,
men jollen kom løs, hvor han vendte sig hen
klang sabler og rifleskud.
De fisked ham op, han førtes ombord,
korvetten gav sejerssalut,
agter på hytten, stolt og stor,
stod chefen, en attenårs gut,
hans første battalie galdt Terjes båd,
thi knejste han nu så kæk,
men Terje vidste ej længere råd,
den stærke mand lå med bøn og gråd
iknæ på korvettens dæk.-
Han købte med tårer, de solgte hamn smil
de ågred med spot for bøn.
Det kuled fra øster, tilhavs med il
stod Englands sejrende søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
at noget var ligesom vejret bort
fra hans pandes skyede hvælv.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Resten kommer i morgen !
HA EN GOD DAG:
tirsdag, november 27, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN !
Jeg har lenge hatt lyst til å sende diktet "Terje Vigen"
av Henrik Ibsen.
Det er vel det mest episke diktet noensinne skrevet
i Norge og det kaller på tårer og følelser som få dikt.
Det er 43 vers så jeg må dele litt på det. Så jeg tar
10 vers ad gangen slik at dere kan lese det samlet over
de fire dagene det vil ta. Så her er:
Henrik Ibsen: Terje Vigen.
Der bodde en underlig gråsprængt en
på den yderste, nøgne ø; -
han gjorde visst intet menneske men
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, -
helst mod uroligt vejr, -
og da mente folk, at han var forykt,
og da var det få som uden frygt
kom Terje Vigen nær.
Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
Nå skal jeg fortelle, hva jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulde det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmese kreds,-
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp'i de treds.
Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut,
og kom med "Foreningen", kaptejn Pram;
men hjemme var ingen, som kjendte ham,
der rejste som liden gut.
Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og more,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to, -
men så rystet han sorgen af.
Han fandt ej, med landjordens under sig, ro;
nej, da var det bedre og bygge og bo
på det store bølgende hav.
Et år derefter var Terje gift, -
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt han fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus -
skjønt ruterne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.
Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte dem undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
han kendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst, -
og for bougen en vinter tung.
De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et længselsblikk,
da han stod ved sit stille hus.
Han glytted ind bag den hvide gardin, -
da så han i stuen to, -
hans kone sad stille og hesplet lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.
Det sagdes at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled, og blev aldri træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.
- - - - - - - - - - - - - - - - - -
Fortsettelse i morgen.
HA EN GOD DAG !
GOD ONSDAGS MORGEN !
mandag, november 26, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Håper dere likte det danske smørsbrødsdiktet
jeg sendte for i går. Virkelig fornøyelig og veldig
Danskt.
I dag et dikt av Andre Bjerke.
Jeg liker diktet fordi det på mange måter
summerer opp temaet av en bok jeg skriver og
som jeg håper skal komme ut neste høst.
Den heter VANNDRÅPEN. Vanndråpen fordi den har
vært her evig. Den har vært en del av alt levende
gjennom tidene - mennesker og dyr og planter. Den vil
alltid være der og den ble skapt før jorden ble til.
Tenk litt på det når dere leser dette diktet.
SYNGENDE JORD.
Og ennu før solen fjern og frådende jog
ut i det blå morgenland,
sang det, sang det
i sjøenes rinnende vann,
i markenes gress
og gjennom den demrende skog:
"Jeg er alt som er til.
Jeg er dagen som gryr
og øder sin hvite ild.
Jeg er det fykende frø
og nettenes jagende dyr.
Alt som eier et jeg,
alt som må dø,
gror og går under i meg -
Du som fikk sjel,
- menneske, blomst eller orm -,
du er en ørliten del
av meg, av mitt hav, av min storm.
Du er en flyktig form.
Du er en kime på vei
mot det som er mer enn deg.
Ja, du skal dø.
Men ikke før du har ydet et frø
av din sjel, av din kropp.
Alt skal bli støv,
kvinne og lilje og løv.
Løvet skal falle, men under det falne løv
skyter en knopp.
Noe skal bli
når denne din ene dag er forbi.
Det du har skapt
av liv, av forandring
går ikke tapt.
