Dagens Dikt
Et daglig dikt til glede.fredag, august 29, 2003
GOD LØRDAGS MORGEN!
Da jeg leste dette diktet av danske
Halfdan Rasmussen, måtte jeg tenke på de
unge soldatene i Iraq; på unge Israelske
soldater som anonymt myrder Palestinere
fra helikopterne sine; på de unge Palestinerne
som blir drevet av sine eldre til selvmord og
massemord. På våre egne unge menn under
den annen Verdenskrig, da dette diktet ble skrevet.
Det er alltid de unge som dør.
Halfdan Rasmussen.
DEN SOM HAR SETT SEPTEMBER.
Den hvis hånd blev brugt.
Han kom en nat og banked på.
Jeg åbned husets dør.
Der sto han, mere askegrå
og mere tavs end før.
Jeg bød ham ind. Han stod en stund
med blikket vendt mod mit,
og der stod skrevet om hans mund
om alt han havde lidt.
Og han blev stående og stred
med lidelse og skræk.
Jeg så en tåreløs der græd
og gemte gråden væk.
Så satte han sig, tavs og bleg,
som bar han på en dom.
Men bag hans suk var én der skreg
af frygt for det der kom.
Og da han talte stod hvert ord
med byrder af fortræd,
som sank de gennom gravens jord
og tog en verden med.
--Jeg bærer på en større dragt,
en byrde mere tung,
end den kan fatte, som blev lagt
i graven, ren og ung.
Der klæber blod ved den du ser
i angst og rædsel svøbt.
Hans sjæl er kun lidt søndret ler.
Hans liv er dyrekøbt.
Han måtte dræbe for at se
en bedre fremtid gro.
Men den som lod det onde ske
vil aldrig finde ro.
Man bød ham dræbe, bød ham stå
erindringsløs og kold.
Men skjæbnens pil skal altid nå
en kriger uten skjold.
Han ville ikke slå ihjel,
han stred for livets ret.
Nu bær han ene alles gæld
og alles regnebret.
Vi var så unge, og vort valg
stod mellom død og vold.
Vi havde ingen tro til slag
og intet krav om sold.
Vor tro var ren. Vi måtte slås
om verden skulle stå.
Der var eet liv. Det angik os
og alt vi leved på.
Der var eet liv. Og det var alt.
Vor fremtid – eller død.
Vi valgte kampen da det gjaldt,
vi kom da livet bød.
Vi ville ikke knæle ned.
Men bag det golde had,
Lå altid gemt en bøn om fred.
Og det var os, der bad.
Vi ville ikke slå ihjel,
men hadets beske vin
blev rakt os, valget lød en kveld:
Min fremtid – eller din!
En aften blev der bragt os bud.
En stikker skulle væk.
Og vi var to som blev valgt ud
og to som tav af skræk.
To drenge græd. To snese år
korsfestet og forladt.
En ordløs bøn. Et Fader Vor.
Den lange, lange nat.
Forladt, forladt. Og vi skal gå
hvor ingen vej går hen.
Før vi kan rejse os og stå
som mennesker igen.
Og mørke minder skal stå frem
og vidne om vort savn,
før vi kan finde vejen hjem
og hviske livets navn.
En villavej. Et rødstenshus.
Så meldte vagten klar.
En knitren i det våde grus.
Et ord. Et dempet svar.
Den slidte dør. Et messingskilt.
En klokkes skarpe klemt.
Og haven dufter ømt og mildt
som noget man har glemt.
Det brune håndtag. Fuglefløjt.
En solsorts dybe sang.
Og klokken kimer, skarpt og højt
påny, for anden gang.
Så høres skridt. En nøgle slår
i låsens rå metal.
En dør blir åbnet. Og der står
en kvinde, bleg og smal.
Jeg ser et blik, hvor frygtens nat
har lagt sit mørke tæt.
En ring af sølv der lyser mat.
En hånd der skælver let.
Et vaskeskind blir drejet hårdt.
Blir gult og næsten hvidt.
Så vender hun sit ansigt bort,
Mens stemmer taler blidt:
Nej! Han er ikke hjemme….Nej!
En solsort i et træ….
Så går vi ind…Og nogen skreg.
…Og nogen faldt på knæ.
Så går vi ind. Et skrivebord.
To glas med krydret vin.
Den våde duft fra havens jord.
Et blafrende gardin.
To værgeløse hænder strakt
forteller alt er sandt.
Den endnu varme pibe lagt
på skrivebordets kant.
Så står den kvinde, han har kær
og knuger om hans arm.
To mennesker. Hinanden nær.
Og byens fjerne larm.
To grå pistoler. Kvindens skrig.
På ny…en solsorts sang
Så strejfer solen, varm og rig,
hans hånd for siste gang.
Som før. Et skrivebord. En stol.
Et ansigt, blegt og dødt.
Og gennom stuens strejf af sol
går tonende og blødt.
Et fuglefløjt… Så skriger hun…
En kjole farves rød….
