Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.tirsdag, august 31, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN !
Som dere som har lest Dagensdikt lenge, så vet dere at
jeg liker Inger Hagerup. Hun har alltid en underfundig
dreining på diktene sine. Her er
DEN FØRSTE.
Du synes jeg ser slik på deg.
Å, si ikke jeg er frekk,
men la meg få lete etter
min første elskedes trekk
i ansiktet ditt før mørket
skyller likheten vekk.
Bak alle de menn som siden
satte mitt sinn i brann
skimter jeg undertiden
noe som kanskje er han--
en hemmelig, bitter viden
om utslettet skrift i sand.
Det er ikke munnen jeg savner
og øynenes djerve blå,
men bare en spinkel tone
av ting som er ikke nå,
stjernene, huset, grinden,
veien vi vandret på.
Å, bli ikke skinnsyk, kjære!
Han tar ikke noe av ditt
du er det sterke og nære
livet som nå er mitt.
Men kan jeg en stund få være
det som jeg ikke er blitt?
Nå, hvem var den første?
Ansiktstrekk og minner
blekner med tiden.
Og dog - jeg glemmer aldri HENNE!
HA EN GOD DAG.
mandag, august 30, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Det er enkelte dikt jeg stadig kommer tilbake til
fordi de gir meg personlig mye å tenke på.
Ett av dem kommer her:
Et dikt av presten Jørgen Moe (1813-1882).
Han var prest i Krødsherad og bodde på prestegården i
sydendenav Krøderen.
UNGBIRKEN.
En Ungbirk stander ved Fjorden
og Vandspeilet ganske nær.
Hvor stor og smuk den er vorden
de Aar, jeg har boet her!
Nu løfter den hvide Stamme
kronen fra Bredden lav.
Men tro dog ei, den vil bramme-
den veed ikke selv deraf.
I Gud og i Hvermands Øine
den voxer fra Dag til Dag,
og Kvistene, som sig høine,
nu byde hver Sangful Tag.
Men Birken undres derover,
den kjender slet ei sin Rang.
Den bøier mod Vandets Vover
saa ydmyg Bladenes Hang.
Just dette kan den forlene
skjønhet for andre Træer,
og lokker hen i dens Grene
al Himlens vingede Hær.
Just det, at den ikke tænker
at løfte sin Krone op,
men stille Kvistene sænker-
gjør skyggende lun dens Top.
Hvad kommer det af? Den skuer
sig daglig i Bølgens Speil
ved Siden af Krat og Tuer,
og- skuer saa deiligt feil.
Thi alt som mod Lysets Riger
den hæver sin Krones Stav,
den synes, den nedad stiger
og voxer sig mere lav.
Du deilige Birk, du Kjære!
Paa dig vil jeg ofte see.
Gud give, jeg maatte lære,
hvad du mig saa smukt kan tee:
At voxe i eget Øie
nedad med hver en Dag-
At krone og at ophøie,
det vorder da Herrens Sag!
HA EN RIKTIG GOD DAG!
(og se også på Helsetips.com.
Du finner det på google.com)
søndag, august 29, 2004
FOR MANDAGS MORGEN.
Diktet Tyttebæret er nedenfor, men jeg gjorde en
skrivefeil. Hvis du er interessert, se på
Helsetips.com.. (Jeg glemte "e" i ordet.)
Helsetips.com
GOD MANDAGS MORGEN.
Jeg snakket nylig med mine gamle gode venn
Ole J. Han hadde for første gang i år vært på
det gode tyttebærstedet vi begge kjenner til
og plukket de første tyttebærene.
Dessverre kunne jeg ikke være med, så jeg
sender istedet Vinje's fine dikt om:
TYTTEBÆRET
av A. O. Vinje.
Tytebæret oppå tuva
veks utav ei liti von.
Skogen med si grøne huva
fostrar mang ein raudlett son.
Ein gong seint om hausten lagde
Liten svein til bærskogs ut.
"Raudt eg lyser," bæret sagde,
"kom åt meg, du vesle gut!"
Her i frå du må meg taka!
Moge bær er utan ro;
mal meg sund, at du kan smaka
svaledrykken av mitt blod!
Mognar du, så vil du beda
just den same bøn som eg.
