Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.onsdag, mars 31, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN!
I dag, 1. April, sender jeg Bjørnstjerne Bjørnson's
overdådige dikt til April. Diktet går også til min gode venninde
Sys T.M. med gratulasjoner på hennes fødselsdag.
JEG VELGER MEG APRIL.
Jeg velger meg april!
I den det gamle faller,
i den det ny får feste;
det volder litt rabalder,--
dog fred er ei det beste,
men at man noe vil.
Jeg velger med April,
fordi den stormer, feier,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner eier,
fordi den krefter velter,--
i den blir somren til!
Gratulere med dagen også for
dere andre som måtte ha
fødselsdag i dag.
Til andre som leser Dagens Dikt:
HA EN GOD DAG !
GOD ONSDAGS MORGEN!
I dag sender jeg et litt merkelig dikt av
Tore Ørjasæter.
Soloppgang.
Er det ei von i det veike gry
som vaknar i aust og andar løynleg
gjennom den bleike sky.
Er det kje noko som no just vaknar
stilt som eit andedrag
igjennom natti, noko som nærmar seg.
Hjarteslag
av komande kraft i full utfalding
fram mot sitt mål.
Solauga lyfter sin svevntunge kvarm
og gylne eldpiler skyt ut i rømdi
med blodraude stripor på himmelgrunn.
Solauga opnar seg veldug og vidope
lik eit bål
som breier sin lysande brann over lendet.
Kva er det som hender i denne stund….
Nærmare, nærmare, no er det nær.
Ein hest kjem springande fram or skogen
med gule fakset som fløymer i vinden,
høyr dei dundrande hovslag slær.
Men salen er tom, og kvar er ryttaren?
Avkasta, attslengd, og kven var han?
Laushesten spring i tanande jag
mot aust og midt inn i opne eldbålet.
No er det dag.
Og med det
HA EN GOD DAG !
mandag, mars 29, 2004
TIRSDAGS MORGEN !
I mange år har jeg hatt skjærer rundt huset mitt.
De holder til i bjørkene over gaten og liker å sitte på
husmønet mitt i tidlige morgener. Jeg kan høre dem
trippe på taket og skratte seg imellem mens jeg
ligger i halvsøvne. Når naboen’s katt sendes ut
blir det et svare leven. Skjøra, som vi sier på min
dialekt, skratter og skratter og erter katten.
Her kommer Arnljot Eggen’s
Skjora Til Katten:
Hei ho, eg er ute
og flyg med min skratt.
Hører du meg,
du steindumme katt?
Hei hopp sann!
Der var du nære.
Prøv ein gong til.
Eg sit her på gjerdet.
Snik du deg fram
som etter ei mus?
Så høgg du til---
Bom igjen, vesle Pus!
No sit eg på trappa
med vippande stjert,
hakkar i skåla di
berre på ert.
Eit tigersprang gjer du
med sprikande klør –
men snøgt er eg oppe
i lufta som før!
Da går du brått inn
som vil du ha sagt:
Ei filleskjor – pøh!
er kje verdig mi jakt.
Eg veit det nok betre
enn du, stakkars venn:
I morgon den dag
vil du prøve igjen.
No flyg eg til reiret
og skrattar litt meir,
for der har eg ungar –
så snart blir vi fleir!
HA EN GOD DAG !
søndag, mars 28, 2004
GOD MANDAGS MORGEN!
NO LIVNAR DET I LUNDAR.
Det går mot påsketider og våren er vel ikke langt
unna så jeg fikk lyst til å sende dette "vårdiktet."
No livnar det i lundar,
no lauvest det i lid,
den heile skapning stundar
no frem til sumars tid.
Det er vel fagre stunder,
naar vaaren kjem her nord,
og atter som eit under
nytt liv av daude gror.
Daa ljosnar det i landet
fraa fjell og ned til fjord,
daa losnar tungebandet,
daa kved Guds folk i kor.
Daa skin det yver strender
som sol ein sumarkveld.
Daa gløder kring i grender
ein heilag altar-eld.
Du vaar med ljose dagar,
med lengting, liv og song,
du spaar, at Gud oss lagar
ein betre vaar ein gong.
daa me med vigsla tunga,
med kjærleik heil og klaar,
alt utan brest og sprunga,
skal lova Herren vaar.
LA OSS HÅPE VÅREN KOMMER SNART
HA EN GOD DAG!
fredag, mars 26, 2004
GOD LØRDAGS MORGEN!
For ett år siden sendte jeg dette diktet
og sender deg igjen.
27.3.2003.
Jeg leste i en eller annen avis at Norge
har over 750 skip rundt omkring i verden.
Det gjorde at jeg husket et dikt av Nordahl Grieg:
FLAGGET.
Vi slet med at gjøre fortøiningen fast,
skibet gled ind mot land,
vi halte paa trosser i stakaandet hast.
Da braastanset alle mand.
For plutselig - seilende op mot den blaa
og hetesvimlende dag,
paa skibene forut og agter - vi saa
vort eget, vort norske flag !
Norge tok mot os, da vi kom ind
her i den fremmede havn!
Der skjalv en længsel gjennem vort sind,
en iling av smerte og savn.
Men samtidig bruste blodet i sang,
i heftig og lykkelig jag.
Vi var - kanhænde for første gang-
stolt over Norges flag !
Det vugges gjennem den bløte monsum,
det flerres av Sydpolens blæst,
det flammer fra Grønland ned til Rangoon,
det bølger fra Canton til Brest.