Så tier mer end hendes mund.
Så tier hendes død.
--Jeg slo ihjæl! Men livet slår
ihjæl hver levet dag.
Jeg dør hver nat når angsten går
igjennom hjertets slag.
Vi stred for livet. Mange faldt.
Og mange ærer dem.
De sover trygt. Men jeg blev kaldt
for livets dommer frem.
For jeg er den hvis hånd blev brugt
og den, hvis sjæl blev dømt.
Og jeg er den I drev på flugt,
da sejrens skål var tømt.
Jeg blev en kriger uden skjold
i de forrådtes hær.
Jeg står med livet I behold.
I står med bødlens sværd!
Det banker hårdt på husets dør.
Jeg åbner lås og slå.
Der står han, mere tavs end før
og mere askegrå.
En skygge strejfer seng og bord.
En kulde når min ven.
Og jeg har ingen trøstens ord
at sætte op mod den.
Og jeg har ingen bøn for ham
og ingen trøst at gi.
Jeg sidder med en ordløs skam,
fordi jeg selv gik fri.
Han tier. Og jeg ser ham gå.
Så smækker husets dør.
Jeg sidder mere askegrå
og mere tavs end før.
Ja-ja.
Kos dere med familien i weekenden.
Vi treffes i "Dagens dikt" neste uke.
torsdag, august 28, 2003
GOD FREDAG MORGEN !
I dag kommer et fornøyelig dikt,
sendt inn av en god, gammel venn
og leser av Dagensdikt.blogspot.com.
Jeg håper diktet får deg til å dra på
smilet! Andre Bjerke's dikt
ANGSTEN FOR DET OFFENTLIGE.
Min redsel for stats- og kommunekontorer
er angsten for blikket som gjennemborer.
Et røntgenblikk bak byråkratiske briller
kan skremme meg mer enn den nifseste thriller.
Mitt ærend på stedet er helt likegyldig.
Jeg står ved en skranke og føler meg skyldig.
Det er som på ny å bli innkalt for rektor,
hvis blikk er en bomsikker løgndetektor.
Min sjel skrumper inn. Blir mindre og mindre.
Nu avdekkes alt i mitt lurvete indre!
”Fullt navn og addresse?” – Å, alle ting flyter…
Man er som en pågrepet voldtekstforbryter.
”Sivilstand og stilling? Og fødselsår?” – Ja da
Vær nådig! Jeg tilstår jo alt, Torquemada!
”Hvor skal De?” – Å Gud var det sjelesammenbruddet.
Min dødsdom er felt. Nu faller vel skuddet ?
Da blinker det vennlig bak hornbrilleglasset:
”Den fjortende mai kan De hente passet!”
HA EN GOD DAG !
onsdag, august 27, 2003
GOD TORSDAGS MORGEN !
Dere som har lest Dagensdikt fra starten av
ved årsskiftet vet at jeg liker Inger Hagerup.
Alvorlig, men samtidig tar hun ikke seg selv
alt for høytydelig. Her kommer:
LIVETS DANS.
Heia, livet er en lystig dans!
La oss svinge våre unge lemmer!
La oss binde gledens røde krans!
La oss bruke våre glade stemmer!
Dans, o venner, hør musikkens klang.
Lytt til livets glade, unge sang!
Heia, dansen går med fryd og gammen
Over livets røde rosenbed.
Blør din fot? O, dåre ta deg sammen
Plukk en rose for hvert sår som sved.
Le mot livets evigfriske smerte.
Le, med gledens torner i ditt hjerte.
Heia venner, dans til livets slutt.
Dans mot nye sår og nye kvaler.
Når i dansen du blir vingeskutt,
husk at du for livets lek betaler.
Gi ditt hjerteblod som livet krever
For den smertenslykke at du lever.
HA EN GOD DAG
(og husk å sende en e-post til dine
venner med informasjon om dagensdikt.blogspot.com)
tirsdag, august 26, 2003
GOD ONSDAGS MORGEN !
Jeg har funnet frem til et underfunding dikt
av Ivar Aasen. Det synes som om intet har
endret seg siden han skrev det for kanskje
150 år siden!!!
Det gjeng no så att og fram,
som før det heve gjenge;
det heng mellom ære og skam,
som før det heve henge.
dei trur det skal ganga så fort
alt fram til noko stort.
men så tidt noko stort er nått,
så kjem det støtt noko smått.
Av rikdom det eingong var fullt
i desse land og mange;
men så kom armod og svult
og nakne kroppar og svange.
No er rikdomen komen på nytt,
så det singlar høyt og lydt.
Men eg tykkjer han gjenger fort
at det snart må koma bort.
Og med visdom var det så gildt
ein gong i gamle tider;
men sjå til om han ikkje gjekk spilt,
og dårskapen vann omsider.
No er klokskapen komen så sterk
at han skjemmer ut alle verk.
Og når visdomen så er for stor,
så kjemer vel dårskap i flor.
Det er no den gamle gang:
at allting veks og minkar.