Livet går videre uten deg.
Jeg er jorden, og alt i meg
er på vandring -
Jeg er den store jord.
Det er min lov, min tekst:
Du som fikk være i meg
som barnet er i en mor,
vær en del av min vekst!
Vær en røst i mitt kor!
Livets mening er:
Døgnfluens korte jag
ut mellom himmel og trær.
Brenne, bli aske, forsvinne ...
Lilje og løv og kvinne,
lev i dag!
: : : : : : : : : : : : : : :
LIVET ER DEILIG. NYD DAGEN !
søndag, november 25, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
Hei, idag har jeg funnet en deilig Dansk vise.
Den gjoer meg helt sulten.
Jeg tror at skribenten har tenkt litt paa
Norge da han skrev den.
EN DANSK VISE.
Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke.
Men gerne med smørrebrødsbjerge i nord
vi dannemænd tage til takke.
Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
men steg med rødbede, det smager os bedst.
Langt kønnere egne vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde.
Men fersk laks med røræg, en snaps eller to,
det er dog et fagert kærminde.
Og dejligst vi finder den røgede ål,
sardiner og sild og en rejefyldt skål.
Langt klogere folk er der sagtens om land,
men vi af vor fedme os roser.
Med ost og radiser nok prale vi kan
såvel som af æg med ansjoser,
samt leverpostej, frikadelle, tomat,
og kyllingelår med agurkesalat.
Langt mere af malmen så hvid og så rød
kan udlandet sikkert præstere.
Hos dansken dog findes det smørreste brød,
med det kan de ej konkurrere.
Hvad enten det så er med smør eller fedt,
får flere for meget, og ingen for lidt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og til det må man si "Skål.!"
HA EN GOD DAG !
torsdag, november 22, 2007
God fredags morgen - allerede.
Jeg har sett en god del på "dikt og poesi" som legges inn på
Nettet. Mesteparten er pubertets skriverier og har lite med
diktning å gjøre - dessverre.
Som et, faktisk bedre, eksempel sender jeg i dag:
Tore Thomassen.
OM NORDLENDINGER OG GRØFTEFYLL .
Sprekker i nordlys
Buldrende kniver de seg frem mot odden
Robuste sjøslag i ansiktet
Rotbløyte i mokasiner
Skogsbær i det fjerne, men det gjelder ikke her
hvor distrikter og fosse-hår er utrivelig.
Er rund mot alkohol
Forbrenning øker underveis
Fukter strupen for en tusenlapp
Det føles bra.
Er her uten grenser, frimerke og øresus
kan kjøpes for penger
Aggresjonen er på gang, køen er for lang
Knytter never mot spraylakkerte menn.
Flisene går, såre knoker og lår
Nordlendinger i grøftekanter
Virrende hoder og selvsikre servitører.
Hammer slår
Er hjemme til vår`n
Føler meg utlært
Storby`n har kneblet meg.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Og så fandt jeg også et dikt av en eller annen ungdom'
som nok lider av tungsinn. Syn's det var litt fornøyelig
så jeg sender det også. Med et smil.
LIVET ER EN PLAGE.
At livet er en plage, ja det skal være visst.
Derfor er det bedre å være pessimist.
For det er bedre å bli overrasket,
enn skuffet stadig vekk.
Da er det lettere å tåle livets harde smekk.
For livet er en motbakke med motganger som svir,
og jeg mitt arme vesen en Svithun uten gir.
Jeg sykler frem i livet med sykkelklyper på,
men bakken den er bratt så på pedalene jeg må stå.
Og støtt så glipper taket og jeg får meg et slag,
jeg faller ned på bakken med voldsomt ubehag.
Ja slik kan det beskrives som en slitsom sykkeltur,
for faenskapet ligger alltid ventende på lur.
De kristne vil nok si: "la vår herre lede deg",
men så selvsentrert som han er, han driter nok i meg.
Ja livet er forskrekkelig det har jeg nå erfart,
selv om jeg har familie, så reiser de nok snart.
Mine venner har forlatt meg, min jobb er fryktelig,
min økonomi er i ruiner og snart blir det nok krig.