Mogen mann det mest må gleda
bort for folk å gjeva seg.
Ole J. Jeg blir med i tankene på den
neste tyttebær turen !!!
HA EN GOD DAG !
Se også på helstips.com
Du finner det på Google.com
torsdag, august 26, 2004
GOD FREDAGS MORGEN.
Jeg har mine favorittdikt og prosa blandt vår rike dikterkultur.
Når det gjelder prosa kommer ingen opp mot
Vilhelm Krag (1871-1933)
Hans dikt ØEN er et mesterstykke i Norsk litteratur.
Krag skrev det etter at han fikk en "skipperstue"
på Sørlandet i Folkegave!
ØEN.
Fattig fant var jeg. Omvankende paa jorden.
Ikke en sten eied jeg, hvortil jeg kunde helde
mit hoved naar jeg blev træt af at vandre.
Men der var et sted paa jorden som mit hjerte elskede.
Did sneg jeg mig hen, naar jeg var meget mødig.
Folk spottede og fandt det ringe det, jeg elskede.
Meningsløs var min kjærlighed som kjærlighed er.
Høinæset var jeg som fant er. Rør ikke min jord, sa jeg.
Prøv!
Da haanlo de rundt i landet odelsmændene.
Din jord? sa de.
Fant!
Hvor blev livet af? Jeg husker det ikke mere.
Aar gik forbi lig hæslige marer.
Jeg vil ikke mindes dem.
En dag vaagned jeg af maren.
Jeg var ikke ung mer, og ikke glad mer.
Det tyktes mig som jeg altid tabte kampen
og altid blev staaende ene, hver gang jeg tabte.
Men jo ensommere jeg blev, desto mer elsked jeg,
og hvergang jeg tabte blev min kjærlighed større
og end mere meningsløs. Thi slig er kjærlighed.
Den dag var det I kom med Eders gave.
Jeg takker for, at den ikke kom før.
Jeg takker for, at jeg fik gaa min ungdom
alene og i nederlag, saa min kjærlighed
fik blomstre i sin meningsløse skjønhed.
Den dag var det I kom med Eders gave.
I kaldte det en fattigmandsplads
paa en graastein i sjøen.
Kjære venner, I tog feil!
I tog vidunderlig feil!
Mange dager og nætter kunde jeg sidde
og fortælle hvor vidunderlig I tog feil.
Thi jeg er hersker i et stort rige,
og jeg har millioner af undersaatter,
utallige livs lykke ligger i min haand.
Jeg eier udstrakte vidder, hvor lyngen staar og ringler
med violette klokkespil i blanke augustdage.
Jeg vet intet syn saa skjønt.
Jeg eier skoge af pors der dufter mod himlen
hedere end ambra, sødere end honning.
I blanke augustdage driver duften tilhavs.---
Ingen derude aner, hvor den salige rus kommer fra.
Jeg eier arkader af marehalm,
som staar strunkne mellom rullesten lig sprinkle søiler
med fine kapitæler af usigelig graagrønt marmor.---
Ingen ved, hvem færdes mellom arkaderne naar stillheden
synker i sommernatten.
Jeg eier sletter som Pampas,
hvor vilddyr færdes i urtidsmørke.
Der traver gyldne biller over gyngende lianer,
der tramper tunge torbister saa det knaser under kloverne.
Der klatrer den giftige maur paa rov gjennom jungelen,
og smaragdgrønne scarabæer folder vinderne ud
som flyvende smykker.
Men henover Pampas er det som blomster begynder
at flaggre over gyldne græsgange:
Se, sommerfuglene!
Se, hvor de sværmer mætte af lykke honningsdøsige om
mellom skamløse vidtaapne blomster.
Men tværs igjennom sværmen skjærer det skinnende
kolibrilyn. Somme er store; tungt ror de som fugle.
Paa deres vinger staar sælsomme tegn skrevne af Guds haand,
og i hvert hjørne griner et dødningehoved mig imøde.
Ellers skal jeg fortælle om de latterligste af dem alle,
som findes paa mine marker ?
Det er de foretagsomme jordlopper.
De er tallrige som mennesker og skadelige som de.
Ti tusen gange sin høide kan de hoppe.
Det kan ingen anden af alle mine undersaatter.
Hovmodig er jordloppen som var den et menneske.