Norge er større enn nogen vet av:
hvert skib under flaggets vift
er paa det endeløst øde hav
et nyt stykke Norge i drift !
La dette diktet synke litt inn og så ha
EN GOD DAG !
torsdag, mars 25, 2004
GOD FREDAGS MORGEN !
Jeg synes det er morsomt en gang i blant
å sende noen av de gamle sangene som
ofte går i glemmeboken.
I dag er det Margrethe Munthe's
SKIVISE.
Jeg snører min sekk, jeg spenner mine ski,
nå lyser det så fagert i heien.
Fra ovnskroken vekk! Så glad og så fri
mot store hvite skogen tar jeg veien.
I fykende fei jeg baner meg en vei
blant vinterkledde stubber og stener.
Den susende vind meg stryker om kinn,
og sneen drysser ned fra lave grener.
De vinger på fot gir liv og lyst og mot!
Nå stevner jeg mot høyeste tinden!
Alt tungt og alt trått, alt smålig og grått,
det stryker og det fyker vekk med vinden.
Og når jeg så opp, og skuer jeg fra topp
den lyse dal med skoglier blandet,
da banker mitt bryst, jeg jubler med lyst:
Jeg elsker, å jeg elsker dette landet!
Ikke noe gærn't med den visa der, nei.
HA EN GOD DAG !
onsdag, mars 24, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN !
Jan Magnus Bruheim er ikke godt kjendt,
men han har skrevet mange vakre dikt.
Her er ett av dem:
UM Å BERA.
Skapte er vi te bera,
og lette børene for kvarandre.
Til fånyttes lever ingen.
Men våre eigne bører
skal vi bera åleine.
Stor og verdfull er sorgi
som ikkje kann delast av andre.
Men fatigsleg, liti og arm er den glede
som du vil ha åleine.
Hjelpeslaus er den
som ikkje har nokon å hjelpe,
og vera god mot.
Lik tre utan sevjestraum
turkast han inn- - - .
Den mannen ber tyngste børi
som ingen ting har å bera.
HA EN GOD DAG !
GOD TORSDAGS MORGEN !
Jan Magnus Bruheim er vel ikke så godt kjendt,
men han har skrevet mange vakre dikt.
Her er ett av dem:
UM Å BERA.
Skapte er vi te bera,
og lette børene for kvarandre.
Til fånyttes lever ingen.
Men våre eigne bører
skal vi bera åleine.
Stor og verdfull er sorgi
som ikkje kann delast av andre.
Men fatigsleg, liti og arm er den glede
som du vil ha åleine.
Hjelpeslaus er den
som ikkje har nokon å hjelpe,
og vera god mot.
Lik tre utan sevjestraum
turkast han inn- - - .
Den mannen ber tyngste børi
som ingen ting har å bera.
HA EN GOD DAG !
GOD TORSDAGS MORGEN !
Jan Magnus Bruheim er vel ikke så godt kjendt,
men han har skrevet mange vakre dikt.
Her er ett av dem:
UM Å BERA.
Skapte er vi te bera,
og lette børene for kvarandre.
Til fånyttes lever ingen.
Men våre eigne bører
skal vi bera åleine.
Stor og verdfull er sorgi
som ikkje kann delast av andre.
Men fatigsleg, liti og arm er den glede
som du vil ha åleine.
Hjelpeslaus er den
som ikkje har nokon å hjelpe,
og vera god mot.
Lik tre utan sevjestraum
turkast han inn- - - .
Den mannen ber tyngste børi
som ingen ting har å bera.
HA EN GOD DAG !
GOD TORSDAGS MORGEN !
Jan Magnus Bruheim er vel ikke så godt kjendt,
men han har skrevet mange vakre dikt.
Her er ett av dem:
UM Å BERA.
Skapte er vi te bera,
og lette børene for kvarandre.
Til fånyttes lever ingen.
Men våre eigne bører
skal vi bera åleine.
Stor og verdfull er sorgi
som ikkje kann delast av andre.
Men fatigsleg, liti og arm er den glede
som du vil ha åleine.
Hjelpeslaus er den
som ikkje har nokon å hjelpe,
og vera god mot.
Lik tre utan sevjestraum
turkast han inn- - - .
Den mannen ber tyngste børi
som ingen ting har å bera.
HA EN GOD DAG !
tirsdag, mars 23, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN!
Som nevnt i går tok Asgaardsreien
over datamaskinen min og jeg klarte ikke
å få orden på det. Så jeg måtte begynne
fra begynnelsen og skrive det hele om igjen.
Men her kommer Asgaardsreien av
Johan Sebastian Welhaven. (1807-1873)
Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte Heste.
I Stormgang drage de vilde Skarer;
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaar over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir, -- de endse det ei.
Vandreren kaster sig ræd paa Veien.
Hør, hvilket Gny! – Det er Asgaardsreien.
Thor, den stærke, med løftet Hammer,
staar høit i sin Karm, -- er forrest i Laget;
han slaar paa Skjoldet, og røde Flammer
belyse det natlige Tog ved Slaget.
Da klinge Lurer, da er der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi,
da hyler Sværmen, og Folket lytter
med stigende Angst i de dirrende Hytter.
Asgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter;
men helst den færdes ved Juletider,--
da holder den Fest hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti,
og farer den larmende Bygd forbi,--
da vogt Dig, Bonde, hold Skik og Orden!
thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden.