Jeg er nok pessimistisk, jeg maler allting svart.
Men med alle restriksjoner jeg vil nok rømme snart.
Politi og byråkrater vil styre livet mitt,
som om ikke det allerede var fylt av nok dritt.
Jeg druknes snart i skatter og krav fra alle hold,
jeg føler meg snart tvunget til å benytte vold.
Så til alle som synes livet er så forbanna bra,
dra hodet opp fra sanden, pakk kofferten og dra.
R.V.´99
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
"Pakk kufferten og dra," men selv om det er November så
er det da ikke så gærn't ?
Jo eldre jeg blir jo bedre synes jeg livet er !
HA EN GOD DAG.
onsdag, november 21, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
I dag har jeg en liten godbitt!
Ett ganske uvanlig dikt men med en fin tone og
et fint motiv og skrevet med følelse.
Her er
BRUNKRUKKA
av Hjørdis Renli.
Med dotter mi kan eg prate om mangt
for no tek ho til å bli stor.
Vi drøser om livet, ho syns det er langt,
det synst ikkje eg - som er mor.
men ein dag så sa ho;
eg ynskte at eg kunne leva mitt liv slik som du -.
Eg støkk da ho sa det og sa;
kjære deg,det vil eg da helst ikkje tru!
Du skjøner; eg tenkjer stundom at eg
var tenkt til ei krukke - så fin
at folk skulle stansa i undring ved synet
og spørja om skaparen min!
Kanhende eg og skulle fyldest med blomer
og gledd dei som for frammom meg,
men krukka mi vart berre rifter og skråmer
til sist mått eg gje meg iveg
til pottemakaren, som kan slikt noko vøle,
og tenk deg; han gjorde ei ny!
Ein brun og rund kvardagsfasong kunne høve
til det som vart gjerninga mi -.
Ho såg på meg, dotter mi, så sa ho stille;
eg synst slike brunkrukker er veldig gilde!
Og veit du, ein dag som du trur ho er tom
skal du skråpa ho inni og sjå etter om
det ikkje der nede, på botnen av alt
finst kjærleikens olje og livsens salt.
For noko må det vel være ein stad-
ho trøysta meg slik, ville gjere meg glad
som gjer at borna dine, av deg
fekk veta koss ein til livet finn veg - !
Og blomer og stas treng 'kje brunkrukka di
du veit; ho vert vakrast med røsslyng i!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG !
tirsdag, november 20, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN !
I dag et dikt sendt inn av en trofast leser i Trondheim.
En takk til henne.
Utanum - Jan-Magnus Bruheim
Menneska skyt sine lengsels piler ut i det tome.
Utanum, utanum leitar vi etter grunn å stå på
søkjer vi etter feste
ein stad i det ukjende romet.
Søkjer vi fredlause
utover, utover
mot ei stjerne.
Allting er fåfengt som jag etter skuggar.
Utanom oss sjølve
finst ingi kjerne.
Ingen ting finn du i rømdene
anna enn tomleik,
dersom du ikkje sjøl er fyllt.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag !
mandag, november 19, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Ja i dag sender jeg et ganske anderledes dikt,
men også litt underfundig.
Her er Aril Nyquist's dikt
LANGT INNE I SKOGEN.
Hallo, langt inne i skogen?
Er du der, langt inne i skogen?
Er du der, langt inne i skogen?
Gjemmer du deg, langt, langt inne i skogen og ikke vil komme ut.
Jeg vil så gjerne hilse på deg, også kan du hilse på meg, og
snakke med meg, og bli kjent med meg du også.
Jeg synes det er dumt at du gjemmer deg der langt inne i skogen
og ikke kan se meg, og at jeg står her ute på vegen og ikke kan se
deg, for hvis vi ikke kan se hverandre og snakke med hverandre
tenker vi kanskje stygge ting om hverandre.
