Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.søndag, februar 29, 2004
GOD MANDAG MORGEN!
Gode dikt kan man alltid sende om igjen.
Ett av dem jeg ofte går tilbake til er dette
diktet av Arnulf Øverland. Ikke minst nå som
flere og flere venner og bekjendte faller bort,
og tiden går - - -
JEG GÅR OMKRING.
Jeg går omkring
og tar på en og annen ting,
som mine hender er fortrolig med-
en gammel snadde og en lysestake,
Og jeg har gjemt et blåmalt øsekar:
det er de eldste tingene jeg har.
De bringer stunder av mitt liv tilbake.
Jeg tar i stolen, der jeg ofte satt
i drøm og grubleri til langt på natt.
Og plutselig fornemmer jeg, at tiden
er det som var, og som er lenge siden.
Nu er det kveld.
Jeg tar på tingene. Jeg tar farvel.
Jeg ser på henne, og på barna våre.
Det er vel mangt, jeg gjerne ville si.
Jeg får det ikke til. Jeg går forbi,
og sakte stryker jeg dem over håret.
HA EN GOD DAG OG EN GOD UKE!
fredag, februar 27, 2004
GOD LØRDAG MORGEN OG GOD WEEKEND.
Jeg sender et virkelig vakkert dikt av
Albrecht Haushofer, i gjenndiktning av
Andre Bjerke.
MOR
Jeg ser deg bak et lys. En kjerte lyser
der du av husets port står rammet inn.
Fra fjellet føler du den kalde vind,
men viker ikke plassen….Mor, du fryser….
Nu ser du efter meg, som i en natt
av uvisshet og mørke er løpt vekk.
Du smiler. Men ditt smil har gråtens trekk.
Det er en smerte håpet har forlatt.
Din kjærlighet er lyset fra ditt sted.
Ditt sølvhår skjelver nu. Jeg ser det flomme.
Nu føler du den store frostvind komme,
og langsomt, langsomt slår du blikket ned.
Fjernt blusser ennu kjertens klare skinn.
Du fryser, kjære …. Lille mor, gå inn….
HA EN GOD DAG!
torsdag, februar 26, 2004
GOD FREDAGS MORGEN!
Ikke alle dikt er like hyggelige.
Noen er faktisk U-hyggelige, men
samtidig faksinerende. Bare les
diktet til danske TOM KRISTENSEN.
HENRETTELSEN.
Se, bødlen renser tredje gang
sit sværd for blod og fugt,
og trende røde flammer står
på kluden, han har brugt;
men jeg er hovedløs og død,
når sjette gang en flammes glød
slår ud, slår ud
på bødlens klud.
Vi knæler ned, vi tyve mand,
med hovedet strakt frem,
og jeg skal se det blanke sværd
slå hovedet av fem;
men sjette gang, men sjette gang,
når tiden bliver dødsens lang,
er øjet i,
er alt forbi.
Nu pudser bødlen fjerde gang
sit sværd med samme klud,
mens nummer fire ramler om,
og blodet pøser ud,
og bødlen træder ganske nær;
jeg skelner hæftet på hans sværd,
et dragesving
på hæftets ring.
Så drejer jeg mit hoved lidt
og ser ham true stor og grå
med raget skal og nøgen pisk
mod himlen, som er blå.
Jeg ser hver enkelt hår, der gror
i bødlens bryn og næsebor.
Jeg ser og ser
nu mer og mer.
Nu renser bødlen femte gang
sit sværd for fugt og blod,
og hovedet af nummer fem
er standset ved hans fod;
men tiden er så evigt lang
til sjette gang, til sjette gang.
Jeg tror ej mer,
at noget sker.
Er verden gået helt i stå?
Er sværdet fulgt af fugt?
Skal bødlen evigt pudse det
og aldri få det brugt?
Min nakke smerter uden stands,
og smerten slår en ilsom krans
i halsens kød.
Er jeg mon død?
Nej, bødlen står endnu og ser
langs sværdets tynde, seje æg.
Så træder han det neste skridt
og stanser – måler – går lidt væk.
Jeg ser en bille vandre tryg
med grønt metal på hvælvet ryg,
den vandrer mod
en bøddelfod.
- - - -
Huff a meg.
Men ha EN GOD DAG LIKEVEL
og vær glad over at vi ikke har
henrettelser i Norge.
onsdag, februar 25, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN!