Den vil herske paa mine markerog byde i min kjøkkenhave.---
Ifjor fik jeg høre den benægted min tilværelse,
men saared det mitt hjerte ?
I mit rige skal alt levende fryde sig og trives.
Velkommen til mit bord, sagde jeg til jordloppen.
Her skal I alle fraadse i timian og pastinak.
Iaar raser krigen blandt jordloppenes skarer.
De hopper om hinanden som rasende støvfnugg,
de myrder som forrykte.
Det ser ud som skrivesand er strøet paa salaten
naar jeg henter den til frokost.
Nu kommer de, anraabende, og kalder mig almæktig
og beder mig om bistand i sin hellige kamp.
Men rører det mit hjerte ?
Jeg ser paa dem smilende med morgenpiben nytændt,
mens linerlen gaar henryktog gasser sig med ligene.
Jeg glæder mig særdeles over jordloppens udryddelse.
De var talrige som menneskerog skadelige for min have,
for min timian og pastinak.
Thi her, hvor jeg hersker, skal ingen forulempes.
Alt levende skal trives og fryde sig i solen.
Tidselen skal blusse blandt den borgerlige kløver
og prange med sin krone, der er skjønnere end rosens.
Vange af valmuer skal juble mellom graasteinen,
nytteløst som kunsten, ørkesløst som livet.
Hele landet skal forfærdes over mit sælsomme jordbrug.
Sommeren kommer nynnende med sølvslør svøbt om lenderne
en ung letsindig morgen i juni! i Juni!
Ser min ø og stanser, forvirret af forelskelse,
saa vilde blomster drysser ud af de spæde hænder,
og dagene blir staaende som skinnende søiler af
sitrende sol og dirre over øen.
Men afterne synker i et dyb af eftertanke.
Sundet gjenspeiler hele landskabet derover.
Sindet gjenspeiler hele livet, som gik
og natten kommer til mig uden stjerner,
uden drøm, intet navn, som minder mygt mer,
intet sted at stunde hen mer. Alt som var, stanser her.
Og urokkelig som skjebnen ruver holmevæggens skygge.
Sundet skynder sig forbi mig, det er vaagent hele natten;
men det tier ganske stille, mumler ikke, sukker ikke,
kjender alt, men røber intet,
strømmer lydløst hele tiden, dunkelblankt som mørk emalje.
Men det hænder at der dukker noget ukjendt opp fra dybet.
Se, da brister den, emaljen, i en sølvstjerne udover---
Og saa sker det store under:
Mulmet svinder bort i rummet,
himlens dybe hvælving blaaner,
og paa vardetoppen tændes rosers rødme.
Guldmorgener!
Naar sol netop rinder og underet sker:
Solboblen løftes af ukjændte hænder
langsomt fra kimingen, slipper og svæver
mod evigheden.
Da tier alt som lever i hellig forventning,
da svimler alnaturen paa Forklarelsens Bjærg.
Da føler min sjæl: Da er Gud nær ved.
Han steg herned med solen, han sidder bakom odden.
Hans kappeflig funkler som ulmende guldmor i marehalmen her.
Aa venner, om I vidste hva mit øie har skuet i disse guldmorgener,
og hvad min sjæl begynder at ane.
Dette er noe av den beste poesi som er skrevet i Norge.
Helt enestående.
HA EN GOD DAG !
onsdag, august 25, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN !
Ivar Aasen kom fra en liten plass.
Det var kanskje derfor han skrev om overflod slik som her:
Her er hans
SMØRLAND.
Det beste landet, som er til,
det maa vel Smørland vera;
der fær ein allting, som ein vil
og slepper nokot gjera.
So snart ein stiger der paa Land,
so fær ein Hug at sova,
men fyrst ein reiknar liten Grand
og leitar seg ei Stova.
Og Hus ein finner snart
og velder standa mange tome,
for Eigaren seg aat i hel
paa berre Flesk og Rjome.
Der fæk du Fisken utan Bein,
og Kornet utan Snerpa,
og Kirsebæret utan Stein,
og Høns, som alltid verpa.
I Skogen ganga gjødde Svin
du trenger berre kalla,
som koma dei i Garden din,
og trøyte ned dei falla.