Nar Øllet virker i Bjelkestuen,
og vækker de hedenske Juleskikke,
og Ilden kaster sit Skin fra Gruen
paa svingede Knive og vilde Blikke,
da gaar der et Gys gjennem Tumlen tit;
da høres de natlige Skarers Ridt,
da knager Væggen, da dandser Kruset,--
thi Asgaardsreien slaar Kreds om Huset.
Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
Tre hellige Juledage til Ende.
Blandt Terner fandtes ei Brudens mage,
og Brudgommens ei mellem Ungersvende.
Der stod en Glands i den bonede Hal
af dækkede Borde og dyrt Metal;
der fandtes en Skat, som er kommet for Orde,
af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.
Og lystigt durede Trommer og Giger,
Og Brudgommen traadte sin Dands manhaftigt,
han førte sin Brud mellem Svende og Piger,--
Da gik vel Hallingen let og kraftigt!
Til Dandserens vældige Kast og Hop
fløi Ternen om som en surrende Top.
Da strømmede Larmen og Spillet sammen,
da drønede Hallen af Liv og Gammen.
Den tredie Kveld, da Øllet var drukket
gjennom al den Helg, af Gamle og Unge,
da var vel Tørsten i Laget slukket,
men Karlene vare drukne og tunge.
Vor Brud havde atter sin krone paa;
Thi nu skulde Skaalen om Bordet gaa,--
og nu tog Kjøgemesteren Ordet,
og krævede Stilhed med Slag i Bordet.
Da styrtede ind i det bænkede Gilde
de vidt berygtede Seims-Bersærker.—
Øinene rullede mørke og vilde,
paa Panderne havde de Slagsmaals-Mærker.
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv,--
Ja, det var Brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af Bruden,
kom nu selv-anden, og var ei buden.
De døsige Gjester for op med Bæven,
og havde kun liden Hu til at stride.
Hver ravende mand, der knyttede Næven,
blev greben i Bringen og kastet tilside.
Brudgommen satte sit Bæger ned,
steg op paa Bænken, og bad om Fred.
Men Brødrene reve alt Kniv af Belte,
det var just Brudgommens Liv det gjeldte.
Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
og danned en Vagt om den haardt Betrængte;
bag Borde og Bænke, der laa i en Dynge,
de stode ved Høisædet indestængte.
Den ældste kvinde i deres Flok
blottede nu sin graanede Lok,
og gav saa Brudgommen Sønnenavnet,
og tog ham paa Skjødet og holdt ham favnet.
Men Brødrene endset ei Kvindemildhed,
De stormede frem over Borde og Bænke
og splittede Kvinderne Flok med Vildhed,--
da var der ei længer paa Fred at tænke.
De greb deres Offer, og slæbte ham hen
til Hallens Dør og ud gjennem den.
Da blev der en rasende Kamp i Gaarden,
og Gjesterne fulgte i vild Uorden.
De styrtede ud med Blus og med Brande;
thi over Egnen rugede Mørket.
Da saa de Brudgommen opreist stande;
nu var han af Vinterens Luftning styrket.
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød,--
saa gav han igjen hvad de Andre bød.
De Trende danned et rædsomt Knippe,
og Ingen af dem vilde Taget slippe.
Da tumlede Grim med Et overende,
og Blodet strømed ham bredt af Brystet.
Des haardere brødes de andre Tvende
og holdt hinanden i Rygtag krystet.
Tilsidst ble Brudgommen sat mot Jord,
og Kniven alt mod hans Strube for,--
men Ulv holdt inde, og stod bedøvet,
og skjelved og bæved som Aspeløvet.
Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et hujende Tog paa fnysende Heste;
det for over Skoven mod Brudehuset,
og vilde det blodige Gilde gjeste.
Da klang der Lurer, da blev der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær, -- det kom over heien,--
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!
Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme,--
det hvirvled afsted i voxende Stimmel,
Det slog med Vinger, det greb med Arme.
Da var det Ulv blev dragen i Haar
og slynget i Luften og ført af Gaard,
ja ført over Skov, over Fjeldetinde;
han spurgtes ei mer, -- han var ei at finde
Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laa Grim af Dødskampen sammenkrummet,--
men Brudgommen blev over Sneen ledet
og sattes paa Hyndet i Gjesterummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød,--
han svæved en Tid mellem Liv og Død;
men han blev pleiet og vel forbundet.
Om Vaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle;
nu sidder han ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte:”Fortæl, fortæl!”
Da flammed hans Blik, da saa han tilbage,--
da maned han frem sine Bryllupsdage.
mandag, mars 22, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN!
I "gamle dage," da skjedde det i hver fall noe.
Ikke som dag hvor den ene dagen går som den
andre og det er liten dramatikk fra dag til dag
bortsett fra en politiker som kaster skitt på en
annen og tull med narkotika og alt det der.
Men i "gamle dager," da skjedde det i hvert fall noe,
som her i ASGAARDSREIEN
av Johan Sebastian Welhaven. (1807-1873),
X X X X X
Vel- Asgaardsreien er fremdeles i live.
Her kom det inn på datamaskinen min og
diktet ble HELT borte selv om jeg plaserte det
i minnet. Av en eller annen grunn vil det ikke
komme opp slik at jeg kan sende det til DAGENSIKT.
NOE RART ER PÅ FERDE !!!! Er det Asgaardsreien
fremdeles?