Jeg sitter her og flirer litt for
Jakob Sande er alltid morsom.
Her kommer:
KALLEN OG KATTA.
Han Simo i Støa og katten
var mette av alder og år,
og båe var redde for vatten
og båe var mest utan hår.
Og alt medan åra tok ende,
so tenkte vel kallen med seg,
at her var det tryggast, kan hende,
å fyrst sende katten i veg.
Han prøvde med mange slags greier,
frå oljen i pipa til kniv,
men etter som røynde folk seier
har katten fleirfoldige liv.
Han gjorde sitt ytterste, kallen,
på det å bli katten sin kvitt,
til dess han fekk sett seg i skallen
å prøve med blank dynamitt.
Han kjøpte patrona på bua
med lunte av likaste sort,
og rusla so heim i den trua
at no var det endeleg gjort.
So henta han katten i hagen
og surra med skjelvande hand
patrona på plass under magen
med tridubbelt snøsokkeband.
Han sprang i det same han tende
og skolv endå lunta var lang,
men rekna kje med hva som hende
då katten fekk sjå kor han sprang.
For best som han redd rende frå han
som kua i stivbeint galopp,
var katten i hælane på han
og dansa i lystige hopp.
Og kallen vart meir og meir fælen
di meir han såg katten vart kåt,
og katten vart meir og meir kjælen,
di løgnare kallen for åt.
Han sprang som ein ungdom på atten
og skamtrakka vokstarleg gras,
so ingen kan undrast at katten
fann ut det var mykje til stas.
Og kallen låg flat etter reina,
han heldt seg for bringa og bles,
med katten på sprang mellom beina
og lunta i rykande fres.
Og lunta vart kortar og kortar,
-han kjende det meir enn han såg,
og kallen sprang fortar og fortar
med kurs for ei løe der låg.
Og det var han Simo i Støa,
tilårskommen, hjulbeint og rund,
han kappsprang med døden mot løa
og slo han med knapt eit sekund.
for midt under hardaste taket
smatt Simo fortumla i ly,
og nett i det samme kom braket,
so moldspruten sto som ei sky.
Og døra og litt ut av veggen
dreiv saman med dunder og brak,
og somt fauk i låra og leggen,
men verst vart han skamfaren bak.
Og doktor vart bodsendt og presten,
og kallen vart plåstra og smurd
so pass han stod oppatt med resten,
men katten vart aldri meir spurd.
Ja-ja. Ha en GOD DAG!
tirsdag, februar 24, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN!
Ivar Aasen er vel ikke så kjendt lenger av
den yngre generasjonen. Men han har
mye å gi og personligheten hans synes
jeg alltid kommer igjennom i diktene hans.
Her er:
VIT OG TRU
Me høyra stundom so stort eit ord
um alt, som folk tykkjast vita
um liv og lagnad, um himmel og jord
og alt, som mann kan gita.
Eg ottast, alt, som me vita fullt,
er litet mot alt, som fyr’ oss er dult.
Eit frækorn fell av eit tre i mold,
det sjølv til eit tre seg lagar
med diger stuv og med fager koll,
som høgt i vinden svagar.
Kven vilde vel tru, naar han ikkje saag,
at all den kraft inn-i frækornet laag?
Me sjaa kring um oss eit liv so rikt,
i tusund skap det seg rører.
Det unge dyr er det gamle likt,
og lystig sitt liv det nører.
Kvat er dette livet, kor kom det her,
og kvar verd det av det, naar ut det fer?
Me sjaa ei sol, som sender oss dag
og jamstødt søkker og spretter.
Det gjenger kvart aar med same lag,
med vaar og sumar og vetter.
Kor lenge gjekk det vel so som no?
Kor lenge skal det vel ganga so?
Me sjaa uti rømdi so stor ein kring,
der stjernon i natti yrja;
og vetterbrauti stend som ein ring,
der framande himlar byrja.
Seg, er det vel einstad ein ende paa?
Og kvat er so utanfyr’ enden daa?
Nei, vesle vitet det rekk ikkje til.
Ei tru maa stydja upp-under,--
ei tru, som trøysta og styrkja vil
i myrke, stormande stunder.
Eg vonar, den visdomen hjelper mest,
som med slik ei tru kunde semjast best.
Og med det HA EN GOD DAG!
mandag, februar 23, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN!