Jeg er ikke sikker på hva Ivar Aasen
tenkte da han skrev dette diktet.
Vanligvis så var han jo så fornuftig og jordnær
og alvorlig som bare en avholdsmann fra
Sunnmøre kan være.
Men-HA EN GOD DAG !
tirsdag, august 24, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN !
Per Sivle:
DEN FYRSTE SONGEN.
Den fyrste song eg høyra fekk,
var mor sin song ved vogga;
dei mjuke ord til hjarta gjekk,
og kunde gråten stogga.
Dei sulla meg so undarleg,
so stilt og mjukt te sova;
dei synte meg ein fager veg
upp frå vår vesle stova.
Den vegen ser eg enno tidt,
når eg fær auga kvila;
der stend ein engel, smiler blidt,
som berre ei kan smila.
Og når eg sliten trøytnar av
i strid mot alt som veilar,
eg høyrer stilt frå mor si grav
den song som all ting heilar.
HA EN RIKTIG GOD DAG !
mandag, august 23, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN !
I dag sender jeg et dikt jeg fandt i
Andre Bjerke's diktsamling: Vers på Vandring.
Dikter er skrevet av Wladimiar Solovjeff.
Desverre aner jeg intet om ham, men diktet er
godt og maner til ettertanke etter min mening.
Wladimiar Solovjeff (1853-1900)
(I gjenndiktning til norsk av André Bjerke.)
IMMANUEL.
Den svant i tidens mørke, denne time
da jorden selv, av mennesker forødt,
drakk himlens budskap inn – i den sublime
og stille stund da Gud-i-oss ble født.
Og mangt er siden sunket hen i mulmet.
Mot himlen ser nu ingen konger mer,
og ingen hyrder ser en stjerne ulme
mens engler synger at et under skjer.
Men aldri sletter tiden ut det store
som siden da består mysteriøst,
og i ditt eget indre fødes Ordet,
som denne natt i krybben ble forløst.
Ja, Gud er i oss! Ikke i de fjerne
og grenseløse verdners avgrunnsgys
og ikke mer i flamme, storm og stjerne
og ikke mer i drømmens skumringslys.
Her er han – nu! Hver dag som glir forbi oss
som grå, bekymret hverdag, tar vi del
i kjærlighetsmysteriet: Gud-i-oss-.
Alt ondt er maktesløst. Evig er vår sjel.
Skrevet av en god kristen, skulle jeg tro.
HA EN GOD DAG !
søndag, august 22, 2004
GOD MANDAGS MORGEN !
Flere har bedt meg sende om igjen dette diktet jeg
sendte for en stund siden. Her er
VESLEMØY LENGTAR.
Arne Garborg.
No stend ho steller i kjøkenkraa, ho mor!
Ho er so gammal, ho er saa graa, ho mor!
Aa var eg katten i mjuke skinn,
som kjæla fær seg som barnet inn til ho mor!
Ho grev og putlar med hit og holk, ho mor;
ho lagar mat til sitt slaattefolk, ho mor.
Aa var eg Breitle-Brit svart og svær,
som kvar ei kvilestund svalle fær med ho mor!
Ho gjeng paa tun i den stille gard, ho mor,
med kvike sporv i sitt fotefar, ho mor.
Aa var eg sporven so glad og lett,
som høpp og dansar og sprett og skvett um ho mor!
Ho likar soli paa skrukne kinn, ho mor!
ho likar havgula sval og linn, ho mor.
Aa var eg havgula frisk og fri,
eg skulde svala mi heile tid um ho mor.
Men gikt ho fær, som i ryggen flyg, ho mor.
naar vinden kald gjenom kjøken syg, ho mor.
Aa var eg døri gamall og fæl,
eg tett meg stengde og livde vel um ho mor.
Eg veit so vel, kva ho tenkjer paa, ho mor,
naar der ved gruva ho mødd maa staa, ho mor.
So titt ho gløymer sitt træl og mas
og stirer ut gjenom kjøkenglas, gjer ho mor.
Ho gløymer strev og ho gløymer stell, ho mor,
og stirer upp mot dei ville fjell, ho mor.
”Kor gjeng det Veslemøy, arme ting,
som renna maa alle berg ikring?”spør ho mor.
Aa visste du, kor eg lengtar her, du mor!