Beklager, men i morgen tidlig skal jeg ta knekken
på trollene - hvis jeg kan.
Heida,
Stein Erik.
søndag, mars 21, 2004
GOD MANDAGS MORGEN.
Hvorfor ikke begynne uken med en
uskyldig kjærlighets skillingsvise av
en ukjent visesanger:
Jeg Så i Øster.
Jeg så i øster, jeg så i vester
jeg så i sønder og jeg så i nord
jeg så så mange vakre piger danse
men aldri så jeg den jeg så i fjor.
Den første kjærlighet er dog den beste
visst aldri jeg forglemmer deg min venn.
Nå kan jeg ikke til mine kjærest’ komme,
jeg kan ei ride, jeg kan ei gå,
men jeg skal vente til det bliver sommer,
da skal jeg seile over bøljan blå.
Den første kjærlighet er dog den beste
visst aldri jeg forglemmer deg min venn.
Jeg har et eple her uti min lomme,
det skal jeg give til min venn i kveld.
men er hun svigefull og vil ei komme
så tager jeg og spiser eplet selv.
Den første kjærlighet er dog den beste
Visst aldri jeg forglemmer deg min venn.
Jeg husker fremdeles Eva, min første kjærlighet,
da jeg var 5-6 år gammel. Og Eva og jeg er
fremdeles gode venner.
HA EN GOD DAG!
fredag, mars 19, 2004
GOD LØRDAG OG GOD WEEKEND
Gunnar Reiss-Andersen (1896-1964)
I dag sender jeg et av hans dikt til minne
om en gammel venn, G.B., som blir
begravet i morgen, lørdag.
TIL RORS, COLUMBUS.
Det har vært år da døden syntes fjern.
Nå går han over jorden kledd i jern.
Nå lever han som nødeløs fortrolig
og fryktet venn med bolig i min bolig.
På ruten hører jeg ham stundom ripe
når høstnatt-vinden tuter som en ulv,
og stundom går han som en månestripe
sin stille vandring over vegg og gulv.
Det står på rommet mitt en gyngestol
fra jeg var barn. Den står og vugger sol
og vind og ingenting, når vinden strømmer
inn gjennom vinduet, - og nattens drømmer.
I dag, en høstmorgen, da solen hvittet
de lysblå veggene, sto vinden inn….
I barnestolen hadde døden sittet
i hele natt mens det var måneskin.
Der vugger stolen, lett og lav og trang….
Jeg vet at vinden satte den igang.
Men det har rett det bleke nattegyset
som ennå dveler her i morgenlyset…..
Ja, skuten krenger, ankeret er lettet, ----
et stort usynlig seilfang er satt inn.
Mitt halve jeg står alt med blikket rettet
Mot horisonten …..Vi får mere vind.
Men døden – Ja, han krever liten plass,
en liten barnestol, en månestrime.
Men en gang, -- ingen kjenner natt og time,
skal døden bre seg tungt på min madrass,--
jeg, lett og smal, skal finne nattely
i barnestolen, i en månestrime . . .
En natt, -- og ingen kjenner natt og time ….
Til rors, Columbus, i det bleke gry!
HA EN GOD DAG.
torsdag, mars 18, 2004
GOD FREDAGS MORGEN!
Olav Aukrust fra Lom var en av våre
aller fremste ordsmeder og jeg har
tidligere sent dikt av ham.
I dag sender jeg et lystelig dikt og
de av dere som er gamle nok til å
ha sittet på et lass bak en hest,
kjenner stemningen igjen.
VÅRBLÅ HIMIL i MARS.
I stekkja, nedsnøa fjellskog gøymde,
var kjervi utrivne, lasset lesst.
Eg låg på lauvlasset, dorma, drøymde,
og morgonstjerna stod bleik i vest.
Og hesten lunka, og bjølla singla,
det song so vakkert i massing-dingla:
Å linge-ling, linge-linge-lan—
tobak og pipe, so går det an!
Eg låg på ryggen og såg på røyken
vart blåe risar og rare dyr.
Og heid og himil og eg og øyken
og alt ikring oss vart eventyr.
Kva er so gufsande friskt og godt som—
og mildt og drivkvitt og reint og blått som
-å linge-ling, linge-linge-lei—
ein vårblå himil og mars på heid!
Det skein og blenkte so hål ein blåne,
der slede-meian’ på vegen rann.
Og utheng var det so blank ein måne,
og alt var vakkert og vel i stand.
Det var so inderleg mjukt og mildt, at
det rann so lett, og det var so stilt, at
- å ling-ling, linge-linge-lo—
all skog og vigge som fjetra stod.
Og grønt var lasset, og kvit var skogen,
og raud var himil’n i aust å sjå.
Og mi var stundi, og vårleg hugen,
og vakker ho som eg tenkte på….
Ho Guri Jukule, vakker-gjenta,
kven var det, tru, som ho gikk og venta?
Ja linge-ling, linge-linge-lan—
de’m ein fynge ho, ljote alt gå an!
HA EN GOD MARS DAG!
onsdag, mars 17, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN !
Jeg liker Inger Hagerup godt og sender i dag
to av hennes mange dikt.
Jeg anbefaler boken med hennes samlede dikt.
Daens dikt er ikke så lystelige, men likevel----
GJENSYN.
Det er ikke noe å synge om,
Den evige gamle sang.
Det var en som bad, det var en som kom.