Stor fagnad er sjeldan lang,
stor sorg med tidi linkar.
D’er mykje som læst vera traust,
og endå så stender det laust;
og når så ein støyt kjemer på,
så brotnar det av som strå.
Mye riktig i det der.
HA EN GOD DAG !
mandag, august 25, 2003
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Igjen, noen dager uten dagensdikt.
Denne gang på grunn av virus vansker.
Vi ville være sikre på at våre maskiner
var fri fra virusen og at vi ikke sendte
svineriet videre.
Da jeg var i folkeskolen var det ett dikt
som alltid fikk tårene frem.
Jeg var ung dengangen og verdens
urettsferdighet gikk mer inn på meg enn
det gjør i dag. Man blir kanskje tykkskinnet
etter hvert.
Her kommer Jørgen Moes dikt:
BLOMSTER-OLE.
Jeg mindes grant fra min barndoms aar
en tigger, der kom
ret ofte op til min faders gaard,
naar han vandred om.
Han var dem alle til spe og spot,
det stakkels fjog!
istedenfor svar han topluen blot
over ørene drog.
Hans melpose laa i den venstre am
kun skjødesløst;
den høyre trykkede tro og varm
hans hele trøst:
en dusk av blomster, som mark og skov
ham kjærlig bød,
som hos rige folk med tryglet forlov
han i haven brød.
Hans mine var slap, med et tosset smil,
og øiet mat:
men traf det hans dusk, en kraftig ild
det klarede brat.
Da vugget han hovedet som i drøm
da saa han ud
som elskeren, naar han stirrer ømt
paa sin unge brud.
Næst jordens blomster han elsked alt,
hvad ham tyktes skjønt.
En pragtfuld villa, der hvilte svalt
bag alleens grønt,
ham vinkende drog, som det gyldne slot
et barnsligt sind,-
han tryglet saa længe, saa tyndt og smaat
til han kom derind.
Der tigged han aldrig om mel eller mad,
kun om at faa se.
Hver glinsende sal og hvert rødmende blad
de maatte ham te.
Og hvad han saa i de riges bo
af pragtfuldt og smukt,
forvarede han i erindringens tro
som laaset og lukt.
Han yndede mig. Sine syner tog
han mig stundom frem;
han brukte et eget, halvt østerlandsk sprog
til at male dem.
Af blomsternes farver og liv og skik
han tog sine træk.-
Hvor funklede billedet for mit blik
i det brokede blæk!
Men vilde man tvinge hans tanker ind
i begreb og dom,
da sammenflød alt, da ligned hans sind
et taaget rum.
I mangen et Herrens aar han gik
til bygdens prest,
de ti-bud han dog aldrig fik
igjennomlæst.
Han blev en hedning. Guds hellige ord
ei lys ham gav,
imens han tigged sig frem over jord
mod den sorte grav.
Ham kaldte ei klokken fra høie luft
til nadver og daab;-
men glødende roser ham præked med duft
og taarer hans haab.
Det var en deilig septemberdag.
saa mat og rød
stod solen og drømte, mens lette lag
af taager flød.
Jeg gik til presten at læse latin
min vante gang.
da bar man en kiste til kirken ind
uden klokkeklang.
Knapt høvlet var kisten, kun strøgen slet
og kløstret gjort,
og armodslig kun de stakler klædt,
som bar den bort.
Men foran den gik i snehvidt lin
seks unge møer;
af florvundne kurve med fingren fin
de blomster strør.
I kisten laa han. Den bane var haard,
som bragte ham ro.
Henkommen ensteds til en staselig gaard
trak han af sine sko.
Dem stilled paa trappens øverste trin
han hen efter skik
hos pose og stav, imedens han ind
i kjøkkenet gik.
Der spigred af kaadhed dem drengene fast.
Da han kom igjen
og rett skulde rokke ned med hast,
han tumlede hen.
Hans hoved traf en kantet sten
og farved den rød---
Hvad var det saa mer ? Det var ingen til men,
at en tigger var død.
Der laa hans legem i kisten trang,
stivt, straks og dødt---
nu skulde han ogsaa bæres engang
ret varligt og blødt,--
Den fryd, man den levende negted tidt
eller gnavent gav,
henkasted de venlige piger blidt
paa den dødes grav.
Det rørte og harmed min unge sjæl.
Med taarer i løn
jeg bad ved graven som til farvel
En hjertelig bøn:
”Min Gud ! Vel kunde han ei forstaa
dine ti bud-ord;
dog elskte han dig i blomsterne smaa
og hvert skjønheds spor.
Her maatte han lide. Giv nu ham ly
bag palmen og fred!
Men reisen er mørk; send en rosenrød sky
at hente ham med.”
Saa tog jeg min bogrem igjen i arm
og vandret afsted;
men alt som jeg gik, for vemod og harm
mine taarer gled.
Da faldt den tanke mig ind paa engang:
Naar du først blir stor,
skal du rigtikg skrive den stakkel en sang
med deilige ord.