- Du tror at jeg er en tyv, og jeg tror at du er en tyv
og du tror at jeg er stor og stygg og sterk og vil slå deg,
og jeg tror at du er stor og stygg og sterk og vil slå meg,
og slik står vi langt langt fra hverandre og tenker dumme stygge
tanker om hverandre og derfor roper jeg på deg nå, jeg roper så
høyt jeg bare kan:
KOM UT AV SKOGEN DA, KOM UT OG HILS PÅ MEG DA!
Vil du ikke sier du?
Tør du ikke sier du?
Vil du at jeg skal komme til deg i stedet?
Ja, da kommer jeg da.
Nå kommer jeg!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Men samme hva - HA EN GOD DAG !
søndag, november 18, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
Er ikke sikker på om jeg har sendt dette diktet tidligere.
(Jobber fremdeles med å få opp arkivet!!!)
I alle tilfelle er det et fint dikt så det gjør ikke så mye,
syn's jeg, om jeg sender det om igjen.
Astrid Krog Halse
VEL MEG EN VEI.
Vel meg en vei som i svartaste natt
gjer meg trygg, sjøl der villmarka rår.
Vel meg en vei der som slektin´ ha´gått
gjønnom daggå og tider og år.
Vel meg en vei som stig opp åt ei høgd
der eg ut i mot havet kan sjå.
Og der føggelen søng over kveldsroa bøgdi
timin da sol atta fjellrånda glå.
Vel meg en vei som er kransa tå lyng
og der villblomster angar og gror.
Vel meg en vei som går bort frå et rom
der angest og sørj sit med bord.
Vel meg en vei, og eg veit at den finst
åt ein stad der som freden fær bu.
Vel meg en vei der ei stjerne gje løs
te glede, te von og te tru.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Et godt dikt å begynne uken med.
HA EN GOD DAG !
torsdag, november 15, 2007
GOD FREAGS MORGEN !
En sjelden gang er jeg bortreist og i en situasjon hvor
jeg ikke har adgang til en datamaskin. Slik var det i går
og derfor intet dikt for idag, Torsdag.
Jeg beklager !!!
I dag sender jeg til gjengjeld to dikt.
Jeg har begynt å spille fiolin igjen etter mange års
opphold. Da jeg var ca. 10 til 14 år gammel spilte jeg
med en lærer og ble en ganske brukelig bra fiolinspiller.
Så gikk det mange år uten at jeg tok opp en fiolin.
Nå har jeg tatt det opp igjen og faktisk sitter det i
fingrene fremdeles. (I hvert fall en god del av det.)
Fiolinen minnet meg om et dikt av Arnulf Øverland:
DE HUNDREDE FIOLINER.
En vår skal endog det fattigste hjerte eie.
En stjerne skal våke over de mørkeste veie.
En drøm skal senke sig over det usleste leie.
Der venter oss alle bak øde år
en time av nådig smerte,
O, hvad vi hører og ser og forstår
ved cellens ensomme kjerte,
når engelen Sorg over jorden går!
Og engang kommer den hellige natt,
da evighetens sordiner
forvandler den bitreste kval, du har hatt,
til hundrede fioliner.
Øverland's
EN HUSTAVLE.
Det er en lykke i livet
som ikke vendes til lede:
Det at du gleder en annen,
det er den eneste glede.
Det er en sorg i verden
som ingen tårer kan lette:
Den at det var for sent
da du skjønte dette.
Ingen kan resten av tiden
stå ved en grav og klage.
Døgnet hqr mange timer.
Året har mange dage.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD WEEKEND !
tirsdag, november 13, 2007
GOD ONSDAGS MORGEN,
men egentlig er det ikke det.
Mulla Krekar har nettopp uttalt til Australsk TV
at det er helt i orden å drepe journalister og at
det er helt i orden med selvmordere som drepe soldater.
To unge karer fra Mjøsområdet ble drept av slike
for noen dager siden. Og så lar vi en slik massemorder få opphold i Norge
mens han fremdeles har direkte kontakt med en organisasjon
i Iraq som er spesialister på snikskytere. Folk hvis mål er å
ligge i bakhold og myrde unge karer med en kule i hodet.
Er vi blitt spenna gærne?
Og dette er det våre dom-snille liberalere beskytter.