I denne tid da "alt" skal være tilgjengelig
på øyeblikket kan det være godt å tenke
litt på dette diktet av Albrecht Haushofer
i gjenndiktning av Andre Bjerke.
FASANEN.
Den største keiseren av huset Tang,
Taitsung, bestilte av en stor artist
et bilde:”Skutt fasan.” Og tre års frist
betinget mesteren seg denne gang.
Det fjerde år ble keiseren bedt hjem
til mesteren og verket – for å se det.
Men blank var silken! Fuglen ble på stedet
i forte mesterstreker tryllet frem.
”Så raskt?” sa fyrsten. Han ble tyst ført inn
i siderommet, stille vist omkring
blandt hundre utkast til den samme ting.
Slik vokser verket i et kunstnersinn.
Guds verden – lyder skriket nu til dags—
skal være ferdig, være fullendt straks!
Og med det
HA EN GOD DAG!
søndag, februar 22, 2004
GOD MANDAGS MORGEN!
Vilhelm Krag (1871-1933)
KRØLLANE.
Jeg veid 'kje noe så forførande
som skjælvekrøller bag ørane,
Og noe så nydelig som pandehår
av det, der helt ned til øiane går,
nei, det fin's 'kje!
Jeg synes det er lide forstå'anne
at sligt på jord kan bli gå'anne.
Men sandelig trefte jeg forleden dag
ei rund lida tulle presis i min smag
å, du storhed!
Og guld det hadde hu' i tennane
og røde ringer på hendanne.
Og frønsker på siane. Og parasol!
Og fløielses kjole så kålsvart som måll.
Og så tøisko!
Og tenk så hedder hun Anunzia,
og faren er skredder utpå Lundsia.
Og hu' er vellugtandes som sherravin
og hun står hos Berbom og kan violin
så merkverdig.
Men likevel har jeg det forterande,
for hun og en anden er spaserande.
Men aldri så glemmer jeg de krøllane,
ånnå du! så hu' var fortrøllande
når de skjelva.
Håper dette lille diktet vil lyse opp dagen, så ha en
God Dag !
og fortell dine venner om dagensdikt.blogspot.com
fredag, februar 20, 2004
GOD LØRSDAGS MORGEN OG GOD WEEKEND!
I dag har jeg fornøyelsen av å sende en klassiker.
Henrik Wergeland's svar til Morgenbladet,
datidens VG/Dagbladet, som hadde vært ute
etter ham. Øyensynlig var det pågående
journalister den gang - som nå!
MIG SELV
J e g i slet Lune, Morgenblad? J e g, som kun behøver et
Glimt af Solen
for at briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare
mig?
Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet
Fattigdom, Rikdom, Fiender og Venner.
Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar.
I min Hunds Øine sænker jeg mine Sorger som i en dyb
Brønd.
Min Vedbende er voxet. Didutaf mit Vindu har den baaret
paa sine brede Blade
alle de Erindringer jeg ikke bryder mig om at gjemme.
Det første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviske
nogen troløse Navne.
De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens
Huler.
J e g, som læser Henrykkelse paa hvert af Centifoliens, den
Vaargaves, hundrede Blade—
M i g skulde en slet Avis bringe til at qvæle et Sekund med
Ærgrelse?
Det ville være som at dræbe himmelblaae og rosenrøde
Sommerfugle.
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.
Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hovet
med Aske,
og at bortkaste de Diamanter af straalende Sekunder Tiden
endnu nedsaaer derover.
Nei, frisk I Journalister, hvæsser Eders Rævekløer kun paa
Klippen!
I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød grav.
Som insektets Stik i Muslingen avler Fornærmelser kun
Perler i mit Hjerte.
De skulle engang pryde min Aands Diadem.
Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had
flux tusind Alen borte.
Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de første Bølger
fra land og langt ut i Havet.
Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?
Berøv ikke Landskabet dets brusende Bække!
Høistærede Vidjebuske, tillader Bækken at skumme naar
den gaaer imellem Stene.
Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme,
glanende Øine.
Har jeg ikke en Himmel fordi den er fuld af drivende Skyer,
Solens Eventyrlande?
Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?
Klag ikke under Stjernene over mangel paa lyse Punkter i
dit Liv!
Ha, de blinke jo som om de vilde tale til dig!