I graven hviler den fattigmand
alt længe nu—
Jeg dikter hans vise, saa godt jeg kan,
Med trofast hu.
HA EN GOD DAG !
Hvis du har ønsker om spesielle dikt,
eller vil sende dikt som du mener jeg bør
sende til de mange som leser Dagensdikt,
så kan du sende det til meg: gaapaa@yahoo.com)
torsdag, august 21, 2003
GOD FREDAGS MORGEN !
Noen synes nok det blir for mye alvorligedikt
om lov og død. Så idag sender jeg en hyggeligere
visa av Alf Prøysen. Jeg har en følelse av at
han satt og småkoste seg da han skrev
denne visa. Det håper jeg du gjør også når
du leser den.
DEN SKYLDIGE.
Hu Lisa hadde så streng en fader
hæin tukte dotter si meg hogg og slag.
Og jinta bælja og vrei seg unda
og lurte far sin hår skapte dag.
Men verst var gubben om lordagsnatta,
da læst’n døra så det ortnlig skræll!
Men jinta gikk og fekk gjort en stæga
og geipte lurt:”Hæin ska kåmmå lell.”
Det var så silde en lordagsaften
og gubben snorke så stram og besk.
Og opp mot glaset klauv dotterfrier’n
med kvinnfolkrykte som bronsteikt flesk.
Og jinta fniste og hault i stægan,
men stægan hadde et dårlig trinn.
Og trinnet knekte og stægan ramle,
og gutten datt og kom itte inn.
Så vakne gubben og såg det hele
og jaga dotter si beint på dør.
Og jinta freste og skreik i døra:
”Jeg skulle gjenne ha reist ut før!”
Og gutten flaug over stokk og steiner
med ville auer og sputte blod.
Så la’n seg gjømt i no’n tette greiner
og bæinne stægan som gikk i to.
Men Lisas fader gikk helt til grunne,
og angret aldri sitt hårde sinn.
Og inni bygatom går a Lisa
og følje strømdrag og vær og vind.
Og lordagsfrier’n hæin drakk seg styrin
og soner brøde bak fengslets port.
Og under villbring ved kammersglaset
Ligg gammelstægan og morkne bort.
Moralen her den kan ramme mange.
O, strenge fader din skyld er stor.
O, pige vokt deg for syndens slange,
send ikke sorg over far og mor.
O, unge mann, du som vil forføre,
din skyld beskrives ei kan i ord!
Men største skylda, det har nå snekker’n
som laga stæga tå røtne bord!
HA EN GOD DAG !
onsdag, august 20, 2003
GOD TORSDAGS MORGEN!
Herman Wildenvey (1886-1959)
var en enestående dikter og så ulik
de fleste av våre diktere som holder seg
til motivene kjærlighet og død!
Wildenvey var en sommerens dikter
med et utrolig fargerikt språk.
Her er ett av favorittdiktene mine.
O, ENNU Å VÆRE…..
O, ennu å synge om midtsommernetter,
og ennu å ånde i kryddersval luft,
ennu å vite, hva blomstene hetter
og nevne dem ved deres farve og duft.
ennu å være en sjel som i drømme
dristig lar evige anelser strømme
utover eter og all fornuft…..
O, ennu å være den samme, den samme
flakkende sanger og seer som før,
et billed av Gud uten glass og ramme,
en blomst mellom sommerens fagre
millefleurs!
ennu å hvile blant kløver og vikker
og høre at himmelens stueur tikker
inne bak skyenes regnbueslør.
O, ennu å være for intet å regne,
uten i menneskeøyne en skam,
være en drømmer som verden vil steine,
være en bror på hvem brødre har ram!
Ennu å tro, tross filistrenes kverner,
at solen og månen og elleve stjerner
hilser en drømmer og bukker for ham.
O, ennu å dvele til dagen er omme
ute i ensom og edel natur.
Ennu å vente den elskedes komme
lokkende søtt på skalmeie og lur.
Ennu å sette en plett på sitt rykte
uten å være en Josef of flykte
fra frue i borg eller jomfru i bur!
O, ennu å være enfoldig som duen
og listig som slangen engang iblant!
Ennu å hilse på himlen med luen
og takke for tider og timer som rant!
Ennu å sitte med øynene våte
og spørre seg selv: skal man le eller gråte
eftersom livet er løgn eller sant?
O, ennu å spørre: er sjelen og sansen
en gnist fra en ildgud, hvis flamme er hel?
Og derpå å svare: at Gud er substansen,
hvorav dette levende liv er en del!
Ennu å føle seg ett med det hele
og øyne en guddom i alle dets dele
og spørre: har dyret og blomstene sjel?
O, ennu å tumle med skapermotivet
Og senke seg ned i mysteriers dyp.
Ennu å grunne seg grå over livet
og levet det ut som et lykkelig kryp!
Ennu å sitte betraktende rolig
og gjette seg til hvordan livet gok bolig
i mammut og mygg, mastodont og polyp!