---Men solen går sin gang.
Det er ikke noe å tenke på
Slikt hender vel nå som før.
Det var en som lo til farvel og så
gråt ut bak en lukket dør.
Det er ikke noe å sørge for.
Slikt rammer vel mennesker flest.
Det var en som drømte i mange år
om gjennsynets skjønne fest.
Det er – ja det er nå igrunnen trist
Jeg så ham igjen i går.
Han hadde måne og takket for sist.
Og nå er det atter vår!
Og litt i samme linje:
STYRKEPRØVE.
Når hennes ord har spiddet ham i sjelen
med blanke, nålekvasse kårdestikk,
da kan han svare med å sette hælen
i hjertet hennes neste øyeblikk.
Og når hans ansikt, lysende av kulde,
ser ned i hennes, blir hun sterk og hard.
For det var ikke kysse ham hun skulle.
Hans bitre kjærtegn krever ikke svar.
Så altfor lenge lekte de med flammen.
Nå har de endelig valgt is for ild.
Hvor godt og kaldt det er å hate sammen
Og bare høre ensomheten til!
Og med det-
HA EN GOD DAG.
Livet er jo brukelig likevel?
tirsdag, mars 16, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN !
Welhaven idag igjen. Til tross for det
gammeldagse språket så gir han mye.
Bare lytt til diktet hans om
Digtets Aand.
Hva ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog,
det Uudsigelige,
skal Digtet røbe dog.
Af Sprogets strenge Bygning,
af Tankeformers Baand,
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.
Den boede i Sjælen,
før Strofens Liv blev til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.
Den gjennemtrænger Ordet
lig Duft, der stiger op
af Rosentræets Indre
i den aabnede Knop.
Og skjønt den ei kan præges
i Digtets Tankerad,
den er dog der tilstede
som Duft i Rosenblad.
Glem da den gamle Klage
at ingen Kunst formaar
at male Tankefunken
hvoraf et Digt Fremstaar.
Thi hvis den kunde bindes,
og sløres af paa Prent,
da var i denne Skranke
dens Liv og Virken endt.
Den vil med Aandens Frihed
svæve paa Ordets Klang;
den har i Digtets Rytmer
en stakket Gjennemgang,--
en Gjennemgang til Livet
i Læserens Bryst;
der vil den vaagne atter
i Sorrig eller Lyst,
og næres og bevæges,
og blive lig den Ild,
der laa i Digtersjælen,
før Strofens Liv blev til.
Kun da bevarer Digtet
sin rette Tryllemagt;
det Uudsigelige
er da i Ordet lagt.
Betragt den stille Lykke,
der gjør en Digter varm,
mens Aanden i hans Sange
svæver fra Barm til Bram.
Lad kun han Rygte hæves
mod Sky af Døgnets Vind,
det er dog ei den sande
Kvægelse for hans Sind.
Men naar hans Tankebilled,
med eller uden Ry,
finder et lutret Indre
og fødes der paany.—
O’ bring ham da et Budskap
om dette Aandens Bliv;
thi dermed er det lovet
hans Verk et evigt Liv.
Se - slik er diktet og dikteren's ånd.
HA EN GOD DAG!
I morgen kommer noe i litt mer
moderne språkdrakt.
mandag, mars 15, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Johan Sebastian Welhaven ( 1807-1873)
Welhaven er en av våre store diktere, men vel
ikke så godt kjendt lenger. Men mange av dere
som liker dikt kjenner kanskje strofer fra dikt
som begynner med:
”Jeg lagde mitt Øre til Kilden’s Bredd,” eller
”En Vildand svømmer stille,"
eller Asgaardsreien’s ”Lydt gjennom Luften
i Natten Farer et tog paa skummende sorte Heste.”
Stor diktning.
I dag sender jeg diktet
PROTESILAOS.
Blandt græske Kæmper paa Troianertoget
fik ingen Helt saa bitter Lod som han,
der først af Alle faldt paa fjendtlig Strand,
og maatte sande der Orakelsproget.
Det strenge Sprog, der lød fra Delphis Hule,
og vandred varslende fra Mund til Mund:
”Den første Helt, der staaer paa Troias Grund,
er og den Første, Erebos skal skjule.”
”Protesilaos,” raabte alle Munde,
”det sorte Varsel peger paa dit Navn!”
Men han stod freiding i sin Snekkes stavn,
og vendte blikket kjækt fra Hjemmets Lunde.
Og ingen Rædsel holdt hans Mod tilbage;
Han drog fra Tempes underskjønne Dal,
og have trodset i sin Afskeds Kval
Laodamias elskovsfulde Klage.
Men da de hule Skibe kunde standse
den lange Reise ved Dardaners Kyst,
da vilde Ingen ile frem til Dyst,
hvor Hektor svingede den tunge Landse.
Kun han, som Guders Villie havde kaaret
til Vei at bryde for Achæers Hær,
Protesilaos, voved Livet der,
og stred paa Stranden, og fik Banesaaret.
Mens Hærskrig gjalded og mens Vaapen funkled,
henstrakt i Støvet laae den ædle Helt;
der bragtes intet Bytte til hans Telt,
I Tiaarskampen blev hans Ry fordunklet.
Men siden bares han til Ærens Tinde,
hans Navn blev regnet i Heroers Tal,
og Folket vandred til hans Tempelhal,
hvor Hymnens Røst bevarede hans Minde.