Og den stakkars Khan som drepte tre av søstrene sine med
øks fordi de hadde tilpasset seg Norske forhold og visstnok hadde Norske
mannlige venner. Han, stakkar, kan ikke forklare seg i retten fordi det er
for mange tilskuere der. Virkelig synd på ham. Så får han 20 år's fengsel
som vi skattebetalere dekker. Så kommer han ut og fordi han ikke kan
få noen jobb, eller helst at han ikke ønsker å få noen jobb fordi han kan
fortsette å snylte på samfundet vårt og så blir han her.
SEND HAM HJEM. Der vet de hva de skal gjøre med en slik slakter.
Men nei da. Igjen, er vi blitt spenna gærne?
Jeg sender et lite dikt for å roe meg ned.
Olaf Bull
HØST.
Der er høst i dine øine,
høst, som blaaner imod kulde -
Stjerneskudd! Og se, et snefnugg - - -
Det er hændt, som hænde skulde!
Lille, alt skal trodse døden,
gro sig frem for anden gang. - -
Dine kysses røde roser
overvintrer i min sang.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Tenk på det jeg har skrevet og vel deretter !
HA EN GOD DAG HVIS DU KAN.
mandag, november 12, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN !
EIN DRAUM.
Astrid Krog Halse
Eg gjømmer ein draum i mitt hjarte.
Ja, i hjarte mitt draumen bur.
Den er som ei lysande kjerte.
Kanskje noko eg vonar og trur.
Eg veit ikkje kor han kom frå.
Eg veit ikkje kva han vil.
Men dåggån er ljøse og gode
så lenge draumen er til.
Han ber meg på kvite vengjer.
Han ber meg til framande land.
Og eg strekjer ut mine hender
og grip i ei ukjend hand!
: : : : : : : : : : : : : : : :
Dette diktet må tilegnes ukjendte Marit i Oslo
men også til AB i Trondheim som har sendt inn
diktet. Tusen takk !
Tar gjerne imot flere dikt fra dere andre som
leser Dagensdikt. (gaapaa@yahoo.com)
HA EN GOD DAG !
søndag, november 11, 2007
GOD MANDAGS MORGEN !
I dag et dikt av Inger hagerup.
DETALJ AV USYNLIG NOVEMBER LANDSKAP.
Midt i det skoddeland som heter jeg
står det et gammel veiskilt uten vei.
Det står og peker med sin morkne pil
mot skoddemyrer og mot skoddemil.
Jeg leter fåfengt etter navn og tegn.
Alt alt er visket ut av sludd og regn.
Der stod engang det sted jeg skulle til.
Når ble det borte og når for jeg vill_
Jeg famler som en blind mot dette ord
som skulle vist meg veien dit jeg bor.
Midt i det skoddeland som heter jeg
står det et veiløst skilt og skremmer meg.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Javist - novemberstemning i dette diktet.
Men jeg ser ikke tirst november. Ute skinner
solne og et tre der jeg bor har fremdeles bladene
igjen. Det skinner som gull bak dem.
Så livet er godt og hus - om 6-7 uker snur det igjen
mot lysere tider !!!!
SÅ GLED DEG MED DAGEN !
fredag, november 09, 2007
Hei igjen,
Som jeg fortalte i Dagens Dikt for i morges ville jeg komme
tilbake senere med et annet dikt for weekenden.
Her er Rainer Maria Rilke's dikt, i gjendiktning av
Andre Bjerke.
EN KVINNESKJEBNE.
Slik kongen under jakten drikker vann
av et tilfeldig glass - som siden vil
bli oppbevart, som om det ikke mer var til,
slik løftet kanskje skjebnen undertiden
et liv mot munnens tørst og drakk av kruset,
et lite liv som fryktet for å knuse
klenodiet hun oppbevarte siden
og aldri brukte mer, og som ble gjemt
blandt hennes kostbarheter, (det vil si:
blant ting som regnes for å ha verdi).
Men som en fremmed gjenstand, lånt og glemt,
stod tingen der og falmet under elden,
ble aldri kostbar og ble aldri sjelden.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Noe å tenke på her.