O, ennu å se alle arter og former
av livet som skisser og utkast til oss.
Ennu å tro, at i sjelsdypet dormer
evner og allmakt med kraft i en foss.,
Ennu å mene, vi ligner en skaper
Mere enn nokså fornuftige aper,--
og det så vel dumhet som visdom til tross!
O, ennu å føle og leve og ånde
utenfor dagens og dumhetens kiv.
Ennu å høre og se allehånde
og være det evige infinitiv.
Ennu å synge om midtsommernetter,
til døden en stopper for sangene setter,
det takker jeg gudene for med mitt liv…
HA EN GOD DAG!
(Vil du foreslå dikt eller sende meg en email er
adressen: gaapaa@yahoo.com)
tirsdag, august 19, 2003
GOD ONSDAGS MORGEN !
I dag sender jeg et av ungdoms-
diktene til Bjørnstjerne Bjørnson.
(Jeg syntes alltid han hadde så flott
et fornavn. Tenk å kalle ungen sin for
Bjørnstjerne. Det tok mot !)
DULGT KJÆRLIGHET.
Han tverr over benkene hang;
hun lystig i dansen seg svang.
hun lekte, hun lo,
med én og med to;-
hans hjerte var nær ved å briste,
men det var det ingen som visste.
Hun gikk bak ved laden en kveld,
han kom for å si’e farvel.
hun kastet seg ned,
hun gred og hun gred:
sitt livshåp det skulle hun miste.
Men det var der ingen som visste.
Ham tiden falt fryktelig lang.
Så kom han tilbake engang.
--Hun hadde det godt,
hun fred hadde fått;
hun tenkte på ham i det siste.
Men det var der ingen som visste.
HA EN GOD DAG!
(og husk å sende en email til dine venner
om dagensdikt.blogspot.com)
mandag, august 18, 2003
GOD TIRSDAGS MORGEN !
Vår enestående, men relativt ukjendte
dikter, Olaf Bull (1883-1933) skrev en
rekke skjønne dikt. Et av mine favoritt dikt
fra hans hånd er det vakre
PÅ KIRKEGÅRDEN
Kapellet blir luftet, og vilvin-røden
skjælver på muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mod aftengløden
står duer av marmor på rusten stift.
Der drømmer i græsset en ældgammel plade
båret av visnende strå fra ivår-
der skumrer et navn: Emerenze Christence,-
og tallene klamrer om seksten år.
Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjængelsens guld over alt;
“blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun tilvisse vært kaldt.”
Men se – under efterårsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags ånd
en av opstandelsens trodsige fakler
holdt av en ukjendt, himmelsk hånd!
¤¤¤¤¤¤
Ja vel kan det være, når levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blå
bævende, blændende himmel for Lillen--;
men eftersom hjertene dør – hva så --?
O Lillen, din evighets elskere døde,
og selv ble de støv bak det strenge jern;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
står om din håbede evighet vern !
Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennom et bly, edelmodigt navn !
¤¤¤¤¤¤
Men kunde det strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigtsdrag,
skulde du stige påny til himlen
op av mit heftige hjertes slag !
Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennom blåningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok – det fornemmes så tungt.
Men Lillen – du gir mig jo bare det dunkle
under et brusende, gyldent hår,
og gravens bogstaver skal altid funkle
om noget, et menneske aldri formår !
¤¤¤¤¤
Emerenze Christence – dit navn være lovet--!
jeg lægger en blomst mellem hvert bogstav !
jeg kan ikke nå dig; i fred har du sovet
hundrer år i din daglige grav.
Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
mit minde er død i en kvinde, som lever;
mit navn, som var elsket, blev bare et ord !
Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og søker at synge sit håb i mit bryst—
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
av levende stemmer til livets lyst !
For også til dig er jeg viss på der kommer
en irisk, som kvidrere i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence – vågn, vågn-----
HA EN GOD DAG !
(Og husk å send en e-post til dine venner med informasjon om
dagensdikt.blogspot.com)
søndag, august 17, 2003
GOD MANDAG MORGEN !
SEN AUGUST.
Her kan ikke noe hende.
Det klinger en bjelle i blå, blå luft.
Et sommerfjøs luter over sin tuft.
En stjerne begynner å brenne.
Se, snart tenner kvelden flere.
De stiger så engstelig bleke frem.
Men borte fra åsene under dem
ser jeg en skog marsjere.
Den vandrer rett mot vår stue.
Først borte ved skigarden tar den en hvil.
Der står den og lener sin strenge profil
mot himmelens rene bue.
Det lakker og lir med året.
Står fjellene alt og drømmer om sne?
Nei, solvinden ligger jo ennå på kne
og trekker rugen i håret.
Men skodden står tett over moen
der myrullen vugger sitt silkeslør.
Å-alt er bestandig og evig som før.
Hit kan ikke komme noen !
Inger Hagerup.
HA EN GOD DAG!