Og fra de straalende Heroers Alder
gjenlyder endnu denne dybe Røst:
”Hvo der gaaer foran i en Alvorsdyst,
han seirer ei, han kæmper kun og falder.”
HA EN GOD DAG!
lørdag, mars 13, 2004
GOD MANDAGS MORGEN !
Riktignok er vi fremdeles i Mars måned og
vinteren har ikke sluppet taket - men
våren er på vei. Så derfor sender jeg
Bjørnstjerne Bjørnson's dikt
JEG GIVER MIT DIKT TIL VÅREN.
(Av Fiskerjenten)
Jeg giver mitt dikt til våren,
skjønt ennå den ei er båren;
jeg giver mitt dikt til våren
som lengsler til lengsler lagt.
Så slutter de to en pakt:
å lokke på sol med liste,
så vinteren nød å friste,
å slippe et kor av bekke,
så sangen ham må forskrekke,
å jage ham ut av luften
med idelig blomsterduften.-
Jeg giver mitt dikt til våren!
Jeg sender også hans dikt
STEVNEMØTE.
Aftnen er stille,
timene trille
lydløse ned i det evige vell.
Kun mine tanker
lyttede vanker:
vil hun ei komme i kveld?
Vinteren drømmer,
stjernene svømmer
gjennom dens florletter syner og ler,
nevnende sommer,
elskov og blommer:-
tør hun ei møte meg mer?
Havet med pannen
islagt mot stranden
sukker i lengsel og reise-syk ro.
Skibe for anker,
seil-fylte tanker:-
o, vi må finnes, vi to!
Sneen har dalet,
tumlet og malet
eventyr-lett i den skogdunkle hei;
dyrene lister,
slagskyger frister;-
var det ditt for-trinn? - o nei!
Motet du savner,
rimfrosten favner
lengselens grener, fortryllet du står,
Men jeg tør sprenge
dekket og trenge
inn hvor i drømme du går.
Og med det -
HA EN GOD DAG!
torsdag, mars 11, 2004
GOD FREDAGS MORGEN !
Jeg fant et litt koselig dikt av
Bjørnstjerne Bjørnson idag og sender
det i dag selv om det ennu ikke er
sommer i fjellet. Men vi kan jo
tenkt på og glede oss til sommer'n.
NÅR DU GÅR PÅ FJELLESTI.
Når du går på fjellesti
Og skal nisten snøre,
legg så ikke mere i
enn du lett kan føre!
Drag ei med deg dalens tvang
i de grønne lider,
skyll den i en freidig sang
ned ad fjellets sider!
Fugler hilser deg fra gren,
bygdesnakket viger,
luften bliver mere ren,
høyere du stiger.
Fyll ditt glade bryst og syng
og små barneminner
nikke vil blant busk og lyng
frem med røde kinner.
Stanser, lytter du engang,
vil du få at høre
ensomhetens store sang
bruse i ditt øre.
Straks en fjellbekk risler kvikt,
straks en småsten ruller,
føres hit din glemte plikt
med en verdens bulder.
Bev, men bed, du bange sjel,
mellom dine minner!
Gakk så frem: den bedre del
du på toppen finner.
Der, som før, går Jesus Krist
Og Elias, Moses;
ser du dem, skal ganske visst
farten evig roses.
HA EN GOD DAG !
onsdag, mars 10, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN !
Idag, et av de diktene jeg alltid kommer
tilbake til:
Den Gamle Mester.
Der stander en Eg paa Prestens Jord,
Hans Øie til dagligt Mærke;
Den løfter sig op over Dal og Fjord
Og strekker Grenene stærke.
Den bærer paa flere hundrede Aar,
Men frodig den løves Vaar for Vaar,
Hver rindende Morgenlue
Kun meer ærværdig at skue.
Den isnende Vinter Gang efter Gang
Har skredet over dens Krone,
Med sparsomt Dagslys, med Nat saa lang.
Uden en Sangfugls Tone,
Naar Krattet tyngedes ved dens Fod
Af Sneens Vægt, saa det krumbøyet stod,
Da rakte den op sine Arme
Som midt i Sommerens Varme.
Om Vaar, naar Livet vil vaagne op,
Og Stormstød rase fra Fjeldet:
Da bøier sig ydmyg Ungtræets Top,
Selv maalfør Gran vorder fældet-
Men da min gamle, min kjære Eg
Staar ret og rank i den vilde Leg
Med knudrede Arm mod Veiret,
Og hidtil saa har den seiret.
Det volder to Ting: først har den sin Rod
Slaaet dybt i Klippernes Revne-
See deraf fanger den Makt og Mod
At staa i det barske Stevne.
Og dernæst op imod Lysets Glands
Den løfter stadig Kvistenes Krans,
Og drikker fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften.
Gud unde hver Præst, som kommer her,
At staa saa rolig og mæktig.
Mig unde han, gamle Mester kjær!
At see paa dig ret andæktig.
Ja, lær mig trods Sneens tyngende Lag
At løfte mod Himlen Dag for Dag
I Bønnen udbredte Hænder,
Saa Vinterdvalen dog ender!
Men glider og lider det frem mot Vaar
Langs Krøderens tause Strande,
Og Foraarsbudet i Vindstød gaar
Og pisker de rørte Vande:
Saa lær mig at staa med sindigt Mod,
Som du i mangen en Vaarstorm stod,
Og splitte med Ordets Værge,
Hvad der vil fælde og hærge.