Hvor straaler Venus iaften! Har Himmelen ogsaa Foraar?
Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde
sig. Hallelujah!
Hvilken Rigdom for en Dødelig!
Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde og skal deeltage
i Jordens.
Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og den vil snart
springe ud med Blomsterne.
Herlige Aftenstjerner! Jeg blotter mit Hoved.
Som et Krystalbad nedfalder din Glans derpaa.
Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernerne.
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis
Folder ere forsvundne.
Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af
Alabaster.
Som en Byste staaer den i mit Indre. Stirr i dens Træk!
Nu er de som I ville ha dem. De spodske ere stivnede.
Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi forfærdes I mere?
Den Djævel! Bysten har et leende Hjerte under sin Rolighed.
Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat på d e t!
x x x x x x x x x x x x x x
Et deilig dikt!
"Klag ikke under Stjernene over mangel
paa lyse Punkter i dit Liv!"
Bedre kan det ikke sies.
HA EN GOD DAG.
torsdag, februar 19, 2004
GOD FREDAGS MORGEN!
I dag igjen et dikt av denne merkelige
dikteren Sigbjørn Obstfelder.
Han har en egenart som er ganske
anderledes enn noen annen norsk
dikter jeg kjenner. Diktet tyder på
at han var katolsk!?
NOCTURNE
Møllens vinger stanser sin susen,
åen speiler nattens øie,
blomsternes læber ydmygt beder,
trærnes kroner hvisker, hvisker.
Presterne tænder de blege kjerter,
nonnerne nynner de fromme bønner,
børnene folder de spinkle hænder,
svanerne skuler sit næb under vingen.
Snart skal de sove, alle de trætte,
hvilke hodet mygt på puden,
glemme de grå, sørgmodige tanker,
slumre, sove, drømme, sove.
Ude i blået svæver en kvinde,
Herrens moder, Maria, Maria,
lukker sjælenes øine kjærlig,
træder jordvuggens gjænger varlig.
GOD FREDAGS MORGEN!
I dag igjen et dikt av denne merkelige
dikteren Sigbjørn Obstfelder.
Han har en egenart som er ganske
anderledes enn noen annen norsk
dikter jeg kjenner. Diktet tyder på
at han var katolsk!?
NOCTURNE
Møllens vinger stanser sin susen,
åen speiler nattens øie,
blomsternes læber ydmygt beder,
trærnes kroner hvisker, hvisker.
Presterne tænder de blege kjerter,
nonnerne nynner de fromme bønner,
børnene folder de spinkle hænder,
svanerne skuler sit næb under vingen.
Snat skal de sove, alle de trætte,
hvilke hodet mygt på puden,
glemme de grå, sørgmodige tanker,
slumre, sove, drømme, sove.
Ude i blået svæver en kvinde,
Herrens moder, Maria, Maria,
lukker sjælenes øine kjærlig,
træder jordvugens gjænger varlig.
onsdag, februar 18, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN!
Paal Brekke er regnet for en nøkkelfigur
i norsk lyrikk etter 1945 på grunn av
diktenes kvalitet og rekkevidden av
emner han tar opp. Rolf Jacobsen, som
kom etter, minner meg i mangt og meget
om Paal Brekke's dikterkunst.
I dag sender jeg ”Situasjonen,” og husk,
det er skrevet i årene like etter krigen.
SITUASJONEN.
Situasjonen har tatt en vending som er
ladd med
seksualorgier og fyll blant 12-åringer
negre møtt
med køller og elektriske krøtterpisker bare
de som
tror på Gud kan få kanadisk statsborgerskap.
Det var en morgen akkurat som andre og
jeg våknet
med den samme følelsen jeg alltid våkner
med at
noenting er kommet bort jeg vet ikke min
kone laget
frokost jeg gikk ned og hentet inn avisen la
den
over knærne og barberte meg det sier bzzz.
Til helvete med FN skriker Soekarno lot
liket ligge
igjen ved veikanten de små djevler heter
denne
avdelingen kinesiske skolegutter to gutter
funnet
døde etter raggarinvasjon buddhistmunk
brent opp.