(og husk å si fra til dine venner om dagensdikt.blogspot.com)
fredag, august 15, 2003
GOD LØRDAG !
Jeg liker å sende en del dikt av de
gamle mestere hvis dikt er ukjendte
for mange.
I dag kommer et dikt av
Johan Sebastian Welhaven (1807-1873)
DIGTETS ÅND.
Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog,
det Uudsigelige
skal Diktet røbe dog.
Af Sprogets strenge Bygning,
af Tankeformers Baand
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.
Den boede i Sjælen
før Strophens Liv ble til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.
Den gjennemtrænger Ordet
lig Duft, der stiger op
af Rosentræets Indre
i den aabnede Knop.
Og skjønt den ei kan præges
i Diktets Tankerad,
den er dog der tilstede
som Duft i Rosenblad.
Glem da den gamle Klage,
at ingen Kunst formaaer
at male Tankefunken,
hvoraf et Digts fremstaar.
Thi hvis den kunde bindes
og sløres af paa Prent,
da var i denne Skranke
dens Liv og Virken endt.
Den vil med Aandens Frihed
svæve paa Ordets Klang;
den har i Digtets Rhythmer
en stakket Gjennemgang,
En Gjennemgang til Livet
i Læserens Bryst;
der vil den vaagne atter
i Sorrig eller Lyst,
Og næres og bevæges
og blive lig den Ild,
der laae i Digtersjælen,
før Strophens Liv ble til.
Kun da bevarer Digtet
sin rette Tryllemagt,
det Uudsigelige
er da i Ordet lagt.
Betrakt den stille Lykke,
der gjør en Digter varm,
mens Aanden i hans Sange
svæver fra Barm til Barm.
La kun hans Rygte hæves
mod Sky af Døgnets Vind,
det er dog ei den sande
Kvægelse for hans Sind.
Men naar hans Tankebilled,
med eller uten Ry,
finder et lutret Indre,
og fødes der paanyy---
O. bring ham da et Budskap
om dette Aandens Bliv;
thi dermed er der lovet
hans Verk et evigt Liv.
HA EN GOD DAG !
torsdag, august 14, 2003
GOD FREDAGS MORGEN !
I dag sender jeg et koselig dikt av
Hans Børli.
JEG GAR SETT DET.
Jeg har sett det:
Myrull
som kloder spunnet av lys,
mjukt svaiende på stilken
over vasne, fjorgamle spor
i måsan på myrene.
*****
Hvis du har gått i skog og fjellmyr
så kan du sikkert se dette billedet
for deg. Og nesten kjenne lukten
av myra og mykheten under støvlene.
Det er intet så fint som en fjellmyr,
kanskje med en multe eller to på tuene.
HA EN GOD DAG !
onsdag, august 13, 2003
GOD TORSDAGS MORGEN.
Det går litt på 1/2 4 nå om dagen. I går var det
et computer virus av "orm" typen ved navn LovSan.
I går morges hadde det infisert anslagsvis 500.000
datamaskiner med flere hver time. Den datamaskinen
jeg bruker for Dagensdikt er sjekket og er sikret mot
viruset, men Internettet var helt "oppløst" i går.
Derfor intet Dagensdikt.
I dag sender jeg for første gang et dikt på engelsk.
Jeg synes det er et nydelig dikt og derfor sender
jeg det. Forfatteren er ukjendt.
If you are ever going to love me,
Love me now, while I can know
The sweet and tender feelings
Which from true affection flow.
Love me now
While I am living,
Do not wait until I'm gone
And then have it chiseled in marble,
Sweet words on ice-cold stone.
If you have tender thoughts of me,
Please tell me now,
If you wait until I am sleeping,
Never to awaken,
There will be death between us.
I won't hear you then.
So, if you love me, even a little bit,
Let me know it while I am living
So I can treasure it.
HA EN GOD DAG !
(og husk å fortelle dine venner om dagensdikt.blogspot.com)
mandag, august 11, 2003
GOD TIRSDAGS MORGEN !
August, og sommeren begynner å gå på hell.
Snart er det tid igjen for ett dikt hver
eneste dag.
Olaf Bull (1883-1933)var en av våre merkeligste og
absolutt fineste diktere. Konflikten mellom
lig og død var ofte hans fokus. Her er ett av
diktene som omhandler dette.
CLARA AUGENIE
Og præsten hævede sin hvite haand,
Og lod en bølge, reen af viet vand
med vemod strømme over barnets haar:
"Jeg døper dig til Clara Eugenie!"
Men i dets moders blik stod taarer slørt,
som døbte dette løfte om et liv
med større helg, end præsten i sin dont
faar kræfter til ved kirkens marmorfont!
****
Den anden gang, da præsten hævet haand,
stod lille Clara Eugenie i hvidt---
og hendes klare, pikelige ord
fløi sky og rene gjennem kirkens kor.