Den brune heidi, den fekk eg kjær, du mor!
Her gjeng eg ør millom aude fjell
og græt meg i svevn kvar einsate kveld; aa du mor!
Og alt er framandt og nytt og vondt, du mor!
Det stirer kaldøygt ikring meg rundt, du mor!
Her er’kje liv, som eg fritt kan tru,
og ingen einaste er som du,-du mi mor.
Aa tru den tid fekk rundt seg snutt du mor!
Eg reknar time og kvar minutt, du mor!
Aa kunde eg stiga med sjumil-steg
og sitja ei ørliti stund hjaa deg, du mi mor!
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE.
fredag, august 20, 2004
GOD FREDAGS MORGEN !
Det lakker og lir på sommeren.
Snart gulner bladene og et par fine
høstmåneder står foran oss - håper jeg.
Idag sender jeg et dikt av Inger Hagerup.
SEN AUGUST.
Her kan ikke noe hende.
Det klingrer en bjelle i blå, blå luft.
Et sommerfjøs luter over sin tuft.
En stjerne begynner å brenne.
Se, snart tenner kvelden flere.
De stiger så engstelig bleke frem.
Men borte fra åsene under dem
ser jeg en skog marsjere.
Den vandrer rett mot vår stue.
Først borte ved skigarden tar den en hvil.
Der står den og lener sin strenge profil
mot himmelens rene bue.
Det lakker og lir med året.
Står fjellene alt og drømmer om sne?
Nei, solvinden ligger jo ennå på kne
og trekker rugen i håret.
Men skodden står tett over moen
der myrullen vugger sitt silkeslør.
Å – alt er bestandig og evig som før.
Hit kan ikke komme noen!
I og for seg ser jeg ikke noen forbindelse mellom
dette diktet og sen August. Men sender det
likevel.
HA EN GOD DAG!
onsdag, august 18, 2004
GOD TORSDAG MORGEN !
Vel tilbake fra ferie sender jeg igjen
Poesi i Dagensdikt.com.
Passer med et dikt av Rolf Jacobsen:
MEN VI LEVER.
---Men vi lever
gjennem supermarkedene og ostehyllene
og vi lever
under jetflystripene i mais gyllenmåned
og i røk-omslørte byer,
og vi lever med host i forgasseren og smell
i bildørene.
Vi lever
gjennom TV-kvelden i det gylne sekel,
over asfalten, bak ukebladene og på
bensinstasjonene.
Vi lever
i statistikkene og i matrikkelnumret når det
er valgår, Vi lever
med en blomst i vinduet,
tross alt vi lever under
hydrogenbombenes nukleare kjemi-
utryddelsestrusler, søvn-
løshet vi lever
sideomside med de sultne de som
dør i millionvis, lever
med en tretthet i vår tanke, lever
ennu, lever
magisk uforklarlig lever
lever på en stjerne.
HA EN GOD DAG
og hvis du har et dikt å foreslå, send det til meg via
e-post til gaapaa@yahoo.com
onsdag, august 11, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN !
Du kan nå gå direkte inn på dagensdikt.com
Endelig ser det til å fungere.
Jeg kommer til å være på tur den neste uken.
Det blir derfor ikke noe nytt dikt før neste
torsdag. Ferie!
I dag sender jeg et fornøyelig dikt av
Heinrich Heine. (1797-1856)
HØYSANGEN.
i gjenndiktning av Andre Bjerke.
En kvinnes kropp er et poem
Vårherre selv har skrevet
i allnaturens store bok,
av åndens krefter drevet.
Ja, frem av Herrens lykkestund
er skaperverket sprunget.
Et skjørt, gjenstridig stoff er her
helt mesterlig betvunget.
En høysang er en kvinnes kropp,
den skjønneste blant stemmer.
Vidunderlige strofer er
de slanke, hvite lemmer.
Og en guddommelig ide
er halsens kjølig blanke
skulptur, hvor hodet vugger mykt
som diktets hovedtanke!
Se bystens deling! Hvor sublimt
den strenge rytmen strammer!
Mens barmens rosenknopper er
som slepne epigrammer.
De svungne hofter vidner høyt
om plastisk skaperevne,
og fikenbladets parentes
er også verd å nevne.