HA EN GOD WEEKEND !
torsdag, november 08, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag sender jeg noe - ganske - anderledes enn de
dikt jeg vanligvis serverer.
Her er en fornøyelig vise til bruk i førjulstiden hvis dere blir
servert lutefisk. Visen er hentet fra"The last word on Lutefisk"
av Gery Legwold i Minnesota. Den er skrevet av
Red Stangland, (delvis med Norsk-Amerikansk uttale.)
O Lutefisk.
(Melodi: O Tannenbaum.)
O Lutefisk ... O Lutefisk ..... how fragrant your aroma
O Lutefisk ... O Lutefisk... You put me in a coma.
You smell so strong ... you look like glue
You taste youst like an overshoe
But Lutefisk ... come Saturday
I think I'll eat you anyway.
O Lutefisk... O Lutefisk .... I put you by the door way
I wanted you to ripen up ... yust like they do in Norway
A dog came by and sprinkled you ...
I hit him with an army shoe
O Lutefisk ... now I suppose
I'll eat you as I hold my nose.
O Lutefisk.... O Lutefisk ... how well I do remember
On Christmas Eve how we'd receive ..
Our big treat of December.
It wasn't turkey or fried ham...
It wasn't even pickled spam
My mudder knew dere var no risk...
In serving buttered lutefisk
O Lutefisk.... O Lutefisk ... now everyone discovers
Dat lutefisk and lefse makes...
Norwegian better lovers!
Now all da vorld can have a ball...
you're better dan da Yeritol
O Lutefisk ... vid brennevin
You make me feel like Errol Flynn.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
HA EN GOD DAG. JEG SENDER ET DIKT SENERE I DAG.
onsdag, november 07, 2007
GOD TORSDAGS MORGEN !
Det hender jeg går surr i dagene. Tiden går
fort når man har mye å gjøre og liker det man
driver på med. Som jeg gjør.
I morgen, allerede Torsdag, og snart en nye uke
gått. Hvor bliver tiden av ??? Dertil er det
November.
Som dere som leser Dagens Dikt vet, liker jeg
Inger Hagerup. I dag hennes dikt:
NOVEMBER.
November er en gammel kvinne
som ikke håper lenger.
Da solen, den veldige elsker, forlot henne,
trakk hun en grå kjole over sine magre skuldrer,
og hennes ansikt ble strengt av ensomhet.
November er en gammel kvinne
som angrer.
Hylende rev hun høstens siste blomster av håret,
så bøyde hun sine visne knær
for stormens salmesang.
November er en gammel kvinne
som ingen vil gi husrom.
Høsten stengte sin dør for henne med en isnøkkel,
og nå banker hun forgjeves med skjelvende fingrer
på vinterens lukkede port.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Riktignok er November en jævlig måned men så galt
som dette kan den da ikke være. Stakkars kone.
Men for dere - og meg - la oss ha
EN GOD DAG !
tirsdag, november 06, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN.
I dag fandt jeg et dikt som opprinnelig var en Dansk
folkevise - oversatt til Norsk av I. Bøhn.
Det var den første linjen som fanget min oppmerksomhet.
"Nyst munde det regna så såre,-"
For en fin, poetisk linje!!!
Her er resten av diktet.
Nyst munde det regna så såre,
og det drypper av tre og av runn;
vind og stein, furegrein har deg rivi,
dei har sliti di kåpe i sund.
Om det regner og snor
om det stormar av Nord,
uti hugen så lleikar dine ord.
Eg kan sjå det på augo så klåre
at du nyst gjekk og tårene gret;
regn og vind, sorg i sinn, gråt i auga
du som har no den hugen så lett!
Kvar den tåra som fall
og så fagnaden all
det har du då åleine uti vald.
Kvar du går, på din veg vil eg breia
kvar ein blom, kvart angande blad,
fugl på grein, kvar og ein vil eg beda--
om å kveda og kvitra deg glad.
Lat dei anga for vind
lat dei syngja i lind
visst dei ikkje kan svæva i mitt sinn.