Og moren drømte, med sin tinding vendt
mot buen av den kolde kirkemur,
om noget fjærnt og lyst, som før var hændt
ved blide aaer, i en grøn natur---
Som om hun ung og hvidklædt kom forbi
sin egen datter, Clara Eugenie,
og saa gik videre ved engens aa,
alene, ud mod havet i det blaa---
Da strømmet solen gjennom kirken, skjært,
og Moren hvisket, skjælvende og tung:
"Tilgi mig barn, om det var egenkjært,
at du blev ung, fordi jeg selv var ung!
****
Og præsten hævede for sidste gang
sin hvite haand med faste, rene ord---
men det som strømmet mot den mørke grund
var ikke viet vand, men viet jord!
Og moren rystet som et dyr, der led
og hørte mulden falde, klump for klump--
som fra det fjerne, seks-fod sjunkne bed
stod jordens stemme, skjælvende og dump:
"Min egen datter, Clara Eugenie!--
kom du tilbage til det store alt!
Forblom dig i den hemmelige vaar,
i grønne sletter, lykkelige trær
og skyer på det rene himmelblaa,
i mere evig form for dine kjære-----!"
-----HA EN GOD DAG!
fredag, august 08, 2003
GOD LØRDAG OG SØNDAG !
Når det passer, liker jeg å dedikere dikt
til personer jeg setter pris på.
Dagens "weekend-dikt" går til Berit.
Ivar Aasen er for mange en relativt ukjendt
og undervurdert dikter. Noen av hans dikt
er blandt de fineste i vår dikterkunst,
jordnære og med dyp innsikt.
Her er ett av dem og de som kjenner meg
forstår godt hva dette diktet betyr for meg.
HEIMVEGEN.
I heimen der hyggjer seg barnet best,
til heimen vil ungdomen stunda,
og mannen, som sviver i aust og vest,
vil helder paa heimferdi skunda.
Um landet var bratt og steinut og svadt,
og mødor i vegen var mange,
paa heimvegen gjekk det daa helder radt,
og milerne vart ikkje lange.
Mauren kryp aldri so vidt i kring,
han leiter ei upp att tuva,
og mannen løyp ikkje so lang ein sving,
han lengtar ei heim til si gruva.
Um og han var glad i framande stad,
so vil ikkje hugen seg festa,
og heimen med haugar og stein og svad,
han verter daa kjærast aa gjesta.
Ja, heime der baka dei braudet best,
og vænaste klippa dei klædi,
der hava dei klangen i maalet mest,
og vænaste kveda dei kvædi.
Der ser du ein dag med ljosare lag,
og skog med eit mildare skygge;
og raamar so sorgi deg der med eit slag,
so finner du endaa eit hygge.
HA EN GOD WEEKEND!
torsdag, august 07, 2003
GOD FREDAG MORGEN !
Inger Hagerup
JEG GIKK MEG VILL I SKOGENE----
Jeg rømte fra min elskede,
jeg sa mitt hus farvel,
jeg vandret landeveiene
alene med meg selv.
Jeg gikk meg vill i skogene,
og nå er det blitt kveld.
Og langs de bleke stiene
er mange bål brent ned.
Her haster andre videre,
her haster de avsted,
mot fjellene, mot stjernene,
mot glemsel og mot fred.
Jeg gikk meg vill i skogene
og natten stunder til.
Nå vil jeg tende opp igjen
en annens gamle ild
og siden følge sporene
hvor også han for vill.
HA EN GOD DAG
og fortell dine venner om dagensdikt.blogspot.com
onsdag, august 06, 2003
GOD TORSDAGS MORGEN !
Etter min tirade de siste par dagene om
"moderne dikt," kommer det idag en
kontrast som godt illustrere poenget mitt.
Jeg traff Tarjei Vesaas engang i en middag
på Henie-Onsdag senteret. Han var en taus
mann så det ble ingen stor samtale.
Han var en stor dikter. Har du lest Isslottet?
Her kommer:
HESTEN.
Dagen var heit og lang - no skal han gå.
No er det kveld, og alle ljod er få.
Ei småjente labbar inn døra naken: God natt til far!
Ho smeller ein kyss, og går til sitt svale putevar.
Han går ikkje sjølv. Stilnar til. Ved eit rotet bord.
Papir og bøker. Skrivne og prenta ord.
Jentekyssen på kinnet var varm og rund,
men gløymest likevel bort i same stund.
No er det arbeid. Og tida får gå som ho vil.
Omsider han ser mot ruta - og rykker til:
Ute er mørkt. Då kan ein arbeide best.
--Men no ligg det inn på ruta eit andlet: Ein hest!
Eit veldig hesteandlet. Grått som leir.
Med svarte djupe auge. Ein ser ikkje meir.
Og ikkje ei rørsle i det. Men heila ruta dekt.
-Ein faren, underleg tidbolk blir opp att vekt.
Han stirer på synet. Ja! hesten er grå.
Mange slitsame dagar såg denna attende på
då han vart skoten bak gjerdet. Med krøkte kne
låg han velt der i kleggsurr. Far stod gripen attved.