Hva sier du jeg leser jo avisen nei jeg hører
ikke
jeg barerer meg det sier bzzz det ved du da
man
sitter inni lyden lukket inn i bzzz de kunne
sprenge
vannstoffbomber ringe rikstelefon men ingen
der
jeg er i bzzz som engang da jeg reiste bort
alene
--to flate wiskyflasker kjøpt på flyet og jeg
holdt om dem jeg var alene drakk meg inn
i bzzz
et lukket rom men uten vegger veggene var
liksom
også meg var Var mor? Var bzzz
Fremdeles mange lampeskjermer gjort av
menneskehud
i Tyskland Mund Spray med doserventil gir
frisk pust
sørvietnamesiske soldater som forhører
fanger ved å
holde hodet deres under vann den frie
verden venter
Nei og så? Jeg blåste skjegget fra min
skjeggmaskin
og rullet opp mitt rullgarding og morgenen
der utenfor
var fin februar for far så klar og mørkeblå
som vin Å unger unger! ville jeg ha ropt det
rocket
stokket seg i halsen på meg som gravid å
måtte kaste
opp før frokost og til helvete det verste er
naturligvis
å våkne tenkte jeg og kledte på meg satte meg
ved frokostbordet brettet ut avisen for den
var jo
bare halvlest. Stille unger sa jeg
Det De ser til venstre er en løk som er bestrålt.
tirsdag, februar 17, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN!
Bjørnstjerne Bjørnson skrev
bind etter bind med bondefortellinger
og en hel bok med dikt og poesi.
En del av diktene hans kan best
forstås når man tenker på samfundet
på slutten av 1800-tallet da folk flest
var stedbundet.
Diktet som kommer her gir uttrykk for
følelsene en ung person kunne ha dengangen.
OVER DE HØIE FJELDE.
Undrer mig paa, hvad jeg faar at se
over de høie fjelde?
Øiet møder nok bare sne;
rundt omkring staar det grønne træ,
vilde saa gjerne over;--
tro, naar det reisen vover?
Ørnen løfter med sterke slag
over de høie fjelde,--
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
sænker sig, hvor den lyster,--
ser mod de fremmede kyster!
Løvtunge apal, som intet vil
over de høie fjelde!
Sprætter naar somren stunder til,
venter til næste gang den vil;
alle dens fugle gynger,
ved ikke, hvad de synger.—
Den som har længtet i tyve aar
over de høie fjelde,--
den, som ved, at han ikke naar,
kjender sig mindre aar for aar---,
hører, hvad fuglen synger,
som du saa trøstig gynger.
Sladrende fugl, hvad vilde du her
over de høie fjelde?
Rede du fandt vist bedre der,
videre syn og høiere trær,
vilde du bare bringe
længsel, men ingen vinge?
Skal jeg da aldrig, aldrig naa
over de høie fjelde?
Skal denne mur mine tanker slaa,
saadan med sne-is og rædsel staa
stængende der til det siste,--
blive min dødningkiste?
Ud, vil jeg! ud! aa, saa langt, langt, langt
over de høie fjelde!
Her er saa knugende, tærende trangt,
og mit mod er saa ungt og rankt,-
lad det faa stigningen friste,--
ikke mod murkanten briste!
Engang, jeg ved, vil det række frem
over de høie fjelde.
Kanskje du alt har din dør paa klem?—
Herre min Gud! Godt er dit hjem,--
lad det dog endnu stænges
og jeg faa lov til at længes!
HA EN GOD DAG.
mandag, februar 16, 2004
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Lyset, det deilige lyset som reflekteres
av den hvite sneen og gjør det enda lysere
er varsel om at våren ikke er langt borte.
Sigbjørn Obstfelder (1866-1900)
som bare ble 34 år gammel, var en
av våre merkeligste diktere. Jeg skal
sende flere av hans dikt etter hvert.
I dag kommer:
HJÆLP MIG.
Hjælp mig, du dagens syngende stråle
ordet at finde, ordet, som skabte,
hjælp mig, du nattens favnende blå
dybden at grunde, livshavets dybde.
Hjælp mig, du elskende menneskeøie
at stige på sjæle til sjælenes ophav.
Hjælp mig, du dagens syngende stråle,
sangen at finde, livssangen, jordhymnen,
hjælp mig, du nattens moderskjød-blådyb,
tanken at finde, ordet som skabte os,
Hjælp mig, du elskende menneskeøie,
på sjæle at stige i sjælenes ophav.