Bedagede Mester! o lær meg kun
At bore Rod i den Klippe,
Som giver den ene trofaste Grund,
Og aldrigen Ham at slippe;
Og dernæst, som du med din Krones Top,
Daglig at hige og stunde op,
Og drikke fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften!
Den Gamle Mester står fremdeles på PresTegårdsjordet
i sørenden av Krødern.
Du ser den fint fra veien når du kjører nordover.
HA EN GOD DAG !
tirsdag, mars 09, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN !
Wildenvey igjen i dag.
Jeg koser meg med det første
bindet av samlingene hans.
MØTE.
Du skal komme i kveld som du er, lille venn.
Men vær som du var aller først!
O, kom, så begynner vi forfra igjen
med å tørste og slukke vår tørst.
Vi har sagt til hinannen så mangen en stund:
O, gid du var kold eller varm.
Men vårt hjerte sprang op som en vaktpost i blund,
når en tvil om vår tro slo alarm.
La oss glemme de ganger da intet oss tvang.
La oss komme den første i hu!
Eller sverge at sist, det var siste gang,
for den første, den første er nu.
HA EN GOD DAG !
mandag, mars 08, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN!
Herman Wildenvey var dikter fremfor
noe annet. Bare tenk på navnet:
Han var født Portaas. Det høres jo
litt prosaisk ut, men WILDENVEY,
det er det litt sving over.
Her er et par av hans dikt.
Det første fornøyelig.
Det andre litt å tenke på.
RINGEN.
Min kjæreste gav mig
en gullring i feste.
Så blev det forbi
og det var vel det beste.
Nu ber han om ringen,
men det vil jeg nekte;
for vel var han falsk,
men hans ring – den var ekte!
NUET.
Du dag i går, som var en fremtidsdag,
en Herrens gang for ikke lenge siden.
Jeg ser dig nu: du er i tidens jag
tilbakelagt av både mig og tiden!
Du dag idag, kan du i farten ta
på stedet hvil og holde tiden stanset?
Nei nuet nu – er jo om litt et da –
et nedlagt stoppested, som bakut danset!
Imorgen heter vårt idag – igår,
og all vår fremtid heter fortid siden.
Men det forklarer, at hvert nu vi når,
er selve evigheten midt i tiden.
Og alt tilbake og alt frem er skuet
fra denne evighetens tinde, nuet.
HA EN GOD DAG !
søndag, mars 07, 2004
GOD MANDAGS MORGEN.
En ny selvmordseksplosjon i Bagdad og een
i Israel og Israelerene med sin innstilling om at
"en tann for en tann og et øye for et øye"
brukte helikoptere for å myrde noen Palestinske
terrorister OG noen barn "attått."
For hver Israeler som blir drept, dreper
Israelerne 3 Palestinere. Forferdelig.
Arne Garborg's dikt kan passe for alt dette.
STRID FOR FRED.
Ja lat oss stride,
og lat oss tru,
og bygje med tankar
ei bivre-bru
til den heilage,høge framtid!
Me liver midt i
ei villmanns-tid
med blinkande knivar
og nevestrid
og livet er som ein bloddraum.
Men vita skal me
og vone visst,
at ånd må vinne
på troll til sist,
og vit på den varge villskap.
Så lat oss tru
og stride som menn!
For trui er,
som det skrivi stend,
den magt som vinner på verdi.
Til det sier jeg "Amen."
HA EN GOD DAG.
fredag, mars 05, 2004
GOD LORDAGS MORGEN OG GOD WEEKEND!
I dag kommer et morsomt dikt av den eminente
svenske dikteren Gustaf Frøding - om Troll.
Han hørte hjemme i Vaermland, som grenser opp til
Norge. Dialekten der er ikke særlig forskjellig fra
den på norskesiden - inkludert den "tykke" l'n som
i "ælva" og "sola." Kos dere med diktet og bruk den
tykke l'n når du leser diktet for deg selv eller andre.
BERGSLAGSTROLL
"Och antigen ni tror eller inte gør detsamma,
men annars er det sant och anagga mig, anamma,
om inte det var trollpack, jag togs med en natt.
Vi vaktade vid milan i Vesteråsmyra
och natten led mot slutet och klockan var fyra,
då hørde vi ett buller och Per han skvatt.
Det skallrade i fjella, det dånade i jola,
det råmade som oxar i berga, sa'n Ola.
"Det stampade och trampade från alla fyra hållen,
och neggum det var roligt, før jaggu var det trollen,
som långsamt kommo skumpande med dunder och duns.
Det rungade och vren och sa knak genom skogen,
før somma var så stora som kyrkan i Bogen,
och tallar er som halm før en tocken en luns.
Och Per han krøp ner vid en rot av en gran
och sjelv så krøp jag ner bakom kolkuja", sa'n.
Det dunkade och klang som ner skrotjern slamrar,
och somma hade armar som stångjernshamrar
och somma hade nevar såsom jettekast
och somma hadde gap som ett hål til en gruva
och somma hade tak av ett kolhus til huva
och somma glyste eld som en gnisterkvast
och somma hade snyt som en jernlyftskran
och jaggu var det allt lite kusligt", sa'n.
"De satte sig kring milan och stekte sitt tackjern
och kokade sig soppa på spiker och klackjern
och mumsade på plog som på høns eller får.
De dansade kring milan, det var som en hoppdans
med kyrkor i polskdans och hus i galoppdans,
det var som ett døn som ner guffarn går.