Abstrakt lyrikk? Nei, kjøtt og blod
har sangen, filosofer!
Den ler og kysser med en munns
to rimfullendte strofer.
Her ånder ekte poesi!
Av ynde gjennomvevet
er alt. Et mere lødig dikt
har ingen dikter skrevet!
O, Herre, jeg vil tilbe deg
i støvet alle dage.
Mot himmelskalden er vi selv
små fuskere i faget.
O, Herre, jeg fordyper meg
i alt din sang forjetter:
jeg vier den mitt studium
hver dag – samt alle netter.
Ja, døgnet rundt! En forskersjel
må ikke spille tiden.
Nu får jeg magre, tynne ben
på grunn av forskerfliden.
Ikke no gærn't med slik forskning!
HA EN GOD DAG!
tirsdag, august 10, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN !
Som dere vet liker jeg Inger Hagerup veldig godt
og sender mange gode dikt fra hennes hånd fra
tid til annen.
I dag kommer hennes
VÆR UTÅLMODIG MENNESKE !
Langsomt blir allting til.
Skapelsen varer evig.
Mørket blir lys og lyset ild,
og mennesket våknet en dag og sa:
Jeg vil.
Langsomt blir allting til.
Langsomt seiler vår jord mot en ukjendt havn.
Ingen kan måle vår fremtid, og ingen kan gi den navn.
Men dette vet vi, at vi er med på å skape
det evige livet, skape det ondt eller godt.
Vi vil ikke tape.
Vi vil ikke miste den ilden vi engang har fått.
Mange var veiene. Det bar galt avsted.
Styrken ble makt, og makten vold. Og mennesker
trampet hverandre ned.
Men alltid var drømmen den aller ytterste virkelighet.
Langsomt blir allting til.
Det haster, det haster. Det kan gå galt igjen.
Hva er det vi vil?
Drømmer og utopier sier de kloke menn,
de som er kalde av hjertet. Hør ikke på dem lenger !
Livet er ikke bare hus og mat og penger.
Vi er bestandig på vei, bestandig et stykke lenger,
alltid på vei mot menneskehetens seir eller nederlag.
Det haster, det haster idag !
Vær utålmodig, menneske! Sett dine egne spor!
Det gjelder vårt evige, korte liv. Det gjelder vår jord.
HA EN GOD DAG OG VÆR UTÅLMODIG !
mandag, august 09, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Jeg har noe som heter "diktboka," med en masse smådikt
som eksempler på hva forskjellige "diktere" har funnet på.
Mesteparten av det som står der er den type dikt som jeg
personlig finner uinteressant.
Eksempel:
"Har ho mørker i kroppen?
Nei, ho har augnevipper
som stryk dagen over
i skugge." (Eldrid Lunden.)
Men en gang i blandt finner jeg en perle.
Her er en av dem:
Kolbein Falkeid:
DET ER LANGT MELLOM VENNER.
Det er langt mellom venner.
Mellom venner står mange bekjentskaper
og mye snakk.
Venner ligger som små lysende stuer
langt borte i fjellmørket.
Du kan ikke ta feil av dem.
Ja, dette diktet likte jeg. Jeg tenker på
mine "gamle gode" venner.
De vil alltid være der.
HA EN GOD DAG !
søndag, august 08, 2004
GOD MANDAGS MORGEN!
Olaf Bull (1883-1933) var en enestående dikter.
Få av våre diktere har som han evnet å skrive
om liv og død på en så følsom måte.
Husk bare hans dikt om Clara Eugenie, som jeg
har sendt tidligere.
Men i dag sender jeg ett av hans lysere dikt:
TIL DIG.
Til dig, du kjæreste, kun dig,
min deilige vaar, min ungdom,
mit følge paa somrens vei!--
Husker du foraarets tid der,
hvor veien kom gjennom parken
under de solblaa trær?
Det bugned og sprak i ru mark,
og stammerne drak af solen
gjennom den brustne bark!
Du bar med et trodsigt og blankt smil
din herlige dronningkappe,
overgydt af April!
Dit haar var en skinnende ung fest,
hvor blomsterne slang og svinget
slig som de kunne det best---
Da syntes vi begge, vor blaa vaar
burde jo ha som sommer
alle de kommende år!