Hjælp mig, I fagre vaiende vimpler,
våren lod heise, blomsterne, jordfryden,
hjælp mig, du dugvin sommeren gjød i
åpnede læber, vendte mot solen,
hjælp mig, I vindpust, som
blomsterbladkysse bragte
fra dirrende læbe til dirrende læbe.
Hjælp mig, I bølger, gyng mig imøde,
tonen, som evig dirrer i livene,
duft mig imøde, smil mig imøde,
Strål mig imøde, livssangen, jordhymnen.
* * * * * *
Så sang jeg ud mod jord og hav
en morgen.—
Lange, mørke tider var rundne.
Det tyktes mig mit hår blev gråt
af kummer,
kummer, tvil og træthed.
Det tyktes mig, at intet gav
os livet.
Fødes, lide, visne
var livet.
Og dage kom og dage gik
og døde.
Hvordan? Hvorfor? Hvortil?
Så var det at jeg vågned op
en morgen,----
gned mit øie, stirred
og lytted:
Hvad var det dog, som jubled slig?
En lærke?
Lo den? Gråt den? Bad den?
Jeg åbned ruden, fuld af sol
og favned
solen, vinden, sangen,
derude.
HA EN GOD DAG.
Om 10-12 uker kommer lærken igjen.
lørdag, februar 14, 2004
GOD MANDAGS MORGEN!
Jeg syntes det kunne passe bra med et dikt om en
snømann slik vinteren er. Så her kommer han.
Snømannen av Per Olav Kaldestad.
Eg kjem ifrå himmelen.
Som små kvite stjerner kom eg
siglande ned gjennom lufta.
Det var ei fin tid.
Tankane mine svirra omkring
og la seg forsiktig utover bakken.
Nett som tankane dine
då du stod og let meg dala
ned over deg i eit stille virvar.
Det var du som begynnte å tenkja på meg.
På akkurat meg.
Du rulla meg ut
av den kalde bakken
som ingen ting.
No står eg her og er
ein stor og kvit mann
av snø frå topp til tå.
Eg kjem frå den vide himmelen.
Men det var du som tenkte meg.
HA EN GOD DAG!
onsdag, februar 11, 2004
GOD TORSDAGS MORGEN!
Her, et dikt av Tore Johnson
HEIMKJENNING.
Det er dei samme fjell som før
det er den same sol som blør
på tind og nut.
Og dei eg vende odd imot
er runne av den same rot,
med same sut.
Her dryp det dogg i Trongdalsnatt
og logar over løynde skatt
i Skuggeli.
Ein dom er over livet sagd:
Du skaper brød, du skaper bragd
i dagsens strid.
Den same nakne kvasse egg
med ørnereir i bergevegg
høgg skyer sund.
Og same skyming sveiper inn
ei sumarnatt når dalen min
sig stilt i blund.
Det bevrar sol i blanke sva,
det susar vind i tusen blad
med stråleblenk.
Og sola gyller ting og glar,--
ho seglar fram att i eit skard
med siste skjenk.
Sjå elvestilla fær sin eld
av soleglad imellom fjell.
Den gråe grend
ligg glødd som tind i morgongry
av strålestriling gjennom sky.
Og hjarta brenn.
HA EN GOD DAG.
Jeg er bortreist de neste par dagene
så neste dikt blir for weekenden.
tirsdag, februar 10, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN!
I dag et lite dikt av
Andre Bjerke.
På Jorden Et Sted.
Tro ikke frosten som senker en fred
i ditt hår.
Alltid er det på jorden et sted
tidlig vår.
Tro ikke mørket når lyset går ned
i skumringens fang.
Altid er det på jorden et sted
soloppgang.
Ga en god dag !
mandag, februar 09, 2004
god tirsdags morgen!
Idag et dikt av Emil Boyson fra 1957.
ALDERDOMMEN.
Da vi var unge, sat vi ofte som nu
alene i mørket, som ennu er det samme;
huset var stilt, og store fremmede tanker
gjestet vort vemod, og vore famlende ord
(dine og mine; vi vilde dele Alt)
søkte med sky undring at tyde vor skjebne-
kjærligheten og døden.
Også ikveld kommer hellige tanker hjem
til vore stille sind: at dine blomster
har friske skudd, at stuen er ren og ryddig,
at kanarifuglen kan blunde trygt
bak gardinet hvor måneskinnet drømmer:
at vi er nær hinnanen, og at din trette hånd
kan finne min i mørket.