Men i morgon, når sola ho stiger,
føre moder di bøna eg ber,
og eg bed henne blidt, som det høver:
Får eg vera deg sonen så kjær?
Sjå det ljosnar i li,
vinden leikar så blid,
du skal vera min ven i allan tid.
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :: : : : : :
Nyst munde det regna - - Ja fra i dag
morges regnet det men nå utpå ettermiddagen
er solen kommet frem. Snakket med Trondheim
i dag og hørte at der kom de første snøflakene.
Vinteren er ikke langt unna nå.
HA EN GOD DAG.
mandag, november 05, 2007
GOD TIRSDAGS MORGEN.
Det er enkelte diktere jeg alltid kommer tilbake til.
Tor Johnsson er en av dem.
Her er hans dikt
KJÆRLEIKSBREV.
Takk for dei gode tankar
du sende meg no i kveld.
Var ikkje du,
ville eg søkke attende
inn i meg sjøl.
Var ikkje du, da fekk eg aldri sleppe inn
--- inn i vår uroverd ---
dette som bed og bankar utanfor alt,
kjærleiken.
Aldri skal eg få vera eit tre,
liksom du,
berre ein stuv etter stormbroten bjørk.
Men linnea og blåbjøller veks ikring meg
for det eg elskar dei,
for det eg gjev dei næring av all mi sorg.
Bøygd deg over meg,
sjå alt det vene som veks av mi sorg,
for det eg aldri fekk vera eit tre
liksom du.
Stundom ser eg deg frå andre stader
enn der eg er i kveld.
Din barm og di mjuke line,
det dulde draget av mor,
håret og himlen i augo dine - - -
dette som skal bli jord.
Men dette er ikkje du.
Du er nærare.
Du er den løynde røyndom i meg,
dette som vera ikkje vil kjennast ved,
dette som bed meg å bera min kross,'
som bed meg å tole alt,
tilgje alt,
som bed meg å vera der du er,
om nattmørke miler ligg tungt imellom oss.
Helt frå det første møtet,
auga mot auga,
var det noko utanfrå som tala
om vegane vi skulle gå
dit vi kan fullføre vår del av skaparverket.
No er vi skilde.
Men når tusental år
har gløymt våre einslege far,
lever ordet, det einaste evige:
Kjære - - -
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Dagens dikt er tilegnet Ma.
Håper du har det bra.
HA EN GOD DAG!
søndag, november 04, 2007
GOD MANDAG MORGEN !
I dag et dikt sendt inn av en god venn.
En takk til O J S.
Emil Boyson:
Skumringsstjernen
Hvad skal jeg si dig nu, mens det mørkner i Rummet
efter en dag som har tatt ifra oss Alt ?
Kjenn, skumring langsomt gror i det lydløse tomme;
dugg over sjelens avsvidde marker falt.
Vi, som har tapt vor strid, som led hvad vi kunde lide -
drømmer vi dypere Dyp bak den ve som forgikk?
Midt gjennom avdagsglansens størknede kvide
sitrer Din Stjerne sig inn i et sluknet blikk.
Lover den oss, som ikke har mer at miste,
åndernes under, fornyelsens sakrament.....
kan ikke gleden dø? kan ingen sorg bli den siste?
Hjertet kan aldri tømmes; drømmen er aldri endt -?
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Ha en god dag !
torsdag, november 01, 2007
GOD FREDAGS MORGEN !
I går ryddet jeg i kjelleren og har nå 5 digre plastikkposer
klare for søppelhaugen.
Så dette diktet av Piet Hein passer bra.
TINGENES TYRANNI.
Jeg går og gør orden i 10.000 ting,
som jeg mente tilhørte mig. - -
Midt i mit slid, ved et tankespring,
sættes et dystert problem i sving:
E j e r j e g d e m e l l e r e j?
--Sandheden ligger vel deromkring
at ejer du mere en 8 ting,
så ejer tingene dig!
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Jo eldre jeg blir jo mere passer dette diktet.
Jeg trenger nesten ingen ting lenger - bortsett da
fra en god flaske vin med venner!!!
HA EN GOD DAG.