HA EN GOD DAG!
torsdag, august 05, 2004
GOD FREDAGS MORGEN !
Anders Hovden.(1860-1943)
var dikterprest og folketaler.
Hans far var bestevenner med Ivar Aasen
og Anders Hovden traff often den gamle
dikteren, da han var barn.
Her kommer diktet hans
Å GUD VELSIGNE.
Å Gud velsigne kvar og ein
som lyfter av foreldri stein
og deira byrder lettar.
Gud løne kvar ein liten kar
som gled seg ved å hjelpa far
og gjerne mor si mettar!
Han skal ha framgang i si ferd
og vera heppen i si gjerd
og eiga fred i hugen.
Og det han vonar helst og vil,
han lett skal finna vegen til,
med kveik og kraft i dugen.
Med roti djupt i fedrejord
han rik paa saft og sevja gror
som aldetre i hagen;
foreldre-signing er hans hegn,
og himlen sender sol og regn
han fagert veks mot dagen.
Og den som hev foreldri kjær,
han er og Herrens hjarta nær,
han veglaust aldri vinglar;
han finn i nord, han finn i sud
ein himmelstige upp mot Gud
med ljosets vakt av englar.
Dei smil hans kjærleik elska fram
hjaa far og mor, naar sorgi gran
sat attmed deira sida,---
Gud, lat deim møte honom att
som englar i hans siste natt
og lindra all hans kvida!
Jeg liker diktet hans og du som har
lest de diktene av Ivar Aasen, som jeg har sendt,
kan lett se og føle sammenhengen.
HA EN GOD DAG !
GOD TORSDAGS MORGEN !
I dag sender jeg et koselig dikt av
Arne Garborg. Det er liksom jeg kan
høre den lille bekken og diktet bringer
frem i tankene noen småbekker jeg
kjenner til - her og der. Sånn blir det
vel også for dere som leser diktet hans.
VED GJÆTLE-BEKKEN.
Du surlande bekk,
du kurlande bekk,
her ligg du og kosar deg varm og klaar.
Og speglar deg rein
og glid yver stein
og sullar so godt
og mullar so smaatt,
og glitrar i soli med mjuke baar’.
---Aa, her vil eg kvila, kvila.
Du tiklande bekk,
du siklande bekk,
her gjeng du so glad i den ljose lid.
Med klunk og med klukk,
med song og med sukk,
med sus og med dus
gjenom lauvbygt hus,
med underlegt svall og med svæving blid.
--- Aa, her vil eg drøyma, drøyma.
Du hullande bekk,
du sullande bekk,
her fekk du seng under mosen mjuk.
Her drøymer du kurt
og gløymer deg burt
og kviskrar og kved
i den store fred
med svaling for hugsott og lengting sjuk.
---Aa, her vil eg minnast, minnast.
Du vildrande bekk,
du sildrande bekk,
kva tenkte du alt paa din lange veg?
Gjenom aude rom?
Millom busk og blom?
Naar i jordi du smatt,
naar du fann deg att?
Tru nokon du saag so eismal som eg.
---Aa, her vil eg gløyma, gløyma.
HA EN GOD DAG !
tirsdag, august 03, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN !
Nå på sommerstiden lukter det ofte godt av nyslått høy
hvis du er på landet. Nå er det nok slåmaskiner som
tar høyet, men hvis du er gammel nok vil du nok huske
"svish-svish" lyden fra en god ljå når en kar som kunne
det, slo på vollene.
Her kommer et koselig sommerdikt av Arne Garborg:
I SLAATTEN.
No Ljaaen han syng paa den saftige Voll,
og alle Smaablomane slær han i Koll,
og Grase av Roti han sopar.
Det gjeng seg so lett i den dogg-mjuke Eng;
i Skaarane svingar seg Dreng etter Dreng
og slær so or Vegen! det ropar.
Ja svinga, du Slaattar, og Vollane snøyd!
Det angar so godt av det nyslegne Høy,
som Verdi var full utav Blomar.
Det legg seg ein God-daam um Bakke og Bygd;
det er som ei Ørske av Nøgd og av Trygd;
det angar so hjarteleg Sumar.
Og gjev det vil skifte med Sol og med Vind,
so all den Guds Gaava dei godt kan faa inn!