Och nog har jag vandrat och varit i stan,
men aldrig såg jag maken till dansgille", sa'n.
"Och rett som jag ligger som ett hopviket knyte,
så kommer der ett troll med ett oteckt snyte
och tjåvar och tar på min fattiga kropp.
"Titt vint, titt på skack, det er ugglor i mossen,
her ligger litet gubbkøtt," sa tryntrollklossen,
men just i detsamma rann sola opp.
"Se sola", sa jag,"det er ljusande dan"
då nøso de och lade på långkutten", sa'n.
"Det dånade i berga, det skjelvde i jola,
de skalade i veg bortått fjella der nola
och drumlade i kull sig der nolaskogs.
Det var som ett slagsmål av vettskremda hyttor,
som bruk gjorde hjulkast och jettekullbyttor
och malmhus och kolhus och smedjor slogs.
Før trollen ero lika førferade før sola,
som jag før att skarva och ljuga", sa'n Ola.
Ha en God Dag !
torsdag, mars 04, 2004
GOD FREDAGS MORGEN!
Ett av diktene til Rolf Jacobsen
jeg liker er dette:
NORD.
Se oftere mot nord.
Gå mot vinden, du får rødere kinn.
Finn den ulendte stien. Hold den.
Den er kortere.
Nord er best.
Vinterens flammehimmel, sommer-
nattens solmirakel.
Gå mot vinden. Klyv berg.
Se mot nord.
Oftere.
Det er langt dette landet.
Det meste er nord.
Gå mot - gå på - og HA EN GOD DAG.
onsdag, mars 03, 2004
GOD TORSDAG MORGEN!
Rolf Jacobsen var en forunderlig
dikter, alltid med en underfundig
vinkling på diktene sine.
I dag sender jeg
GRÅSONER.
Dagen skal du ikke tro på.
Natten er en liten død.
Det er i halvlyset vi har livet vårt.
Da flyr tankene høyt som svalene,
Da lyser farvene. Da er fuglene gladest.
Kveldene er store når du er ung.
Daggryet er de gamles glede.
Paradisstjernen Jorden lar dagen begynne
østenfor øst, ved Fiji.
Først tindrer det til i Fujijamas sne,
Så i Mount Everest, og sist
i det blå Aconcagua.
Daler og sletteland kommer tilslutt.
Med kveldene er det motsatt.
Da må fjellene vente.
Daggryet og skumringen. Gråsonene du må være
nøye med. Konturene av et ansikt.
Kinnbenene i livet ditt,
ser du klarere da.
Undringens stunder. Timene da ting blir til.
Dagen kommer med en rose i hånden.
Natten med en strime av blod.
HA EN GOOOD DAG!
tirsdag, mars 02, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN.
Tor Jonsson, som døde bare 34 år
gammel, skrev dikt som nesten var meislede
strofer som hugger seg inn i bevissstheten.
Her er hans
Kjærleiksbrev.
Takk for dei gode tankar
du sende meg no i kveld.
Var ikkje du,
ville eg søkkje attende
inn i meg sjøl.
Var ikkje du,
Da fekk eg aldri sleppe inn
- - inn i vår uroverd - -
dette som bed og bankar utanfor alt,
kjærleiken.
Aldri skal eg få vera eit tre,
liksom du,
berre ein stuv etter stormbroten bjørk.
Men linnea og blåbjøller veks ikring meg,
for det eg elskar dei,
for det eg gjev dei næring av all mi sorg.
Bøyg deg over meg,
sjå alt det vene som veks av mi sorg,
for det eg aldri fekk vera eit tre,
liksom du.
Stundom ser eg deg frå andre stader
enn der eg er i kveld:
Din barm og di mjuke line,
det dulde draget av mor,
håret og himlen i augo dine, - -
dette som skal bli jord.
Men dette er ikkje du.
Du er nærare.
Du er den løynde røyndom i meg,
dette som verda ikkje vil kjennast ved,
dette som bed meg å bera min kross,
som bed meg å tole alt,
tilgje alt,
som bed meg å vera der du er,
om nattmørke miler ligg tungt imellom oss.
Heilt frå det første møtet,
auga mot auga,
var det noko utanfrå som tala
om vegane vi skulle gå
dit vi kan fullføre vår del av skaparverket.
No er vi skilde.
Men når tusental år
har gøymt våre einslege far,
lever ordet, det einaste evige:
Kjære - -
HA EN GOD DAG!
mandag, mars 01, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN!
Henrik Ibsen skrev ikke så veldig mange dikt
utenom diktene i skuespillene sine.
(En av disse dagene skal jeg sende deilige Terje Viigen,
men det kommer til å ta en uke å sende deet lange diktet.)
Men her kommer et dikt fra "Brand," et dikt/skuespill høyt
på listen over mine favoritter.
AGNES
Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!
“Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang meg ikke!”
Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt,---
snart sidder du fanger i nettet!
“Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke ved mine vinger!”
Nei, jeg skal løfte dig varligt på hånd
og lukke dig ind i mit hjerte;
der kan du lege dit hele liv
den gladeste leg, du lærte!”
Jeg er ikke sikker på hvordan dagens
kvinner vil reagere på denne mannsideen om
at kvinnen vil være/bør være lykkelig når
"hun blir lukket inn i mannens hjærte,"
men "skitt au."
HA EN GOD DAG !