HA EN GOD DAG.
søndag, februar 08, 2004
GOD MANDAGS MORGEN!!!
ETTER EIN RANGEL.
I morgon vil eg byrja på eit nytt og betre liv
-trur eg.
Eg skal aldri gå på fylla meir og skjære folk med kniv
-trur eg.
Eg skal aldri skråle viser meir i ladevins rus,
men syngje åndelege songar
på Zions bedehus
-trur eg.
Alle kvinnfolk som eg møter skal eg sky som berre fan,
-trur eg.
Og gå vyrdeleg forbi dei som ein nybakt kappelan,
-trur eg.
Eg skal sitje som ein munk i ein misjonskonering
og drikke kaffi medan drøset går om åndelege ting,
-tur eg.
Det skal ingen meir få sjå meg når det lir til høgste natt,
-trur eg.
Komme ruslande på heimveg utan stivety og hatt,
-trur eg.
Eg skal leggje meg når grisen går til kvile i sitt bol,
og stå opp når hanen flaksar og gjel i morgonsol,
-tur eg.
Ja, i morgon skal eg byrje på den gode veg som sagt,
-trur eg.
Take striden opp mot kjøte og den heile develsmakt,
-trur eg.
Men idag lyt det få vere, for eg er so spøkje tyst
at eg mest må ha eit ølkrus til å leske meg på fyrst,
-trur eg.
Ha en GOD DAG ! Jeg begynner i hvert fall uken full av energi og
tiltakslyst - trur eg.
fredag, februar 06, 2004
GOD MORGEN OG GOD WEEKEND.
Arne Garborg (1851-1924) skrev
alltid vakkert og stemningsfyllt.
Du kan sikkert se for deg "Alvelandet."
MOT SOLEGLA.
Det stig av Hav eit Alveland
med Tind og Mo;
det kviler klaart mot Himmelrand
i kveldblaa Ro.
Eg saag det tidt som sveipt i Eim
bak Havdis graa;
det er ein huld, ein heilag Heim,
me ei kan naa.
Ho søv, den fine Tinderad
i Draume-Bann;
men so ei Stund ved Solegla
ho kjem i Brand.
Naar Dagen sig som Eld og Blod
i Blaae-Myr,
det logar upp med Glim og Glo
og Æventyr.
Det brenn i Bræ og skjelv og skin
med gyllne Bragd,
og Lufti glør i Glans av Vin,
Sylv og Smaragd.
Men av han døyr, den bleike Brand
som slokna Glo,
og klaart som fyrr ligg Alveland
i kveldblaa Ro.
Eg lengta tidt paa trøyte Veg
der ut til Fred;
men Lande fyrst kan syna seg,
naar Sol gjeng ned.
HA EN GOD DAG!
torsdag, februar 05, 2004
GOD FREDAGS MORGEN !
I går sendte jeg et viktig dikt av
Herman Wildenvey.
Da jeg leste Piet Hein's dikt som
kommer her, kom jeg til å tenkte
nettopp på Herman Wildenvey.
Det passer liksom.
RUNE OVER EN DIGTER.
Han var ikke velbeskyttet
mod menneskers vold og vé.
Han gikk gennem støvet usløvet
som frem over ubetrådt sne.
Han havde en glorie om sig,
som dyr og børn kunne se.
Han legede med i livet.
Han ville hvad livet vil.
Han elskede varmt og varligt
dagenes dårende spil.
Han fryktede intet i verden
undtagen at ikke slå til.
HA EN GOD DAG!
(Og husk å sende en epost til dine
venner med beskjed om dagensdikt.blogspot.com)
GOD TORSDAGS MORGEN!
Herman Wildenvey, så "u-norsk"
som noen. Tenke seg til en nordman
som er glad, lett til sinns, ubekymret om
morgendagen og en dikter til sommer og
sol. Det var Herman Wildenvey.
I dag sender jeg et av hans dikt som godt
kan stå som motto for Dagensdikt.blogspot.com!
PROGRAM
Vilde du høre et vers eller to
hver dag;
Vilde du unne dig rast og ro
midt i ditt jag
og fange en tanke, et glimt, et lyn,
redde et syn
mellom de tusen som kommer og går,
kunde du fylle ditt flyktende år
på denne måte,
stanse og lytte ved livets gåte,
svare og spørre
ditt eget indre,
da blev de lyste stunder større,
de mørke mindre….