Det vil eg so inderleg beda.
Ja gjev oss ein Terre so god og so traust!
Det legg seg ein God-Daam um Bakke og Bygd;
og Jol skal me halde med Gleda.
HA EN GOD DAG !
mandag, august 02, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN!
Jeg fortsetter med Ivar Aasen.
Selv om jeg som Østlending har visse
problemer med språkdrakten hans, så
skjønner jeg jo alt og ikke minst den livs-
visdommen som diktene hans gir.
Her er et nytt dikt som like godt kan dekke
dagens forhold som det gjorde det for 150
år siden da det ble skrevet.
Det gjenger no så att og fram,
om før det heve gjenge;
Det heng mellom ære og skam,
som før det heve gjenge.
Dei trur det skal ganga så fort
alt fram til noko stort.
Men så tidt noko stort er nått,
Så kjem det støtt noko smått.
Av rikdom det eingong var fullt
i desse land og mange;
Men så kom det armod og svult
og nakne kroppar og svange.
No er rikdommen komen på nytt,
så det singlar høgt og lydt.
Men eg tykkjer han gjenger så fort
at det snart må koma skort.
Og med visdom var det så gildt
ein gong i gamle tider;
men sjå til om han ikkje gjekk spilt,
og dårskapen vann omsider.
No er klokskapen komen så sterk
at han skjemmer ut alle verk.
Og når visdomen så er for stor,
så kjemer vel dårskap i flor.
Det er no den gamle gang:
at allting veks og minkar.
Stor fagnad er sjeldan lang,
stor sorg med tidi linkar.
D’er mykje som læst vera traust;
og endå stender det laust;
Og når så ein støyt kjemer på,
så brotnar det av som strå.
HA EN GOD DAG !
søndag, august 01, 2004
GOD MANDAGS MORGEN!
Diktet jeg sender i dag er en kommentar
til en personlig forretningssituasjon jeg har om
dagen. Kamp med byråkrater !!! Som ikke har
filla greie på det emnet de bryr seg meg.
Paragrafryttere og kun interessert i en ting.
Å dekke "baksiden" sin. Fysjom, fysjom.
Men i denne situasjonen er det i hvert fall
nødvendig å ha
TOLUGT MOD
(Ivar Aasen)
Tolugt mod er godt aa hava.
Titt mot straumen fær du kava,
um din rett er nok so god.
Ymist fær du sjaa og høyra,
som er ilt i syn og øyra;
tak det alt med tolugt mod.
Naar du tunge verk maa gjera
og fær vantakk heim aa bera,
tak det tolugt og ver god.
Fær du vera med i reidsla
og fær ikkje godt av veitsla,
tak det alt med tolugt mod.
Verta folk deg alt for fine,
vil dei spotta deg og dine,
gakk ifraa deim og ver god.
Grina dei aat all din bunad
aat din tale, gang og snunad,
tak det alt med tolugt mod.
Naar dei til sitt eiget nøgje
gjera berre laatt og løgje
av ein gjerning, som var god;
naar med skam dei ned vil riva
betre verk, enn sjølv dei driva,
tak det alt med tolugt mod.
Naar dei til sitt eiget gaman
leggja slarv og drøsor saman
um ei grend, som vist er god;
naar dei skjella og skamfara
folk, som ikke sjølv faa svara,
tak det alt med tolugt mod.
Naar dei lygn um landet senda
rundt, og sanningi forvenda
i en storm av skraal og ljod;
naar dei truga folk aa tegja,
som eit ord imot vil segja,
tak det alt med tolugt mod.
Um eit ord du heva svara,
og det so var snutt og snara,
til det reint paa tverke stod;
var du huta midt i talen,
som ein unge, vill og galen,
tak det alt med tolugt mod.
Tru du maa, at retten vinner,
naar han rette tidi finner;
men han trenger verja god,
og det verter langt aa bida;
mang ein harm du fyrst maa lida,
Berre hav eit tolugt mod.
Ja, jeg vet ikke om jeg er helt enig i
denne synsmåten. Tolugt mod -
tålmodighet ja - men heller ikke la
tullinger som byråkratene ture frem
som de vil. De må stoppes !!!
Man skal ikke finne seg i alt!
HA EN GOD DAG!