Kring denna gråe hesten var allting arbeid og onn.
Vognrammel, solsteik, høylukt, regn, vassing i fonn.
Taumen fila den unge handa. Ho lære fekk
i alle årstider det å styre ein hest som gjekk og gjekk.
-Og no er han komen på ruta. Og kallar fram
alt som var rikt og enkelt, i trollande ham.
Å nei, det er ikkje for moro. Ikkje kjem han med fred.
Spørsmålet står inn strengt og stumt: Kva driv du med?
Kva gjer du ved detta bordet? Er du klar
til å møte som barn før, med alt du har?
Det skjer gjennom ord og papir. Det trenger inn
til det som det gjeld om bakom:heilt sinn.
Kva kan han svara? Det er som alltig lyer.
Han ser mot det mørke auga, og angest sigler som skyer.
Det er hans eiga store og dyre barneverd
som no har møtt opp med hesten og går han nær.
Då møter frå verda no det reinaste: Far, godnatt!
Og trykket av lepper på kinnet synest å vera der att.
Velsigna den som strålar ut kraft frå si pute.
Hesten får stå der han står med spørsmål ute.
HA EN GOD DAG !
tirsdag, august 05, 2003
GOD ONSDAGS MORGEN !
Som jeg lovet i går, sender jeg i dag
et "moderne dikt" som det tok meg
fem minutter å forfatte. Enestående.
Kanskje kommer jeg med i antologien
over "dagens diktere!"
("Undring."Det passer bra som tittel.)
UNDRING.
En kvist i elven
følger med over dammen.
Den stuper,
viljeløst,
og ruser rundt
i bakevja.
Så,
som av en usynlig hånd
rives den med av strømmen igjen.
Forsvinner.
Slik er mitt liv.
Viljeløst ført
av alt som skjer
ut i bakevjen
av det daglige strevet.
Vil en usynlig hånd
lede MEG videre ?
Nå, hva synes dere om slik
dikterkunst?
Send meg en email til
gaapaa@yahoo.com
OG
HA EN GOD DAG !
mandag, august 04, 2003
GOD TIRSDAGS MORGEN!
"Sommertiden" er ennu ikke over
og jeg håper vi får mange god, varme dager
fremdeles med sommervær og båtfart og
soling på skjær i sommerbrisen.
Engang iblandt sender jeg dikt som jeg
ikke er særlig begeistret for, men som
enkelte av de som leser "Dagensdikt"
kanskje liker.
Her kommer ett av dem av Hilde Dæhlen.
RAPPORT.
Smilene er
skapt av ansiktene,
puttet ned i fryserne,
tenkt som snacks
for uventede gjester.
Ordene er
rullet sammen på tungene,
lagt i vakuumpakkene,
påstemplet:
Bør brukes innen-----"
Håndtrykkene er
støpt i plast,
innkjøpt av museene,
til glede for
senere generasjoner.
Joda- jada.
I morgen sender jeg et "dikt"
som jeg skriver i morgen tidlig
når jeg står opp og som er på
samme linje som denne "dikterkunsten."
Og hvis noen ikke er enige med meg,
send en melding til meg på emailen
gaapaa@Yahoo.com
Ellers "gled" dere til morgendagens
diktutgydelse. (Dette blir spennende.
Kanskje diktet mitt blir tatt med i en
antalogi over "Norske dikte fra begynnelsen
av Årtusendet-"
HA EN GOD DAG !
fredag, august 01, 2003
GOD FREDAGS MORGEN !
Bjørnstjerne Bjørnson var en
enestående dikter med et utall av dikt.
Hans samlede "Dikte og Sange" er på
nesten 300 sider !
Ett av hans viktigste dikt er hans
SALME II.
Ære det evige forår i livet
som allting har skapt!
Oppstandelsens morgen det minste er givet,
kun former går tapt.
Slekt føder slekt,
stigende evne den når;
art føder art
i millioner av år.
Verdner forgår og oppstår.
Intet så smått at ei finnes et mindre
ingen kan se.
Intet så stort at ei finnes et større
bortenfor det.
Krypet i jord-
berge jo bygge det kan.
Støvet som foor
eller det skyllende sand,
riker har grunnlagt en gang.
Uendelig alt, hvor det minste og største
løper i ett.
Ingen kan skue det siste, - det første
ingen har sett.
Ordenens lov
bærer det alt i sin favn;
frukt og behov
føder hverandre, vårt savn
møter det samledes gavn.
Evighets avkom og frø er vi alle.
Tankene har
røtter i slektenes morgen; de falle,
spørsmål med svar,
fulle av sæd
over den evige grunn;
derfor deg gled
at du en svimlende stund
økede evighets arv!
Bland deg i livsfryden, du som fikk være
blomst i dens vår,
nyte et døgn til det eviges ære
i menneske-kår,
yte din skjerv
inn til det eviges verv,
liten og svag
ånde et eneste drag
inn av den evige dag!
Litt å tenke på her----
HA EN GOD DAG !