Da skulde øyne så trette og tørre
dugges og tindre!
HA EN GOD DAG !
tirsdag, februar 03, 2004
GOD ONSDAGS MORGEN!
Dette diktet kom meg i tankene i
dag da jeg tenkte på en kvinne
jeg kjente.
Rolf Jacobsen:
Kjente jeg deg?
Kjente jeg deg
egentlig. Noe
du aldri fikk sagt eller
vi lot ligge. Halv-
tenkte tanker. En skygge
som strøk over ansiktet.
Noe i øynene. Nei
jeg vil ikke tro det.
Men det kommer igjen. Natten
har ingen lyd,
bare rare tanker. Ord
som stiger opp av søvnen:
Kjente jeg deg?
HA EN GOD DAG!
mandag, februar 02, 2004
GOD TIRSDAGS MOREN.
I fjor sendte jeg dette diktet til
samme tid. Man kan ikke for ofte
gjenta et godt dikt.
Jørgen Moe (1813-1882). Han var prest i
Krødsherad og bodde på prestegården i sydenden
av Krøderen. Hans skrev også et dikt "Den Gamle Mester"
om en ek som fremdels står på prestegårdsjordet.
Det diktet kommer en annen gang.
Men idag kommer diktet
UNGBIRKEN.
En Ungbirk stander ved Fjorden
Og Vandspeilet ganske nær.
Hvor stor og smuk den er vorden
De Aar, jeg har boet her!
Nu løfter den hvide Stamme
Kronen fra Bredden lav.
Men tro dog ei, den vil bramme-
Den veed ikke selv deraf.
I Gud og i Hvermands Øine
Den voxer fra Dag til Dag,
Og Kvistene, som sig høine,
Nu byde hver Sangful Tag.
Men Birken undres derover,
Den kjender slet ei sin Rang.
Den bøier mod Vandets Vover
Saa ydmyg Bladenes Hang.
Just dette kan den forlene
Skjønhet for andre Træer,
Og lokker hen i dens Grene
Al Himlens vingede Hær.
Just det, at den ikke tænker
At løfte sin Krone op,
Men stille Kvistene sænker-
Gjør skyggende lun dens Top.
Hvad kommer det af? Den skuer
Sig daglig i Bølgens Speil
Ved Siden af Krat og Tuer,
Og- skuer saa deiligt feil.
Thi alt som mod Lysets Riger
Den hæver sin Krones Stav,
Den synes, den nedad stiger
Og voxer sig mere lav.
Du deilige Birk, du Kjære!
Paa dig vil jeg ofte see.
Gud give, jeg maatte lære,
Hvad du mig saa smukt kan tee:
At voxe i eget Øie
Nedad med hver en Dag-
At krone og at ophøie,
Det vorder da Herrens Sag!
Et godt dikt til ettertanke!!!
HA EN G0D DAG,
(Og fortell dine venner om Dagensdikt.blogspot.com)
søndag, februar 01, 2004
GOD MANDAGS MORGEN!
For et par dager siden hadde jeg et dikt av
Aslaug Vaa, og nevnte et annet dikt av henne.
Etter oppfordring sender jeg det her:
SO RODDE DEI FJORDAN.
So rodde dei fjordan.
So køyrde dei strondi.
So rei dei lidan,
so vassa dei sundi.
Og heggeliljune
dubba i bakkan,
på kyrkjegolvtiljune
inn svinga stakkan.
Det var Liv og Tone
og Rannei og Gyri
og Gamla på Fjone
lett trippa fyri.
Det var Knut og Livår
og Sveinung og Tore
og Buggen sin Styrkår
frå Utigard Jorde.
Og inn dei seg sessa
på kvåre si side,
so lydde dei messa
med tankan rok vide.
So blædde dei salmur
og sett i å kveda
om krossar og palmur
til presten sill beda.
Og Knut såg på Tone
og Rannei på Levår
og Gamla på Fjone
laut tenkje på Styrkår-
So ned dei seg bøygde
i heilage vimur
med kringom dei smøygde
seg solrøyk i strimur.
Då klokka ho klemta
og kvendi sukka,
og karane kremta
og ut dei seg tukka.
Og sunnan og nordan
dei helsa i hendan.
-So rodde dei fjordan-
so køyrde dei strendan.
Ha en GOD DAG !
